Læsetid: 8 min.

Folkesocialisten der ikke er rigtig socialist

På trods af Pia Olsen Dyhrs arbejderbaggrund, er hun ofte blevet kritiseret for ikke at være 'rigtig socialist'. Men netop fordi hun engang var fattigrøv, betyder de teoretiske idealer ingenting for hende. Det er de praktiske løsninger, det handler om - også når de er lidt liberale
Pia Olsen Dyhr glæder sig meget over den drejning, som Socialistisk Folkeparti har taget, efter Villy Søvndal er blevet leder, selv om hun tilbage i 2005 tabte formandsvalget til ham. På mange måder var det hendes vision om partiets fremtid, som SF med Søvndal i spidsen har nærmet sig.

Pia Olsen Dyhr glæder sig meget over den drejning, som Socialistisk Folkeparti har taget, efter Villy Søvndal er blevet leder, selv om hun tilbage i 2005 tabte formandsvalget til ham. På mange måder var det hendes vision om partiets fremtid, som SF med Søvndal i spidsen har nærmet sig.

Jakob Dall

Indland
7. september 2011

Få dage efter valget 8. februar 2005 blev der holdt et møde hjemme hos Pia Olsen. Kun få partifæller var inviteret, og ingen måtte vide noget. I hvert fald ikke endnu.

Efter 14 år på posten havde Holger K. Nielsen netop meldt sin afgang som formand oven på endnu et valgnederlag, hvor SF gik et mandat tilbage. Partiets fremtid var usikker. Valgkampen havde været præget af en næsten usynlig formand og uforsonlige fraktioner i partiet, der yndede at hænge hinanden ud i medierne.

Pia Olsen selv havde fået over 4.000 personlige stemmer, men på grund af partilistesystemet i partiet var der andre ældre SF'ere, der stod foran hende i køen, og hun fik derfor ikke en plads i Folketinget.

I stuen på Mariendalsvej på Frederiksberg sad Pia Olsen med partifællerne Jørn Jespersen, hendes kæreste Villy Dyhr, Anne Grete Holmsgaard og partiets daværende formand for folketingsgruppen Steen Gade. Gruppen udgjorde hovedfigurerne i partiets ene fløj. Nogen kaldte dem højrefløjen, selv kaldte de sig fornyere.

Men den eftermiddag stod der kun ét punkt på dagsordenen: Hvem skulle lede partiet efter Holger K.?

Steen Gade var for gammel, sagde han. Jørn Jespersen var ikke blevet valgt til Folketinget og kunne ikke magte endnu en valgkamp. Alle kiggede på Pia Olsen.

»Inderst inde vidste jeg nok godt, at jeg ikke ville blive valgt som formand. Men det handlede om, at vi repræsenterede en anden fløj i partiet, end Villy Søvndal gjorde dengang. Og den stemme skulle høres klart og tydeligt, uanset hvem der blev formand,« siger Pia Olsen Dyhr i dag om beslutningen om at stille op.

»SF skulle være et moderne, midtsøgende, grønt parti, og min største bekymring med Villy Søvndal var, om han kunne tænke nyt og drive partiet frem.«

Pia Olsen Dyhr er kristen, hun tror ikke på, at en større offentlig sektor nødvendigvis er vejen frem, hun var EU-tilhænger, før det blev moderne, og ofte sagde man om hende, at hun ikke var rigtig socialist. Til det var hun alt for pragmatisk. Og i 2005 kostede det hende formandskabet.

»Jeg er faktisk marxist, ingen tvivl om det. Men jeg tror, mange ville sige, at jeg læser Marx, som Fanden læser Bibelen,« griner hun højt fra sit hjem i Brønshøj, hvor hun i dag bor sammen med sin mand Villy Dyhr og deres tre piger.

Spørger man Pia Olsen Dyhrs nuværende og tidligere kolleger, stemmer de alle i: Hun er stadig den ultimative pragmatiker. Dialogsøgende og løsningsorienteret.

»Nej, jeg er ikke klassisk socialist, og ja, jeg er helt klart pragmatisk. Men det bliver man altså ikke mindre idealist af,« siger Pia Olsen Dyhr, der ikke selv er i tvivl om, hvor hendes pragmatisme stammer fra.

»Når man kommer fra et arbejderhjem som mit, tænker man nok ikke så meget i teorier og fine, akademiske termer. Man tænker praktisk. Det gør jeg i hvert fald.«

Fattigrøven

I Pia Olsens barndomshjem talte man aldrig om politik. Der var andet at tænke på. Hendes far var førtidspensionist og hendes mor rengøringsdame. Faren var ustabil og havde alvorlig sukkersyge, og i den langt overvejende konservative og velhavende kommune Vallensbæk, hvor familien boede, skilte de sig markant ud. Pia Olsen var fattigrøven i klassen, og det vidste hun også godt. Der var forskel på hende og de andre, og sådan var det bare.

Men den dag hendes mor kom hjem og havde fået en lussing af sin arbejdsgiver, blev de første politiske frø plantet i seksårige Pia Olsen. Skoleinspektøren på den skole, hvor moren gjorde rent, havde fundet en utømt skraldespand, og som straf slog han hende i ansigtet.

»Rolig nu, Pia,« sagde hendes mor, da Pia Olsen skulle til at hidse sig op. Det kan alligevel ikke betale sig at bruge kræfterne på det, forklarede hun, mens unge Pia Olsen rasede indeni.

»Hvorfor kan han bare slå hende, tænkte jeg. Jeg blev simpelthen så arrig. Især fordi min mor bare fandt sig i det det var faktisk næsten det værste.«

Da Pia Olsen var 11 år gammel, flyttede hendes mor ud efter mange års stormfuldt forhold, men Pia Olsen besluttede, at hun ville blive hos sin far. Hun var bange for, at han ikke kunne passe på sig selv. Pia Olsen fik sin vilje, moren og hendes søskende flyttede ud, og hun var nu alene med sin far. Når Pia Olsen ikke var hjemme med ham, sad hun på skolebiblioteket, for fritidsordningen var der ikke råd til.

»Jeg lærte at underholde mig selv. Men jeg var også heldig, for der var en meget sød bibliotekar, der gav mig bøger og ideer til, hvad man kunne læse. Og når jeg ikke havde andre steder at være, var jeg dér. Det var helt klart mit helle, og den dag i dag er læsning stadig der, jeg søger hen, når jeg skal være for mig selv.«

Følelsesmennesket

Som 15-årig mærkede Pia Olsen en pludselig trang til at beskæftige sig med den store og komplekse verden, hun læste så meget om på skolebiblioteket. Hvordan man bar sig ad, vidste hun ikke helt, men hun besluttede at kontakte nogle politiske partier og bede om partimateriale. Radikal Ungdom, DSU, SFU, VSU og Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund blev det til. Hun fik det snævret ind til to partier: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og SFU. Hun meldte sig til et partimøde begge steder.

»Traditionelt set hørte jeg nok til hos Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, men det føltes bare ikke rigtigt. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg følte ikke, at jeg passede ind. Men da jeg kom ind til SFU'erne, var det, ligesom om noget sagde klik. Og det var faktisk det.« Hun begyndte at komme fast og blev hurtigt meget aktiv i partiet.

Men hende Pia er jo ikke rigtig socialist, tænkte en af hendes gamle SFU-kammerater, der tydeligt husker den unge, lidt anderledes pige, der pludselig kom ind fra højre. Rigtig nok var hun ægte arbejder, og dem var der ikke mange af blandt alle akademikerbørnene i SFU. Men hun talte hele tiden om EF og globalisering og om at samarbejde med de mere højreorienterede partier i den røde blok.

Dengang var der ingen i SFU, der spåede hende en politisk karriere. Til det var hun alt for følsom og sårbar, husker hendes gamle SFU-partifælle.

»Når bølgerne gik højt i diskussionerne, reagerede hun meget følelsesmæssigt. Nogle gange stormede hun ud af lokalet, og så måtte man ud at hente hende. Hun var meget passioneret, men kunne derfor have svært ved at holde hovedet koldt og handle strategisk.« Efter lidt tid begyndte han dog at se hendes potentiale og holdt sidenhen også meget af hende både som veninde og partifælle. Men helt rød blev hun aldrig.

Europæeren

Det var især spørgsmålet om det europæiske fællesskab, der delte vandene i SFU og generelt på venstrefløjen i de år. Men for Pia Olsen var der slet ikke noget at rafle om. Allerede som teenager mærkede hun, at verden var større end Danmark, og det var alt for spændende til at ignorere.

»Især fordi den jo aldrig havde været det for mig i virkeligheden. Jeg havde aldrig været ude at se verden, og jeg var 25 år, før jeg satte mig på en flyver,« forklarer Pia Olsen Dyhr. Derfor tøvede hun heller ikke et øjeblik, da nyheden om murens fald nåede hende. Samme dag hoppede hun på det første tog til Berlin.

»Det gjorde meget stort indtryk på mig, at Europa nu var samlet. Det var så stort, og jeg havde en næsten kildende fornemmelse af, at nu ville Europa virkelig forandre sig. 'Jeg er ikke dansker, jeg er europæer,' sagde jeg i de år. Ja, jeg var rimelig kæk. Men begejstret, det var jeg.« siger Pia Olsen Dyhr.

Taberen

»Goddag til Villy, goddag til spærregrænsen« var det uofficielle slogan mod Søvndal under kampen om formandskabet i 2005. Mødet på Frederiksberg den eftermiddag i februar hjemme hos Pia Olsen var mundet ud i, at den såkaldte fornyerfløj havde fået deres formandskandidat, og Pia Olsen blev kørt i stilling som den moderne, midtsøgende, EU-venlige, grønne kandidat.

Villy Søvndal repræsenterede den tilbageskuende, socialistiske linje, lød mantraet. Partiet var splittet, men ikke i to lige store dele, og 28. april tabte Pia Olsen formandsvalget ved en urafstemning med en tredjedel af stemmerne. I frustration over udpegningen af Søvndal meldte Pia Olsens kæreste Villy Dyhr sig ud af partiet og ind i Socialdemokratiet. Hvis ikke SF var villig til at forny sig, skulle han i hvert fald ikke længere se til, mens partiet kørte sig selv i sænk. Pia Olsen derimod overvejede ikke et øjeblik at kaste håndklædet i ringen. Partiet havde talt.

»Selvfølgelig var jeg da træt af SF i tiden efter formandsvalget. Men Villy Søvndal viste sig jo at være en ung mand i forklædning, og han har stået i spidsen for at forny politikken i SF. Vi har fået fingrene mere ned i ansvaret, og når man gør det, er man også nødt til at revurdere sine teoretiske analyser til den praktiske virkelighed,« siger Pia Olsen Dyhr, som ser, hvor meget partiet har ændret sig til det bedre efter hendes mening.

»SF er landet det sted, jeg havde håbet på. Jeg er erklæret rød liberal, og i modsætning til tidligere er der plads til både det liberale, det grønne og det socialt retfærdige.«

Pragmatikeren

I dag er det især de store, lidt mindre følelsesladede politikområder, der optager Pia Olsen Dyhr. Trafik, forbrug og EU er blandt de ordførerskaber, hun siden 2007 har besiddet. Områder, hun brænder for, men som ikke ligger hendes hjerte alt for nær, som hun selv formulerer det.

»I gamle dage i SFU blev jeg altid irriteret, når nogle af akademikerbørnene snakkede om det sociale område. Det er selvfølgelig utrolig fint og legitimt at bekymre sig om de svageste i samfundet, men det er først legitimt, når man holder op med at have ondt af dem. Jeg bliver stadig sur, når folk siger 'send flere penge', for det er ikke nødvendigvis altid løsningen. Selvfølgelig kan penge hjælpe, men ikke altid. Man må godt kræve noget af folk. Jeg kommer selv fra socialklasse fem, og det var ikke synd for mig,« siger Pia Olsen Dyhr.

»Men altså, det er også grunden til, at jeg ikke arbejder med socialpolitik, for jeg bliver nødt til at have lidt distance. Det ligger mig simpelthen for nær, og det bliver alt for personligt for mig. Politik skal være rationelt og bygge på argumenter og ikke på, hvad jeg føler eller mærker.«

Pia Olsen Dyhr genkender billedet af hende som en meget følsom og opildnet ung politiker i SFU. Siden dengang har hun for længst besluttet ikke at lade sig involvere alt for følelsesmæssigt.

»Faktisk har jeg kun grædt én gang i politik siden mine unge SFU-dage, og det var den dag, Danmark stemte ja til Amsterdam-traktaten,« griner Pia Olsen Dyhr.

»Nå ja, og så selvfølgelig dengang jeg blev valgt ind i Folketinget. Det var også en god dag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kommer fra socialklasse 0.

Jeg kom også fra et arbejderhjem. Den politiske bevidsthed her var imidlertid veludviklet og interessen for samfundsforhold og historie samt viden herom var stor. Pia Dyhr generaliserer og reducerer alle arbejderes adfærd til instinktmæssig adfærd.

@Markus, er du adelig?

erik mørk thomsen

Og nu hvor Pia Olsen linie styrer SF, forsvinder vi, deres vælger.

Ja, og så troede SF'erne, at de ved valget af Villy fik den rene socialistiske vare -
men det var Pia og borgerliggørelsen der fik overtaget i den nye formand.

Gennem de sidste 10-15 år, dansk politik har været domineret af spørgsmålet om udlændinge, og andre meget vigtigere spørgsmål som for eksempel socioøkonomiske spørgsmål blev forsømt. Dette synes jeg har bevirket en stærkere højredrejning i Danmark end hvad der sket i andre lande med mindre fokus på indvandring. Den indre svindehund dermed fik lov til at forandre danskerne og det danske samfund/politik/kultur og skubbe Danmark mere til højre.

Først kom de for at hente kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist. Så kom de for at hente socialdemokraterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialdemokrat. Så kom de for at hente fagforeningslederne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde. Da de kom for at hente mig, var der ingen tilbage til at protestere. Martin Niemüller (1892 – 1984)

Det var Tyskland in 30erne under nazismen, men hvad med Danmark i dag:

Først kom de for indvandrerne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke indvandrer. Så kom de efter bistandsmodtager, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke bistandsmodtager. Så kom de efter arbejdsløse, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke arbejdsløs. Så kom de efter efterlønner, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke en efterlønner. Så…..(gæt selv) :(

Lars Peter Simonsen

Hvis jeg var dogmatisk socialist ville jeg kalde hende klasseforræder!