Enhedslisten er ikke et protestparti og ligner ikke længere 1990'ernes fraktionerede paraplyorganisation. I dag er Enhedslisten et rigtigt parti og er langt mere pragmatisk.
Krudtet vil fremover blive brugt på at føre realpolitik ud fra mantraet om, at man vil »stemme for selv den mindste forbedring og mod selv den mindste forringelse«.
Afgørende er årsmødets 2010's beslutning om, at partiet fremover vil kunne stemme for en finanslov, selv om der er sat statskroner af til militær og kongehus.
Den pragmatiske tilgang til samarbejdet med en ny rød regering er forløberen for den revidering af principprogrammet, som partiet ventes at sætte i gang på næste årsmøde til foråret. Netop den proces kan dog på flere måder vise sig konfliktfyldt.
For det første er der debatten om indholdet, hvor vendinger som »revolutionens nødvendighed« og et »fundamentalt brud med kapitalismen« samt en socialisme, »der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund« kan skabe debat.
De mest pragmatiske kræfter i partiet vil tale for, at kommunismen skrives ud af programmet, og at der ikke står, at politi og militær skal nedlægges, mens den mere hårdkogte fløj af marxister ventes at sætte sig i mod.
Simpelt program
Alene processen frem mod årsmødet kan vise sig konfliktfyldt. Flere har således allerede ytret, at de slet ikke ønsker en revidering af programmet.
Foreløbig er planen alligevel, at der nedsættes en skrivegruppe bestående af medlemmer fra hovedbestyrelsen og folketingsgruppen og måske enkelte andre medlemmer. Her skrives et udkast, som efterfølgende skal diskuteres i lokal-afdelingerne og måske på et samlet seminar, hvor der bliver plads til timelange debatter for overhovedet at muliggøre en senere vedtagelse af programmet på årsmødet 2013.
Alene spørgsmålet om, hvordan processen gøres så demokratisk som muligt, kan skabe stor debat i partiet med den flade struktur.
I Ø-toppen er det ambitionen at skære det omfattende principprogram ned til færre og mere overordnede programpunkter, ligesom ordet »revolution« sandsynligvis vil blive defineret nærmere.
Selv om der i baglandet er udbredt tilfredshed med valgkampen, der som bekendt skaffede partiet hele 12 mandater, er der også røster, som opfordrer til mere klar tale om eksempelvis EU-modstanden og modstanden mod 'væksthykleriet'.
Piercede, men ferme
Siden valget har spekulationerne på Christiansborg gået på, hvordan Enhedslisten vil håndtere sit erklærede princip om at »stemme imod de mindst mulige forringelser og for de mindst mulige forbedringer«.
Fra borgerlig side har man advaret om, at Helle Thorning-Schmidt vil være afhængig af piercede kommunister og halvautonome i Enhedslistens hovedbestyrelse. Men spørger man centrale centrum-venstre-politikere fra SR-tiden, så er det ikke sur dogmatik, de husker samarbejdet med Enhedslisten for. Tværtimod beskrives listen som ferme parlamentarikere, der var tydelige omkring, hvor langt de kunne strække sig og åbne over for at finde forhandlingsløsninger. Resultatet blev flere finanslove, hvor Enhedslisten godt nok ikke stemte for den samlede pakke, men indgik en række delforlig.
Frygten for, at Enhedslisten vil spænde ben for den kommende regering er derfor til at overse. Omvendt kommer Johanne Schmidt-Nielsen og den 12 mand store gruppe med en hidtil ukendt selvsikkerhed. De har efter alt at dømme også taget ved lære af Dansk Folkepartis evne til at få både hentet og solgt sine sejre under størst mulig bevågenhed.
Ungdomsuro
Men også hos den yngste generation af de rød-grønne er der uenigheder om moderniseringsprocessen. Enhedslisten har indtil nu ikke haft sit eget ungdomsparti, men har i stedet samarbejdet med Socialistisk Ungdomsfront, der taler for brug af civil ulydighed og først fremmest interesserer sig for det udenomsparlamentariske arbejde.
I de senere dage har en række af Enhedslistens unge medlemmer dog meldt sig ud af SUF med henblik på at danne en reel ungdoms-afdeling af partiet. Også Johanne Schmidt-Nielsen og nyvalgte folketingsmedlem Rosa Lund har meldt sig ud. Det har ført til kritik fra SUF's ledelse, som i forvejen var uenige i folketingsgruppens pragmatiske linje.
Men ifølge folketingskandidat Daniel Skovhus er det nødvendigt med en reel ungdomsorganisation, som deler navn med Enhedslisten.
»En seriøs ungdomsorganisation, der ikke er gennemsyret af naiv revolutionsromantik og subkulturel ungdomshuskultur,« som han formulerer det på modkraft.dk.
