Det er betegnende for fremdriften i de internationale politiske forhandlinger om en global klima-aftale, at EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, og USA's tidligere vicepræsident, Al Gore, nu går omvejen over erhvervslivet for at lægge pres på forhandlerne. I en fælles appel forud for endnu en uges klimaforhandlinger i Panama som optakt til COP17 i Sydafrika opfordrer de to klimapolitiske ledere verdens virksomheder til at øve indflydelse på deres politikere og regeringer.
»Vor appel til det voksende flertal af globale virksomheder er: Lad ikke dem, der klamrer sig til fortiden, få held til at blokere den følsomme klimapolitik og de fælles internationale bestræbelser på at håndtere denne afgørende udfordring for det 21. århundrede. Hæv stemmen for at støtte fremskridt i de internationale forhandlinger og forlang af jeres forretningspartnere og politiske repræsentanter, at de bliver en del af løsningen frem for en del af problemet.«
Det er i morgen, at forhandlere fra verdens lande mødes i Panama City i forsøget på at tage et fælles skridt fremad mod en global klimaindsats. Efter fiaskoen på COP15 i København i 2009 er der ikke nogen forventning om at nå en forpligtende global klima-aftale, når landene til december samles til det næste møde med beslutningskraft, COP 17, i den sydafrikanske by Durban. Afgørende fremskridt blokeres af, at USA's regering ikke er i stand til at forpligte sig på grund af en handlingslammet Kongres, hvor republikanske klimaskeptikere siger nej til alle forslag.
»Jeg er chokeret over, at USA har en debat, der er så langt fra videnskabelige fakta,« sagde Connie Hedegaard forleden til Politiken i tråd med Al Gore, der i Washington Post konstaterer, at »vi er et af de eneste lande i verden, hvor et af de store politiske partier har overgivet sig til en anti-videnskabelig fornægter-dagsorden.«
Han følges op i New York Times af Nobelpris-økonomen Paul Krugman, der med adresse til republikanerne skriver: »Meget tyder på, at verdens mægtigste nation om få år kan blive styret af et parti, der er aggressivt antividenskabeligt, ja, faktisk anti- viden. I en tid med enorme udfordringer miljømæssige, økonomiske osv. er det et frygtindgydende perspektiv«.
Ingen Kyoto 2
Problemet for de internationale klimaforhandlere er, at den hidtil gældende Kyoto-aftale, der sætter forpligtende CO2-reduktionsmål for de rige lande minus USA udløber næste år. Uden en ny global klima-aftale er der intet andet end enkeltlandes frivillige, nationale mål til at sikre fremskridt.
»Man er nødt til at træffe en klar beslutning om, hvordan den fælles globale indsats ikke kun i-landenes for at reducere udledningerne skal bevæge sig fremad, og hvordan dette vil blive gjort på en gennemskuelig måde med større ambitioner over tid,« sagde i mandags chefen for FN's klimasekretariat, Christiana Figueres, der holder snor i den kommende uges forhandlinger i Panama og igen i Durban til december.
U-landene har insisteret på, at i-landene forlænger Kyoto-aftalen med nye forpligtende mål for 2020. Uden en sådan forpligtelse vil store u-lande som Kina og Indien med stærk vækst i CO2-udledningerne ikke selv forpligte sig internationalt.
USA's chefforhandler, Todd Stern, gjorde det imidlertid mandag klart, at en sådan Kyoto-forlængelse på COP17 er udsigtsløs.
»Af de store deltagere i Kyoto-protokollen er det min vurdering, at EU er den eneste, der endnu overvejer at skrive under i en eller anden form på en forpligtelsesperiode nr. to. Japan vil helt klart ikke, Rusland vil ikke, Canada vil ikke, og det virker usandsynligt, at Australien vil gøre det,« sagde Stern, der end ikke behøvede at nævne, at USA ikke kunne drømme om at forpligte sig på en Kyoto 2-aftale.
Situationens alvor fremgår af, at de globale CO2- udledninger sidste år slog alle rekorder, og at 2010 sammen med 2005 blev det varmeste år i temperaturmålingernes historie. Ifølge FN's klimasekretariat er den globale CO2-koncentration netop nu 390 ppm (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler), 35 pct. over det førindustrielle niveau, mens gennemsnitstemperaturen er steget med 0,83 grader i samme periode. Forskere tilknyttet FN's klimapanel, IPCC, sagde forleden, at væksten i udledninger skal være stoppet inden fem år, hvis der skal være nogen mulighed for at bremse temperaturstigningerne før de to graders opvarmning, hvor issmeltning og havstigning for alvor tager fart. Ifølge FN skrumper den arktiske havis p.t. med 11,5 pct. pr. tiår, mens verdenshavene stiger med 3,27 mm om året.
På den kommende uges møde i Panama City håber forhandlerne ifølge FN's klimasekretariat at kunne »forberede et beslutningsforslag om (...) rammerne for en evaluering« af landenes hidtidige klimamål, evalueringsrammer som COP17 stræber efter at vedtage.
En god forretning
De ydmyge fremskridt er baggrunden for Connie Hedegaards og Al Gores appel til det globale erhvervsliv om at træde i karakter. De to klima-politikere kalder hastigheden i klima-forhandlingerne »frustrerende langsom« og mener, at de store virksomheder kan være nøglen til at sætte politikerne i bevægelse.
»Verden over erkender store og små virksomheder i stigende grad vigtigheden af at tage hånd om klimaudfordringen og indser, at der er god forretning i at skabe løsninger. En aktuel rapport fortæller, at 68 pct. af verdens største selskaber har sat klima og energieffektivisering i centrum af deres forretningsmodeller, samt at selskaber med strategisk fokus på klimaændringer siden 2005 har sikret deres investorer et udbytte, der er dobbelt så stort som gennemsnittet for verdens 500 største virksomheder,« skriver Hede- gaard og Gore.
Samtidig med at mange store enkeltvirksomheder samt netværk og koalitioner af grønne virksomheder allerede virker aktivt for en global klimaindsats, ved klimakommissæren og den tidligere vicepræsident så godt som nogen, at der også er stærke erhvervsinteresser, der arbejder hårdt for at hindre en skærpet klimapolitik. Hedegaard udsættes jævnligt for pressions- og lobbyvirksomhed fra amerikanske og andre flyselskaber, som er imod EU's forestående CO2-kvoteordning for flytrafik, og fra virksomheder i den europæiske sværindustri, der tilsvarende er imod skrappe kvoteordninger og høje CO2-priser.
Til Washington Post siger Al Gore, at »penge spiller i dag en meget større rolle i det amerikanske demokrati end nogensinde før, i hvert fald så langt tilbage jeg husker. 'Big money's evne til at præge holdninger med fire anti-klimalobbyister for hvert enkelt medlem af Repræsentanternes Hus og Senatet er en kendsgerning.«
»forberede et beslutningsforslag om (…) rammerne for en evaluering«
Nååhh, det lyder da såmænd rigtigt progressivt, som om de er lige ved at barsle med en funktionsdygtig protokol. Langt værre ville det jo have været, hvis nu teksten for eksempel lød:
»forberede et beslutningsforslag om (…) forberedelse af rammerne for en evaluering«.
"»Af de store deltagere i Kyoto-protokollen er det min vurdering, at EU er den eneste, der endnu overvejer at skrive under i en eller anden form på en forpligtelsesperiode nr. to. Japan vil helt klart ikke, Rusland vil ikke, Canada vil ikke, og det virker usandsynligt, at Australien vil gøre det,« sagde Stern, der end ikke behøvede at nævne, at USA ikke kunne drømme om at forpligte sig på en Kyoto 2-aftale."
"Store"? Australien og Canada? Heh... Australien er en anelse større end Holland befolkningsmæssigt, Canada er lidt større end dét. Tilsammen er de mindre end Storbritanien. Mangledes der argumenter?
Japan og Rusland vil nægte, fordi USA ikke er med.
Noget tyder på at afløseren for Kyoto skal udarbejdes i et forum uden USA.
Meddel dem, at det skal holde sig væk, Hedegaard.
Det er lidt tragisk, men menneskehedens historie viser, at vi først er i stand til at gøre noget afgørende ved problemer når de udgør en klar og umiddelbar trussel. Helst en som vi har mødt før.
Det gør, at vi er meget dårligt rustet til at håndtere en krise, hvor der er store tidsforsinkelser på vore handlinger. Vi nægter, at erkende problemerne før vi har pistolen for panden og så kan det være for sent mht miljøet.
Problemet er den gode gamle økonomiske historie om "tragedy of the commons", det er i den enkeltes interesse at ødelægge de fælles værdier.
Derfor har jeg personligt opgivet at kæmpe imod klimaforandringerne, men fokuserer i stedet på at leve med konsekvenserne. Jeg har f.eks. lært at sejle. Det kan godt blive nødvendigt ;-)
Jeg er såmænd efterhånden nået til et punkt af resignation, hvor jeg (stort set) er ligeglad med om, de bliver enige om en protokol eller ej. For i mine øjne mener man jo ikke en disse med dem alligevel: er Kyoto-protokollen mon i nærheden af at være overholdt eller indfriet?
Sålænge protokoller indeholder hele CO2-kvote-cirkusset, og så længe penge er noget, der kan skabes ud af den blå luft (ved at lade seddelpresserne køre), eller tilvejebringes gennem udstedelse af stakkevis af statsobligationer, så kan enhver tilstrækkelig 'rig' nation på denne måde købe sig fra at tage medansvar for svineriet.
Og ikke nok med det, så kan nationer i globaliserings højhellige tidsalder fortsætte med at udskibe produktionen og hermed CO2-udslippet til hallerne i for eksempel Kina, jævnfør for eksempel artiklen Nasserøve: Danmark har i dette lys ikke nedbragt sit CO2-udslip, og ej heller (vil jeg tro) har EU som hele gjort det. Så de kan såmænd snakke røven ud af bukserne, uden at jeg bliver synderlig imponeret eller overbevist.
Verden er fuld af dumme mennesker, der er hoppet på svindelnummeret med, at global opvarmning er DIN skyld, fordi CO2 jo er et 'giftstof', der derfor 'forurener'.
Verden er fuld af dovne mennesker, der ikke gider gøre deres hjemmearbejde, men blot labber i sig, hvad der vælter ud i hodet på dem fra mainstream-TV og -aviser.
Verden er også fuld af korrupte mennesker, der nu har gjort 'klimakampen' til deres levebrød. Nogle tjener kassen de-luxe.
Verden er fuld af velmenende mennesker - de er ofte de værste - som vil frelse verden, uden først at have skaffet sig indsigt i, hvorfor, hvordan og med hvilke konsekvenser for nutid og fremtid. Økofascisterne er blevet en massebevægelse.
Verden er fuld af fornægtelse. Fornægtelse af de virkelige problemer, fornægtelse af egentlige og særdeles presserende miljøsager om virkelige giftstoffer. Det var - sjovt nok - de samme, der nu tjener kassen på at inddrive CO2-kvoter, der oprindelig fiflede med videnskaben i IPCC og ved East Anglia Universitetet.
'Climategate' er et af årtiets pinligste svindelnumre. Og det siger ikke så lidt i selve den globale svindels årti.
morten, det er vist dig der er pinlig.
morten hansen
Jeg bliver især nysgerrig på din anvendelse af ord som; 'fornægtelse' og 'virklige giftstoffer' som du påpeger værende de virkelige problemer. Vil du ikke uddybe dit indlæg?
Sikke en penge maskine Co2 kvoter he he Nasa har lige måtte erkende at isen på nord polen bliver tykkere og tykkere ligesom Al Gore og faxmilens rothschilds punge også bliver tykkere med deres co2 kvote bank, folk er godt nok lette at narre, har folk glemt hvad en fotosyntese er og ved folk heller ikke at der er mere co2 i luften jo varmere det bliver ? folk stoler blindt på det info de bliver fodret med.
Howdy
Intet problem for politikere.. de flyver gerne verden rundt og prædiker deres religion.... store huse, store armbevægelser, biler, fly, frelst og med alle de rigtige meninger....
2 V'er, 2 mennesker, ingen bil (cykel 16*2), ferie sidst i 2008, vegetar og alligevel skal jeg hører på det BS... alle jer med de rigtige meninger, høje lønninger og de gode formuleringsevner forstår virkeligt at pisse en almindelig borger af!
Cheers!
Den dag det kan betale sig økonomisk for amerikanerne at snakke klima, så er de der. Det gælder også en hel masse andre mennesker.
Egentlig bør man blot ryste på hovedet af, at lande som Japan og Canada, med USA som absolut spidskandidat, har kastet sig ind i strudselegen: det jeg ikke ser, det eksisterer ikke! For de, deres erhvervsliv og dermed deres borgere, vil med den form for fornægtelse uundgåeligt på længere sigt tabe. Selvsagt ærgerligt for dem selv, og ja, det vedkommer for så vidt egentlig kun os andre, hvis de enten bliver aggressive eller deres dødedans ødelægger vores livsvilkår.
Førstnævnte kan nok vække bekymring, men derimod mener jeg ikke, at sidstnævnte er muligt, også selv om den hovedløse fornægtelse ender med at den sidste isklump vil fordampe ud i den blå luft. Ja, det er begrædeligt, men hvad kan vi gøre? Intet … og dog!
Vi kan jo om ikke andet vælge at gå foran med et godt eksempel, noget jeg i øvrigt er overbevist om, stille og roligt vil smitte af på omgivelserne, og måske ligefrem få disse uvidenskabelige og formørkede omgivelser til at indse, at deres Te-Party halløj ikke er en bevægelse, men en tilstand uden andet mål end at skrue uret og dermed tiden tilbage til før Darwin blev født.
Så først når proselytterne i denne fornægtelse bevægelse bliver trætte af at stå i deres dunkle stuer og stirre tomt ud på en verden, der ligger milevidt fra deres egen, både tankemæssigt som geografisk, først da tror jeg, at disse mørkemænd og kvinder begynder at bevæge sig ud under solen og dermed mærker al dens energi stråle, og først da tror jeg, at de begynder at forstå hvilke energier der egentlig er tale om og som der er nok af til alle hvis vi vil. I den nuværende situation er de nemlig blændet, ikke af lyset, men derimod af mørket.
Derfor bilder jeg mig ind, at skønt den ene protokol efter den anden underskrives om, at vi skal spare på de fossile brændstoffer og dermed begrænse CO2 udslippet, så er den slags protokoller desværre utroligt lidt værd.
Ja, hvad har denne Kyoto-protokol egentlig gavnet herhjemme? At vi eksempelvis har lært at spare på energien i transportsektoren? Nej, for faktisk er energibehovet i denne sektor steget med 70% siden årtusindskiftet! Så selv hos os, der i øvrigt af uforklarlige årsager tror, at vi er på rette vej, ja, der ligger der store energi udfordringer, og set med miljø- og klimabriller, muligvis uoverstigelige udfordringer og venter på at blive løst.
Men jeg tror dog, at det er muligt at løse mange af problemerne, og jo før vi går i gang, og gør det på den rette måde, og slet ikke som nu hvor mange er blevet forført til at tro, at planter vi nogle flere vindmøller, så går det såmænd nok. Desværre nej, det svarer nemlig stort set til at brænde vokslys af i den naive tro, at ens sjæl derved undgår skærsilden og al dens uvæsen.
Ups! Undskyld, thi der mangler et par ord i ovenævnte indlæg, nemlig i fjerde sidste linie:
går i gang, jo bedre, og i øvrigt gør det på den rette måde ...
Så længe menneskeheden blot tænker i den nøgne økonomiske bane, har jeg kun spinkel tro på bedrelse. Al Gore og Hedegaard er personligheder, som jeg kun vil tildele et varmt blik for deres velmenende hensigt. Men så stopper sympatien også inden den overhovedet har slået rod.
CO2-kvoter.. 2 grader celsius.. målsætninger.. møder i alle klodens hjørner.. mænd og kvinder i forretningstøj. CO2 er jo blot en bivirkning og skal ikke være det ultimative mål. Det svarer til at give en kemo-patient toupé på og så tro, at personen er rask igen.
Vækst-Connie er af gode grunde forhindret i at være en skarp kritiker af irrationalismen. Det gælder også Gore. Spørg dem om hvorfor det system, som de er tilhængere af producerer irrationalisme, selvom det er superrationelt på mikro- eller celleniveau.
Vi kan vel allesammen huske Connie Hedegaars Grønlands-dialog, hvor hun inviterede alverdens toppolitikere til Ilulissat i Grønland, for 'med egne øjne at se gletsjerens tilbagesmeltning', således at de selvsamme politikere kunne iværksætte tiltag til den såkaldte 'Grønne energi'.
Nu har disse politikere i bagklogskabens klare lys fundet ud af at tilbagesmeltningen af Ilulissat gletsjeren skete før 1950 og at det ikke skyldes global opvarmning, men varmere havstrømme i en dybte af 300-900 meter. Politikerne vil ikke længere give tilskud til den grønne energi strategi de selv kickstartede dengang.
Politikerne har fejlet, nu anmoder de deres grønne virksomheder, hvoraf flere er på konkursens rand, om at presse politikerne til at igangsætte en kampagne til støtte for klimaforhandlingerne i den kommende tid.
Cirklen er sluttet.