Nyhed
Læsetid: 4 min.

Man kan godt være både ildsjæl og managementhaj

Statens stigende krav om, at de frivillige organisationer skal professionalisere sig, behøver ikke nødvendigvis at slukke gnisten hos ildsjælene. Den unge generation af frivillige ser nemlig ikke et modsætningsforhold mellem det sociale engagement og resultatorientering
Indland
30. september 2011

Mange borgere vil gerne arbejde ulønnet for sager, de finder vigtige. Og det, der begynder som en frivilligindsats, ender ofte som en veletableret organisation, drevet af en professionel ledelse, lyder det fra social iværksætter og tidligere direktør for Mandag Morgen Lars Jannick Johansen.

»Tendensen til, at frivillighedsmiljøet professionaliseres er ikke ny, i disse år forstærkes den bare«

— Hvordan mærker man det i frivillighedsmiljøet?

»Rigtig mange af dem, som jeg har talt med i civilsamfundet og i den frivillige sektor, oplever, at skruen er blevet strammet. Reguleringer af, hvad man laver, og hvordan man laver det, er simpelthen skærpet.«

Ifølge Lars Jannick Johansen kommer presset ikke alene fra staten. Professionalisering af fonde på frivillighedsområdet har også bidraget. Private fonde som giver penge til godgørende formål, spiller i dag en betydningsfuld rolle, både når det gælder om at finansiere de frivilliges projekter, og om at iværksætte udvikling inden for velfærd og det sociale område.

»Vi ser fonde blive stadig mere bevidste om deres egen rolle. De vil gerne være med til at udfylde huller, hvor staten ikke vil eller kan slå til, og de vil gerne hjælpe til, at nye initiativer bliver prøvet af. Det kan godt være at de offentlige velfærdsydelser er vokset, men det er borgernes oplevede behov for velfærd også. Derfor er det enormt positivt, at flere private midler vil bidrage til at udvikle vores velfærd. Og egentlig er fondenes engagement heller ikke noget nyt — det er bare også en tendens, som forstærkes i disse år.«

— Den stigende professionalisering har fået flere iagttagere til at frygte, at gnisten hos de frivillige vil blive slukket, fordi frivillighedsmiljøets impulsivitet og sociale engagement skiftes ud med tvang til professionalisering og endeløse evalueringer. Har de grund til at bekymre sig?

»Hvis man kigger på en organisation som Ungdommens Røde Kors, har de fordoblet antallet af frivillige unge de seneste år. Årsagen til succesen er simpelthen, at de har forstået at engagere de unge på deres præmisser. De får mange unge ind, som kommer, fordi de gerne vil hjælpe og heller ikke har noget imod, at det ser godt ud på cv'et. For dem er der ikke noget modsætningsfyldt i at være socialt engageret og professionel. Faktisk kan man sige, at den professionelle tilgang kan øge engagementet.«

Ansvar kræver ledelse

Da Frivilligrådet sidste år stillede forslag til den nationale strategi, fokuserede det på, hvordan de frivillige kunne påtage sig større roller inden for det offentlige. De ambitioner øger ifølge Lars Jannick Johansen kravene til ledelse på området.

Han henviser til, at der allerede er sat en række initiativer i gang, som skal bidrage til at opfylde ambitionerne. Fra efteråret 2011 udbyder University College Lillebælt for eksempel en diplomuddannelse for ledere i frivillige organisationer.

— Kan man ligefrem tale om et kulturskifte på frivillighedsområdet, hvor det solidariske udgangspunkt for frivilligt arbejde er udskiftet med en mere resultatorienteret tilgang?

Jeg tror det er kunstigt dilemma for mange af de unge. Som sagt fornemmer de ikke, at det at være solidarisk og resultatorienteret skulle være to forskellige ting. Men det er da rigtigt, at ildsjælene fra 1970'erne typisk var langt mere ideologisk motivere, end de unge, vi ser lave frivilligt arbejde i dag.

