Hvis man med den knebne røde valgsejr havde håbet på eller frygtet en kolossal omvæltning af den førte politik i Danmark, kan man godt tro om igen.
På en lang række væsentlige politikområder er der nemlig indgået brede politiske forlig eller aftaler. Og i over halvdelen af forligene er mindst ét af de tre forventede kommende regeringspartier S, SF eller R forligspart.
Det viser en optælling, Information har lavet på baggrund af en oversigt over de væsentligste politiske forlig i Danmark på hjemmesiden aabenhedstinget.dk.
Dermed står Helle Thorning-Schmidt (S) i den formentlig mest komplicerede parlamentariske situation, som nogen nytiltrådt dansk statsminister har stået i. Ud af i alt 112 stadigt gældende væsentlige forlig er det 59 af dem, som enten S, R eller SF eller flere af dem er parter i. Og ifølge mangeårig skik og praksis i dansk politik, så binder forligene, hvis der stadig er flertal bag dem uanset, om det kun er et enkelt parti i en regering, der er forligspart.
»Hvis S og SF vil have de radikale med, så vil de være nødt til at acceptere en række forlig, som de ellers har været imod«, siger adjunkt Flemming Juul Christiansen fra Aarhus Universitet, der forsker i de politiske forlig.
Lille manøvrerum
Tilbagetrækningsreformen er den mest omtalte men også aftalerne om beskatning af Nordsøolien, eller den om almene boliger er eksempler på aftaler, som S og SF er imod, men må acceptere at give V og K vetoret mod at ændre fordi de radikale er forligspartner. Også på områder som folkeskolen, beskæftigelsesområdet og energiområdet, hvor S og SF har erklærede høje ambitioner, er der forlig og vetoret til det tidligere flertal og både Venstres afgående undervisningsminister Troels Lund Poulsen, afgående beskæftigelsesminister Inger Støjberg og energiordfører Lars Chr. Lilleholt (V) erklærer sig til Information mildest talt køligt afventende over for, hvad S-SF-R måtte komme med. Forlig kan kun opsiges med virkning fra efter et valg og tidligere SF-politiker Aage Frandsen der står bag oversigten på Aabenhedstinget.dk undrer sig over, at S og SF ikke gjorde det på udvalgte områder.
»Nu har man mildest talt meget mindre manøvrerum,« siger han.
- Er I allesammen blevet ligeså mundlamme som regeringsforhandlerne?
Vi nyder freden...
Sludder og vrøvl!
Skik og praksis - plejer - døde da VK opsagde
velfærdsforliget fra 2006.
Vores nye regering kan frit bestemme hvilke forlig
den vil overholde.
Glæd jer Danmark - nye tider er undervejs!!
Jo, så længe der er flertal binder et forlig selvfølgelig, men det er jo bare demokratiet der virker. Omvendt har de seneste ti års regimente vist at man derudover bare gør som man har lyst til med sit flertal, så det bliver næppe helt umuligt at regere.
I øvrigt kan det være en stor fordel for Helle T. at hun er bundet af en række forlig, for på den måde vil hun ikke i tide og utide blive klandret af en frustreret og revolutionshungrende venstrefløj for at sidde på hænderne.
Endelig er det jo heller ikke så tosset at politikerne og andre interessenter af samme årsag får god tid til at tænke sig om og træffe forhåbentlig lidt mere velovervejede beslutninger end vi er vandt til.
VKO vil så gerne holde Radikale op på ET, jeg gentager ET forlig som blev indgået i grove træk lige inden valg, VKO have lavet en bindende aftale(som binder dem til aftalen) og R forhandlede en aftale på plads med dem, R har aldrig været en del af VK's regeringsgrundlag og er ikke bundet til en aftale som VKO lavede som regeringspartier, men selvfølgelig passer det fint ind i VKO's kram at prøve at bilde Vestager ind at hun er bundet af en aftale og vælgerene at det er LØFTEBRUD(og det skulle komme fra VKO?) hvis hun ikke tilslutter sig deres pladder sludder, undskyld Fr. Vestager, er du virkelig så naiv?
Søren - ja sæt lovgivningen på stand-by. Det er på tide kvalitet er vigtigere end kvantitet på tinge.
De Radikales interesse i at overholde forliget fra før valget bunder ikke så meget i at overholde skik og brug som det bunder i en gennem flere år annonceret interesse i at afskaffe efterlønnen. Det er der vist ikke noget nyt i, så lur mig om ikke det forlig bliver overholdt eller i det mindste imødekommet, alt andet lige?
Det er vel ikke så galt, hvis en ny regering (gen-)indfører en arbejdsstil, hvor man respekterer aftaler, giver sig god tid, overvejer tingene grundigt, giver rimelige høringsfrister, skriver revisions- eller evalueringsfrister ind i lovgivningen etc. Noget af det, den hidtidige opposition mange gange har kritiseret VKO for ikke at leve op til.
Så må man her og nu æde, at man er bundet af nogle forlig, men det giver på den anden side en tiltrængt arbejdsro.
Stadigvæk er der jo masser at tage fat på...
Det værste lige nu, synes jeg, er at R hhv S-SF fra hver sin vinkel har talt efterlønnen og dagpengeperiodens længde op som symbolpolitiske mærkesager. Jeg kan ikke se, de fortjener den symbolværdi, ligegyldigt fra hvilken side jeg prøver at se det.
Kunne man f.eks. ikke blive enige om at følge forslagene - vist bl.a. fra Arbejdsmarkedskommissionen, har forleden hørt fhv vismand Christen Sørensen anbefale det - evt efter at have opnået konsensus om det ved trepartsforhandlinger - om at indføre konjunkturafhængig dagpengeperiode? Den kunne så indføres senest fra det tidspunkt, hvor R ikke længere er bundet af et forlig - og så burde man kunne aftale en sær-redningsaktion til sommer, hvor det måske viser sig, at flere end R har troet falder ud over kanten.
VKO-regeringen var så forfærdelig, at jeg synes, næsten alle kompromiser for at undgå en tilbagevenden, skal afprøves. Lige som al anden politik ikke bør være underlagt udlændingepolitikken (det var det synspunkt, der var baggrunden for SFs accept af S' udlændingepolitik), bør al anden politik (klima og miljø/grøn vækst, social-/fattigdom, beskæftigelse/aktiveringscirkus, uddannelse/forskning etc etc) heller ikke være underlagt en lidt for ilter diskussion om symbolsager, som i øvrigt er forligsbundne.
Ro på, en ny regering bør have masser af tid til hen ad vejen at udvikle ny politik, som med tiden fjerner symbolernes stråleglans - lidt på samme måde, som tiden har taget glansen af pointsystemer og 24-års-regel som værdipolitiske ledestjerner.
Jeg kan ikke forstå at Grundlovens § 41 stk 4 ikke kan brugs her ......
Stk. 4. Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
Det er efter min mening helt utilstedeligt, at aftaler betragtes som bindende på tværs af et valg, for det er jo det samme som at sætte vælgerne uden for indflydelse i proportional grad med sådanne aftalers antal og omfang.
Forøvrigt mener jeg, at hele partisystemet med ledelser, der bestemmer over, hvad medlemmerne må stemme og sige offentligt er en uting, der så vidt muligt bør afskaffes til fordel for ad-hoc-partidannelser fra sag til sag.
Fuldstændig enig, Carl Halby
Endelig får vi en borgerlig regering, og endda med en kvindelig statsminister.
Mig bekendt er det helt almindeligt i dansk politik, at der indgås forlig hen over midten, og at de derfor også binder efter et regeringsskifte. Det er vel en vigtig del af årsagen til, at vi historisk set har haft megen stabilitet i den danske lovgivning.
Alternativet ville jo være, at ting blev rullet frem og tilbage og frem og tilbage, hver gang regeringens farve skiftede, og ville det virkelig være ønskværdigt?
De sidste 10 år har været lidt specielle, fordi mandaterne var fordelt langt ud til højre. Men da f.eks. Nyrup blev statsminister, så var det efter en periode, hvor Radikale i 10 år havde været parlamentarisk grundlag for Schlüters regeringer.
Så var der virkelig dengang færre forlig, som "bandt" det nye flertal, end der er i dag? Jeg har ikke selv undersøgt sagen, men jeg tvivler meget.
Det er ikke så ligetil. En aftale er en aftale, indtil alle er enige om at ophæve den, og man må formode, at når et parti er med i et forlig, er det partiets politik, og det ved vælgerne ved valget. Så når R er bundet af forlig, der er uspiselige for en ny regering, er det kun én ting at gøre - lad være med at tage R med i den nye regering.
I betragtning af at VKO hele tiden er blevet skudt i skoene at de førte blokpolitik er det egentligt tankevækkende at ud af 112 væsentlige forlig, er de 59 lavet i samarbejde med et eller flere af de nu tidligere oppositionspartier.
Når et oppositionsparti går med i et forlig, er det selvfølgelig for at få en aktie i evt. fremtidige ændringer.
På den anden side er der jo intet der forhindre et flertal i at opsige et forlig, men det åbner så muligheden for at andre forlig også opsiges.
Som en tidligere debattør har påpeget, så opsagde VK-regeringen velfærdsforliget i 2006 uden det havde nogen indvirkning på andre forlig. Hvorfor? Fordi oppositionen havde mere at tabe end vinde ved at træde ud af andre forlig.
Så konklusionen er at forligsbindingen er ikke er så stærk som man kunne få indtrykket af i pressen.