Læsetid: 7 min.

Regeringen bliver mere grøn end rød

Danmark vågner i dag op med udsigt til sin første kvindelige statsminister, men også til den første regering med socialistisk deltagelse. Forhandlingerne om et regeringsgrundlag de kommende dage vil formentlig vise, at det er det grønne, der samler S-SF-R, mens det røde vil fortone sig
Danmark vågner i dag op med udsigt til sin første kvindelige statsminister, men også til den første regering med socialistisk deltagelse. Forhandlingerne om et regeringsgrundlag de kommende dage vil formentlig vise, at det er det grønne, der samler S-SF-R, mens det røde vil fortone sig
16. september 2011

Det siges under alle valgkampe, at der er tale om et ’historisk’ valg. Men »det er kun historisk, når der sker et systemskifte. Det var historisk i 2001, og det er historisk nu,« lød det fra Mogens Lykketoft, der som en af de første S-profiler i går mødte op til den fest, som Socialdemokraterne har ventet 10 år på at holde.

I dag vågner manden, der ikke selv magtede at slå Fogh, sammen med alle andre danskerne op til et på flere måder nyt Danmark.

»Det er som nat og dag, solnedgang og solopgang. Det er en af de store oplevelser, der ændrer livet for et politisk menneske, og det er en af de aftener, der ændrer Danmark,« lød det fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da Information bad ham sammenligne oplevelsen af gårsdagens aften med den, han havde under valgnederlaget i 2001.

Kort tid efter sluttede også en synligt rørt Anker Jørgensen sig til selskabet. Med en stok i hver hånd blev det socialdemokratiske koryfæ klappet op ad den røde løber og i festsalen blev han modtaget af fremtidens Socialdemokrater i form af DSU-medlemmerne.

»Danmark har brug for en so-cial-demo-kratisk regering,« hujede de. Og den får de.

Men de store gloser til trods tyder alt på, at de kommende dages forhandlinger med Radikale Venstre om et regeringsgrundlag vil ende med noget, der er en del mindre rødt, end det som S-SF gik til valg på.

Mindre rødt

De røde kom ved gårsdagens valg aldrig i nærheden af det første rene ’arbejderflertal’ siden det Røde Kabinet i 60’erne. Det til trods for, at det flere gange i denne valgperiode har set ud til at kunne blive en reel mulighed. Men alligevel får vi for første gang nogensinde en regering med deltagelse af både socialdemokrater og socialister.

Læg dertil et støtteparti i Enhedslisten, der både møder op til en ny folketingssæson med flere medlemmer og større selvtillid. På papiret ligner det så en rødere regering, end Danmark nogensinde har haft.

Flere hundrede håbefulde Ø-medlemmer ventede spændt på frontfiguren Johanne Schmidt-Nielsens ankomst i Pumpehuset i aftes, mens billedet af kommende MF’er Stine Brix tonede frem på en storskærm.

»Vi kommer til at få indflydelse på en rød regering,« lød det fra hende, mens medlemmerne klappede.

Enhedslisten vil dog ikke direkte deltage i forhandlingerne om et regeringsgrundlag.

Ifølge kilder i alle lejre er der ingen grund til at gøre sig forhåbninger om eksempelvis at få ændret S-SF’s ny millionærskat til en halvmillionærskat, selv om det har været en af Enhedslistens mærkesager i valgkampen.

De har ikke det store at true med, da ingen tror på, at de vil kunne finde på at vælte en ny regering, og i partiet er man udmærket klar over, at mulighederne for at få konkret indflydelse vil være større i forbindelse med konkrete forhandlinger, hvor S-SF-R ikke kan basere sin opbakning på den nye blå opposition.

Til regeringsgrundlaget vil Enhedslisten bidrage med mere runde ønsker om eksempelvis en klimalov, der forpligter en ny regering på de grønne mål, hvilket ikke afvises hos de øvrige partier.

