Nyhed
Læsetid: 3 min.

Socialdemokraterne på tilbagetog om kønskvoter

Socialdemokraterne vil ikke længere kræve, at børsnoterede virksomheder i løbet af fire år skal have 40 procent kvinder i bestyrelserne. DI glæder sig, mens SF står fast på krav om bødestraf
Socialdemokraterne vil ikke længere kræve, at børsnoterede virksomheder i løbet af fire år skal have 40 procent kvinder i bestyrelserne. DI glæder sig, mens SF står fast på krav om bødestraf
Indland
6. september 2011

Om fire år skal de danske børsnoterede virksomheder have mindst 40 procent kvinder i deres bestyrelser, ellers bliver de tvangsopløst. Sådan lød det fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i 2008 en trussel, der blev gentaget så sent som sidste år af partiets daværende ligestillingsordfører. Siden har partiet erstattet truslen om tvangsopløsning med økonomiske sanktioner, men så sent som i januar i år lancerede S og SF et fælles ligestillingsudspil, hvor de to partier slog fast, at børsnoterede virksomheder skal leve op til kravet om 40 procent kvinder i løbet af de kommende fire år.

Men nu lyder der ganske anderledes toner fra Socialdemokraternes næstformand, Mette Frederiksen:

»Vi har et mål om, at der skal flere kvinder i bestyrelserne i det private erhvervsliv. Det vil vi gerne tilrettelægge sammen med erhvervslivet.«

- Men hvornår skal målet om de 40 procent så være nået?

»Det har vi ikke lagt os fast på.«

- Men vil der så ikke blive lovgivet om det?

»Det er ikke sikkert, at det bliver nødvendigt. Det får vi at se,« siger hun.

Målet er ifølge Mette Frederiksen fortsat 40 procent men midlet hedder altså ikke nødvendigvis lovgivning.

SF uenig med S

Hos SF står man da også fortsat bag aftalen fra januar om at give virksomhederne fire år til at rette ind:

»Der skal ske noget på det her område, og derfor er vi klar med lovgivning,« siger Pernille Vigsø Bagge (SF).

Og hun er ikke i tvivl om, hvad konsekvensen skal være for de virksomheder, der ikke overholder kvoterne: »Vi vil indføre en bødestraf. Størrelsesordenen har vi endnu ikke lagt os fast på,« siger hun.

Men det afviser Mette Frederiksen:

»Vi har ikke lagt os fast på bøder. Det er muligt at nå erhvervslivet uden at lovgive,« siger hun.

Tidligere på året kunne Ugebrevet A4 berette, at alene de 20 største børsnoterede selskaber herhjemme skal udskifte næsten 50 mænd med kvinder, hvis kvoten på 40 procent skal efterleves. Både regeringen og DI har også afvist al snak om kvindekvoter, til trods for at man i mange andre lande enten har gennemført eller er på vej med lignende lovgivning.

Men med de nye socialdemokratiske toner tyder meget på, at toppen af dansk erhvervsliv undgår den lovgivning, som S og SF ellers stod samlet vagt om så sent som for seks måneder siden. For Radikale Venstre er nemlig heller ikke vilde med ideen, til trods for at den tidligere ligestillingsordfører Lone Dybkjær førhen har rost den norske model, der med lov i hånd har ført til, at Norge ligger helt i top over lande med flest kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Den radikale næstformand, Morten Østergaard, medgiver behovet for flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer, men:

»Vi er skeptiske over for konkret kvotelovgivning det kan være for voldsomt et redskab,« siger han.

DI: Glædeligt

DI-chef Charlotte Rønhof afviser fortsat, at der overhovedet skal opereres med kvoter, og hun er rigtig godt tilfreds med de nye dialogfokuserede toner fra Socialdemokraterne:

»Det er glædelige toner, at man vil gå frivillighedens vej. Når man sammensætter bestyrelser, er det vigtigt, at det bliver en kompetencediskussion. I og med, at der kommer flere kvinder på ledelsesposterne, bliver rekrutteringsgrundlaget større. På den måde arbejder tiden med os,« siger hun.

