Læsetid: 3 min.

Der kommer aldrig et rødt pointsystem

Efter de seneste dages tovtrækkeri om S-SF's omdiskuterede pointsystem, står det klart, at der formentlig aldrig bliver indført et pointsystem. Radikale Venstre får æren, mens SF har taget tæskene for noget, som aldrig blev
6. september 2011

Fair krav, integrationssystemet, fleksible ægtefællepligter. Man kan forestille sig mange overskrifter på de regler, som en ny S-SF-R-regering vil sætte i stedet for regeringens pointsystem for familiesammenføring. Men betegnelsen bliver næppe 'pointsystemet'.

For selv om S-SF med møje og besvær fremkom med et fælles pointsystem i november, som matchede regeringens retorik og lukkede en flanke i den ømtålelige udlændingedebat, så åbnede det en anden. Nu er det Radikale Venstres retorik, som presser S-SF.

R-formand Margrethe Vestager fastholder nemlig stædigt, at »vi ikke lægger stemmer til et pointsystem«.

Pointdebatten kickstartede de radikales fremgang i meningsmålingerne, og kan Vestager få det røde pointsystem skrottet, vil sejren være stor også selv om der under en anden overskrift indføres en række krav til familiesammenføringer, som bygger på S-SF's system.

For et 'pointsystem' bliver det i hvert fald ikke. Således vil både Enhedslisten og Radikale Venstre uden anklager om løftebrud kunne stemme for de lempelser, som det nye unavngivne system vil rumme i forhold til regeringens eksisterende.

En tredje vej

Men det er ikke sjovt for S-SF, at forhandlingerne med Vestager foregår i pressen.

'Bøvl' var den alarmmelding, som SF's gruppeformand, Ole Sohn, i søndags fik fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

S-ordføreren havde nemlig udtalt til Jyllands-Posten, at »enten indfører man det pointsystem, som vi har fremlagt, eller også kommer det andet til at stå«.

Men eftersom der netop intet flertal er for S-SF-systemet, ville konsekvensen af Sass Larsens scenarie blive, at en ny regering måtte bevare den gamle regerings stramme system.

En plan, som Ole Sohn og et i forvejen udlændingepolitisk presset SF naturligvis ikke kunne godtage. Derfor sagde SF'eren det stik modsatte til Jyllands-Posten;

»Det blå system bliver afskaffet, hvis der kommer et regeringsskifte. Punktum.«

Og sådan blev mandagen en dag, hvor de for S-SF mest uønskede ord splid og udlændingepolitik igen prægede valgkampen i medierne.

I går eftermiddag måtte de to partier redegøre for deres fælles politik i en pressemeddelelse. Heraf fremgik det, at S-SF ikke vil »stille ultimative krav«, og at det blå pointsystem afskaffes uanset hvad. Sohn fik ret, Sass fik fred for nu.

'Genistreg' var den betegnelse, som iagttagere brugte om regeringens blå pointsystem, da det blev lanceret sidste år. I dag står det klart hvorfor.

Pointene har startet en debat i oppositionen, som i måneder har skabt 'bøvl' og nu har fjernet hele valgkampens fokus fra de blå stridigheder til de røde.

Et farligt fokusskifte for S-SF, fordi en slingrekurs risikerer at skubbe midtervælgere tilbage mod blå blok og måske endnu mere sandsynligt kan accelerere fremgangen hos Radikale Venstre og Enhedslisten, hvilket presser S-SF's handlerum i en ny regering yderligere. De radikale og Enhedslisten er siden i onsdags gået frem med samlet tre mandater, mens S er gået fire tilbage, viser det seneste vejede gennemsnit af meningsmålingerne.

Symboltab

Ironisk nok siger integrationsordfører Astrid Krag i dag, at SF faktisk er »fløjtende ligeglade« med, om pointsystemoplægget vedtages i sin ordrette form. Det er indholdet, det handler om, påpeger hun. Samme holdning er der i S-toppen.

Og på indholdssiden er Radikale Venstre slet ikke så stædige, når det kommer til stykket. De vil gerne være med til at stille rimelige krav, når der skal laves en kompromisaftale.

Men netop derfor ærgrer det SF, at Radikale Venstre har høstet Søvndals stemmer og et par ministertaburetter på det, som SF opfatter som en 'navnekrig', der handler mere om form end om indhold. Da baglandet i november rasede over SF's tilslutning til pointsystemet, handlede det også mere om princippet »at sætte point på kærlighed« end om indholdet i det lempelige pointsystem.

Margrethe Vestagers store symbolsejr er et lige så stort symbol på, hvordan SF har måttet betale den højeste pris for den retoriske balancegang, der fortsat kræves i dansk udlændingepolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu