Det kan godt være, at kommende statsminister Helle Thorning Schmidts (S) arbejde med at skabe enighed om et regeringsgrundlag mellem S, SF og R er svært. Det kan også godt være, at det bliver en udfordring at få Enhedslisten med på at samarbejde. Men selv når dé hurdler er overstået, så venter den nok mest komplicerede parlamentariske situation, som nogen dansk statsminister har oplevet ved sin tiltrædelse.
De tre partier i det kommende regeringssamarbejde er nemlig på kryds og tværs parter i over halvdelen af de væsentligste forlig i Danmark. Det betyder, at også den kommende regering vil være det. Og det betyder igen, at S og SF vil få særdeles svært ved f.eks. at afskaffe de nationale test i folkeskolen, at smidiggøre hele samtale- og kontrolsystemet over for de ledige eller at indføre markant højere CO2-målsætninger i dansk energipolitik.
På alle områder er det gamle flertal af partier nemlig også forligsparter og har dermed vetoret. Og Venstres ordførere eller afgående ministre forholder sig mildest talt køligt afventende over for, hvad de skal sige ja til.
»Vi går ud fra, at det folkeskoleforlig, vi har, det står ved magt. Det gælder selvfølgelig også nationale test. Samtidig er jeg spændt på at se, hvad de vil foreslå på SU-området. Det er jo her, at de forventer at hente 4 mia. kroner,« siger afgående undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V).
En lignende sarkastisk melding kommer afgående beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) med.
»Det er klart, at en ændring af hele samtalekravet til de ledige, det kan vi ikke være med til. Men samtidig har S og SF lagt meget frem omkring sygefravær og arbejdsmiljø. Det er noget af det, de vil tilvejebringe mange penge med. Og jeg glæder mig til at blive indkaldt til forhandlinger om dét,« siger hun.
I valgkampen foreslog SF desuden en fordobling af Danmarks ambitioner på CO2-området. Partiet ønsker en målsætning om, at Danmark skal nedbringe sin CO2-udledning med 40 pct. i 2020 blandt andet ved at fordoble det antal af havvindmøller, der blev aftalt i det nuværende brede energiforlig.
Skal dét gennemføres, har Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt bare til at starte med en række grundkrav.
»Hvis de ønsker en bred aftale, så skal økonomien hænge sammen, der må ikke komme øgede skatter og afgifter og erhvervslivets konkurrenceevne må ikke forringes,« siger han.
Der er dog også en række områder, hvor der nu er helt frit spil for det nye flertal. Først og fremmest udlændingeområdet. Her er alle forlig vedtaget smalt mellem V, K og O og da dé partier ikke har flertal længere, kan S-SF-R med hjælp fra Enhedslisten nu frit vedtage nye forlig.
Men udlændingeordfører Karsten Lauritzen (V) er skeptisk:
»S har stemt for en masse, vi har aftalt i VKO, SF har stemt for noget af det og R har næsten altid stemt imod. Der skal virkelig megen fantasi til at forestille sig, hvor meget sådan en ny regering kan blive enig om,« siger Karsten Lauritzen.
Det er en mangeårig parlamentarisk skik, at enhver ny regering tiltræder gamle forlig, hvis der stadig er flertal for dem.
Men situationen for Helle Thorning Schmidt er helt anderledes udfordrende, end den har været for nogen af hendes forgængere, siger adjunkt Flemming Juul Christiansen fra Aarhus Universitet.
»At der er så mange aftaler på kryds og tværs mellem en regerings partier er nyt og usædvanligt. Det blive lidt spændende at se, hvordan de håndterer det,« siger han.
»Hvis vi går tilbage til, da Nyrup overtog magten i 1993 (for S, R, CD og Kristeligt Folkeparti, red.), så var de fire partier med i de fleste forlig sammen. Og ser vi på VK-regeringens tiltræden i 2001, så var man også her fælles om det meste. I den sidste tid under SR-regeringen indgik V og K heller ikke i særlig mange forlig.«
Ifølge tidligere SF-politiker Aage Frandsen, der senere har studeret og skrevet indgående om den danske forligstradition, er det fuldstændigt utænkeligt, at en regering opsiger et forlig uden først at lade det gælde efter et valg. Det skete én gang under Anders Fogh Rasmussen (V), da han efter sin overtagelse af regeringsmagten i 2001 afskaffede retten til modersmålsundervisning i folkeskolen. Men kun den ene gang.
»Man løber ikke fra forlig. Det er ikke skrevet ned som regler i forretningsordenen, men en tradition, der er opbygget gennem en lang årrække. At Fogh kunne slippe afsted med det, skyldes nok først og fremmest den unikke flertalssituation, han stod i. Det gør Helle Thorning- Schmidt ikke. Men der er heller ingen, der har sagt, at politik skulle være nemt,« siger han.
Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen.
Når jeg læser artikler som denne og høre hvordan den nye opposition holder møder for at sætte kæppe i Thornings bestræbelser på at få Danmark kickstartet så kan jeg ikke lade være med at spørger for hvis skyld partierne har stillet op til Folketinget?
Det virker ikke som om de er villige til at forsøge at løse problemerne og slet ikke i fællesskab , som så godt som alle partier lovede før valget.
Helle Thornings udfordringer er større end Nyrups og Foghs
------------
især pga. fogh og nyrup
PS: Jeg kan ikke lade være – Hørte i går i DR1 Penge magasin Dorte Fals (eller hvordan det staves) sige at OVK havde forsøgt med offentlige investeringer ( ja men deres forsøg var for små og forsendt, efter at OVK hånet S, SF, EL og R for at de ville kickstarte økonomien ved at fremrykke offentlige renoveringer osv.) samt at OVK havde forsøgt med at tilbagebetale de indbetalte penge til den tvungne pensionsopsparing, som SR-regeringen indførte for at hindre en overophedning i 1999 ( her blev de fleste penge brugt til afbetaling og kun lidt til øget forbrug. Men staten var her den store vinder da de fik mange penge ind i skat ved tilbagebetalingerne af ordningen) Ligeledes hørtes at rente værktøjet ikke kunne skrives længere ned.
Med andre ord politikkerne har ikke de helt store muligheder i dag, men hvorfor gav DR indtryk af at OVK havde ført en ansvarlig politik og ikke noget om at de først havde gjort noget efter OVK først havde hånet oppositionen for så til sidst at tage deres forslag.
Da Nyrup kom til, havde Radikale i 10 år været støtteparti for eller deltaget i Schlüters regeringer. Så er det virkelig rigtigt, at Nyrup var bundet af færre brede forlig? Jeg har ikke undersøgt sagen, men umiddelbart synes jeg, at det lyder tvivlsomt.
Jeg synes også, at mange har utroligt travlt med at fremmane et billede om, hvor fantastisk vanskeligt det bliver for Helle Thorning at regere. Men ærlig talt kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være vanskelige at få Enhedslisten og Radikale til at blive enige, end at få Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til at blive enige.
Man mærker hensigten og bliver ærlig talt lidt forstemt.
At det ser svært ud for Thorning er jeg dog delvis enig i. Men det skyldes noget helt andet. Nemlig at hun kom til magten med et meget lille flertal og derfor kommer til at slås meget hårdt for at bevare den i mere end en enkelt valgperiode. For der er jo ganske enkelt ikke ret mange stemmer at "give af", hvis vi også skal have en rød regering efter næste valg.
Og herudover giver et så tæt valgresultat givetvis også den nye opposition blod på tanden i forhold til at føre hård og ukonstruktiv oppositionspolitik. Så chancen for det brede samarbejde hen over midten, som både R og K talte om før valget, de er nok ikke ret store. Hvilket så igen kan gå hen og skuffe en del af R´s mange nye vælgere og bringe regeringen til fald allerede ved næste folketingsvalg.
Men nu skal Helle Thorning og alle de andre jo altså lige have en chance, før vi begynder at skrive deres gravskrift.
Hendes største udfordring må da helt klart være at få ryddet op efter det 10 år gamle dødsbo hun har overtaget
Forlig eller ej. Hvis der er flertal for et forslag i salen, det kunne fx. være om afskaffelsen af efterlønnen, hvorfor så ikke bare stemme om det?