Vi skal have vækst, vækstpakker, vækstmotor, vækstforum, vækstkommission. Det hedder en vækst, at vækste, og måske skal Danmark i fremtiden være det væksteste land i verden.
Vælgerne bliver for tiden bombarderet med, at det eneste svar på Danmarks, Europas og verdens udfordringer er vækst. Der er godt nok to veje i dansk politik, hører vi, men målet er det samme: vækst.
Ifølge Peter Nielsen, lektor ved Roskilde Universitet, afspejler det en situation, hvor begrebet vækst er blevet så altdominerende, at ingen længere sætter spørgsmålstegn ved, hvordan begrebet bruges og hvad det faktisk indeholder.
»Den måde, hvorpå alle partierne, måske med en enkelt undtagelse, bruger vækstbegrebet, dækker over 'vækst i bruttonationalprodukt', men det er der ingen, der længere siger. Det er blevet barberet ned til 'vækst', og ingen beder nogensinde nogen om at definere, hvad de mener,« siger Peter Nielsen.
Han mener, at det er blevet en så alment benyttet floskel, at man vil have vækst, at meget få sætter spørgsmålstegn ved det.
»Vækst betyder jo egentlig bare 'mere af en mængde af noget', men i den politiske debat betyder det i dag udelukkende vækst i BNP. Det er blevet så entydigt, at man ikke engang behøver at sige det.«
Gemmer sig bag ordet
Ifølge Klaus Kjøller, retoriker ved Københavns Universitet, drejer en stor del af valgkampskommunikationen sig denne gang om at omklamre det, alle anser som 'det gode', og så være dem, der teknisk set gør det bedst.
Det er i høj grad tilfældet i kampen om ejerskab til buzz-ordet 'vækst', der undervejs i processen også smed sin sproglige følgesvend 'økonomisk'.
»Så bruger man den korte ikke nærmere specificerede form for at undgå at støde nogen væk. Sagde blå blok for eksempel altid 'økonomisk vækst', kunne de komme til at fremstå kolde og uopmærksomme på folks hverdag,« siger Klaus Kjøller.
Det abstrakte samlebegreb 'vækst' er derimod et rent kinderæg i politisk sproglig forstand.
»Man generaliserer ordet vækst for at sende et signal om, at det bliver bedre på alle fronter. Dermed udvisker man den ubehagelige politiske sandhed, at man må prioritere, og at gevinst det ene sted, koster noget et andet sted,« siger Klaus Kjøller.
Mål i sig selv
Og det er ikke bare en uskyldig sproglig 'rationalisering', mener Peter Nielsen. Skredet i sproget illustrerer, at vækst er blevet et mål i sig selv, fremfor et middel til at opnå andre ting. Når vi medier og vælgere lader politikerne slippe af sted med blot at sige 'vækst', tillader vi dem at slippe udenom at tale egentlig politik.
»Hvis vi i stedet stoppede dem og spurgte: 'Hvad mener du helt præcist, når du siger vækst?' kunne vi begynde at få en reel politisk diskussion. Det kunne jo være, at man talte om vækst i fritid, vækst i demokrati, vækst i fællesskab, vækst i natur. Alle de andre ting i vores økonomi, som man jo godt kunne ønske mere af,« siger Peter Nielsen.
Nye venner forsvinder
Men i den process hvor 'økonomisk vækst' smed 'økonomisk' ud med badevandet, fik 'vækst' nye sproglige kammerater. 'Grøn vækst' og 'bæredygtig vækst' blev ifølge Peter Nielsen den venstre side af salens måde at løse konflikten mellem økonomisk vækst og det svindende naturgrundlag, der skulle oppebære den. Men også de begreber synes at være forsvundet i den nuværende valgkamp, og har igen efterladt 'vækst' alene med sig selv.
»Det er, som om S og SF først hiver dem på bordet, når partierne bliver presset af ubehagelige spørgsmål om f.eks. klimaforandringerne. De foretrækker tydeligvis i første omgang blot at holde sig til 'vækst'.«
Problemløser
Peter Nielsen ærgrer sig over, at der i den politiske debat ikke bliver sat flere tydelige spørgsmålstegn ved væksten.
Men selv om skilsmissen mellem 'økonomisk' og 'vækst' måske er af nyere dato, er den blot konsekvensen af den måde, vi grundlæggende har skruet vores samfund sammen på, siger han.
»I hele efterkrigstiden og frem til i dag har man løst problemer ved hjælp af vækst. Alle økonomer er skruet ind på den tanke, alle politikere følger den dagsorden, og den offentlige debat følger efter. Men det har skabt et andet alvorligt problem: At der ikke er plads til at problematisere dens forudsætning og derigennem skabe de store visioner.«
Det er da altid noget, at økonomerne begynder at overveje, om de modeller, de hidtil har anvendt til at beregne væksten i velstand og velfærd, ikke holder vand, med mindre de finder en metode til at medregne værdien af den produktion af varer og tjenesteydelser, der ikke indgår i opgørelsen af det hellige almindelige Bruttonationalprodukt og derfor hverken kan beskattes af det til enhver tid siddende politiske flertal eller eksploiteres af finansmarkedets geskæftige marodører.
Så mangler vi bare, at det stemmeberettigede flertal begynder at overveje, om det nu også kan passe, at opfyldelsen af alles legitime behov forudsætter opfyldelsen af alles lyster og alles begær.
Eller med andre ord, om økonomisk frihed og skamløst begær efter penge og magt uden videre er synonyme størrelser.
især i virkeligt folkestyre
Det er altså underligt, som velkendte kendsgerninger glemmes og genoptages, som om de var en nyopdagelse.
En af dem er, at Marx gennem sine grundige analyser af kapitalismens væsen fastslog, at forudsætningen for det kapitalistiske systems og samfunds beståen er, at kapitalen uafbrudt forøges; altså økonomisk vækst. Enhver forstandig kapitalist ved, at netop det er en uomgængelig kendsgerning. "Stilstand er tilbagegang" er deres motto. Når grænsen for stadig kapitalforøgelse nås, ramler systemet og samfundet sammen.
Og nu skal det tilsyneladende diskuteres, om vækst ikke lige så godt kan være vækst i andet end økonomi. Jo; væksten kan naturligvis sættes i stå. Men så skal vi være klar til konsekvenserne, som er denne form for samfunds sammenbrud, og vi skal have en anden slags samfundssystem at sætte i stedet, hvis det ikke skal blive blot kaos.
Økonomisk vækst er Gud. Præsterne er økonomer. Templerne er banker og supermarkeder.
Så drømmen om en grænse for økonomisk vækst, d.v.s. kapitalforøgelse, er dybest set revolutionær. Og det er jo ingen af vore politikere eller økonomer.
det bør dog nok være meget mere fremadrettet end:
http://www.information.dk/277537#comment-412283
Øh, vækst i hvad, hva'..?
Øh, 'Beskæftigelsen' - vil jeg tro. Mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet og en brændeknude i ovnen er nogle rigtig basale goder jeg nødig vil undvære...
Øh, vækst i hvad, hva..?
Vækst i ligheden, vil højst sandsynligt føre et større privatforbrug med sig, måske man skulle fokusere på, at de fattige, altså dem som er glemt i valgkampen, de vil benytte pengene i Danmark, og på den måde vil den første bæk være blevet til, mange bække små gør en stor å.
Vækst implicere også omkostninger, det er som om reducering af omkostninger er et tabu.
Øget beskæftigelse - jo hvis nu arbejdstiden bliver halveret, så bliver der brug for flere hænder, men når man sidder på kagen, vil man næppe dele, lol.
Afskaf bankerne og/eller forbyd boliglån..., hvad sker der så med priserne på lang sigt (nåh ja forudsat der ikke lige opstår et korrupt marked, lol).
Sund økonimi i penge forstand betyder ikke at tjene mange penge, men at man ikke bruge mere end man har.
Bill: "Mad på bordet" - havregryn er relativt billigt ;)
Øh, vækst i hvad, hva..?
Vækst i solidariteten gennem mindre bureaukratisering vil højst sandsynligt mindske såvel arbejdslivsstress som hjemmelivsstress, her er der også penge at hente, og det helt uden, at fokusere på økonomiske modeller, men ren og skær lyksalig humanisme. Den større solidaritet gennem større lighed, skulle gerne mindske det alt for høje pilleforbrug som eksisterer i dagens Danmark.
Dumme mig, gider ikke mere, politikerne forstår alligevel ikke konceptet bag David Humes` m.fl. kausalitetsteorier, de læner sig jo kun op af økonomiske modeller, og glemmer helt værdien af et menneskes større selvværd.
mvh.
Hvis BNP skal stige, og dermed være i vækst, må jeg så ikke anbefale nogle flere trafik-ulykker...sådanne får nemlig også BNP til at stige, da udgifterne til ambulance mm. indgår som led i BNP....
Ironi, stærk, anvendt.
Hvis familien lægger budget og ser at den bruger mere end den tjener, har den tre muligheder for at handle.
- At tjene mere, hvis det er muligt, altså vækst.
- At låne, altså udskyde problemet og måske forværre tilstanden afhængig af fremtidsudsigterne, altså gamble med familiens velfærd.
- At bruge mindre straks, afpasset efter indtjeningen, altså nedsætte sit materielle forbrug.
Anderledes er det vel, set med en ikke-økonoms øjne, ikke med landet. Men politikerne tør ikke det fornuftige. Bange for vælgerne. De låner og råber på det svingende dankort.
Væksfilosofien gennemsyrer alt.
Et eksempel : Arbejdsløshedsforsikring er en solidarisk ordning , hvor de der er i arbejde i den normerede tid betaler til de ledige.
I solidaritetens navn holdes nogen ude, for at andre kan blive fuldt og helt inde.
Hele arbejdsmarkedet er indrettet sådan og ingen drømmer om at dele det arbejde, der til enhver tid er. A-borgerne holder B-borgerne nede.
Jo, solidaritet, go`moren.
Istedet skal vi arbejde mere aht væksten.
De offentlige deltidsfolk skal arbejde fuld tid.
Vi sidder i vækst-saksen :
" At der ikke er plads til at problematisere dens forudsætning og derigennem skabe de store visioner."
"Hvis vi i stedet stoppede dem og spurgte: ‘Hvad mener du helt præcist, når du siger vækst?’ kunne vi begynde at få en reel politisk diskussion"
Det vill være et fantastisk nybrud med den gældende mikrofonholder-journalistik.
Someone - do it!
Og bliv ved med at spørge ind og ind til flosklernes nøgne kerne, så vi kan få afdækket hulheden i hele den politiske retorik.
Naturligvis er vækst-filosofien helt igennem idiotisk og dødsdømt. Alle ved det i deres stille sind, men lader sig alligevel rive med i øjeblikkets forblændede vanvid. Det er en sød rus, som ingen ønsker at forlade, og således er der ingen redning for menneskeheden - den danser beruset i afgrunden med hænderne for øjnene.
Så jo tak, vær rar at klæde disse politikere af til skindet. Og ikke før der breder sig en pinlig tavshed har I gjort jeres arbejde godt nok. Lad interviewet blive langt og hudløst.
Vi vil ikke have mere hovedløs politik - hverken fra højre, venstre eller midten.
Vi vil have en komplet og fuldstændig nytænkning af hele grundlaget for vores civilisation.
Omsider begynder vi at høre spage røster, der tør anfægte vækstens rationale.
Politikerne er de sidste til at erkende og omstille sig til tidens kald. De er desværre totalt hæmmet af magtens egeninteresse til at sige så meget som et pip, der kan kaste dem i vælgernes unåde.
Derfor bliver det de barske realiteter, der skal rive poltikerne og deres vælgere ud af deres rus.
Og følgeligt byder jeg finanskrisen og alle de andre kriser velkommen. De er en velsignelse i forklædning.
Det vil gøre ondt - men det er det eneste, der kan flytte os over i et nyt paradigme.
/O
Penge er blot et stykke værktøj til at lette handel ( i stedet for at skulle bytte sig frem til f eks et snørebånd, så hiver man nogle mønter op af lommen og betaler) og til at sammenligne værdier af forskellige varer og tjenesteydelser.
Ved hjælp af penge kan man f eks værdimæssigt sammenligne en billet til en fodboldkamp med et et stykke franskbrød.
Og men kan ved hjælp af penge sammenligne lønnen til en fodboldspiller med lønnen til en sosu eller til en arkitekt o s v.
Penge er i sig selv uinteressante - det interessante er den produktion af varer og tjenesteydelser i et samfund, som gør dette samfunds pengesedler egnede til betaling .
( Ingen gider lade sig betale med nordkoreanske penge - for man kan ikke købe noget for dem - danske penge er derimod fine, for man kan få en hel masse varer og tjenesteydelser for dem.)
Det er ikke "pengene" og "kapitalen" der er politisk interessante - det er derimod produktionen af varer og tjenesteydelser i samfundet , der er det 100% afgørende for graden af velfærd, levestandard, livsglæde, kulturaktiviteter o s v.
Det er produktionen, der bestemmer, om samfundets penge er noget værd.
Kroll
...stigningen i antal penge i forhold til produktionen, har vel også en betydning, samt den magtforskyning, der opstår som følge af pengenes tendens til, at lande i de lommer hvor der er så rigeligt i forvejen - hvis jeg må supplere din forenklede belæring.
Kære Bill Atkins.
Hvis man ( typisk ved en politisk beslutning) øger mængden af mønter og pengesedler i samfundet uden at øge produktionen tilsvarende, så falder pengenes værdi - det er jo produktionen af varer og tjenesteydelser i samfundet, der er værdibestemmende for pengene.
Hvor pengene lander og hvordan de beskattes og omfordeles er et politisk spørgsmål, som de enkelte samfunds (staters) befolkninger selv må beslutte - i diktaturer er det diktatoren ,der bestemmer, og i demokratier er det folkets flertal , der suverænt bestemmer.
En dansk virksomhed eksporterer en container med f.eks. et halvprodukseret produkt til Kina.
Produktet skal inden eksport af færdigvaren fra Danmark færdiggøres i Kina, hvor arbejdslønnen er 1/4 af en dansk løn.
Containeren indeholder 4000 arbejdsdage uanset om det produkceres i Kina eller Danmark.
Besparelse for virksomheden i Danmark i kr. er altså ca. 3000 lønarbejdsdage.
Danmark mister skat fra 4000 lønarbejdsdage.
Virksomheden sparer 3000 lønarbejdsdage.
Vis det er et datterselskab der ligger i Kina bestemmer virksomheden i Danmark reelt importprisen til Danmark. Altså kan besparelsen på de 3000 lønarbejdsdage blive i Kina.
Virksomheden betaler skat af overskudet hvis de eksporterer fra Danmark, som mangler de sparede 3000 lønarbejdsdage.
Er det rigtigt forstået, hvis jeg ud fra det meget firkantede ovenfor, kan konkludere at BNP stiger med de 4000 lønarbejdsdage, og derfor kaldes vækst, mens Danmark mister skat fra 4000 lønarbejdsdage, og oveni risikerer at betale understøttelse (sociale omkostninger) som erstatning for virksomhedens besparelse, som i en økonomisk term kaldes vækst, og sidestilles med nødvendigheden for skabelse af arbejdspladser i Danmark?
Den dynamiske vækstfilosofi blokerer for indsigten i knaphedens paradoks og for erkendelsen af
sammenhængene mellem væksten og de problemer, der følger af den. Det, at nogle problemer, der
følger af væksten, kan blive større end det, der kan afhjælpes med vækstens midler, det ligger helt
uden for, hvad der kan beskrives inden for den herskende økonomiske rationalitet.
- Knaphedens paradoks - Steen O Rasmussen
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-60.pdf
@Kroll
Hvis guld og dollars stadig var konvertible så skulle en ounce koste 200.000 dollars i dag.
