Læsetid: 2 min.

Rød regering vil rydde op efter fejlregistrering af statsløse

Hvis flertallet skifter efter det kommende valg, vil en ny rød regering undersøge omfanget af fejlregistreringer af statsløse og kontakte de eventuelt fejlregistrerede asylansøgere fra Syrien
Da ægteparret Mustafa og Badreyah i efteråret 2000 kom til Danmark fra Syrien og søgte asyl, oplyste de gentagne gange, at de er statsløse kurdere. Det har Information afdækket gennem aktindsigt i deres asylsag. Alligevel registrerede udlændinge-myndighederne dem som syriske statsborgere, og det samme skete, da Mustafas yngre brødre kom til Danmark i henholdsvis 2001 og 2010, selv om også de ifølge dokumenterne i deres sager gjorde opmærksom på deres statsløshed.

Da ægteparret Mustafa og Badreyah i efteråret 2000 kom til Danmark fra Syrien og søgte asyl, oplyste de gentagne gange, at de er statsløse kurdere. Det har Information afdækket gennem aktindsigt i deres asylsag. Alligevel registrerede udlændinge-myndighederne dem som syriske statsborgere, og det samme skete, da Mustafas yngre brødre kom til Danmark i henholdsvis 2001 og 2010, selv om også de ifølge dokumenterne i deres sager gjorde opmærksom på deres statsløshed.

Sofie Amalie Klougart

24. august 2011

Hvis integrationsminister Søren Pind (V) ikke vil rydde op efter den fejlregistrering af statsløse asylansøgere, som Information i løbet af sommeren har afdækket, så vil en ny regering sørge for at rette op på fejlen. Sådan lyder beskeden enstemmigt fra oppositionen.

»Man bliver nødt til at gennemgå de sager, hvor der kan være sket en fejlregistrering. Det afgørende er, at retssikkerheden er i orden, og det vil Søren Pind ikke garantere,« siger Radikale Venstres indfødsretsordfører, Jørgen Poulsen.

Socialdemokraternes ordfører på området, Lennart-Damsbo Andersen, er enig:

»Det kan næppe kræve de store ressourcer at finde ud af, hvor stor fejlen er, og under alle omstændigheder skal den rettes. Jeg tror, der i det hele taget bliver et stort oprydningsarbejde efter ti år med en VK-regering, der har ladet DF stå ved roret på udlændingeområdet,« siger Lennart Damsbo-Andersen.

Han undrer sig især over, at Søren Pind har afvist at gennemgå 64 sager om statsløse asylansøgere af ikke-palæstinensisk oprindelse. Et svar ville kunne afdække omfanget af fejlregistreringen af statsløses asylansøgere fra Syrien, som Information har afdækket, men ministeren henviser til, at det ifølge Udlændingeservice vil kræve uhensigtsmæssigt mange ressourcer.

»Det lyder meget mærkeligt,« bemærker socialdemokraten.

Søren Pind har ikke ønsket at lade sig interviewe til Information om sagen, men skriver i en e-mail:

»Registreringen af en asylansøgers nationalitet bygger på oplysninger, som ansøgeren selv giver til politiet og Udlændingeservice. Hvis en asylansøger eller flygtning mener, at vedkommendes tilhørsforhold er registreret forkert, kan man kontakte Udlændingeservice, som vil se på, om der er grundlag for en omregistrering. Derfor ser jeg heller ingen grund til, at udlændingemyndighederne af egen drift kontakter de syriske flygtninge.«

Information ville gerne have foreholdt ministeren, at de tre sager vedrørende asylansøgere fra Syrien, som Information har fået aktindsigt i, netop viser, at udlændingemyndighederne ikke har registreret ansøgerne på baggrund af de oplysninger, de selv har givet. For selvom de tre asylansøgere gentagne gange fortalte om deres statsløshed, blev de registreret som syriske statsborgere.

Men ministeren har altså ikke ønsket at lade sig interviewe og tilføjer i sin e-mail:

»For mig at se, er Information blevet en avis med en sag, hvilket er en skam.«

Kun for fremtiden

Ligesom resten af oppositionen vil SF og Enhedslisten sørge for, at der bliver ryddet op i sagen, hvis flertallet skifter.

»Enhver forvaltning bør jo rette sine fejl, når de bliver opdaget. Jeg kan næsten kun se, at det her er en indgriben fra ministeren som forvaltningschef med en ordre om ikke at rette fejlene,« siger SF's integrationsordfører, Astrid Krag, mens Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, udtaler:

»Det er en meget uheldig tendens, at når regeringen begår fejl, skal man som borger selv opdage det. Selvfølgelig skal de 64 sager gennemgås, og der skal sendes breve ud til de syriske asylansøgere, der kan være blevet fejlregistreret.«

Konservatives formand for Indfødsretsudvalget, Tom Behnke, er uenig:

»Der må ikke ske fejl, og er man opmærksom på fejl, skal man være opmærksom på, at de ikke sker i fremtiden. Men vi har tillid til ministeren, når han oplyser, at det vil være meget omfattende og koste mange ressourcer at gå gamle sager igennem. Regeringen har rigtig mange opgaver, og jo flere den skal løse af denne her karakter, jo længere ventetid bliver der for alle mulige andre mennesker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Sune Olsen,

Enig, jeg sidder blot og er utroligt nervoes for hvad der vil ske i vort land, hvis de samme mennesker som er regime-indehavere nu, kommer til magten igen...for i et saadant tilffaelde, er jeg vaere alvorligt bange for at vort lille land er helt fortabt :(

MÅSKE BØR RØD REGERING OGSÅ KIGGE LIDT PÅ SAGEN MOD ROJ-TV.

For denne sag lugter slemt af politiske aftaler, inden den overhovedet er kommet i gang, og den er absolut ikke en dansk ret værdig.

Derfor bør alle følge denne sag på www.nudem.dk/, i stedet for Ritzau der tilsyneladende fører politik.

F.eks. får anklageren får lov til at føre alle sine vidner, - også indlysende kriminelle der samarbejder med tyrkisk militær, der er den ene part i sagen. Medens forsvaren stort set får afvist sine i øvrigt relevante vidner.

Samtidig er anklagerens materiale er fuld af indlysende fejl - herunder solide oversættelsesfejl. Samtidig er en del materiale slet ikke er oversat, så retten må acceptere anklagers påstand, hvilket anklager syntes er i orden.

Bjarne Hansen

En Rød Regering vil få brug for 3-4 regeringsperioder, for at kunne rette bare nogenlunde op, på den Katastrofe de Blå har haft 10 år til at udvikle.

Martin Hansen

Hvor er jeg oprigtigt glad på de statsløses vegne, de fortjener virkelig at blive behandlet som mennesker igen.
Nu venter jeg så bare på at SSF en gang for alle melder klart ud at jeg, som dansk statsborger, kan få lov til at bo i mit eget fædreland sammen med mit barns mor uden at skulle betale en race-afgift på 100.000 kr. til staten og se min smukke, dejlige hustru blive vurderet ud fra hendes 'samfundsmæssige nytteværdi' og hvide tænder..
Men mon ikke jeg venter forgæves?

Sådan! SF og EL. Statsadministrationen kan simpelthenhen ikke holde til den mistillid, som den nuværende Regering på magt-arrogante vilkår har stået for udbredelsen af. Talen har været om en syg kultur i administrationen. Og der bør naturligvis ryddes grundigt op efter VOK-blokkens efterladenskaber. Hvad skal vi i offentligheden ellers kunne stole på?...

Med venlig hilsen

Jeg må takke Information for den gode række af artikler der er blevet bragt, som jeg ser som et svar på nogle af mine mange kommentarer vedrørende den komplet uforståelige behandling af de mennesker der vitterligt har frygtet alvorligt for deres liv og de repressalier der er mod deres familier.
En ung mand begik selvmord, en er forsvundet efter tvangsudvisningen og det er jo kun det vi ved i Asylret, udover sagen om den syriske kurder der blev tvangsudvist og der efter returneret til Danmark med en ryg som stribet flæsk.
Der er masser af sager som vi desværre aldrig får opklaret fordi de uheldige mennesker ikke kendte nogen, hvor til de kunne henvende sig og bede om hjælp!