Andre lignende men mere problematiske indspark kunne være mål for at nedbringe ulighed og arbejdsløshed og nogle hensigtserklæringer om at indføre et privatiseringsstop i forlængelse af S-SF’s forslag om at fritage kommunerne for tvungen udlicitering. Men dels kan målene give bagslag for en regering, dels vil Radikale Venstre næppe juble.

Udlændingepolitik

I erkendelse af, at man næppe får S-SF til at bryde et konkret valgløfte, så vil 24-års-reglen bestå, mens Enhedslisten og Radikale Venstre kan se frem til en revidering af det pointsystem, som skal erstatte regeringens pointsystem for familiesammenføring og permanent ophold, ligesom Enhedslisten ifølge Informations oplysninger vil bringe en idé om et konventionstjek på udlændingeområdet på banen, der kan være mere spiseligt.

Særlig afgørende indflydelse vil Enhedslisten heller ikke få på sigt, lyder analysen i SF, hvor partiformand Villy Søvndal – paradoksalt nok eftersom det var ham, der drev de røde frem i den førerposition, de har haft i snart et par år – er endt som en af valgkampens største tabere.

»Vi har betalt prisen for at skabe et reelt alternativ til en regering, vi var nødt til at få skiftet ud,« sagde Ida Auken, men ligesom de flere hundrede SF’ere i Carlsbergs gamle haller på Vesterbro, nægtede hun at kalde det et nederlag.

Et blik rundt i salen efterlod ingen tvivl om, at SF har to partier i sig; dem der stod i baren og brokkede sig over, at øllerne til en socialistisk fest kostede 49 kr. og det korps af unge, moderigtige, højtråbende rådgivere, der har formet og båret Villy Søvndal og partiet igennem en større moderniseringsproces, og i går aftes stod og fejrede sejren med jævnaldrende amerikanske, demokrater fra Obama-kampagnen. SF’s resultat er i særdeleshed både deres sejr og nederlag, men også en af dem, der har været med i massevis af år – en tydeligt berørt Steen Gade – kaldte det det hele værd.

»Selvfølgelig kan jeg leve med det. Det her er et livsprojekt, og så må man tåle at bløde lidt,« sagde han.

»Det er en anden fornemmelse end at vinde mandater som ved sidste valg. Men vi har gjort det, vi sagde, vi ville efter nederlaget for fire år siden, og uanset hvad folk siger, så er jeg så stolt,« sagde Ida Auken.

Centrale SF’ere har i valgkampens sidste dage ellers udtrykt stor frustration over at have været ’ofre’ for både Enhedslistens og Radikale Venstres egocentriske stemmemaksimering, og man har ikke tænkt sig at lade dem få sejre, som man har fået tæsk for i valgkampen.

Analysen lyder nu, at selv hvis man bliver ved med at tabe lidt vælgere, så er det primære projekt fortsat at vise regeringsduelighed.

I går overbeviste de vælgerne om, at de skal have muligheden. De næste fire år skal de bevise, at de kan levere.

Ligesom valgkampen har været præget af budskaber om brede samarbejder, er SF’s strategi at placere sig med de afgørende centrum-venstre-mandater i brede forlig der kan række helt fra Konservative til SF, og det vil man allerede se i forhandlingerne om et regeringsgrundlag, hvor man vil stå last og brast med Socialdemokraterne.

På den måde vil man at kunne neutralisere valgnattens anden dronning, Radikale Venstres Margrethe Vestager, der valgkampen igennem har sikret solid fremgang.

R som i regeringsiver

Selv om partiformanden i går udtrykte, at det var ’fifty fifty’, hvorvidt R overhovedet skulle deltage i en ny regering, så tegner der sig reelt stor regeringsiver i partiet.

Der har dog endnu ikke været særlig mange konkrete drøftelser med Radikale Venstre om, hvad der i sidste ende skal stå i regeringsgrundlaget, og Vestager, Thorning og Søvndal har kun drøftet regeringsgrundlag meget løst på deres ugentlige møde, så reelt starter de fra nul.