Her debatteres Enheds-listens udvikling flittigt. Ulrik S. Kohl, som ligeledes er medlem af Enhedslisten, skriver, at venstrefløjen »kommer til at sluge kameler til morgenmad, bide skuffelser i sig til frokost, og der er ingen dessert om aftenen. Men det er det rigtige at gøre.«
Ifølge Ulrik S. Kohl bliver det ingen kunst for skuffede medlemmer i partiernes bagland at finde lejligheder til at stikke dolke i ryggen på røde politikere:
»Det blev et grimt lille barn, den nye røde regering. Men det trækker vejret, og det er ikke venstrefløjens opgave at kvæle det i navlestrengen.«
I Enhedslistens top trøster man sig med, at man som det yderste venstrefløjsparti næppe kan tabe de rigtig røde stemmer på uenighederne: For hvor skal de gå hen?
Hvorfor skal ændringer i Enhedslistens principprogram gøres til en så stor og voldsom sag. Enhedslisten vil tage debatten i en flad struktur i partiet er det ikke demokratisk.
Tænk bare på Fogh Rasmussens arrogante afvisning af Søren Pinds og de øvriges 10 teser, der skulle ændre ved Venstres principprogram.
For den, der er interesseret i partiet Enhedslisten, men ikke er særlig fortrolig med halvfjerdserkommunistisk jargon, og som læser i partiets principprogram for at få at vide, hvad partiet står for, ikke af udenforstående, men af partiets fremstilling af sig selv, vil læsningen let blive en kold afvaskning af interessen. Under læsningen vil ansigterne af Honecker, Ceauşescu, Stalin etc. stilfærdigt dukke op, og programmet vil næppe blive læst færdig.
Sandsynligvis er det meget få i partiet, der ønsker partiet besmittet med sådanne associationer. Men det duer ikke, at det er nødvendigt for den rette forståelse af principprogrammet, at der for hver borger, der har potentiel interesse for partiet, skal stå et partimedlem parat for at forklare hvad der menes, og at det virkelig er sandt, at partiet tager total afstand fra de nævnte herrers regimer.
Skal Enhedslisten blive et virkelig stærkt parti med stor tilslutning og med en stor fremtid, er en af forudsætningerne, at partiprogrammet revideres gennemgribende og med fokus på nutidens læsere.
»Det blev et grimt lille barn, den nye røde regering. Men det trækker vejret, og det er ikke venstrefløjens opgave at kvæle det i navlestrengen.«
Nej, man kvæler da ikke småbørn - men det er godt nok nogle fæle blå pletter det stakkels lyserøde barn har.
Der må være noget medicin, der kan kurere det.
Dagens citat:
»Det blev et grimt lille barn, den nye røde regering. Men det trækker vejret, og det er ikke venstrefløjens opgave at kvæle det i navlestrengen.«
Tak for det!
Det lader til at Kohl er god til metaforer.
En anden Modkraft-blog og debat, der kører simultant med Ulrik S. Kohls, er Jakob Lindbloms, hvor bl.a. programmet også debatteres. Læsere, der rent faktisk interesserer sig for denne side af venstrefløjens nu- og fremtid, anbefales at læse med. Her er et enkelt citat, der forholder sig til netop Ulriks kamel-metafor:
"...vi skal dælme ikke hverken sluge kameler eller jordegern, eller hvad mine medbloggere ellers foreslår. Tvært imod, så har baglandet, så vidt jeg kan vurdere, behov for en forsikring om, at vi fastholder vores princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Her skal ikke være nogen højredrejning.
Enhver god forhandler ved, at kører man fast med et forslag, så må man anvise en anden vej. Står S-SF overfor et problem, hvor de radikale ter sig tossede og kræver forringelser, fx som led i en finansiering, ja så må vi komme med et, to eller tre andre forslag. Vi skal være garanten for, at der er alternativer. Vi skal tilberede en hel buffet af spiselige forslag, så kamelpartyet undgås. Og vælger S-SF-R så fortsat at føre blå politik, så er det ikke vores skyld, men deres eget ansvar – også når vi stemmer imod.
Vi skal nemlig ikke medvirke til borgerlig politik, og vi skal glemme alt om at stemme for finansloven, hvis dagpengeforringelser, efterlønsforlig, eller EU’s sparekrav er indeholdt – også selvom Per, Frank og Johanne har udtalt nok så meget, at de regner med at skulle stemme for den første finanslov."
Hmm, linket virker mærkeligt nok ikke. Her det igen
http://modkraft.dk/blogs/jakob-lindblom/article/hvad-nu-store-rige-enhed...
Skulle Enhedslisten gå hen og blive et pragmatisk parti, så er den aldeles ligegyldig. Der står nye kohorder parat til venstre. Det kræver vores overlevelse på denne planet. Det bliver uden kapitalismen, ellers bliver det ikke.
