Opgøret med blokpolitikken

Et opgør med blokpolitikken var et af de centrale budskaber i den nu overståede valgkamp, og Helle Thorning-Schmidt vil lige så meget af strategiske som mere reelle årsager indlede sin statsministertid med at forsøge at samle bred opbakning til en pakke, der skal bringe Danmark ud af de økonomiske problemer.

Selve regeringsgrundlaget, der påbegyndes forhandlinger om denne weekend, kan reelt gøres til så løse formuleringer og målsætninger, at det ikke behøver at blive det store problem at blive enige for S-SF-R eller S-R-SF, som en top-DF'er spydigt kalder koalitionen med henvisning til, at Radikale Venstre er blevet større end SF.

Men både S og SF er indstillet på, at det bliver umuligt at gennemføre de økonomiske reformer og vækstinitiativer, de gik til valg på, i en situation hvor både Enhedslisten og Radikale Venstre står markant styrket, og flertallet er yderst skrøbeligt.

Det største nederlag er den borgerlige tilbagetrækningsreform, som de radikale nægter at bryde, og som derfor står til at blive gennemført, selv om S-SF netop gjorde valgkampen til en folkeafstemning om efterlønnen, som også Enhedslisten er stærkt imod.

Efterlønsreformen

Efterlønsreformen vil være det første beslutningsforslag, den borgerlige opposition vil stille efter valget og i dén situation er analysen kan det være mere fordelagtigt at inddrage de borgerlige i et nationalt kompromis, der signalerer handlekraft og ansvar.

Flere centrale politikere i den røde blok varsler, at man, når regeringsgrundlaget er på plads, vil gøre alt for at inddrage mindst et af Folketingets borgerlige partier for på en gang at skabe sig legitimitet og bevise, at man lever op til løftet om et opgør med blokpolitikken.

Og selvfølgelig samtidig muligvis splitte den nye borgerlige opposition.

En form for gentagelse af Lars Løkke Rasmussens efterlønskup fra foråret, hvor han for en stund trak de radikale over midten.

Et godt bud er, at man vil kombinere en forbedret tilbagetrækningsreform med andre arbejdsmarkedstiltag i forbindelse med trepartsforhandlingerne, og herunder eksempelvis holde fast i efterlønsreformen, men styrke den seniorførtidspension, som VKOR indførte som kompensation for de svageste efterlønnere. Også en hånd til de dagpengemodtagere, der til sommer falder for den forkortede dagpengeperiode, bliver nævnt.

Det vurderes desuden, at der under disse forhandlinger vil komme helt nye forslag og kompromisser på bordet, der slet ikke har været præsenteret under valgkampen.

Alt sammen skønne tanker fra S-SF. Men spørgsmålet er, om de forregner sig.

Konservativ bet

Den største bet for den kommende regering er nemlig ikke, at både S og SF gik tilbage. Det er paradoksalt nok at Konservative blev hårdere ramt ved valget, end selv de mest dystre skeptikere havde troet.

Konservative har markeret et ønske om et samarbejde på tværs af blokkene og har behov for en ny og selvstændig profil uden for VKO-blokken.

Men problemet er, at Konservatives kun otte mandater ikke kan erstatte Enhedslistens 12. Og dermed har Helle Thorning ingen 'kludetæppemuligheder', hvis hun virkelig skal lykkes med at føre politik over midten. Hvis blokpolitikken skal brydes, skal det være med et historisk bredt forlig, der inddrager enten DF eller Venstre. Og selv om begge de partier siger, at de vil arbejde for indflydelse og ikke - med Pia Kjærsgaards ord sætte sig over i hjørnet og surmule, så synes lysten til forsoning noget mindre efter valget.

Nogen i blå blok har svært ved at skjule, at man selv om det er en klassisk fejl begået af mange afgående regeringer tror, at den ny regering vil falde fra hinanden helt af sig selv inden for kort tid.

Andre er langt mere realistiske og tror, at den røde koalition vil holde kraftigt fat i taburetterne til sidste minut af valgperioden.

»At have magten er et af de stærkeste incitamenter til at blive enige,« siger en blå toppolitiker.

Men man vil ikke hjælpe til med at finde finansiering uden at tage sig meget kraftigt betalt for det.

»Vi kan da sagtens forestille os at sige, at dé penge kan vi desværre ikke hjælpe med at finde. Der må I tilbage til Johanne (Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, red.) og se, om hun vil være behjælpelig,« som en DF'er udtrykker det.

Venstres selvbevidsthed

Med en fremgang på ét mandat for første gang i ti år og en status som Danmarks største parti er selvbevidstheden trods valgnederlaget også markant hos Venstre-folket. Heller ikke her lægger man skjul på de kraftige krav, man vil stille, når man møder op til forhandlingerne.

Både Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen forlod allerede på valgnatten den forsonende linje og garanterede under en debat i Publicistklubben i går, at man ikke vil have det mindste at gøre med forhøjede afgifter og skatter, og at »der er nogle linjer, der ikke kan krydses«:

»Vi kan ikke medvirke til at gøre det dyrere at være dansker,« sagde Lars Løkke Rasmussen blandt andet.

Den røde joker

For alle de øvrige partier røde såvel som blå er Enhedslisten den helt store joker. Med Line Barfods farvel er det hele ni nye MF'ere, der træder ind i venstrefløjspartiets tredoblede gruppe. Nogle af dem er unge andre er kendt som fagforeningsfolk med mange års erfaring i benhård arbejdskamp.

Hvordan dén gruppe ville reagere, hvis den pludselig stod med valget mellem at gå på kompromis med sit erklærede princip om at »stemme for de mindste forbedringer og imod de mindste forringelser« eller at vælte en rød regering, er alle spændte på at se.

Under alle omstændigheder vil både de kommende uger og den kommende valgperiode kræve en diplomatisk snilde og forhandlingstæft af Helle Thorning-Schmidt og hendes folk, som ingen dansk regeringsleder har haft brug for i ti år.