Socialdemokraternes hidtige stabschef – og formentlig nyindvalgte folketingsmedlem – Bjarne Corydon, har sammen med lederen af Radikale Venstres politisk-økonomiske afdeling Jacob Blomgren Knudsen og SF’s næstformand Thor Möger Pedersen forberedt sig på, hvordan et regeringsgrundlag kan strikkes sammen, men meldingerne fra alle sider er, at vælgerne kan glemme flere af de løfter, som har fyldt meget i valgkampen.

Forhandlingerne vil formentlig køre i to spor; et som skitserer de langsigtede løfter, og et andet, som skal munde ud i en krisepakke, som man formentlig vil forsøge at opnå bredt forlig omkring.

Selv om ingen af partierne møder op til forhandlingerne med ultimative krav, er der nogle steder, hvor det vil være lettere få Vestager at få indflydelse end andre. Oplagte forslag, som man forudser, der kan lide døden under forhandlingerne, vil være S-SF’s pointsystem for familiesammenføring, som alle synes indstillede på at lade erstatte af nogle mindre firkantede krav. Det samme gælder uddannelsespanten, millionærskatten og skattelettelser til bolighandlende, hvoraf det kun er millionærskatten S-SF reelt brænder for. Afgifter på det sunde og det beskidte vil alle bakke op om, og en hurtig investeringsplan i sundhed og uddannelse kommer til at gå glat igennem.

Efterløn?

Den helt store ubekendte i ligningen er spørgsmålet om efterlønsforringelser, dagpengeperioden og trepartsforhandlinger om længere arbejdstid.

Står DF fast på efterlønsforringelserne på trods af at magten og en stor del af betalingen ryger, bliver den indskrevet i regeringsgrundlaget, mens det i modsat fald formentlig ender i nogle bløde formuleringer om, at man forpligter sig ved at finde de nødvendige milliarder i forhandling med arbejdsmarkedets parter.

Dagpengeperioden, der er halveret af regeringen, vil formentlig ende i et kompromis, hvor man redder de dagpengemodtagere, der står til at falde ’ud over bjerget til næste år’ – som det formuleres – men at man laver en form for konjunkturbestemt ordning, der gør, at dagpengeperioden forlænges og forkortes alt afhængigt af ledighedskøen.

Det er mindre sikkert, om Radikale Venstre vil få store indrømmelser på de fremrykkede offentlige investeringer, som de vil halvere, men til gengæld får de med garanti mere målrettet grønne, klimarenoveringer og lignende, der betaler sig tilbage. Igen er det det grønne, der samler.

Det bliver et kompliceret, men ikke uoverkommeligt puslespil, lyder vurderingen fra alle parter, og resultatet bliver mere grønt end rødt.

Men inden de tager fat på den hovedpine, skal de formentlig af med tømmermændene efter gårsdagens fest, hvor nattens største dronning – på trods af endnu et historisk dårligt valgresultat efter socialdemokratiske standarder – trods alt fik vælgernes tillid til at blive Danmarks snart første, kvindelige statsminister. Det er historisk.

Eller som et S-medlem udtrykte det midt i gårsdagens fejring: »Det er ikke helt godt. Men der okay. Vi får en ny regering.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med hensyn til SF står der i artiklen:
"I går overbeviste de vælgerne om, at de skal have muligheden. De næste fire år skal de bevise, at de kan levere."

Er det ikke en sær konklusion i betragtning af deres markante tilbagegang? Ligeledes, er det ikke sært at se det som en ubetinget sejr til Socialdemokratiet at partiet er mindre end det har været siden før år 1900?

Jeg føler og udleder af resultatet at mange vælgere vil have et opgør med blokpolitik, og at de egentlig bedre kunne lide SF da det var et RØDT parti fremfor blot et "regeringsdueligt" parti. At der sandsynligvis kommer en S-SF ledet regering er vel i realiteten PÅ TRODS af disse to partiers resultat ved valget snarere end på grund af det?

Stoltheden over regeringsskiftet bør ligge hos Ø og R. Ikke hos S og SF.

Både SF og C ser for mig ud som identitetsløse partier oven på valget.

Interessante betragtninger, men kan I ikke droppe det der "dronning"?
Mærkeligt at bare fordi det er kvinder der vinder så skal det ord bruges, - jeg erindrer ikke man har talt om konger når det var mænd der vandt..
I øvrigt er det skØnt at Enhedslisten var det parti der der gik mest frem! Endelig bliver der fokus på klima og grøn energi igen..

Lennart Kampmann

Vælgerne har med rette sendt C i retning af spærregrænsen, og SF vil på sigt lide samme skæbne, hvis de opgiver et ideologisk ståsted.

Valget er en klar styrkelse af midten og dermed fornuften i dansk politik. Der skal forhandles, og alle skal give lidt for at få lidt.

DF har ikke længere veto-ret, og der kan igen føres en nuanceret politik i forhold til indvandring og EU.

Ikke ringe, ikke ringe.

med venlig hilsen
Lennart

Hvis man vil vide om regeringen bliver grøn, skal man ringe og spørge CEPOS.

Det er nemlig CEPOS-økonomerne der taler i Margrethe Vestagers øresnegl (det siger hun selv på valgplakaterne).

Margrethe Vestager sagde allerede før valget, at hun ikke vil acceptere selv den mindste indblanding fra S-SF's side.

At regere hen over midten bliver med RV (altså CEPOS) som det "røde" islæt og VK og LA som det blå islæt.

Imens kan Helle T. få lov at køre rundt i sin ministerbil - en bil der bliver inddraget i samme sekund hun gør mine til at åbne munden.

Uanset om det bliver en rød eller grøn regering kan ingen af venstrefløjens politikere ændre ved den ubestridelige kendsgerning, at de ikke på noget tidspunkt gennem lovgivning i Folketinget kan forhindre, at de private eksportvirksomheder herhjemme èn gang for alle flytter deres produktionsapparater til lavtlønslande i EU-landene og Asien, fordi de ikke er konkurrencedygtige nok, takket være de nye skatter og afgifter, som Helle Thorning-Schmidts regering vil byde på i den kommende tid.

Og hvad skal vi så leve af på den lange bane?

Ej heller kan Helle Thorning-Schmidts regering forbyde millionærer og andet godtfolk med formuer, at hæve deres penge i landets banker, og i stedet overføre dem til Schweiz eller andre nationer, hvor de ikke brandbeskattes som i Danmark, og hvor over halvdelen af vælgerbefolkningen i dag livsforsørges af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke med arbejdsgivere og lønmodtagere i det private erhvervsliv, foruden de også finansierer hele eksistensgrundlaget for næsten èn million offentlige ansatte i stat, regioner og kommuner.

50,3% af vælgerne kan ikke siges at være en overbevisende valgsejr for en venstreorienteret politik, der i sin yderste konsekvens går ud på at skabe en nykommunistisk stat a la verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime Kina, hvor der ifølge de løbende reportager fra dagbladet Informations korrespondent Martin Gøttske kun eksisterer to slags mennesker: dem som er privilegeret af det politiske system … og så alle de andre … der må leve fra hånden til munden.

49,7% af vælgerne hos "blå blok" kan nu få lov til i den kommende tid, at se om Helle Thorning-Schmidt og hendes støttepartier virkelig lever op til deres ord før og under valgkampen om, at nu skal det være slut med blokpolitikken på Christiansborg, så vi kan få et bredere samarbejde i landets parlamentariske forsamling. Men allerede efter valgresultatet fik man en indikation om netop dèt punkt, da Helle Thorning Schmidt på vej ind i Folketinget sagde, "at et flertal er et flertal – og det skal bruges”.