Det er da noget værre sludder, Niels-Holger.
I sidste ende er folketingets medlemmers rolle at finde kompromisser, fordi det nu engang er den model, vi har valgt til vores demokrati. Hvis ikke politikerne kan agere pragmatisk, så forsvinder hele pointen jo med et flerparti-system.
Det der bare er vigtigt er, at vi i Enhedslisten ikke glemmer den vigtige rolle det er, at påråbe samfundets problemer, uafhængigt af om der er politisk flertal for det eller ej.
Luka Dalum
Kompromisser er ok, hvis man kan stå inde for dem. Hvis de strider imod strategien er det rådne kompromisser. Det er ikke nok at indgå rådne præmisser, når bare man råber op.
Det er ikke nok at råbe op om samfundets problemer, man må også fortælle hvor vi skal hen. Hvis pragmatismen er ledetråden, så kommer man ingen vegne. Tror du, at kampen for socialisme kan være et gnidningsløst knald?
At være pragmatisk i visse sager kan være ok, men at være det af princip er forkasteligt. Det er selvfølgelig ikke meget bedre, at være principiel af princip.
"præmisser" skulle være kompromisser, det er tidligt om morgenen
Enhedslisten er et meget idealistisk parti. Jeg synes ikke, at vi skal bevæge os over i den anden grøft - det er der jo heller ikke nogen, der ønsker - men en smule mere pragmatisme betyder altså, at Enhedslisten kan få mere indflydelse.
Jeg oplever tit en afsky over for det, nogen kalder "handelspolitik". Du må undskyld, hvis jeg har læst dine kommentarer forkert, men det er det jeg også forstår, at du tilslutter dig.
Anyways, så synes jeg det er en svær diskussion, for hvad er et rådent kompromis?
- Ville en lempelse af tilknytningskravet, men en bevarelse og et forlig om 24-åts kravet i samme omgang være rådent?
- Vi en lille satstning på klimavenlig innovation, der stadig slet ikke er nok til at vi opfylder fx 40% reduktion være rådent?
Jeg synes ikke at resultatet af disse to forlig er godt nok. Overhoved. Men hvis resultatet er bedre, hvis det er Ø og ikke DF eller Venstre, der lægger stemmer til, så vil jeg gerne støtte forslag, der ikke er gode nok...
Ligeså snart Enhedslisten har opnået en størrelse, hvor de faktisk kan gøre en forskel, skal de påtvinges "pragmatisme" - og alt det andet, der kendetegner de andre partier.
News-flash: Ø er ikke som de andre, og blir de som de andre, har de udspillet deres rolle.
Denne 'os' og så 'de andre’ dikotomi opfordrer desværre bare ikke til en demokratisk tilgang efter min vurdering. Ved at gøre Ø særegen, trækker man stort set Ø ud af det som er hele forudsætningen for fællesskab - nemlig at alles stemme, som udgangspunkt, er lige meget ’værd’ i etablering af et folkeligt Danmark. Ellers mister de muligheden for, at deres udemærkede mærkesager samt kritikker, overhovedet bliver hørt og taget seriøst. Partiet hverken er eller skal være forskellig hen mod en ekskluderende/inkluderende samarbejde. Ø skal som alle ’de andre’ nærmere opfattes som 'den anden' for at opløse illusionen om, at man fremstår som en lukket gruppe i og med at man for det meste er i ’overlaps’ af interesser på tværs af politiske holdninger. Dette gør at partierne, om de skal samarbejde bredt, må lære at give dividuelt ind til det politiske fællesskab for at undgå magtdiskurser på ryggen af vores fælles og lettere deprimerende fremtid. Hvilket faktisk vil være i rigtig god tråd med partiet allerede flade politiske struktur.
Demokrati er lige akkurat så intelligent som de akkumulerede erfaringer alle medspillerne giver ind med - så det vil være i Danmarks interesse om vi har politikkere som kan skabe en bevægelig ideologi med udgangspunktet i en foranderlig hverdag. Altså at evne at veksle mellem abstrakte ideologier og håndgribelige pragmatikker funderet i en nærværende hverdag som ikke ligger langt fra borgerens egen oplevelse af virkelighed.
På ingen måde en nem opgave.:0)
Det var så ET samarbejde og partietS *rødme*
a propos,
at der jo ofte påpeges at der stort set kun er tre muligheder nu:
astrologi, kommunisme ( ligelig fælleseje ),
darwinisme;
derfor kan man måske anes, hvorfor visse,
selv om darwinisme næppe kan gælde udenfor naturen,
har så travlt med at forsøge at bilde andre ind at
også i passende moderne samfunds økonomi, kan darwinisme gælde.
for hvilke af de tre,
vil capitalister eller liberalister, mon melde , for at forsøge at undgå at miste deres sidste rester af tilsyneladende modernitet ?