Enhedslisten forlanger nu, at en kommende S-SF-R-regering skal begå forligsbrud som noget af det første efter sin tiltræden.
På fire områder kræver det røde støtteparti, at Helle Thorning-Schmidt opsiger de eksisterende forlig og genforhandler nye aftaler.
»Forlig, der endnu ikke er gennemført i lovgivning, de skal selvfølgelig stadig gennemføres, hvis der stadig er flertal for dem. Alt andet ville næsten være snyd. Men ellers er det vores hovedsynspunkt, at det er flertallet af Folketinget, der bestemmer. Hvis flertallet vil lave noget om, så må man det,« siger Enhedslistens politisk-økonomiske ordfører, Frank Aaen.
De fire forlig, som Enhedslisten vil have opsagt og genforhandlet, er forliget om udvinding af nordsøolien, satspuljeforliget, forliget om universitetsloven og boligforliget.
Satspuljeforliget er alle Folketingets partier på nær Enhedslisten med i - mens det af det nye flertal i Folketinget kun er Radikale Venstre, der er med i forliget om Nordsøolien og boligforliget, og kun Socialdemokraterne, der er med i forliget om universitetsloven.
Som beskrevet i Information i sidste uge, så vil en kommende S-SF-R-regering efter gældende skik i Folketinget være bundet af alle forlig, som bare ét af de tre partier er med i - i alt 59 forlig.
Og dermed vil det tidligere VKO-flertal reelt have vetoret over for ændringer på en lang række områder.
»Dén praksis holder ikke. Det har taget overhånd, når alle parter har vetoret over alle fremtidige forandringer,« siger Frank Aaen.
Når det kommer til nordsøolien henviser han til, at Radikale Venstre i forbindelse med aftalen gentagne gange sagde, at hvis forudsætningerne for aftalen om udvinding af olien i Nordsøen ændrede sig, så ville man være klar til en genforhandling.
»Og det må man sige, at de har. Olieprisen er næste firedoblet, og mængden af olie har vist sig at være dobbelt så stor, som man troede. Dermed er det 76 mia. kr. ekstra, som selskaberne har tjent på præcis det samme arbejde,« siger han.
I aftalen med olieselskaberne indgår en række garantier for, at deres beskatning ikke ændrer sig.
»Så hvis det i første omgang kræver en lidt mere grundig juridisk undersøgelse, før man tager stilling til forligets fortsættelse, så tager vi den,« siger Aaen.
Penge stjålet fra lejerne
Boligforliget betyder, at Landsbyggefonden - der ellers er sat i verden for at finansiere renoveringer af almene lejerboliger - har skulle betale 25 pct. af alt statsligt nybyggeri af almene boliger. Her er det også kun de radikale, der er med.
»Vores principielle indstilling er at få tilbageført de milliardbeløb, som man på den måde har stjålet fra lejerne - men det får vi næppe de radikale med på. Så det vigtigste er at få ændret praksis fremadrettet og få sat gang i byggeriet af nye almene boliger.«
En lignende indstilling har Enhedslisten til satspuljen, der bliver finansieret ved, at overførselsindkomsterne ikke vokser helt lige så meget som pris- og lønudviklingen.
»Den er med til at øge uligheden i samfundet. Et af vores hovedkrav til den nye regering er, at uligheden ikke må vokse - og her er satspuljen helt central,« siger Frank Aaen, der også her principielt gerne så alle de 8-9 mia., som puljen er vokset til, tilbageført, men som er villig til at acceptere, at satspuljeordningen bliver afskaffet fremadrettet - og at projekterne i stedet kommer direkte på finansloven.
Når det kommer til universitetsloven, der indførte en afskaffelse af de demokratisk valgte ledelser på universiteterne, er det kun Socialdemokraterne, der er med i forliget.
»Man udhulede den demokratiske styring af landets højere læreanstalter. Og det har ikke mindst ført til, at der er overført en masse penge til mere ledelse og mere administration,« siger Frank Aaen.
- Men I vil ikke kræve, at de radikale opgiver tilbage-trækningsreformen?
»Det så vi selvfølgelig gerne, at de gjorde, for den aftale er en ulykke. Men vi kan også godt forstå, hvis de siger, at det vil de ikke. Den er jo netop ikke gennemført endnu«
Hvad har I at true med, hvis Helle Thorning ikke lytter til jeres krav. I peger jo stadig på hende som statsminister?
»Vi truer ikke med at vælte hende. Men med alle vores krav har vi den trussel, at vi ikke vil stemme for noget, der går den modsatte vej af det, vi kræver,« siger Frank Aaen.
Hverken S, SF eller R ønsker at kommentere, så længe forhandlingerne om regeringsgrundlag er i gang.
Eminent taktik og strategi fra Enhedslistens side. Nu har vi i snart mange dage hørt om, hvorledes Enhedslistens principper for parlamentarisk arbejde står i vejen for at få virkelig indflydelse, eller fører til regeringens fald, hvilket vel stort set er et og det samme. Fra nær og fjern har det lydt, at Enhedslisten principielt havde valget mellem to forskellige måder at begå selvmord på, men Enhedslisten er ikke imponeret af teorier, som påviser at humlebien ikke kan flyve. Mens regeringsforhandlingerne foregår i 70 meters højde, benytter Enhedslisten lejligheden til at fremture og understrege hvad den gik til valg på: Vi vil have reel indflydelse, også på økonomien og især på fordelingen af penge og magt, ellers kan I rende os i røven. Så, kan det godt være, at der skal rettes nogle passager i principprogrammet, men principperne står ved magt. Nu venter vi så spændt på, hvilke kameler regeringen vil servere for Enhedslisten, men håbet er fortsat lysegrønt. Godt gået!
I øvrigt en stor ros til Lehmann, for ikke at begå den slags intimiderende journalistik, som desværre har for let spil på min gamle avis. Tak for det.
Der er al mulig grund til at gå over åen for at få en anstændig politik.
Selvfølgelig bør man kunne bryde tidligere indgåede aftaler mellem partierne efter et nyt folketingsvalg, for det modsatte er jo, at sætte vælgerne uden for indflydelse. Det mest ærlige ville imidlertid være offentligt at opsige sådanne aftaler gensidigt inden valget. Først at gøre det bagefter er jo på en måde en form for luskeri. Hvordan ville man mon have reageret, hvis den borgerlige fløj nu havde vundet valget og så opsagt alle aftaler efterfølgende?
Det ser ud til at et eneste brud bliver S' med EL, så skrigeballonerne bliver vist efterladt på perronen, når bussen kører.
http://www.information.dk/280409#comment-428592
kan nogen finde den artikel her på information.dk hvor det nævnes ?
Regeringspartierne Venstre og Konservative indgik Nordsøaftalen med Dansk Folkeparti og De Radikale i 2003 med det forbehold, at aftalen skulle revideres hvis “afgørende forudsætninger” ændrede sig, for eksempel højere oliepriser.
bemærk ordlyden: ikke: kan eller bør, men: skal
( men nogen siger: at det husker de ikke noget om )
---------------------------------
http://www.information.dk/telegram/277768
socialdemocratiet bør følge enhedslistesn henstillinger;
---------------------
forlig som hævd, er meget tvivsomt;
i princippet kan et valg føre til at ingen af de gamle partier får valgt nogle, f.eks. hvis samtlige de valgte er udenfor partier.
hvis samtlige de 179 valgte er udenfor partier