Selv en valgsejr genopliver ikke VKO

Lad os starte med en lille quiz. Hvilken partileder sagde fredag følgende om at forhandle med regeringen:

»Jeg synes ikke, de skulle have været så ultimative. Det er noget helt nyt, at man bare bliver præsenteret for en færdig pakke og så kan man sige ja eller nej.«

Var det Helle Thorning-Schmidt (S)? Var det Margrethe Vestager (R)? Var det Villy Søvndal (SF)? Nej.

Gentagne gange har de godt nok hver især sagt noget lignende i løbet af de forløbne år. Men denne gang for første gang var det Pia Kjærsgaard (DF).

Foran Folketingssalen på Christiansborg stod hun iført sit vanlige smil men lagde ikke skjul på sin frustration over det forhandlingsforløb om regeringens vækstpakke, som blev afbrudt torsdag aften, men aldrig blev optaget igen »og så bliver der bare lige pludselig udskrevet valg«.

Æra endegyldigt forbi

Lige netop dén type frustration fra dén partileder er historisk. Siden regeringsskiftet i 2001 har Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti været en fast skyggepartner for VK-regeringen. På trods af flere sammenstød og uenigheder undervejs, har VKO-blokken været en dundrende stabil flertalsakse i dansk politik. Fundamentet i den er sådan set allerede udhulet. Det skete, da den tidligere Ny Alliance-MF'er Malou Aamund (V) grundlovsdag i år forlod Folketinget og dansk politik og lod sit mandat falde tilbage til Liberal Alliance.

Men uanset, om Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning Schmidt vinder, så vil VKO's æra endegyldigt være forbi efter valget 15. september.

Lige som de sidste ti år har ført til de forandringer i danskernes hverdag og livsvilkår, som flere af dem fortæller om i dagens Information, så har VKO-dominansen også forandret måden, vi har tænkt politik på i det seneste årti.

Det loyale støtteparti

Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik blev godt nok udtænkt inden valget i 2001. Men den ville aldrig have sat sig så tungt på hele den politiske tænkemåde, hvis ikke VK havde haft et så stabilt og loyalt støtteparti i Dansk Folkeparti til at bære løfterne om skattestop osv. igennem.

Tidligere finansminister Thor Pedersen (V) og DF-næstformand Kristian Thulesen Dahl fik godt hjulpet på vej af en bragende højkonjunktur, der først og fremmest gjorde eventuelle uenigheder til et spørgsmål om, hvordan goderne skulle fordeles til perfektion udviklet den modus, der blev gentaget hvert år til finanslovsforhandlingerne: Mod præcise imødekommelser på enten kerneområder som udlændingepolitik, retspolitik og ældrepolitik eller på omhyggeligt udvalgte ideologiske nedslagspunkter som f.eks. professor Bent Jensens Koldkrigscenter eller bevarelsen af danske »mindesmærker i udlandet« som der, hvor Dannebrog angiveligt faldt ned fra himlen i Estland; DF har vedvarende båret regeringen igennem, også når ministrene kom i selv ganske store vanskeligheder.

Vidtgående forandringer

Den eneste minister, som DF har fået fyret, et den nuværende justitsminister og K-formand, tidligere forbrugerminister Lars Barfoed. Det skete for hans håndtering af sagen om forgiftede polske hindbær men hans åbenlyse skepsis over for folkepartisternes indflydelse spillede nok mere ind.

Samtidig har det konstante flertal givet VKO mulighed for at tage ganske vidtgående beslutninger med et ganske smalt mandattal.

Tænk bare på beslutningen om krigsdeltagelsen i Irak og beslutningen om at gennemføre kommunalreformen.

VKO's hårde opstramning af udlændingelovgivningen og af retspolitikken har i sig selv forandret Danmark. Men at have regeringsflertallet betyder forandringsmuligheder, der går langt videre end ved ren lovgivning. Gennem mulighederne for at sammensætte råd og kommissioner og udpege medlemmer til offentlige bestyrelser har man som flertal i høj grad mulighed for at påvirke, hvad danskerne tænker og taler om. Danmarks Radios bestyrelse, kulturkanonen og Globaliseringsrådet er bare eksempler på, hvordan VKO på forskellige måder har grebet mulighederne.

Flertalskonstellationen overlevede lige 2007-valget efter Ny Alliances imploderede, men er blevet rystet flere gange siden. Den smuldrede med Malou Aamunds farvel i sommer, og uanset om Lars Løkke Rasmussen genvinder regeringsmagten, er VKO-æraen endegyldigt forbi.

Vi fik en forsmag på, hvad det kan betyde af langvarige forhandlinger med skiftende flertalskonstellationer i sommer, da Løkke først og fremmest fik landet tilbagetrækningsreformen med radikale stemmer. Men hvordan man forener to støttepartier med så forskellige udgangspunkter som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, har vi til gode at se. En ny æra bliver det i hvert fald.