Udledningen af din belæring om penge og omfordeling er faktisk ganske interessant. I de lande hvor pengenes akkumulering er størst er demokratiet altså ringest. USA befinder sig således , målt ud fra gini-koefficienter, i selskab med verdens værste diktaturstater... men det vel ingen overraskelse.
Jens Høybye - meget godt eksempel. Men mon ikke SKAT med sin afdeling for Transferpricing selv værdiansætter en Armslængde pris for en kontainer og regulerer lidt på virksomhedens selvangivelse og dermed selskabsskat. Jeg ved det ikke - men SKAT har slået på tromme for dette siden midt i 90'erne.
Kære Jens Højbye.
Du mangler lige den vinkel, at den pågældende virksomhed sikkert er i konkurrence med andre virksomheder ( i og uden for Danmark) , der også producerer i Kina - så virksomhedens valg er enten 1) at lukke eller 2) at producerer i kina for at kunne konkurrerer med de andres lave priser.
I øvrigt er Kina ved at få så høje lønninger på kvalificeret arbejdskraft, at "udflagningen" af komplicerede produktioner til Kina er ved at tage af - og for vissse varegruppers vedkommende ved at vende hjem til Europa / USA m v. (Kina bliver rigere og rigere og får stadigt højere lønniveau - heldigvis da.)
Jens - ahaa - containeren indeholder samtlige dele for montage af færdigvarer - det er et meget godt eksempel.
Så har jeg en ide - mon ikke alle disse dele ligeså godt kunne afhentes af folk der kunne etablere hjemmearbejdspladser, evt med delmontager. Det var ret almindeligt i 50'erne herhjemme.
Kære Bill Atkins.
Hvad amerikanerne foretrækker af omfordeling eller ikke-omfordeling er deres egen sag - de kan jo alle stemme påf eks Obama, hvis de vil lave om på beskatningen af indkomster og formuer i deres eget land??
Danmark har en meget stor omfordeling af indkomsterne og en fin velfærdsstat - og det er et produkt af danskernes eget demokratiske valg ??
Jeg kan godt leve med, at man i andre demokratier vælger andre strukturer og løsninger end i danmark - så må andre på deres side acceptere , at i Danmark er det så danskene der bestemmer.
@ Leif
Netop, men det turde jeg ikke foreslå.
@ Robert
Jo det ved jeg godt, men jeg frygter jo netop derfor, at væksten vil gøre, at vi alle som arbejdsløse kan sidde og se på prisuddelinger om Gazellevirksomheder, der har vækstet BNP'en men redukceret antallet af danske arbejdspladser.
Hvor er solidariteten i det? for ikke at nævne væksten i samfundsværdien, altså ikke virksomhedsejerens eller spekulanternes solidaritet.
økonomisk vækst og det dertil tilknyttede arbejde, djøfferi, reklame o.l. er snylteri. Derimod er der meget produktivt arbejde, der er nødvendigt og meningsfyldt, natur- og menneskepleje, der ikke bliver udført.
@ Robert
Vil lige supplerer med eksemplet om en virksom hed, en såkaldt "privat aktør", der fik Gazelleprisen af ministeriet for sin ekspansition ved at aktivere ledige.
Resultat, ros for at beskæftige ledige, uanset de ikke kom i arbejde, hvilket jo var foremålet.
Kære Jens Høybye.
Jeg mener ikke du skal være bekymret for fremtiden på den mellemlange og lange bane.
På den helt lange bane vil vi vel om nogle generationer have nået en 100% globalisering - d v s, at lønniveauet for en given arbejdsindsats er det samme uanset om arbejdet laves i Kina, Danmark, Sydafrika, USA, Indien o s v - det vil også sige , at levestandarden ( velfærd, kulturudbud, fornøjelser , o s v) vil være stort set ens overalt i verden.
Jeg tror ikke på, at Danmark og andre (i dag) udviklede lande har nogen som helst chance for til evig tid at bevare forspringet for dagens mindre udviklede lande.