Nøjagtig som VKO har gjort det i 10 år.

Tilbage står nationens ”slavehær” af private arbejdsgivere og lønmodtagere i den situation, at de nu skal knokle endnu mere hver dag, så den nye regering kan opfylde alle sine økonomiske velfærdsløfter over for halvdelen af befolkningen på overførselsindkomster plus de offentlige ansatte, hvis månedlige livsforsørgelse er fuldstændig betinget af skatterne og afgifterne fra de eksportindtægter, som erhvervslivet tjener hjem på det globale marked.

Venstrefløjspartiernes unge vælgere stod i går aftes og skreg af lykke over valgsejren, tårerne strømmede ned ad kinderne på adskillige mænd og kvinder, der alle drømmer om at de hver især nu kan sikre deres egen økonomiske fremtid i det politiske magtapparat og den offentlige sektor med fed løn og pension, fordi de er loyale partimedlemmer over for Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen.

Ingen af de mange håbefulde unge partister i venstrefløjspartierne, der festede på valgaftenen med øl og musik, kunne nemlig drømme om at tage et ordinært arbejde i det private erhvervsliv som for eksempel slagteriarbejder på Danish Crown eller fabriksarbejder hos Danfoss, hvor arbejdskulturen helt logisk kræver, at man knokler effektivt fra morgen til aften på sin arbejdsstation, fordi røde tal på bundlinjen i årsregnskabet betyder lukning af firmaet eller udflytning til andre lande.

Så, joh, vi danskere skal nok blive ”et lykkeligt folkefærd” efter dette valg med en udstrakt grad af økonomisk solidaritet og lighed og retfærdighed – eller manglen på samme – når blandt andet titusinder af mennesker får lov til at leve en multikulturel arbejdsfri tilværelse på overførselsindkomster fra statskassen. Men vel og mærke overførselsindkomster skabt på bekostning af det frie initiativ og den frie næring fra under èn million virksomhedsejere og lønmodtagere i det private erhvervsliv, overvejende etniske danskere, som har en anden politisk observans end venstrefløjens kommunister og socialister.

Danmarks befolkning går hårde tider i møde.

Hvis vi får en S-SF-R regering, så kan det måske udvikle sig sådan ( jeg springer" mellemregningerne over" - de er ikke så svære) , at SF senere hen bliver nødt til at forlade regeringen for ikke at bløde til døde i forhold til enhedslisten og S - og får S nogle gode meningsmålinger , hvor de atter kan se sig som det største parti, så kommer der stensikkert et valg, der afklarer "profiler og kanter" ( både i forhold til de andre - navnlig R - i rød blok og i forhold til blå blok.).

Meget uventet kan og vil ske - Det bliver en spændende periode.

En SSFR regering der stemmer for tilbagetrækningsreformer.
Er det ikke et udslag af rent magtbegær.
Intet er helligt for Villy og Helle, bare de har magten.
Troede ærligt at det kun var Sohn der var gammel "Ossi"

Den lille tilbagetrækningsreform - fra 2006 er årsagen til den rekordhøje ungdomsarbejdsløshed.

Tænk sig at forligsdogmet tvinger partierne til - i stedet for at annullere reformen fra 2006 - at indføre endnu en reform.

Hele ungdomsårgange vil ende som socialklienter. Altsammen på grund af økonomernes dumstædighed.

De vil blive ved med at påstå, at problemet er mangel på arbejdskraft - uanset hvor høj arbejdsløsheden bliver.

@Ole Bockdorff

skal vi lige gennemgå dine argumenter for fejl?