I dag er man ikke nødvendigvis drevet ideologi, men udfaldet er mindst lige så godt. Når velfærdssamfundet og den frivillige sektor bliver udfordret, er det godt, at den nye generation kan være bannerfører for, at man kan hjælpe med en konstruktiv tilgang.«

At man har lavet en decideret diplomuddannelse for ledelse af frivillige, siger ifølge Lars Jannick Johansen en del om det frivillige arbejdets dilemmaer — men det er i lige så høj grad et udtryk for, at uddannelsesmarked udvikler sig, så man skaber uddannelser til et hvert behov, som måtte opstå.

Velfærdssikring

Presset på velfærdssamfundet er en af hovedårsagerne til, at professionaliseringen af den frivillige verden tager til, mener Lars Jannick Johansen:

»Vi står med en gordisk velfærdsknude. Færre skal gøre mere, bare billigere og bedre. Derfor er det helt naturligt, at politikere og borgere begynder at se på, hvad man kan gøre i et andet regi end det offentlige. I dag taler man jo om velfærdsrettigheder, som om velfærd var en vare — et produkt, som skal kvalitetstestes og leveres til borgerne. Det er den forståelsesramme, de frivillige risikerer at blive en del af.«

— Hvert år modtager frivillighedssektoren et tocifret milliardbeløb fra det offentlige. Køber statens sig dermed ret til at stille resultatorienterede krav til organisationerne? Er det i virkeligheden sektorens egen statsafhængighed, der udløser presset fra det offentliges side?

»Langt det meste frivillige arbejde finder man steder som på min søns fodboldhold. Sport og kultur har generelt altid været populære områder for frivillige. Nogle af pengene deler man løbende ud, så de frivillige organisationer og foreninger kan fungere, her stiller man ikke de store krav. De øvrige midler bruger staten til at betale organisationer for, at varetage ansvar og løse opgaver, der sigter på at opfylde bestemte mål. Og når man ligefrem betaler organisationer, som kan have et stærkt frivilligt element, for at varetage specifikke opgaver, er det vel fair nok, at man stiller resultatorienterede krav. Udfordringen er mere at stille de konstruktive krav.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Kan ikke mindes en eneste forening, hvis bestyrelse jeg selv har været med i, som ikke har haft problemer med at få folk til at stille op til valg og til efter valget at påtage sig arbejdsopgaver forbundet med dette hverv.

Om det nu er ideologien, der halter, engagementet der mangler, det manglende honorar - eller den kendsgerning, at der kan være langt fra ord til handling, er ikke så enkelt at afgøre, men mangt et bestyrelsesmøde kan være blevet afholdt, hvor det ikke har skortet på store og gode idéer, men hvor det ofte har knebet voldsomt med udførelsen bagefter.

I det hele taget synes den daglige drift, de kedelige opgaver, som bare skal gøres, ikke at være noget, der appellerer til særligt mange.

En del foreninger har ikke andet at gøre godt med end medlemskontingentet, og der er slet ikke mulighed for at købe assistance til drift - ej heller til professionalisering.

Det frivillige arbejde vil af nogle blive udført, fordi det giver mulighed for personlig markering og ajourføring af cv'et, der skal bruges ved regulære jobansøgninger. Det er ikke så særlig unormalt at se nu om dage, og nogle - fortrinsvis yngre - mennesker forekommer overvejende at være tiltrukket af forenings- og bestyrelsesarbejde af denne grund.

Om det er en holdbar løsning for varetagelsen af det frivillige arbejde, at den enkelte har en dagsorden, hvor der satses på at score personlige pointved at have deltaget, når der siden søges job, eller om en dedikeret professionalisering af det frivilige arbejde bør finde sted, for at det kan videreføres, kan man jo så spekulere på.

Men noget siger mig, at ideologi og filantropi alene ikke længere gør det.