( Det ville iøvrigt være dybt socialt uretfærdigt, hvis nogle befolkninger til alle tider skulle være dømt til at være u-lande.)
I tænker slet ikke på al den transport, der følger af den økonomiske optimering.
Jeg kalder det "jordbærprincippet". Hvorfor jordbærsæson hele året. Transport ! Energiforbrug ! Forurening !
Leifs ide er tankevækkende. Vi gør det allerede i en vis udstrækning. Brugsanvisningerne skal vist forbedres.
Tanken kan overføres til vedligeholdelse, istedet for smid væk. Jeg praktiserer det i stor udstrækning. Det er ikke mig, der får første præmie for at støtte væksten.
Og dog. Vi købte et nyt sæt havemøbler. Efter udpakningen så jeg på emballagen : Made in PRC.
Suk !
Det er newspeak.
"Newspeak is a fictional language in George Orwell's novel Nineteen Eighty-Four. In the novel, it refers to the deliberately impoverished language promoted by the state."
http://en.wikipedia.org/wiki/Newspeak
Det er et yderst interessant emne.
For hvis Danmark ikke skal vækste sammen med aælle de andre vækstere - hvad skal vi så?
@ Robert
Du anfører begrundelser indirekte i, at jeg skulle accepteret udtrykket "bane", som i sig selv er ligeså defust, som beskrivelse af en sytråd der er 2 m. lang.
Isoleret set er den meget kort i forhold til, at den blev klippet af en spole med 10 km. sytråd.
Men for helvede hvor er en 2 m. sytråd meget lang og svær at håndsy med.
Nu har jeg ikke så meget at bruge dine ventetider målt i generationer til, da det er her og nu problemet med forståelsen af vækst er der, og skal løses om muligt, nok bedst ved en fælles forståelse af hvad vækst i forskellig sammenhæng medfører.
Hvis du ved begrebet befolkning mener det samme, og sammensat på samme måde som det danske, så er det for mit vedkommende ligegyldigt, om der findes ulande eller ej. For allerede det danske samfund ved dets nuværende ulighed, er bevis nok for mig til ikke at vente flere generationer på en mulig social anstændighed overfor ulande vil indtræffe, og som vi allerede burde udvise social anstændighed overfor, når nu det åbenbart er erkendt socialt uretfærdigt.
Jeg er hverken sur, vred eller indigneret over dit svar, men derimod helt uforstående over, at du bare vil lade problemet med væksten løse sig selv, og så samtidig kun håbe i en, to eller flere genrationer på at økonomien alene er midlet.
hørte idag og ikke for første gang begrebet NEGATIV VÆKST - det sludder er da for at dække over ordet recesssion
Det er ikke så svært - forventningens glæde er den største, ved vi, så der er bare mange ting, vi kunne ønske os, vi lige skal tænke over en ekstra gang, når muligheden faktisk står for døren. Ligesom man kan se frem til en rejse, og så, når den skal foregå, alligevel ombestemme sig, fordi det er... for besværligt eller for langt eller der er noget andet, der taler imod. Enhver kan se, at en sportsvogn efter de æstetiske begreber, der hersker i vor tid, er smart - men derfra og så til at besidde en, er der noget længere, for ikke at tale om, at man jo ligeså godt kunne have den samme bil fremstillet til kørsel på karbid.
Ja hvis vi tager udgangspunkt i litteraturen der forsøger at beskrive forskellen på ideologi og politik så gælder følgende forudsætninger for politikken (Bernard Crick; In Defence of Politics).
*frihed (til at lave politik)
*respekt for pluralitet (interessekonflikt): plads til opfattelser
*behovet for fælles løsninger på fælles problemer
Den altafgørende forskel mellem ideologi og politik er, at der under første:
*ikke er plads til legitime interessekonflikter, dvs. pluralitet
Dvs. Under politik er der plads til ideologi, men under ideologi er der ikke plads til politik.
I og med at (næsten) ingen politikere stiller spørgsmålstegn ved vækstbegrebet, så er der på baggrund af Cricks tankesæt ikke ufattelig langt til den rene ideologi blandt vor folkevalgte.