Analyse
Læsetid: 3 min.

Bagtanker bag borgerlig bejlen

De borgerliges forsøg på at friste de radikale til samarbejde vil ikke ændre den politiske konstellation - men Venstre og Konservative opnår alligevel, præcis hvad de vil
Venstre og Konservatives frierier til de radikale får en kold skulder af Margrethe Vestager

Venstre og Konservatives frierier til de radikale får en kold skulder af Margrethe Vestager

Dennis Lehmann

Indland
23. september 2011

Selv om gårsdagens borgerlige frieri til de radikale blev modtaget med en kold skulder fra Margrethe Vestager, har Venstre og Konservative masser at hente på manøvren.

Hele ti punkter har de blå oppositionspartier fundet frem til for at friste de radikale til et samarbejde.

»Vi siger stille og roligt til Det Radikale Venstre, at det er noget nemmere at gennemføre en økonomisk ansvarlig politik med blå blok«, lød det fra Konservatives Brian Mikkelsen.

Hverken »stille« eller »roligt« betegner i virkeligheden det stød mod en rød regering, som reelt ligger bag den udstrakte hånd fra Venstre og Konservative.

Tværtimod er hensigten, at skabe størst mulig opmærksomhed omkring den borgerlige bejlen, som blev lanceret i Jyllands-Posten.

Den har nemlig flere formål: For det første skal det genere det S-SF-R-samarbejde, der i øjeblikket er i gang i form af forhandlinger om et regeringsgrundlag.

Dernæst vil de borgerlige signalere til befolkningen, at man er klar til at samarbejde hen over midten, og at et alternativ til de røde ikke nødvendigvis hedder det slidte gamle VKO.

Sluttelig kan man ramme en øm tå ved at prikke til de radikale, som foretrækker et samarbejde med de borgerlige frem for med Thorning og Søvndal. Efter stiftelsen af Ny Alliance er der ikke så mange blå radikale som tidligere - men de er der.

Sidder fast i kollektivet

Og i forhold til de midtervælgere, der ikke har næsen begravet i politiske teknikaliteter, kan frieriet tilmed forekomme helt oplagt for de radikale at tage i mod, især med tanke på deres mantra om at »samarbejde med alle dem, der vil lave radikal politik.«

Hos de røde - inklusive de radikale - mødes den borgerlige flirten med tavshed. Man forhandler, lyder den automatreaktion, der forhindrer de ledende politikere fra de involverede partier i overhovedet at ytre sig offentligt i disse dage.

Men der vil næppe komme noget konkret ud af de borgerliges henvendelse.

For det første lader det sig simpelthen ikke gøre for de radikale at stemme sammen med borgerlige partier, når først man har fået plads i en rød regering. En regering arbejder - og stemmer - som et kollektiv, og det ved de borgerlige naturligvis godt.

For det andet er en del af det ellers lokkende tilbud fra Venstre og Konservative allerede aftalt, nemlig i form af den tilbagetrækningsreform og forkortede dagpengeperiode, som blev vedtaget inden valget.

Begge dele står Margre-the Vestager fast på også skal gennemføres af en ny rød regering. Også det ved de borgerlige naturligvis godt.

Hensigten med at udstille den store økonomiske fællesmængde mellem radikale og de blå partier har heller ikke for alvor været at hive radikale over på den anden side.

Det har - trods Brian Mikkelsens forsikringer om det modsatte - haft til formål at skramme en ny regering allerede før den er trådt til.

Strategien er utvivlsom lagt i forbindelse med de møder, Lars Løkke Rasmussen har inviteret den kommende opposition til på Marienborg. Møderne har til formål at samle partierne til højre for midten i kampen mod regeringen.

DF forkludrer frieri

Ud over det faktum, at Mar-grethe Vestager allerede før sidste valg valgte side til fordel for Helle Thorning-Schmidt og under ingen omstændigheder kan - eller vil - skifte politisk side, er der flere grunde til, at det radikale samarbejde med de borgerlige er urealistisk.

For uanset hvor meget Venstre og Konservative gerne vil arbejde hen over midten med de radikale, kan de ingenting uden deltagelse af Pia Kjærsgaard. Dertil tæller DF's 22 mandater for meget i det regnskab, der som bekendt kræver mindst 90 mandater. Og til trods for, at radikale og DF begge har lagt underskrifter til den omstridte forringelse af efterlønnen og den forkortede dagpengeperiode, så er der ikke umiddelbart ret meget mere at hente i det parløb.

I Jyllands-Posten i går medgav Venstres formand, Kristian Jensen, at listen med de ti fristelser, som man arbejder på at overrække til Margrethe Vestager, ikke er udformet af en samlet opposition.

DF er ikke lun på ideen om at sænke selskabsskatten, og de stiller sig lodret afvisende over for forslaget om en mere lempelig green card-ordning. Dermed bliver Radikale Venstre opfordret til at stemme en reformpolitik igennem sammen med de borgerlige, uden at der reelt ville være et flertal.

Alligevel har den borgerlige manøvre sat dagsorden og rettet projektørerne mod deres egen politiske ansvarlighed og splittelsen i en ny rød regering. På den måde har Venstre og Konservative efter alt at dømme fået, hvad de kom efter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu kommer så Barfoed så og slår skår i glæden ved ikke at ville afvise, at han vil bryde den forenede opposition.

Hvis de konservative gør det, kan de endda komme til at danne et tænkt flertal med den 'røde' regering - det kræver så at Enhedslisten bliver betalt for ikke at stemme imod en aftale.

http://politiken.dk/politik/ECE1401849/barfoed-aabner-for-at-bryde-loekk...

