Læsetid: 7 min.

Vold er en del af hverdagen i skolen

Engang var jobbet omgærdet med respekt. I dag udsættes lærere alt for ofte for vold og trusler fra elevernes side. En af dem var nyuddannede Christina Nissen, der fik et professionelt og psykisk knæk på grund af en otte-årig dreng
Christina Nissen fik som nyuddannet lærer et alvorligt knæk, da hun blev slået af en meget aggressiv otte-årig elev.

Christina Nissen fik som nyuddannet lærer et alvorligt knæk, da hun blev slået af en meget aggressiv otte-årig elev.

Christian Brandt

8. august 2011

»Vil du ha' den, hva'? Vil du ha' den?«

Bolden er blot få centimeter fra Christina Nissens hoved. Den otte-årige dreng Peter virker til at være fuldstændig klar over, hvor truende han er med bolden i hænderne.

»Vil du ha' den, hva'? Vil du ha' den?«

SMASK!

Tirsdag den 17. marts 2009 er ellers startet helt efter sædvanen. Den nyuddannede 26-årige Christina Nissen er først forbi lærerværelset for at få en kop kaffe. Så går turen ned i klasseværelset for at sige godmorgen til eleverne. Peter er der også. Christina indstiller sig på, at dagen langtfra bliver fredelig. Drengen er stærkt udadreagerende. Han har ingen diagnose på ADHD eller autisme, men han sparker tit til ting, kaster med ting og bliver hurtigt sur. En gang har han truet nogle af de andre børn med en kniv og fået en lærer til at græde.

Christina er klar over, at hun skal være på vagt, når han er i skole. Også i dag. Alligevel når hun ikke at forhindre Peter i at tyre en bold i hovedet på hende. Det resulterer i Christinas første arbejdsskadeanmeldelse for vold fra Peters side. Det bliver ikke den sidste.

Udsatte lærere

»14-årig overfaldt skoleleder og sekretær«. »Elev risikerer sag om vold«. »To drenge lammetævede elev i klasseværelse«. »Elev begik vold på sin næstsidste skoledag«. »Skoledreng angreb lærer og elev«. »16-årig fik fængsel for kvælertag«. »Dømt for trusler mod skoleleder«.

Avisoverskrifterne her er blot et lille udsnit fra de seneste 12 måneder. Men voldsepisoderne fylder ikke kun i aviserne, de fylder også i statistikkerne og ikke mindst i bevidstheden hos de involverede.

Næsten halvdelen af alle folkeskolelærere har været udsat for vold eller trusler om vold på et tidspunkt i deres arbejdsliv. Det viste en undersøgelse fra Magasinet Arbejdsmiljø i 2007. En undersøgelse fra CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) viste desuden i 2007, at godt hver fjerde lærer inden for bare det seneste år havde været udsat for vold eller trusler om vold.

Spørger man lærerne og skolelederne, er de voldelige episoder og truslerne langtfra hverdag. Men de er der og tallet er alt for højt.

»Folkeskolen er på godt og ondt et spejlbillede af det danske samfund, og det er jo ikke kun vores faggruppe, der oplever en stigning. Men det er uacceptabelt, at så stor en del af lærerne bliver forulempet på den måde,« siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, DLF.

Bedre til at anmelde

Siden 1993 er antallet af lærere, der fortæller, at de har været udsat for vold og trusler inden for det seneste år, fordoblet.

»Vi oplever, at lærerne er blevet bedre til at anmelde volden. Man begynder at tage det alvorligt. For nogle år tilbage var det forbundet med en vis skam, at man havde været udsat for vold eller trusler om vold. I dag vil man ikke finde sig i det,« siger Kenneth Nielsen, formand for Esbjerg Lærerforening.

Der er dog stadig mange lærere, der ikke anmelder volden. Det viste undersøgelsen fra 2007 også. Selv om næsten halvdelen af folkeskolelærerne på et tidspunkt har været udsat for vold eller trusler om vold, er det kun omkring 20 procent, der anmelder volden til Arbejdsskadestyrelsen eller Arbejdstilsynet. Så selv om tallet er højt i forvejen, huserer der mange mørketal.

Magtesløse børn

Det er oftest eleverne, der udsætter lærerne for vold og trusler i skolen. Ifølge børnepsykolog og medlem af Børnerådet Ole Kyed kan man inddele de børn, der udøver volden, i flere grupper. Kendetegnende for dem alle er dog magtesløshed.

»Der kan være mange grunde til, at børn reagerer med vold. Jo yngre de er, jo vanskeligere kan de have ved at overskue en situation, og jo vanskeligere kan de have ved at formulere sig. Så anvender de fysikken, hvilket kan blive grænseoverskridende og ende i vold. De er magtesløse,« siger Ole Kyed.

Børn med diagnoser er en af de grupper, der oftest kan havne i situationer, de har svært ved at overskue. Det kan være børn fra autisme-spektret eller med ADHD. CASA-undersøgelsen viste, at tallene for vold og trusler er langt højere i specialklasser og på specialskoler, hvor disse elever er. Men for at ty til vold behøver man ikke nødvendigvis have en diagnose, betoner Ole Kyed. Også børn, der oplever vold på hjemmefronten, i fritiden eller i miljøet, de færdes i, kan anse vold som vejen ud af problemer. Det kan også være børn, der mistrives i socialt belastede hjem, hvor alkohol og rusmidler kan være en del af barnets hverdag.

Også helt 'almindelige' børn fra 'almindelige' hjem kan udøve vold i skolen:

»Der kan være noget i relationen eller konteksten, der trigger barnet. Barnet kan være træt, stresset eller på anden måde følelsesmæssigt påvirket,« siger Ole Kyed.

En knyttet næve

Peter bliver mere og mere voldsom i skolen. Han er ofte oppe at slås i frikvartererne, og Christina kan mærke, at de andre elever er bange for ham. Christina selv opdager ikke, at tingene langsomt er begyndt at skride for hende. Over flere måneder finder hun sig i flere og flere voldsomme udbrud og aggressioner fra Peters side, og hendes grænse for, hvad hun vil finde sig i, bliver flyttet tilsvarende.

Efter episoden med bolden er der nu næsten altid to lærere på i Peters klasse. Én til at undervise klassen, en anden til Peter. Hans adfærd ødelægger nu alt for ofte undervisningen.

Onsdag den 13. maj 2009 er Christina ekstralærer på Peter, og dagen har fået en dårlig start. Peter har ikke villet deltage i musik- timen og står nu og larmer ved et bordfodboldbord. Han forstyrrer alle omkring sig. Christina prøver at stoppe Peter, men det gør ham blot hidsig. Det skal hun fandeme ikke bestemme. Det er tydeligt for Christina, at det eneste, Peter vil nu, er at larme.

Til sidst bliver det for meget for Christina. Hun tager fat i Peter og vil bære ham væk. Men Peter holder fast i bordet, og Christina slæber nu både Peter og bordfodboldbordet på én gang. Christina får løsnet hans greb i bordet, men har ikke ordentligt fat i ham. Han vender sig om mod hende og slår med en knytnæve ind i Christinas overarm.

Det gør ondt. Christina slipper Peter og siger til ham, at han har overtrådt hendes grænse. Hun ikke vil finde sig i, at han slår hende. Peter løber væk. Christina er færdig.

En folkeskole under pres

Når Christina ser tilbage på episoderne med Peter, kan hun se, at hun var en presset lærer på flere fronter. Sådan er hun ikke den eneste lærer, der har det.

Fyringer, flere elever pr. lærer, lavere timeantal, flere vikartimer og høje forventninger til de faglige resultater. Det er virkeligheden for de fleste danske folkeskolelærere. Samtidig er der fra politisk side krav om at øge inklusionen. Det vil sige, at man i højere grad skal beholde de børn i folkeskolen, som man før ville sende i en specialklasse eller specialskole. Specialbørn, der er langt mere udadreagerende og voldelige end andre elever.

Folkeskolen er altså på mange måder presset, og flere fagfolk frygter, at volden vil stige, hvis man ikke gør noget aktivt for at forebygge den.

»Børnenes timetal bliver sat ned til minimum, klassekvotienterne op. Det er ikke det, der er vejen til at kunne rumme flere børn, der har vanskeligheder. Det er jo ganske trist, hvis vi skal afprøve det, før der er nogle, der tror på det,« siger Bjarne Nielsen, psykolog og formand for Pædagogiske Psykologers Forening (PPF).

Faglighed og fællesskab

Da den nye undervisningsminister, Troels Lund Poulsen (V), tiltrådte i marts 2011, var det med ønsket om en folkeskole med fokus på to områder: Stærk faglighed og et socialt fællesskab, der er med til at danne de unge mennesker.

Men kravet om både at være faglig og fællesskabsorienteret er svært at leve op til. Det mener Rasmus Alenkær, der er psykolog med ph.d. i bl.a. inklusion og problemadfærd.

»På den ene side skal man praktisere øget mangfoldighed. Man må som lærer ikke længere bare sige, at 'nu sender vi problemet videre', uden at forholde sig til egen praksis. Det kan være spændende, men det er også hårdt. Samtidig skal man som skole præstere og synliggøre faglige resultater. Så lærerne og pædagogerne er i et kæmpe krydspres,« siger han.

En dyr lektie

Alt Christinas engagement og energi er forsvundet nu. Hun er oven i købet bange for Peter og skammer sig samtidig over, at hun kan have det på den måde over for et barn på bare otte år. Det slår revner i hendes faglige stolthed.

I dag, hvor Christina er stoppet på skolen og har modtaget psykologhjælp for en depression, synes hun, at det er utroligt, at hun kunne lade sig påvirke så meget af et otte-årigt barn. Med den erfaring, hun har fået nu, ved hun, at hun aldrig vil lade tingene køre så langt ud, som det gjorde med Peter. Hun vil stille meget større krav til sine omgivelser og til sine egne grænser i fremtiden. Men det var en dyr lektie.

 

Peter er et opdigtet navn, men drengens rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er forfærdeligt for stakler som "Peter" og for de lærere, der skal få undervisning til at fungere med sådanne børn i klassen. Det er til at græde over.
Men artiklen siger ikke rigtig noget om, hvor megen undervisning, der bliver ødelagt for de mange i klassen, der er kommet for at lære - på grund af bare én elevs adfærd.
Hvor stort er omfanget af disse ødelæggelser? Hvor meget betyder det for uddannelsen af fremtidens borgere? Og hvad skal der gøres ved det? Hvad siger vor undervisningsminister?

En artikel som kun ser børnene som værende problemet. Kun børnene der udøver vold. Er der nogen registrering af lærere som udøver vold, psykisk og/eller fysisk?
Det er også interessant i skole debatten i det hele taget at observere at lærerne har brug for mere faglig uddannelse, betydende regning, sprog etc. Hvad er lærerens faglige udfordring, er det ikke at undervise og møde eleverne der hvor de er og bringe dem videre med en hensigtsmæssig læring. Hvad nytter det at læreren er god til sprog og matematik, hvis han/hun ikke forstår elevernes udvikling og problem stillinger. Det forekommer mig at læreuddannelsen savner læring om det vigtigste i kommunikation, at lytte.
Ole Kyed udtrykker at det skyldes ”Magtesløse børn”, hvad er årsagen til det? Skyldes det at de ikke bliver forstået? At de ikke bliver lyttet til? Det tror jeg.
Jeg hæfter mig også ved følgende volds episode:
”Til sidst bliver det for meget for Christina. Hun tager fat i Peter og vil bære ham væk. …....”
Er dette ikke en lærer som udøver vold mod en magtesløs dreng? Sådan ser jeg det. Hvilke forsøg går der forud for at lytte til Peter for at forstå hvad der rører sig i ham? Ingen så vidt jeg kan se af teksten. Christina får psykolog hjælp, det er godt, hvad bliver der gjort for at hjælpe Peter? For at forstå hvad det har gjort ved Peter?

Anne Marie Pedersen

Tom, jeg tror der sidder mindst 5 x peter på hver folkeskole i Danmark. Han sidder der, fordi folkeskolen skal være ih og åh så rummelig - uden ekstra ressourcer.

Hvis man spørger lærere, som har undervist i mange år, så fortæller de jo næsten alle, at det er langt sværere at få hjælp til et udsat barn i dag. Og måske det er her problemet er. Der er ikke hjælp nok til børn med problemer - jf. informerens serie om børn og psykiatri. (Og det kan jo her sagtens være barnets omgivelser, barnet behøver ikke have en eller anden diagnose).

Gunvor Trinderup

Det er omvendt ret misvisende at tro, at verden kun opfattes i ord. De fleste børn opfatter verden gennem deres krop hvor ord ikke når ind til vrede børn når disse har en iboende mistillid, en forstyrrelse eller ikke har lært at det er de voksne der bestemmer. Voksne amputeres muligheden for at vise hvornår en grænse er nået i og med, at selvforsvar eller myndighed istedet bliver ontologiseret som at udøve vold mod magtesløse børn. Hvornår stopper denne ide om, at børn gøres fortræd ved at være i nærheden af kompetente voksne som ved hvor skaber står? Der skabes netop tryghed når børn har voksne de kan stole på er der og må være der - selv når de er i affekt. Så vidt mig bekendt så vælger de fleste fagpersoner derudover at arbejde med børn og unge fordi de kan lide det og har en naturlig evne til at lytte til børnenes signaler. Så rammes man kun på sin faglige stolthed? Eller kræver det ikke et lidt mere nuanceret fokus på, at fagpersoner også rammes psykisk af samfundets mistillid samt reelle fysiske vold som de udsættes for via det daglige arbejde med børn. Vel og mærke uden at have lov til sige fra i fagligehedens navn fordi man jo selv har valgt faget. Jeg synes det er en ensidet tilgang til de bløde omsorgsfag som jeg finder vældigt trættende at være i nærheden af.

Mick Sørensen

Hovedproblemet er at lærerne er for dårlige og uddannelsen er for dårlig.

Rekrutteringen til uddannelsen består hovedsageligt i elever med de laveste karakterer fra deres ungdomsuddannelse. "Hvis alt andet går galt kan man altid blive folkeskolelærer".

Derudover det her jo endnu et eksempel på at alt energien i den danske folkeskole bliver brugt på uregerlige elever. Det store flertal af elever der opfører sig ordentligt får ikke den opmærksomhed de har krav på og får dermed en dårligere uddannelse.

Desværre fik Ritt sin vilje med: Hvad den dårligste elev ikke kan lære skal ingen lære.

Laveste fællesnævner.

Mick Sørensen

Derudover har lærerne i den danske folkeskole et skyhøjt fravær. Det sammenholdt med manglende kompetencer både fagligt og menneskeligt gør at eleverne ikke har nogen respekt for lærerne. Samtidig er det klart at forældrene er bekymrede på deres børns vegne når man bliver mødt med en inkompetent lærer.

Martin Jeppesen

En del af problemet kunne skyldes vores berøringsangst over for vold - blot at tale om vold er (som artiklen også viser) i mange tilfælde tabu. Det er ærligt talt den eneste forklaring jeg kan finde på, hvordan et 8-årigt barn er i stand til at dominere voksne mennesker både fysisk og psykisk.
Vi lever alt for beskyttede tilværelser, hvor vold ikke engang er noget man taler om, det eksisterer slet ikke - og derfor chokket og magtesløsheden, når volden lige pludselig viser sig at eksistere alligevel.

Gunvor Trinderup

Det kan altid diskuteres om uddannelser er for dårlige og om folk eksempelvis kun bliver folkeskolelærere fordi man ikke kan blive andet. Er det en generalisering som er undersøgt til bunds? Hvordan er lærerne for dårlige?

Når jeg oplever børn og unge i dag, så ser jeg forældre og andre voksne som køres rundt i manegen lige meget hvor velpassede de er eller hvilket socialt lag eller psykisk landskab vi mener de tilhører. Og hvor jeg opfatter respekt som noget børn lærer hjemmefra til trods for, at de bruger oceaner af tid i institutioner

Jeg har oplevet, hvordan børn med forstyrrelser ude i specialinstitutionerne, ofte kan være langt bedre rustet i og med, at de sociale spilleregler her, får fortrinsret frem for de faglige. Og at de trods diagnoser faktisk evner det sociale på deres måde og ofte kommer i klemme når de veltilpassede unge opfører sig utilpasset.

Inkompetente lærere bliver blandt andet også inkompetente af, at de mødes som sådan, uden nødvendigvis at være det. Ligeså vel som når pædagoger bliver devalueret indenfor skole- og specialområdet af variable grunde som bunder i om fejlfinding af de faglige/menneskelige handlinger frem for også at overveje hvordan arbejdsmiljøet og systemet ikke evner at skabe grobund for en mere ressourceminded opbyggelighed der ser på hvordan sammenhænge skaber realitet for alle og ikke blot ender med projiceringer over i ét individs handlinger eller en bestemt gruppe.

Altså en manglende indsigt i hvordan børnegruppers sammensætning har betydning for hvorledes børn agerer sammen med og overfor andre eller hvordan skolemiljøet som meningsgivende helhed også spiller med når det er for børn. Her forstået som det menneskesyn vi propper ned over børn, institutionen og hverdagen i form af de sociale samt faglige kompetencer som mennesker menes at skulle være i besiddelse af i form af diverse test og/eller en skov af udviklingsmæssig kassetænkning.

Fokus på forældrenes eget ansvar samt nærvær synes dog fraværende i denne debat. Jeg ser gerne, at vi også får samarbejdet mellem forældre og institution i søgelyset idet man her løsner op for rigtigt mange konflikter mellem børn og voksne. Vel og mærke dér hvor det bliver forældrene som spiller hovedrollen for og sammen med deres børn i spørgsmålet om den sociale og faglige trivsel. Jeg vil gerne, at børn i børnehøjde lærer at forstå, at de ditto har betydning for fællesskabet og er medskabende til en voldelig atmosfære.

Familieskoler er blandt andet et af sådanne tiltag som forsøger at forebygge omkring mobning, vold, og skoletræthed.

Jeg arbejder selv på en skole og sfo. Kan så godt sætte mig ind i Christinas hverdag. Det lyder meget som min arbejdsdag. Vold er kommet meget mere på skemaet pga. vi modtager så mange børn der ikke burde placeres i en standard folkeskole. Det er svært at komme problemerne i forkøb når der ikke bliver givet nok penge til at rumme de her børn. Støttepædagogerne bliver sparet væk.
Som lærer og pædagog er det enormt frustrerende at skulle undervise en hel klasse og samtidig sørger for at Peter på 8 ikke tæver sine klassekammerater og sætter ild til gardinerne. Alt imens du også skal trøste de børn Peter har været i konflikt med (overdrivelse fremmer forståelsen, men helt langt fra virkeligheden er det ikke)

Flere penge til folkeskolen
Flere støttepædagoger
Flere kurser til lærere/pædagoger OG pædagog medhjælpere

PS. Ud af de rigtig rigtig mange børn jeg personligt har haft at gøre med som støttepædagog igennem tiden. Har fejlen i 70-80% af tilfældeene været at forældrene simpelthen ikke har opdraget deres unger godt nok;)

Majbritt Nielsen

14 indlæg indtil nu. Og det er kun de sidste to der egentligt tager forældrenes rolle med også.
Så når forældrene er så fraværende i deres egne børns liv også i andre menneskers øjen. Så tror da pokker at der er så mange børn der er forskruet.

En gammel ven af mig mente at alle tv skulle smides af helved til. Også dem på børneværelset. Så var forældrene forhåbentligt tvunget til at tage sig af deres egne børn.

Jeg syntes det er ret sigende at det kun var to debatøre der inddrager forældrene, af disse 14 indlæg. ;)
Hmm?

Det med at forældrene medtages eller ej kan jo skyldes forskellige tilgange til artiklen og dens indhold.
@G. Trinderup; hvad er det de vokse skal bestemme?, Hvornår overgår det til børnene selv at vælge og beslutte hvad de gør? Hvordan får de det lært, hvis der ikke er voksne rolle modeller der hjemme og i skolen.
Hvad kan et menneske (voksen og ban) gøre hvis det ikke bliver mødt, forstået og lyttet til? Føle afmagt! fysisk kommunikation er hvad der bliver tilbage. Den fysiske kommunikation er den første og dybest liggende kommunikations form vi kender, og derfor naturligt at bruge i en afmagts situation. Så tilbage til artiklen; hvad var det som fyldte Peters følelser? Hvad var det han havde brug for at få kommunikeret? Blev der spurgt ind til det før den fysiske situation udviklede sig?

Majbritt Nielsen

Ja Viggo
Børn starter med forældrene. Det er forældrene der grundlægger barnets psyke. Med deres opdragelse eller mangelfulde samme.
Så kan smafundet, lærene, pædagogerne og os andre hoppe og hønse. Har forældrene ladet deres børn sejle i deres egen sø.
Så er der ikke meget overskud til andet end at gøre opmærsom på sig selv på en eller anden måde. Hvilket så ikke altid er på en positiv måde.
Afmagt starter med forældrene.

Den skal jeg nok få tamp for. ;)

En skolelærer eller pædagog har ikke lov til at bære et larmende barn væk, det er i sammenhæng med resten af artiklen tankevækkende.

Lennart Kampmann

Så en 8-årig der smider en bold i hovedet på en lærer udøver vold og læreren får voldsskader?

Nu må der snart en pakke tudekiks rundt til hele banden. Jeg kan forstå hvis en stor 14-årig knægt står overfor en spinkel ældre kvinde at det kan være et problem. Men 8 år......

Måske skal man overveje om man kan gøre gavn som lærer, hvis man bliver kuet af en 8-årig. Det er ingen skam at finde et andet erhverv, mange skifter job.

Med venlig hilsen
Lennart (gymnasielærer)

Anders Jensen

@Lennart.

Måske du selv skulle tage den første kiks. Og så kunne du jo passende spise den mens du læser artiklen igen.

1. En der kaster en bold i hovedet på en anden med det forsæt at skade den anden udøver vold.

2. Læreren har udfyldt en arbejdsskadeanmeldelse. Det er noget helt andet end at få en voldsskade som du kalder det.

Et formål med arbejdsanmeldelsen kunne jo f.eks. at argumentere for en støttelærer til klassen. Barnet var ikke diagnosticeret.

I øvrigt fremgør det ikke af artiklen, hvad det var for en bold. Har en fornemmelse af at det ikke var en skumgummi eller bordtennisbold. Var det f.eks. bolden fra bordfodboldspilet, kan den sagtens ødelægge et øje eller sågar medføre døden gr. indre blødninger, hvis den rammer uheldigt.

Problemet som artiklen forsøger at belyse, er meget mere komplekst end at lærene skal tage sig sammen, folkeskolen være rummelig og forældrene opdrage deres børn.

Men alt det ved du selvfølgelig godt som gymnasielærer.

Hvad ville du i øvrigt have gjort i Christinas sted ?

Det er meget nemt:

Jeg vil starte med at konstatere:

Jeg kan se du er vred. Og gal og sur.
Og så gå over til at sige noget i stil med
Der må være sket noget som gør sig så vred. Er det noget jeg har gjort? Eller noget en anden har gjort?
Og så have øjenkontakt under hele forløbet mens jeg snakker med den 8-årige....

Og så vil jeg venlig og blidt insistere på at før vi overhovedet kan tale sammen (mere), skal han ligge bolden væk. Og så tage dne derfra...

Det er ganske normal konfliktløsning, respekt for mennesker, selv børn, og kommunikation; noget man åbenbart ikke undervises i på seminariet.

I virkeligheden handler det her om noget helt andet; det handler om at visse lærere (ikke alle, men nogle få) ikke anser børn for rigtige mennesker, men som uvorne unger, der skal opdrages, guides og vejledes af de voksne.

Og er det ikke forbudt for lærerne i den danske folkeskole at slå børnene, dvs, selv det at trække fysisk afsted med et barn på 8 er en overtrædelse af dette?

Børns meninger, følelser og holdninger er jo i det hele ikke vigtige - længere. Det er, hvad 10 års opgør med det man engang kaldte reformpædagogikken har ført til.

Anne Marie Pedersen

Karsten det er fint nok. Men hvad så, når du skal nå undervisningsplanen også? Og hvis du hver time skal bruge en masse energi på et eller to børn? Er det fair over for alle de andre, at de dag ind og dag ud skal høre på, at læreren bruger al ekstra energi på et par børn, der selvfølgelig har brug for ekstra ressourcer - men måske ikke fra en lærer med 27 andre børn.

Anne Marie Pedersen

Majbritt, selvfølgelig skal forældrene på banen. Spørgsmålet er bare, om det er lærernes job at få dem engageret, når de ikke er det fra start af.

Måske skolen heller ikke er gearet til de mange ressourcestærke forældre, der ikke prioriterer deres børn - eller ikke prioriterer, at deres børn skal indgå som en del af fællesskabet.

jens peter hansen

En lærer træder frem og fortæller sin historie. Hun skulle have tudekiks siger Lennart Kampmann. Tja, men er det ikke snarere eleven der skulle have tudekiks, for han har vel et kodylt problem, som ikke kan bare kan løses i en normal skolehverdag med masser af udfordringer. Troen på at en lærer eller to kan løse svære psykiske problemer må stoppe.
Ingen andre grupper bliver pålagt at skulle løse svære psykiske problemer samtidig med at de skal undervise og udvikle op til 30 elever. Ingen ønsker at ekskludere, men der er altså grænser for hvor mange problemer de dumme lærere kan klare.

Lennart Kampmann

Tudekiks er nødvendige, fordi begrebet vold bliver udvandet i denne tråd.

