Læsetid: 3 min.

'Vi tvinger ikke folk til noget som helst'

Forhøjede afgifter på tobak, sukker og fedt er ikke forbudspolitik, men et forsøg på at gøre det lettere at leve sundt, understreger Socialdemokraternes sundhedsordfører
Forhøjede afgifter på tobak, sukker og fedt er ikke forbudspolitik, men et forsøg på at gøre det lettere at leve sundt, understreger Socialdemokraternes sundhedsordfører
31. august 2011

I Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis fælles skatteudspil, 'Fair forandring', fremgår det, at afgifterne til tobak, sukker og fedt skal hæves med 3,9 milliarder kroner. Der er tale om en adfærdsregulerende afgift. De stigende priser på usunde varer skal hjælpe danskerne til at vælge sundere alternativer, forklarer sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Men er det ikke folks eget ansvar, om de vil drikke saftevand, ryge cigar og spise flødeboller?

»Jo, i den konkrete situation kan det godt være folks eget ansvar. Men børn kan for eksempel ikke selv kontrollere, om de bliver overvægtige. Overvægten opstår ved, at de følger deres forældre og samfundets udvikling. Og hvis vi skal have råd til bedre idrætsundervisning, sund mad i skolerne og rygestopkurser til de unge, er vi nødt til at kunne finansiere det. Derfor vil vi gerne bruge flere penge til forebyggelse.«

- Skal man så tvinge folk til at være sunde?

»Man skal ikke tvinge folk til noget som helst, men man skal indrette samfundet på en måde, der gør det lettere at leve sundt. For eksempel skal man sørge for, at børn og unge ikke sidder for stille, og så skal man sætte tidligt ind over for overvægt. Vi skal også gøre alt for at knække kurven, der viser, at 10 procent af de danske unge begynder at ryge som 15-årige.«

Ikke en hetz mod svage

- Der er ingen tvivl om, at de lavest uddannede ryger mere og spiser mere usund mad end gennemsnittet. Risikerer man ikke, at afgifterne rammer denne befolknings-gruppe og kommer de højtuddannede til gode?

»Nej, sådan kan man ikke stille det op. Andre steder i det samlede skatteudspil kompenserer vi de lavest uddannede. Så man kan ikke sige, at de rammes hårdere end alle mulige andre. Desuden skal afgifterne jo bruges til forebyggelse og bedre sundhedsbehandling, som kommer alle til gode.«

- I USA har man erfaringer med, at tydelig mærkning af antal kalorier på menukort har fået folk, der i forvejen spiser usundt, til at spise endnu mere usundt. Man taler om, at forbud frister. Risikerer man ikke at ryge i samme fælde ved med afgifter at signalere, at nogle varer er forbudte?

»Det er jo altså ikke sådan, at tingene bliver voldsomt dyrere. For det enkelte menneske kommer afgifterne ikke til at spille en særlig stor rolle. Og der er jo ikke tale om deciderede forbud.«

- Men vi er enige om, at der er tale om et forsøg på adfærdsregulering?

»Med hensyn til tobak er der tale om at gøre det så meget dyrere, at det kan mærkes, ja. For det er meningen, at folk skal begynde at tænke over, hvor mange af deres penge, der groft sagt ryger direkte ud i luften. Og Forebyggelseskommissionen har peget på, at afgifter er en hensigtsmæssig måde, hvorpå man kan regulere folks adfærd, ligesom man gør det på så mange andre områder.«

Et incitament

- Hvordan kan man argumentere for logikken i, at man adfærdsregulerer for at begrænse en uønsket adfærd, samtidig med at man til dels lægger sine budgetter an på de midler, man får ind ved reguleringen? Hvis jeres adfærdsregulering virker, bør jeres finansieringsgrundlag jo falde?

»Det kan også godt virke lidt absurd, men vi er jo nødt til at kunne finansiere vores sundhedssektor. Og afgifter er med til at regulere folks vaner, det er jo et kendt skatteteknisk greb.«

- Er det ikke også meningen, at afgifterne i sidste ende skal generere besparelser på sundhedsområdet?

»Jeg ved ikke, om det skal give besparelser, men det skal være med til at få folk til at leve i længere tid. Og det kan man ved at hæve de her afgifter, viser Forebyggelseskommissionen,.«

- Hvornår er det blevet et socialdemokratisk projekt at skærme folk mod sig selv at ramme dem ind?

»Det har ikke noget at gøre med at 'ramme folk ind'. Hvis vi for eksempel sætter afgifterne op på benzin, er det jo heller ikke det samme som at sige, at bilisterne ikke er stand til at tage vare på deres handlinger. Det er en måde til at gøre nogle usunde varer dyrere og dermed give folk et incitament til at lade dem ligge på hylderne. Hvis de så køber dem alligevel, er de oven i købet med til at spytte penge i kassen til, at der vil være et tilbud til dem, når de en dag har behov for hjælp. Eller når deres nabo har.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu