Det skal med en rød regering fremover være gratis for barnløse par og enlige at få fertilitetsbehandling i offentligt regi. Sidste år indførte regeringen sammen med Dansk Folkeparti en egenbetaling på mellem 2.000 og 30.000 kr. afhængig af behandlingstype, hvilket skulle spare det offentlige for 200 mio. kr. årligt. Siden er antallet af børn født ved hjælp af insemination eller kunstig befrugtning i offentligt regi er faldet med 20 procent.
Tallene for de private klinikker ikke er afdækket, men et estimat lyder på, at egenbetalingen har ført til, at der er kommet op til 1.000 færre børn til verden, siger socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen. Hun betoner, at 90 procent af alle årsager til ufrivillig barnløshed skyldes sygdom:
»Og det er forkert at indføre brugerbetaling på behandling af sygdomme på offentlige hospitaler, som regeringen har gjort. Det fører til en social slagside i forhold til, hvem der kan få behandling,« siger hun.
Også sterilisation er med på listen over de indgreb, som en rød regering vil fritage for egenbetaling.
Skadelige kemikalier
Også den radikale næstformand, Morten Østergaard, finder egenbetalingen på fertilitetsbehandling uhensigtsmæssig:
»Barnløshed er en lidelse, som kan afhjælpes. Desværre har danske mænd en dalende sædkvalitet blandt andet på grund af de mange kemikalier, som påvirker ferti-liteten. Der er rigeligt med brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen den ligger bare de forkerte steder,« siger han.
Enhedslisten og SF melder sig ligeledes parate til en afskaffelse af brugerbetalingen.
Men Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen har ikke meget tilovers for løftet om gratis hjælp til de barnløse:
»Det er en omgang populisme her midt i valgkampen. S og SF mangler 36 mia. kr. i deres plan, så jeg kan ikke se, hvorfra de har pengene. Vi vil også gerne afskaffe brugerbetalingen igen, men først når vi har konkrete penge at gøre det for,« siger hun og understreger, at udredning og diagnosticering fortsat er fritaget for egenbetaling, mens man altså selv skal finansiere behandlingen.
»S og SF må have en seddelpresse i kælderen. Villy Søvndal har brugt afgifterne fra cigaretter ni gange,« siger Birgitte Josefsen.
Præcis hvornår det atter bliver gratis at få fertilitetsbehandling, hvis rød blok kommer til, vil Sophie Hæstorp Andersen ikke svare på. Hun henviser til det forsigtighedsprincip, som betyder, at S og SF ikke vil gennemfør forslag, som ikke er finansieret, men afviser samtidig at der kan gå tre år:
»Nej, for vi har forslaget med i vores finanslovsforslag. Antallet af børn er faldet mærkbart, så det her står højt på vores prioriteringsliste,« siger S-ordføreren.
Tre forsøg
Forud for regeringens egenbetaling på behandlingerne blev der født mellem 3.000 og 4.000 børn med hjælp fra fertilitetsbehandling i det offentlige, og i alt er cirka 44.000 børn kommet til verden i Danmark som følge af insemination eller kunstig befrugtning.
Formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, er ikke overraskende glad for løftet fra Sophie Hæstorp Andersen:
»Vi har på alle ni offentlige klinikker set et fald i henvendelserne fra barnløse på 20 procent efter egenbetalingen blev indført. Hvis man har et offentligt sundhedsvæsen, skal der være fri og lige adgang uanset om det handler om en brækket lilletå eller problemer med fertiliteten,« siger Karin Erb
Hun betoner desuden, at den gratis behandling omfatter tre forsøg og dermed ikke er en garanti for at få et barn.
»På den måde betaler folk i dag for en lotteriseddel uden sikker gevinst,« siger hun.
Endnu en grund til at stemme på Rød blok.
// jesper
Kravet som gratis fertilitetsbehandling er en klam omgang velfærdsfascisme, når den er værst - og mest egenkærlig.
Her er præcis et område, som bør forblive udenfor velfærdssikringen, af helt principielle grunde.
Barnløshed er ingen sygdom, og børn er ikke nogen velfærdsmæssig garanteret rettighed.
Og selvom det skulle skyldes sygdom, så er det ikke nogen sygdom med anden konsekvens end, at man ikke kan reproducere sig.
Den skæbne må man da se i øjnene, og så enten spare sammen til sit ønskebarn, eller overveje at adoptere et af de mange børn, der er i overskud andre steder i verden.
Velfærdsstatens opgave bør ikke være at opfylde alle mulige ønsker for alle mulige særgrupper, der falder uden for normen.
Den skal holde hånden under dem, der ikke kan klare sig selv, og ellers opfordre og opmuntre enhver til at tage ansvar for eget liv og skæbne. Og dette indebærer, at se sin skæbne i øjnene og finde sin egen kreative vej omkring problemer og udfordringer. Det er sådan man bliver et suverænt individ.
Der er alt for meget 'beskyttet institution' over Danmark. Derfor har vi denne urimeligt dyre offentlige sektor, og derfor - og værst af alt - har vi fået en nation af forkælede, ynkelige, uselvstændige og krævende borgere.
Ønske til Rød blok: En minimalstat med velfærdsydelser begrænset til en række essentielle områder, indkomstskatten ned, afgifter på alt, der fremmer livsstilssygdomme - og promovering af 3. sektor initiativer til at løse en lang række sociale opgaver. Blæs på krav om ensartede og universelle velfærdsydelser. Decentraliser ansvaret til kommunerne, og drop al administrativ kontrol, pånær det mest nødvendige. Fyr hele det uproduktive offentlige middle-management, og lad skattekronerne komme helt ud til de trængende, hvor de kan mærkes.
Bare et par idéer.
/O
@ olivier goulin
Fedmeoperationer hos folk, der har overspist i årtier, kan næppe heller siges at være en sygdom.
Leversygdomme hos folk, der dagligt har drukket sig i hegnet, kan næppe heller siges at være en sygdom.
Lungekræft hos folk, der dagligt har røget 1-2 pakker cigaretter, kan næppe heller siges at væres uforskyldt sygdom.
Livsstilssygdomme i form af hjertekarsygdomme, fordi størstedelen af ens tid ligger foran fjernsynet med øl, chips og tv-fodbold, kan sikkert klassificeres som sygdomme, men kan næppe siges ikke at være selvforskyldte.
Idioter, der kører sig selv invalide i trafikken i overbevisning om at de er Formel-1 racere, fejlplacerert på søndre snøvlinge markvej, er næppe heller uden skyld i deres 'sygdomme'.
Alligevel betaler vi over skatten til behandling af alle disse personers behandling. Er det en menneskeret for dem at få behandling fordi de har betalt skat - eller i hvert fald halvdelen af dem har (statistisk set)? Hvis jeg må vælge imellem ovenstående og de barnløse, så går mine skattekroner til de barnløse.
@Torben,
Ingen af dem burde uden videre belaste fællesskabet.
Det er derfor jeg siger: Brandbeskat cigaretter, alkohol, bøffer, junkfood, benzin og alt det andet, som indirekte belaster de tårnhøje sundhedsbudgetter, så at disse brugere i højere grad er med til at finansiere deres eget forbrug af sundhedsydelserne.
Det er det, man kalder adfærdsregulerende afgifter - og selvom de ikke skulle være det, så er de i det mindste mere retfærdige.
/O
@Oliver...og hvad så med den barnløshed, som faktisk skyldes sygdom? Skal vi heller ikke betale for den?
Mht. alle de ting du nu nævner, som skal brandbeskattes...fint nok, men du glemmer én ting: Sport! Prøv at kig på en hvilken som helst skadestue en lørdag eftermiddag. Tonsvis af sportsskader. Disse belaster OGSÅ systemet, så må iflg. din logik skulle medregnes og derfor brandbeskattes.
@Tue
Stadig nej. Barnløshed er et luksusproblem. Det skal slet ikke betragtes som et anliggende for det offentlige at tage sig af.
Og hvis folk er kommet til skade på fodboldbanen, så lad dem da endelig betale, i det mindste et bidrag, til deres behandling på skadestuen.
Det er faktisk netop sådan nogle områder, hvor man med fordel og rimelighed kunne indføre lidt brugerbetaling, evt. via en private forsikring, så man til gengæld kan nedsætte det generelle skattetryk.
Og som sagt, så er den største gevinst i mine øjne, at man får etableret en omkostningsbevidsthed og en ansvarsfølelse hos den enkelte.
Jeg går bestemt ind for en generel offentlig sygesikring for alle, men den skal være basal og ikke udarte sig til en offentlig behandling for alskens anomalier, herunder handikap.
Vores egalitære iver og ulyst til at acceptere vores skæbne er gået helt over gevind herhjemmme, i en sådan grad, at vi er blevet totalt umyndiggjort som suveræne individder.
Den danske velfærdsstat er blevet til en beskyttet institution, som skal sikre, at ingen af dens borgere falder og slår sig, og pådrager sig blå mærker. Overalt står eksperterne klar med sikkerhednettet, for at ingen skal føle det mindste ubehag. Kom og tag lidt medicin! Tror du ikke, det er lidt for hårdt for dig? Skal vi ikke søge om førtidspension?
Det er grundlæggende usundt og åndeligt og menneskeligt ynkeligt ikke at forholde sig eksistentielt til sin skæbne. Og en stat, der overbeskytter sine borgere som herhjemme, ender bare med at få et skravl af en befolkning, som ikke længere formår at tage vare på sig selv.
/O
Hvis politikerne endnu ikke tør tage kampen op mod de firmaer og strukturer der muliggør, at kemikalier osv. bliver en del af menneskets hverdag, kan de da som det mindste sørge for en mere fair omfordeling, der finansierer en hjælp mod bivirkningerne - især når der er så meget viden på området.
Der fødes lige omkring 60.000 børn i Danmark hvert år. Tallet er langsigtet faldende (som al visdom ser ud nu), og vil formodenligt ligge på omkring 50.000 om 10-15 år. Set på det rent demografisk så skal vi op på omkring 70-75.000 fødsler om året, hvis vi ikke skal begynde at uddø. Det vil ellers ske fra omkring 2023-25 med det nuværende antal fødsler og dødsfald.
Jeg tillader mig at fremdrage disse tal, så vi kan undgå idkussionen om, hvorvidt fertilitetsbehandling har nogen som helst betydning for folketallet. Det er så helt marginalt.
Derfor bør diskussionen også indskrænke sig til, hvorvidt vi ud fra en holdningsmæssig eller politisk overbevisning mener at fertilitetsbahandling bør være gratis eller ej.
@Tue Romanow:
"Barnløshed er ingen sygdom, og børn er ikke nogen velfærdsmæssig garanteret rettighed. Og selvom det skulle skyldes sygdom, så er det ikke nogen sygdom med anden konsekvens end, at man ikke kan reproducere sig. Den skæbne må man da se i øjnene, og så enten spare sammen til sit ønskebarn, eller overveje at adoptere et af de mange børn, der er i overskud andre steder i verden. Velfærdsstatens opgave bør ikke være at opfylde alle mulige ønsker for alle mulige særgrupper, der falder uden for normen."
"Barnløshed er et luksusproblem. Det skal slet ikke betragtes som et anliggende for det offentlige at tage sig af."
- Eftersom nedsat fertilitet efterhånden langtfra er nogen undtagelse, kan man ikke med rette reducere de unge mennesker, som har dette problem, til en særgruppe, der falder uden for normen.
- Hvis tendensen fortsætter, kan det medføre alvorlige problemer for hele samfundet, som ikke nødvendigvis kan løses gennem adoption, idet andre lande er ved at få de samme problemer, der muligvis hænger sammen med den moderne livsform og de utallige stoffer, som vi indtager og omgiver os med. Det er uhyre væsentligt, at lægevidenskaben finder ud af, hvorledes disse problemer kan imødegås.
@Kristian Rikard:
"Der fødes lige omkring 60.000 børn i Danmark hvert år. Tallet er langsigtet faldende (som al visdom ser ud nu), og vil formodenligt ligge på omkring 50.000 om 10-15 år. Set på det rent demografisk så skal vi op på omkring 70-75.000 fødsler om året, hvis vi ikke skal begynde at uddø. Det vil ellers ske fra omkring 2023-25 med det nuværende antal fødsler og dødsfald."
"Jeg tillader mig at fremdrage disse tal, så vi kan undgå diskussionen om, hvorvidt fertilitetsbehandling har nogen som helst betydning for folketallet. Det er så helt marginalt."
- Det fremgår af artiklen, at der (før egenbetaling blev indført) blev født 3000-4000 børn om året med hjælp fra fertilitetsbehandling i det offentlige - herudover vel også nogle med hjælp fra private fertilitetsklinikker. Det er absolut ikke marginalt, men en ret betydelig del af fødslerne. Hvis endnu flere af dem, som søger behandling, opnåede et positivt resultat, ville vi formentlig være ret tæt på den reproduktive balance, som refereres i det ovennævnte.
- Det synes (bemærkelsesværdigt nok), som om "velfærdsstaten" tenderer til at reproducere sin befolkning på et stabilt niveau. De områder, som allerede oplever faldende reproduktionsrate (Syd- og Østeuropa, Japan, Kina), har en så topstyret eller mafiareguleret samfundsorden, at familiestrukturen er ved at bryde sammen, mens de skandinaviske lande har en mere familievenlig politik, som via pasnings- og orlovsordninger samt fertilitetsbehandlinger påskønner børnefamilier.
- Faktisk kan et lands regering i høj grad regulere fødselstallet via familiepolitiske udspil, men når det kommer til den faldende fertilitet, stilles vi overfor et større problem: I fald de miljømæssige årsager, som nedsætter fertiliteten, griber stadig mere om sig, kan vi da overhovedet videreføre samfundet? - Og hvilke andre sundhedsmæssige problemer kan disse årsager evt. medføre?
Manglende evne til at få børn er i høj grad en sygdom - eller en unaturlig tilstand - som har vidtrækkende konsekvenser. Konsekvenserne rækker faktisk langt videre end mange andre (ikke arvelige) sygdomme, så derfor er det meget kortsigtet, når denne diagnose reduceres til et marginalt luksusproblem.
Det er et problem, som hænger sammen med voers overlevelse som art, og som vi alle - og især videnskaben - bør være langt mere opmærksom på.
Go' morgen :)
Nedsat fertilitet er i øvrigt ofte - ligesom tendens til stærk fedme - grundlagt allerede i barndommen, d.v.s. på et tidspunkt, hvor det ikke er rimeligt at tale om et personligt ansvar for kvaliteten af de påvirkninger, som man er udsat for.
Det er temmelig arrogant uden videre at lægge unge mennesker alle deres skavanker til last. Det svarer omtrent til at lade dem overtage deres forældres gæld, som det ofte er tilfældet i feudalsamfund.
Jo flere fristelser, mennesker udsættes for, fx i form af reklamer og banklån, jo flere går det naturligvis galt for, og det er helt nødvendigt for samfundets sammenhængskraft, at vi kommer den negative udvikling i forkøbet og ikke giver markedskræfterne frit løb til at underminere fattige menneskers liv, helbred og økonomi.
At lade den enkelte, hvis barndom har været fyldt med vanskeligheder, om at sejle i sin egen sø, vil komme til at gå ud over os alle og er i øvrigt helt umenneskeligt.
"Det [er] ikke nogen sygdom med anden konsekvens end, at man ikke kan reproducere sig." - Olivier Goulin
Ved ikke, hvor mange fingre du har at tælle på, men færre funktionsdygtige fingre er en direkte konsekvens af færre kæledæggebabyer/velfærdsmaskiner. Og jeg har hørt, at samfundet har brug for flere hænder.
Dybest set er jeg enig i at det ikke er en sygdom, men køber gerne argumentet om at vi iøvrigt betaler solidarisk for alverdens lidelser som fol æder, ryger eller drikker sig til så hvorfor ikke osse betale for at de barnløse kan reproducere sig - samfundsmæssigt er det jo ufravigeligt et problem, hvis ikke der fødes børn.
Til gengæld har jeg stærkt på fornemmelsen at Rød bloks politik ikke stopper der - vi skal sandsynligvis også betale for at lesbiske kvinder og enlige kvinder kan reproducere sig - det er vel deres menneskeret?
Det er her min grænse går - simpelthen fordi det så ikke længere er en menneskeret at ville et barn udenfor de af naturen givne forudsætninger. Så er min egen lyst som borger og den vil jeg principielt ikke fordømme, men her må man selv betale!
Iøvrigt er jeg stadig af den principielle holdning at der ikke burde være tilskud til kunstig befrugtning men til adoption - der er så mange stakkels børn i verden allerede der dør uden forældre eller forældre der kan tage sig af dem - de kloge sir vist så at der ikke er nok børn at adoptere - og det må jeg jo så forholde mig til og acceptere, virker dog bare underligt med alle de stakkels børn ude i verden som mangler et kærligt og sikkert hjem....
Søren Tolsgård,
Jeg synes du udfører en logisk maveplasker. Og så er det faktuelt forkert, det du skriver om "at et lands regering i høj grad kan regulere fødselstallet via familiepolitiske udspil". Al empiri og demogrfsik viden modsiger dette, med mindre man regner Kinas
eetbanspolitki og lignende tiltag ind under familiepolitiske udspil.
@Kristian Rikard:
Der er masser af eksempler på, at fødselstal kan reguleres af familiepolitiske udspil.
De lave fødselstal (de små årgange) i 1970erne og begyndelsen af 1980erne, var en følge af P-pillen og kvindernes entre på arbejdsmarkedet.
Da man sidst i 1980erne indførte orlovsordninger, bl.a. for at kompensere denne udvikling og give bedre muligheder for børnefamilier, steg fødselstallet markant, mens det i de senere år igen er faldet, fordi der er lagt øget pres på familien, bl.a. krav om hurtigere gennemførsel af studier m.v.
Når der i Syd- og Østeuropa fødes langt færre børn, skyldes det i høj grad, at der ikke tages hensyn til børnefamilierne. I Rusland belønner man derfor nu de familier, som får flere børn, idet det faldende befolkningstal er ved at få uoverskuelige konsekvenser.
http://www.information.dk/telegram/278899
Rusland kan hverken adoptere eller på anden måde tiltrække tilstrækkeligt med unge mennesker til at kompensere denne udvikling, og det kan vi heller ikke regne med på længere sigt. Flere lande lukker deres adoptionsprogrammer ned, og hvad skal vi stille op, hvis kineserne og inderne holder på deres egne ingeniører og læger?
Vores lukrative tænkning har efterhånden bragt det så vidt, at der kalkuleres i, at det er billigere at importere uddannet arbejdskraft, end selv at uddanne den. De globaliserede markedskræfter kender ingen grænser i så henseende.
Men for det enkelte land, eller den enkelte region, kan det blive katastrofalt, hvis man beror sig på import af know-how og selv mister grebet om at dygtiggøre sig.
På den måde har vi allerede sat meget mere viden over styr, end godt er. Specielt grundforskningen står det sløjt til med i lille Danmark.
Det er et vigtigt emne for velfærdsforskningen at lokalisere og afhjælpe de faktorer, som nedsætter de unges fertilitet.
Dumt blot at reducere det til et privat problem.
Den demografiske bombe, som politikerne konstant hamrer os i hovedet med (som begrundelse for udfasning af efterlønnen osv.) vil pga. af den politik, der sidst i 1980erne førte til højere fødselstal, blive ret kortvarig og beskeden her i Danmark.
Mens de store årgange fra 1940erne og 1950erne i disse år går på pension, og de små årgange kommer ind på arbejdsmarkedet, bliver der en forholdsvis mindre andel i den erhvervsaktive alder. Men inden længe vil de større årgange fra sidst i 1980erne og 1990erne komme ud på arbejdsmarkedet og kompensere for dette - samtidig med at de store årgange efterhånden dør ud.
Så disse forhold bølger op og ned - men det eneste politikerne fortæller os om, er, at der bliver flere ældre og færre unge. Det bliver faktisk kun aktuelt for en ret kort årrække her i Danmark, mens det i mange andre lande ser langt værre ud, pga. langvarigt svigtende familiepolitik og vigende fødselstal.
Myten om, at vi bliver ældre og ældre, bør i øvrigt også tages med et gran salt. Der lægges ganske vist i disse år marginaler til gennemsnitslevealderen pga. avanceret teknik - men udviklingen kan sagtens komme til at gå i den modsatte retning, hvis vi ikke imødegår de voksende problemer med klimaet, miljøet - og fertiliteten.