Var de ikke på vej i fængsel?

Gennem 0-ernes Fjogh-Uløkke opsagdes flere aftaler mod socialdemokraternes protest.

Jeg forstår ikke hvorfor et evt. samarbejde mellem VK og de radikale hele tiden bliver kaldt et "samarbejde over midten." Det giver en antydning af bredde der ikke er der.
Og det skygger for det faktum at det er S og SF der ved at danne regering med R samarbejder over midten.
De radikale er måske fine og bløde på værdipolitiken - men økonomisk set er de klart borgerlige.
Det samme kunne siges om Libdems i UK - og se hvor de endte.
Det er den økonomiske politik der i sidste ende vejer tungest, og derfor er det S-Sf der samarbejder over midten - ikke VK - og det bør de anerkendes for.

Midten er et temmelig arbitrært sted, DF mener f.eks. at de befinder sig i midten.

Heinrich R. Jørgensen

Midten? Er det ikke det samme samme som vacuum? Intethed? Fravær af pejlemærker? Den altomsluttende tågesky? Fravær af bevægelse?

I en af valg duellerne mellem pia k. og margrete vesterager kritiserede hun bla pia k for den skatte lettelse hun har været med til at gennem føre i løbet af de sidste 10år,. og det giver i min bog MV,.mere midter parti "feeling" end f.eks. DF:)

Kristian Rikard

Dels har jeg for meget respekt for Helle Thorning og Margrethe Vestager og ditto for lidt for især CHF. Løkke og Jensen til at se al det her som andet end panik før lukketid. På en paralleltråd har jeg skrevet, at de sidstnævnte har haft et vist held med hensyn til at sætte lus i skindpelsen og bloggere igang på de fleste medier rundt omkring - men så er det vist
også sagt.
Jeg tror ikke et øjeblik, at det ryster Thorning eller frister Margrethe Vestager det mindste. Så jeg vil i bedste fald kalde det en latterlig Pyrrhussejr og nok et moralsk nederlag for Løkke.
Helt personligt opfatter jeg såvel Løkkes forsøg som f.eks. Bjerregårds "gode råd" til Thorning, som en usmagelig blanding af hybris, fallit og medieliderlighed.

Jens Jørn Pedersen

Det kunne da være interessant, hvis Venstre ville begynde at samarbejde. Måske de kan få ca. 15 år til at øve sig?

Det er slet ikke så svært at få Venstre i tale.

Helle skal bare servere fadbamser til møderne.

Og en trillebør til hjemtransporten.

Alt andet end et højere undervisningsniveau er vist ligegyldigt for tiden - hvis folk kunne blive klogere, ville vi undgå den slags mudrede folketing i fremtiden, hvor en alt for stor del af befolkningen ikke har gennemskuet, at VKO har stjålet deres penge i løbet af ti år.

Niels-Holger Nielsen

Marchen Neel Gjertsen er Informations svar på oraklet Alf Rostrup fra DR. Vær så venlig at komme med nyhederne, så tygger vi dem selv.

Lars Peter Simonsen

De radikale er ikke røde, og det kan man sandelig heller ikke beskylde Geertsen for...

Mandatar Torben Wilken

Det er trist at konstatere, at vores ”Folkestyre” er sunket så dybt, at respekten for det parlamentariske kan ligge på et meget lille sted. Vi har netop gennemført et Folketingsvalg ved en 4-årig periodes afslutning. Altså et valg i tide og ikke i utide. Lars Løkke Rasmussen (V) kunne ikke pege på sig selv som kongelig undersøgere. Der var kun én og det var lederen af Socialdemokraterne. Hun har påtaget sig opgaven og vores demokratiske system fordre, at den kongelige undersøger får fred og ro til at undersøge mulighederne for dannelsen af en ny regering, fordi valget ikke gav den siddende regering mandat til at fortsætte.

Når ikke ledere, rene fjolser, fra Venstre og de konservative går ud og tilbyder sig som ”hjælpere”, afklarere, ja så handler de mod de demokratiske spilleregler. At de tilmed er ministre gør det kun endnu mere pinligt. Demokrati og Folkestyre betyder intet for ”Levebrøds-politikeren”. Vedkommende skal bare sikre sig selv jobbet, alt andet kommer i anden eller tredje række. Disse ”Levebrøds-politikere” undergraver Folkestyret. Derfor skal de helt ud af politik. De er uværdige fordi de ikke repræsenterer andre end dem selv. At forlange at I skulle skamme Jer er nok for meget forlangt.

Pressen bør slet ikke lægge øre til disse demokratiets Muldvarper. Skal de omtales, skal det kun være for deres utidige og uønskede indblanding i en vigtig demokratisk proces. Det forhold at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Lars Barfoed (K) ikke har bedre styr på deres folk, taler for sig selv. Ingen af dem har format til posten som statsminister. Derfor er der kun alternativt Pia Kjærsgaard (DF) tilbage og det valg kan Danmark næppe bære.

Danmark skal nok få en ny regering. Lad nu den kongelige undersøger får den tid der skal til, for at undersøge mulighedernes reelle eksistens. En kongelig undersøger er jo kun den person, som Hendes Majestæt Dronningen har anmodet om, at undersøge mulighederne for en ny regering. Det resultat, som den kongelige undersøger vender tilbage med, vil afgøre om der kan dannes en ny regering eller om der må udnævnes en ny kongelig undersøger. Opgaven for en kongelig undersøger er ikke, om vedkommende kan danne en regering. Det er majestæten der efterfølgende anmoder den givne person om, at danne en ny regering. Dette er spillereglerne og dem bør vi alle respekterer 100 % også og især pressen! Tak.