Læsetid: 6 min.

'Vækst hører fortiden til'

Politikerne klamrer sig i valgkampen til en model, der ikke virker længere, og som ikke er relevant for dagens udfordringer. Det siger en række økonomer
Politikerne klamrer sig i valgkampen til en model, der ikke virker længere, og som ikke er relevant for dagens udfordringer. Det siger en række økonomer
1. september 2011

Én procent. Det er ifølge Danmarks Statistik, hvad det i årets andet kvartal kunne blive til af dansk BNP-vækst efter de seneste måneders anstrengelser i ind- og udland for at presse økonomien i gang igen. I både EU og USA blev væksten endnu lavere: under en kvart og under en halv procent. 'Vækst' er det uden sammenligning dominerende emne i valgkampen.

»Vi skal sætte gang i væksten,« lyder parolen øverst på Socialdemokraternes valghjemmeside, mens finansminister Claus Hjort Frederiksen på Venstres hjemmeside reklamerer for vækstpakken, der »skal sætte gang i boligmarkedet og danskernes privatforbrug«.

I enhver af tv's partilederdebatter er genoplivning af væksten det rungende, altoverskyggende fællestema.

Glem det, siger flere fremtrædende økonomer nu. Vækstøkonomien i vor del af verden hører fortiden til. Voksende BNP bliver sværere og svære at frembringe, og det løser ikke længere de grundlæggende problemer i det moderne velfærdssamfund.

»Det er helt urealistisk at forestille sig, at vi kommer tilbage på en vækst, som den vi havde frem til 2007-08. Det er næsten 100 procent sikkert, at væksten i de næste 10 år eller længere bliver klart lavere,« siger økonomen Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere mangeårig departementschef i Udenrigsministeriet, nu professor ved Singapore Management University og Copenhagen Business School.

Data fra det amerikanske handelsministerium viser en klar tendens til faldende vækstrater gennem et halvt århundrede i USA: Fra 4,4 pct. årlig vækst som gennemsnit i 1960'erne, over godt 3 pct. i snit i 1980'erne til 1,8 pct. i tiden 2000-09. Tendensen i det vestlige Europa, herunder Danmark, er ifølge Verdensbanken den samme: Det bliver stadig vanskeligere at holde vækstraterne oppe. Også Japan, der i 1960'erne havde vækstrater på 10 pct., er med årene kravlet ned omkring nul pct. eller mindre.

»Til det konventionelle synspunkt om, at man skal løse problemerne gennem vækst, må man sige: Det er urealistisk. Vi er allerede i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre. Vi kan ikke skrue tiden tilbage,« mener Ørstrøm Møller.

Den amerikanske forfatter og New York Times-kommentator Thomas Friedman sagde for nylig i et tv-interview, at amerikanere og andre »har været låst til et vækstspor«, men at den økonomiske vækst, som vi kender den, er død.

»Vi har været i sådan en sløjfe, og det vi ser, er grundlæggende, at den sløjfe langsomt går i stå. Vi kan simpelthen ikke fortsætte på denne måde,« sagde Friedman til tv-stationen ABC.

Kortsigtet fix

Hans landsmand, nobelpristager og tidligere verdensbank-økonom Joseph Stiglitz, beskriver, hvordan den aktuelle krisehåndtering er kommet til kort.

»En bristet boble (på det amerikanske boligmarked i 2008, red.) førte til en massiv keynesiansk stimulus, som afværgede en langt dybere recession, men samtidig fyrede op under massive budgetunderskud. Svaret, massive nedskæringer, garanterer, at uacceptabelt høje arbejdsløshedsniveauer et gigantisk spild af ressourcer og en overflod af lidelse vil fortsætte, sikkert i årevis,« skriver Stiglitz i en Project Syndicate-analyse.

Professor i økonomi Jesper Jespersen, RUC, peger tilsvarende på det paradoks, at de lande, der gennem de seneste 10 år mest offensivt har sluppet kræfterne løs og frem til 2008 formået at skabe den hurtigste vækst lande som Irland, Spanien, Grækenland, USA og Storbritannien i dag er landene med de største gældsproblemer.

»Det fortæller, at økonomisk vækst er et kortsigtet fix, der i de økonomiske modeller løser finansministrenes problemer, uden at indregne den øgede skrøbelighed, der følger med,« siger Jesper Jespersen.

Han mener, at de konventionelle økonomiske modeller herhjemme den af Finansministeriet anvendte DREAM-model mere og mere har fået præg af drømmeøkonomi.

»Modeller som DREAM har deres idémæssige rødder tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor samfundsstrukturen var en helt anden. I dag er DREAM-økonomien et glansbillede, en konstruktion baseret på hvordan markedsøkonomien ideelt set kunne fungere, men blind og døv for virkeligheden.«

Det gælder også, når regeringerne med modellerne i ryggen anbefaler at sparke væksten i gang ved fornyet eller øget forbrug. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, da han for nylig talte med de ansatte på en virksomhed i Kalundborg:

»Det kniber lidt med at få pengene op af lommen. Det kunne jeg godt tænke mig at diskutere med jer. Hvad skal der til, for at vi svinger dankortet lidt oftere?«

Forbrugsfælden

»Hvis vi internationalt prøver at løse problemerne med ny forbrugsvækst, bringer vi os selv i en situation, vi ikke mere kan kontrollere,« mener Jørgen Ørstrøm Møller.

For fortsat vækst i internationalt masseforbrug vil indebære en så stærkt stigning i råvare- og energipriser, at det ifølge Ørstrøm Møller »trækker bunden ud af økonomien og gør vækst umulig.«

Både Jespersen og Ørstrøm Møller påpeger, at de negative effekter af væksten på miljø og klima endnu ikke har vist sig med fuld styrke, men gradvist vil slå igennem og gøre deres til at undergrave selvsamme vækst. Ørstrøm Møller henviser til en Verdensbank-analyse, der siger, at Kinas vækstrate ikke ville være de officielle 10 pct., men kun fem, hvis man faktisk betalte for udbedring af de miljøskader, væksten har medført.

Jesper Jespersen mener, at hvis politikerne satte alle andre hensyn til side, kunne de sikkert godt banke BNP-vækstraterne op igen. Men vækstmålet og det evige fokus på vækst er ifølge RUC-økonomen blevet irrelevant.

»Når man er nået op på et materielt velstandsniveau som vores, er vækstbegrebet i stigende grad uinteressant, hvis man har befolkningens lykke og tilfredshed i fokus,« siger han og henviser til den omfattende internationale forskning, der viser, at de rige lande ikke er mere tilfredse lande, hvorimod mere lige lande hvad indkomstfordelingen angår vitterlig er mere tilfredse lande.

Ifølge Jespersen afspejler det aktuelt store statsunderskud, som i valgkampen udløser råbet på vækst, ikke, at riget fattes penge. Betalingsbalancen er positiv, så underskuddet på det offentlige budget modsvares af en betydelig privat opsparing.

»Havde man en beskatning som i 2001, dvs. før de ufinansierede skattelettelser, ville der ikke være noget hul i de offentlige budgetter,« bemærker han.

Flere i arbejde

Både han og Ørstrøm Møller mener, at fordelingspolitik frem for vækstpolitik er blevet det relevante og nødvendige. For Ørstrøm Møller fordi man af hensyn til presset på råstof- og energipriserne og på miljøet samt af hensyn til beskæftigelsen er nødt til at ændre på 'de relative faktorpriser', dvs. forholdet mellem priser på ressourcer og arbejdskraft.

»Vi er nødt til at skifte økonomien til en mere bæredygtig model, så vi bruger mere arbejdskraft og færre ressourcer. Dvs. billigere arbejdskraft og dyrere varer.«

Det er svært at sælge i en valgkamp?

»Men det bliver ikke forkert af den grund. Enhver kan jo se, at den gældende model ikke fungerer længere.«

»Ændrer vi de relative faktorpriser, kommer flere mennesker i arbejde. Det er i den sammenhæng interessant, at 35 pct. af befolkningen i Danmark deltager i frivilligt ulønnet arbejde, som overvejende består i at gøre noget forandre og medandre. Det gør de, fordi det ifølge mange analyser giver en længerevarende lykkefølelse end materielt forbrug, hvor lykkefølelsen er kort.«

»Hvis man ændrer de relative faktorpriser, så arbejdslønnen bliver lavere, kan du få en del af disse frivillige aktiviteter ind under økonomien, så folk faktisk kan leve af det og ikke for manges vedkommende skal gå på offentlig understøttelse.«

At muliggøre en lavere pris på arbejde vil forudsætte skattereformer, omfattende en ændret indkomstfordeling i Jesper Jespersens formulering større lighed og derigennem større tilfredshed i samfundet.

Ørstrøm Møller erkender, at budskabet kan lyde politisk uspiseligt.

»Men i det lange løb er det endnu mere uspiseligt at fastholde millioner i arbejdsløshed, forstærke den globale opvarmning, forurene miljøet over kritiske grænser og spilde ressourcer. Når man står dybt i et hul, bør man holde op med at grave.«

Hvad skal de stakkels politikere dog stille op med dette budskab om vækstøkonomiens begrænsninger?

»De skal i hvert fald ikke gøre det, Barack Obama har gjort, og som jeg forstår, at også danske politikere gør: Love noget, de kan ikke holde. Så opstår der en kolossal troværdighedskløft, og så taber folk tilliden til de enkelte politikere og det politiske system.«

 

Den 3. oktober arrangerer Information debatmøde om 'Den store omstilling' med Jørgen Ørstrøm Møller, Mogens Lykketoft og Anders Eldrup. 

Læs også kronikken Fagbevægelsen bør gøre op med vækstøkonomien 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Der er mange, der i løbet arf de senere år (faktisk lige siden den såkaldte "rom-klubs" "Grænser for vækst" og siden den skelsættende danske debatbog "Oprør fra Midten") der har været inde på præcis de samme tanker, som artiklen giver udtryk for, heriblandt Informations Ejvind Larsen f.eks.

Desværre er det tilsyneladende næsten umuligt at
få råbe det rådende politiske flertal omkring konsensus'en omkring vækstfilosofien op. Dermed ville man bl.a. bive tvunget at sluge en masse nyliberale politiske kameler til fordel for en mere planøkonomisk tænkemåde, og er der noget alle disse vanetænkende politikere er angste for, så er det at få ribbet op i deres børnelærdom om det frie markeds velsignelser.

Den udmærkede artikel sammenblander to former for lavere vækst, uden at de bliver logisk adskilte.

Den første form for lavere vækst er indbygget i det nuværende økonomiske system. Empirisk viser artiklen, at vækstraterne er faldet fra maksimum i 1960’erne til de lave vækstrater i dag. I takt med at økonomierne vokser, bliver det sværere og sværere at banke økonomierne yderligere op i hastighed.

Det kan sammenlignes med en bil: det kræver betydeligt mere energi at accelerere fra 150 km/t til 200 end at accelerere fra 50 til 100 km/t. Man kan sige at Vestens økonomi igennem de sidste 50 år er kommet op på 150 km/t og dermed har større problemer med at komme yderligere op i hastighed end Kina, der pt. kun kører med 50 km/t og dermed lettere kan præstere to-cifrede vækstrater.

Den anden form for lavere vækst er udsprunget af den ideale erkendelse, at vækst ikke skaber mere lykke og samtidigt eroderer naturen, klima osv. Derfor må fremtiden bygge på lavere vækst, også kaldet modvækst i disse spalter.

Når nu der i det økonomiske system er indbygget en lavere vækstrate, kunne man forledes til at tro, at problemet med højere vækst løste sig selv med tiden. Men så nemt er det desværre ikke.

For det første er vi allerede oppe i al for høj hastighed, og skal til at træde på bremsen i stedet for at fjerne gulvmåtter og lignende abrakadabra (f.eks. tilskud til boligejerne) for at forsøge at få speederen yderligere i bund. Naturen ødelægges ved den nuværende alt for høje hastighed.

Desforuden har det kapitalistiske system mange muligheder for at opnå kortsigtet, kunstig vækst: opbygning af boligboble og it-boble og andre bobler, krig og krigsfrygt med efterfølgende våbenproduktion og genopbygning, reklame (man bliver snart vanvittig af al den reklame både her og der), indbygget hurtig forældelse i produkterne, opfindelse af nye plastik-dingenoter, opfordring fra alverdens finansministre om at svinge kreditkortene osv.

Alle disse midlertidige, vækstskabende kunstfærdigheder udmunder før eller senere i økonomiske kriser, og er endvidere gift for naturen. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt skabes decideret modvækst frem mod et bæredygtigt samfund.

Niels-Simon Larsen

Lige en tilføjelse til bank- og pengedebatten: Jeg mener, at fællesbankerne fx Merkur er en del af løsningen. Når de nu er her, kan man da lige så godt bruge dem. Jeg har kun gode erfaringer, men for at det ikke skal blive ren reklame, er der så nogle af jer, der har dårlige erfaringer?

Niels-Simon Larsen

Tilføjelse til rådvildheds-debatten: Hvis man mangler gode forslag til, hvordan vi kommer videre, kan man for det første komme med ideer her og for det andet spørge direkte - også her. Jeg har et par forslag.

Niels-Simon Larsen

For det tredje har jeg foreslået redaktionen, at de gør Klima-siden til en side, vi har brug for, dvs. i højre spalte skal der være oplysninger om klima-, miljø- og modvækstarrangementer. Er der ikke nogle, der kunne gøre det samme, så jeg ikke står som den enlige svale?

@Henrik Brøndum: "... du maa da foelge i Jan Tinbergen’s fodspor ;-)"

Jeg anede ikke, hvem manden var, så jeg måtte lige finde ham på Wikipedia. Det gjorde mig dog ikke synderligt klogere på, hvorfor du mener, at jeg skulle følge hans fodspor (ikke fordi det betyder det store).

"Ja ja guldvinduet blev smaekket i, men man kan da godt beslutte at aabne det igen!"

Jooh, men hvordan skulle det give mening, når den finansielle sektor er mange, mange fold større end de samlede guldbeholdningers værdier?

Niels Johan Juhl-Nielsen

Tak til Jørgen Steen Nielsen for endnu en god artikel.
At starte en artikelserie om ”paradigmeskifte” har vel en anden karakter end dem om ”valget”, ”filmfestival” mv. Et paradigmeskifte med den store omstilling vågner vi næppe op til en morgen i nær fremtid.
Det er derfor rigtig fint, at Information åbner sine spalter for hele ”Omstilling til bæredygtighed”-debatten.
Ligesom det heldigvis ikke kun er i ét enkelt politisk parti, at der rejses spørgsmål ved grundlaget for vækst-samfundet, således vil der forhåbentlig også snart være andre aviser, der vil tage debatten op.
Med de to nyligt udkomne Modvækst-bøger (Serge Latouche: ”Fornuftig Modvækst” og antologien ”Modvækst – omstilling til fremtiden”) er der etableret et godt grundlag for fordybelse. Nye bidrag skal være velkomne!
Til en næste fase med inspiration til etablering af nye fællesskaber kan jeg anbefale også at studere hjemmesiderne www.transitionnetwork.org og www.ecovillage.org

Niels Johan Juhl-Nielsen

@ Liliane Morriello

Såvel i Transition Towns-bevægelsen som inden for Global Ecovillage Network er der gjort nyttige erfaringer, som kan studeres på de respektive bevægelsers hjemmesider.

Den omstilling vi skal i gang med må blive ret omfattende og er nok ikke én der søsættes ved, at et antal partier i Folketinget beslutter at starte et to-årigt projekt om bæredygtighed på Lolland.

Nye initiativer med omstilling til bæredygtighed er under udvikling. Et eksempel fra den sidste periode er Københavns Fødevarefællesskab, der er baseret på et samarbejde mellem by og land om levering af økologiske grøntsager. Forsøg med ”urban gardening” er et andet eksempel.

Men omstillingen til bæredygtighed drejer sig ikke blot om en restrukturering af helt basale infrastrukturer i samfundet. En omstilling vil også indebære, at vore forestillinger og vaner må ændres, så ånd, hånd og vore passioner understøtter en målsætning om bæredygtighed. Og det klarer intet Folketing for os.

Hver især må vi vel vikle os ud af den fortælling om udvikling, vækst og fremskridt vi er viklet ind. Det vil også indebære et opgør med systemet af internationale institutioner og de principper de er baseret på - ”shareholder value-princippet” f.eks.. - Man kan håbe at tilstrækkelig mange i tide vil vågne op til en global bæredygtig ansvarlighed og handle derefter med etablering af nye lokale robuste fællesskaber. Det tror jeg kommende generationer vil sætte pris på.

Vi skal og kan ikke vente på vore politikere (for så når vi det nok ikke!). Men fordybelsen i hvad det er for samfund vi har udviklet, kan forhåbentlig føre til etablering af så megen lokal selvforsynende aktivitet med udvikling af nye fællesskaber, at politikerne af den vej en dag vil beslutte at understøtte udviklingen af ikke blot overgangsbyer, men også overgangsregioner.

Henrik Brøndum

@John Fredsted

Tinbergen var en dygtig fysiker, der efterhaanden syntes at fysik var alt for nemt og slog sig da paa oekonomi og vandt Nobelprisen. Han introducerede matematiske modeller - oekonometrien - det er vel det samme som de "mekanismer" du vil vaere klogere paa ;-)

Det er ikke den finansielle sektors vaerdi, men de faktiske penge der tidligere blev matched af guldbeholdningen - eller i hvert fald lovet matched, da der stod paa pengesedlerne at man kunne faa dem omvekslet til guld i centralbanken.

Men hvis man oensker det, kan staten da sagtens opkraeve skatter af befolkningen, koebe en masse guld og laegge det i centralbankens kaelder. Om det i hoejere grad er reelle vaerdier er vel stadig spoergsmaalet. Jeg mener nej - det er billigere at soerge for god regeringsfoerelse, selvom vi ved det kan smutte. Guld har ganske vidst en "guldrandet" historie - men det kan aendre sig. Var det ikke Louis d. 16. der droppede alle sine guldtallerkener og forlangte aluminimum da dette nye fantastiske metal kom frem?

Det er ikke så svært, synes jeg, at se, hvad der galt med vækst-filosofien - det er straks vanskeligere at tegne et billede af en økonomi, der er i økologisk balance.

Dertil kommer, at vi ikke har noget klart billede af, hvordan tilværelsen vil være i en økonomi, der harmonerer med klodens betingelser.

Men det kan vel ikke være umuligt på ærlig vis at vise os alle et sådant billede - på en let forståelig måde.

Det håber jeg på, at nogen vil gøre.

@Henrik Brøndum: Det var overraskende. Som jeg tidligere nævnte, så er jeg teoretisk fysiker af uddannelse, og jeg har lige godt aldrig hørt om Tinbergen.

Tak for at korrigere mig med hensyn, hvad guldbeholdningen engang matchede. Jeg mener heller ikke, at guld i diverse bankbokse repræsenterer nogen reelle værdier. Reelle værdier er i mine øjne boliger, infrastruktur, etc.

Og for lige at slå en sløjfe tilbage til snakken om Sharia lån, så burde boliger som reelle værdier ikke være genstand for spekulation. I mine øjne burde en bolig koste det, det kostede af opføre den (materialer og løn), hverken mere eller mindre. [Jeg kan allerede høre en hel masse sidde og grine røven ud af bukserne over min naive forestillinger].

Henrik Brøndum

@John Fredsted

Alt vel.

Boliger er jo finansvaesenet yndlingsaktiv - og de repraesenterer den stoerste private formuetype (de er mere vaerd end fabrikker, biler, kunstbeholdninger etc.) En bolig bestaar jo af en grund og en bygning - og grundene kan der spekuleres i.

I Danmark er der nu mange billige muligheder. I Fredericia (hvor der er et rimeligt arbejdsmarked) kan man faa en lejlighed paa 40 kvm for 250.000 kr. med 25.000 kr. i udbetaling. En ivrig flaskesamler, der starter med at bo i skoven om foraaret, burde kunne komme indendoers inden vinteren til den pris - hvis det virkelig gaelder.

Vil man bo paa mere fasionable adresser stiger priserne voldsomt. Boligen er nok det mest acceptable statussymbol - og de velhavende slaas om de bedste adresser paa Strandvejen.

Set fra samfundets synspunkt er det vel en billig loesning paa behovet for status? Det er jo langt dyrere hvis det var mere udbredt med stribevis af liberiklaedte tjenere, adskillige biler, poloheste, eksklusive smykker etc. Den slags bruger vi relativt lidt af.

Nej jeg er ikke enig i boligpriserne boer reguleres saalaenge der er muligheder for selv den fattigste, men derfor er dit argument da ikke latterligt.

Det kan jo vaere at de gode "byttedyr" i form af boligkoeberne, goer at pengeudlaanerne ikke har tilstraekkelig opmaerksomhed paa mere profitable investeringer i form af nye virksomheder, produkter, miljoeforbedringer etc.

Henrik Brøndum

@Ricky Larsen

Lige pt. tror jeg jeg ville tage penge - fordi guldprisen er saa hoej - jeg frygter den falder.

Men mit gratis investeringsraad er altid at sprede formuen tilfaeldigt over mindst 7 forskellige typer rimelig likvide aktiver (dog forudsat at der skal investeres mindst 100.000 kr. i hver - ellers bliver handelsomkostningerne for dominerende)

Niels-Holger Nielsen

Drop al det der snak om guldindløselighed, vi lever ikke i fortiden. I dag er guld et meget vigtigt grundstof, som anvendes i talrige elektroniske apperater, hvorfor skulle det ligge og samle støv i nationalbankens kælder? Og til hvad nytte, efterhånden som den store depression fik godt tag i begyndelsen af tredverne blev guldindløseligheden suspenderet, godt det samme, den havde jo ikke virket en skid. Den store depression startede med en gigantisk overproduktionskrisee, som fik gud og hver mand til at investere i spekulative aktietransaktioner (under kapitalismen rådner penge op, hvis de ikke arbejder) og det hele revnede med et brag en dag i oktober 1929 på New Yorks børs. Det var her de gode kapitalister fandt ud af, at kapitalismens produktivkræfter rent faktisk var i stand til at tilfredsstille folks behov. Det jo ikke så godt for profitten og kapitalakkumulationen. Umiddelbart var man ikke i stand til at løse problemet. Det blev man først efter anden verdenskrig. Midlerne var mange forskellige, men jeg nævner i flæng: reklame, skabelse af nye behov (hvoraf de fleste er kunstige), indbygget forældelse i varerne, udviklingen af forbrugerkreditten (slaavebinding af folk), parcelhus- og sommerhuseksplosionen, oprustning osv., det hele overordnet styret af den store keynesianske stat. Guld er et metal og har ingen magiske egenskaber. Hvor skulle man i øvrigt finde al det guld, som verdens velstående stater skulle have liggende i kælderen? Debatter dog om noget virkeligt.

@Hvem, det måtte interessere: Ophør af økonomisk vækst forudsætter vel i bedste fald (set fra dem, der ønsker økonomisk vækst) stagnation; negativ vækst er naturligvis endnu værre (igen set fra dem, der ønsker økonomisk vækst).

Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvorvidt stagnation, udover at det vil have voldsomme konsekvenser for verden, som den p.t. er skruet sammen, ikke også i sig selv - altså som ord, som begreb - vækker psykiske kvaler hos mange mennesker. For at stagnere er vel forgården til døden, vil det måske rumle i manges hjernekasser.

Fuldkommen at stagnere er der naturligvis intet mennesker, der ønsker. Heldigvis kan man vokse/ekspandere, på andre måder end den eksterne, fysisk-materielle facon, der synes at være vor såkaldte civilisations foretrukne; man kan ekspandere mentalt/åndeligt i viden og i indsigt om indretningen af det skabte (intet religiøst antydet her) og ikke mindst i sig selv.

Og mon ikke sidstnævnte er det rigtig svære? At turde stoppe op i det fysisk eksterne for at vende blikket indad? Når folk har travlt med at besøge diverse seværdigheder verden over, så overser de, forestiller jeg mig, at den eneste virkelige seværdighed befinder sig inde i dem selv - i spørgsmålet: hvad er det i mig, der (hvileløst) driver mig rundt?

Jeg tror det var Rousseau der engang skrev i 'Afhandling om ulighedens oprindelse' at denne opstod da en person satte et hegn rundt om et stykke jord og påstod at han 'ejede' det og fik andre til at acceptere denne absurde påstand.
Jeg har i grunden aldrig forstået at fordi man tilfældig bor ovenpå en guldåre f. eks. kan påberåbe sig ejerskabet til denne selvom man kke anede eksistensen af den da man slog sig ned på stedet
Det er selve denne absurditet som vores samfund bygger på vi må gøre op med

Uendelig vækst findes ikke, det siger sig selv. Opgøret med vækstsamfundet kommer hvadenten vi vil have det eller ej. Spørgsmålet er bare om vi selv tager opgøret og indfører forandring på vores præmisser eller om vi lader opgøret overrumple os.

@Michael Guderup:

"Endnu en variation over fantasien om det urmarxistiske bondesamfund, som dagligt skal brødføde 7-8 milliarder mennesker og, lokalt, hver måned stange 10.000 kr. over disken til navlepillende, selvrealiserende dovenlarser, som er for følsomme til at stå ud af sengen om morgenen."

Hvorfor forholder du dig ikke til det jeg skriver istedet for at kalde folk for alle mulige navne? Har du virkeligt ikke nogen argumenter men kun had at udgyde?

'Name-calling is the last refuge of the incompetent' - som de siger i England.

I øvrigt, hvis folk der går ind for borgerløn virkeligt var "for følsomme til at stå ud af sengen om morgenen" så må det jo betegnes som et handicap. Syntes du selv det er særligt smart at kalde handicappede for grimme ting? Du er vel nok en fin fyr.

Forhold dig faktuelt til debatten eller fis af med dit had.

claus raunholt jensen

Dette er en forbavsende artikel, som undergraver et dogme, der i overvældende grad har gennemsyret valgkampen.

Men - kapitalismen har historisk set levet af merværdi og uophørlig vækst. Derfor det gyldne spørgsmål: Er et forbavsende ny-udsprunget skud - kapitalisme uden vækst - virkelig muligt, eller er det tid til at sætte spørgsmålstegn ved selve den kapitalistiske produktionsmåde?

claus raunholt jensen

Dette er en forbavsende artikel, som undergraver et dogme, der i overvældende grad har gennemsyret valgkampen.

Men - kapitalismen har historisk set levet af merværdi og uophørlig vækst. Derfor det gyldne spørgsmål: Er et forbavsende ny-udsprunget skud - kapitalisme uden vækst - virkelig muligt, eller er det tid til at sætte spørgsmålstegn ved selve den kapitalistiske produktionsmåde?

Sider