Du hævder, at lovgivning ikke kan stoppe outsoourcing, hvilket jeg i grunden er enig i. Men du forsøger at få det til, at fremstå som om VKO havde en løsning, hvilket ikke var tilfældet. Vi kan nemlig heller ikke lønpresse os væk fra outsourcing, hvilket må lede til spørgsmålet: "hvad gør vi så?" Og det er her der er væsentlig forskel på de uduelige i VKO og på det nye flertal. De har nemlig indset, at det kun er ved at have en veluddannet befolkning og en fungerende infrastruktur, at vi kan være attraktive for arbejdspladser. Derfor er uddannelses området i fokus, hvor det under VKO blot fik lov til at blive ringere.

Hvad skattely angår, så er der internationalt blevet fokus på det område, så det ikke længere er lige så nemt at sende sine penge ud af landet, uden at betale skat af dem. Truslen om, at de rige skulle vælge at flytte ud af landet er minimal, som undersøgelser fra USA viser. Tilbage står vi så med nogle mennesker, der stadig tjener en masse penge, men mukker over at det ikke er helt lige så festligt for dem. Det kan man vist ikke have ondt af.

At du tror, at man nu vil skabe et kommunistisk etparti system, vidner vist mest om, at du uforbeholdent sluger den blå propaganda. Venstrefløjen står for at udbrede demokratiet, i modsætning til de totalitært anlagte partier på højrefløjen, der ikke kan tåle at noget afviger fra normen.

Lige ledes kommer du med det slidte talking-point om størrelsen af de offentligt forsørgede. Hvor det diskret glemmes, at før stod familier og pårørende med den forsørgerpligt, hvis ikke de ønskede at sende disse personer i grøften. Intet har ændret sig, blot er der kommet en mere ligelig fordeling i forsørgeransvaret. De blå er imod, lige indtil det er dem, der står og har brug for offentlig forsørgelse. At skulle betale for at offentlige ansatte leverer en service, kan ikke sættes op imod ikke at skulle betale for sådan service, men mod at skulle skaffe den privat. Her er der rent faktisk penge at spare, ved at lade staten stå for mange af de service, bla. Hospitalerne, så drop det ideologiske sluder. Det er kun de super rige, der vil drage fordel af velfærdsstatens nedlæggelse. Og det endda kun på den korte bane.

At de unge på venstrefløjen festede fordi de nu har udsigt til 'fede lønninger' i det offentlige er endnu en dejlig ignorant udtalelse. De festede selvfølgelig fordi 1) deres valgkamps arbejde har båret frugt, 2) fordi det sorte årti, med løgne, fremmedhad og magtmisbrug, er overstået og 3) fordi der nu er udsigt til at stoppe nedbrudet af velfærdsstaten og rette op på den økonomiske katastrofekurs, som en blå regering altid efterlader.
At de ikke skulle have lyst til regulært arbejde, det er vist en myte, som du og de andre skræmte borgerlig bilder jer selv ind. Det er ihverfald ikke VU og KU, der arbejder på fabrikkerne. De har vist travlt med at se frem til et job, hvor de kan snyde og bedrage andre (med deres partiledere som foregangsbilleder)!

Jeg vil godt høre din mening, når den 'røde blok' igen har redet samfundet ud af en borgerlig suppedas!

Vestager må respektere, at Radikale fik mange stemmer fordi hun pegede på Thorning og ikke på Løkke. Havde Vestager peget på dødssejleren havde hun ikke stået med de stemmer hun står med nu.
Er Vestager en avanceret liberal bondefanger?

I disse krise tider får en ny regering slet ikke noget spillerum til at lege hasard med Danmark's økonomi. Et fejltrin, så får de obligationsmarkedet's utilfredshed at mærke - og det bliver dyrt.

Jørgen Jørgensen

Ingen af partierne får alle deres valgløfter igennem.

Hvis det var tilfældet var det jo ingen kunst at reagere.

Vi vælger dem jo for at de ska' hitte u' a' det.

Så det er vel det vi kommer til at se - en regering, der trækkes lidt bredere af ekstremerne på siderne.

Big surprise? Næppe. Og vel heller ikke så ringe.