En 8-årig dreng udøver ikke vold mod voksne professionelle - han reagerer. Når de voksne reagerer som om hans handlinger er repræsentative for en myndig person, påtager de voksne sig en offerrolle, der ikke er forenelig med det daglige virke.

Det er en vigtig pointe at man ikke skal finde sig i vold, men omvendt må man også kunne definere vold så man ikke forveksler det med børns udadvendte adfærd.

Hvis jeg så kalder debatørerne for mimoser, vil mimoserne med det samme råbe op - det er jo det der kendetegner mimoser.

Der er mange jobs i samfundet der skal løses, hvor det kræver at den enkelte opbygger en vis styrke. Læge, redder, brandmand, soldat, politibetjent, socialrådgiver, og jeg kunne blive ved. Skolelæreren kan næppe undgå at opleve en eller anden form for ubehag i løbet af et livs virke, og hvis det knækker en, må man overveje om lærergerningen skal være ens karrierevej. I den sammenhæng er en 8-årig drengs afreageren i min optik ikke vold, mens en forældres overfald ville være det.

Med venlig hilsen
Lennart

Gunvor Trinderup

Bolden er blot få centimeter fra Christina Nissens hoved. Den otte-årige dreng Peter virker til at være fuldstændig klar over, hvor truende han er med bolden i hænderne.

»Vil du ha’ den, hva’? Vil du ha’ den?«

Svaret kunne også have været:

>>Ja kom - lad os smutte over på plænen og spille fodbold! Jeg spørger lige rundt om der er andre som vil med.<<

Ikke at jeg tror det vil være så nemt endda men det er mere for at pointere princippet om, at vi heller ikke skal tage bolden ud af hænderne på børnene om vi på sigt, dybest set ønsker, at de skal lære at kunne spille bold med sig selv og andre. Samt i overført betydning, må guide dem i tilegnelsen af de strategier der må til for at kunne drible eget subjekt og medspiller på et hold. Også om det betyder, at det er de voksne der bestemmer de overordnede rammer indenfor hvilken der jo langsomt fades ud i takt med, at barnet selv tilegner sig de kompetencer der skal til for at klare sig selv.

Holdsport kan være og er efterhånden for mange børn en svær disciplin at mestre. De fleste kan bare godt lære grundspillet i deres eget tempo - selv på tværs af fordomme, uvidenhed og vanetænkning om hvad der et normalt, perfekt dansk barn. Fælles for alle medspillere inklusiv voksne er, at de er netop dét i fællesskabet også når de betragtes som modstandere.

Og nej det er stadig bare ikke ok at true og dernæst smaske en bold i trynen på nogen, heller ikke om der er blevet lyttet nok så meget og flittigt.

Der må fokus på forskellighederne af institutionernes opbygning, medspillernes handlemønstre samt (u)bevidste praksisser - altså den tilstedeværende realitet og ikke det vi tror forholder sig på en bestemt måde via et meget forsimplet eksempel i Information.

Og en logisk slutning vil i denne sammenhæng være, at for at kunne spille sammen må man nogenlunde kende spillereglerne samt acceptere at røde og gule kort forekommer under særlige sammensætninger mellem mennesker. I god tråd med diverse udvisninger, straffe, frispark og (selv)mål når det går virkelig vildt for sig. Ingen "kamp" er nogensinde den samme selv om reglerne overordnet set er de samme. Så læg nu det positivistiske syn ned i lommen - and let the Fair play begin på tværs af alder og rettigheder.

Anders Jensen

Men ligesom i sportsgrene er det ikke altid at spillerne ved hvorfor, eller er enige i, at de skal have det røde kort.

Hvis du bliver udvist vil der altid være en træner og flere medspillere der kan fortælle dig det. Men hvem skal tage sig at den 8-årige når han er udvist ? Han får jo netop ikke lov til at forlade banen.

Gunvor Trinderup

Nej men sådan er spillereglerne så også bare indimellem - her kan man sige at et accept af vilkåret evt. kan tilegnes, mulighed for at lære at være i afmagten, vreden frustrationen. Skolepædagoger er gode bænkevarmere med nogle gode lyttelapper. Og igen, også Familieskolen står på sidelinjen som forebyggende instans. Her er et eksempel,
http://www.gladsaxe.dk/Default.aspx?id=32260

[Hvis du bliver udvist vil der altid være en træner og flere medspillere der kan fortælle dig det. Men hvem skal tage sig at den 8-årige når han er udvist ? Han får jo netop ikke lov til at forlade banen.]
Hvad mener du?