Ifølge Charlotte Rønhof risikerer man med en kvotelovgivning at stille krav, uden at de rigtige kandidater er på plads.

»På den måde kan man risikere, at det bliver køn frem for kompetencer, og det er ingen interesseret i,« siger hun.

Kvotelovgivningen er dog fortsat et varmt emne ikke mindst i EU, hvor kommissær Viviane Reding ikke udelukker, at unionen indfører kønskvoter til virksomheders bestyrelser, hvis ikke erhvervslivet selv i 2012 kan vise, at et voksende antal kvinder får plads i dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen von Sydow

Mette Frederiksen,
lad os da håbe det ikke bliver nødvendigt med et hjælpende, lovgivningsmæssigt skub.

Tro kan som bekendt flytte bjerge.

Det lyder lækkert. En sejr for at man måles på kvalifikationer og ikke køn. Disse kønskvoter er efter min bedste overbevisning er en nedvurdering af alle de talrige kløgtige og dejlige kvinder som vi har gående i vores samfund.

DI glæder sig - ja socialdemokraterne skal nok hente en masse stemmer hjem blandt industrileder på den konto......

Jeg overvejede på et tidspunkt at stemme på Socialdemokraterne, men det er jeg gået bort fra, fordi jeg ikke ved, hvad de mener.

Læren man kan uddrage synes at være, at problemet egentlig ikke så meget er, at den økonomiske sfære i samfundet er topstyret og udemokratisk, men mere, at der ikke er nok kvinder med i denne topstyring.

Der var engang et arbejderparti ved navn Socialdemokratiet i Danmark, men det er vist efterhånden ved at være længe siden.

Karen von Sydow

Mon ikke Socialdemokraterne - inden for en overskuelig fremtid - splittes op i et Socialdemokrati og et Arbejderparti.

Marianne Mandoe

Vorherrebevaresaltså.....

Norge har gjort det. Frankrig har gjort det. Belgien gør det fra 1-1-2012. Spanien har gjort det. Italien har gjort det.
Holland, Tyskland, Storbritanien og Sverige er i gang med at lave lignende love.

Men i DANMARK ved man alting bedre og derfor bliver vi hægtet af.

Karen von Sydow

Marianne,
præcis.

Den franske nationalforsamling har endda indført en 50/50 kønskvotering i alle franske aktieselskaber fra 2015 (mener jeg det er).

Men vi er jo efterhånden vant til at blive hægtet af siden 2001.

Karen von Sydow

*børsnoterede selskaber, som der står i faktaboksen.

Heinrich R. Jørgensen

Det eneste nogenlunde forslag Forbuds-Mette har ytret, har været at insistere på at kvinder ikke systematisk skulle ekskluderes fra bestyrelsesposter.

Det primære emne er ikke genitalier, kvalifikationer, nepotisme og kammerateri.

Det handler om humanisme. Om ligestilling. Om den uantagelige magtstruktur der består i, at mænd sidder på magten.

Morten Fruergaard

Marianne Mandø

Der er meget, vi gør anderledes i Danmark end i de andre lande. De andre lande lader eksempelvis borgerne beholde noget af deres indkomst.

Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan folk kan se et gode i at man ansættes på baggrund af køn og ikke kvalifikationer.

Jeg kommer heller ikke til at forstå, hvordan folk kan gøre det til en moderne ting. Jeg tror netop det moderne var friheden til selv at vælge sine ansatte.

Jan Madsen - jamen, man ansætter ikke på baggrund af kvalifikationer nu, man ansætter på baggrund af køn, hankøn.

Jeg overgiver mig!
Det bedste værn mod ´tantebestyrelser´,
er at få flere rigtige kvinder ind.
Da intet tyder på, at tanterne ønsker andet end
status quo, er lovgivning på området ok.....Th

Peter Hansen

Hvor mange har du ansat?

Mikael Petersen, jeg ansætter ikke, jeg iagttager. jeg vurderer også, at de kvindelige chefer, jeg har haft, har været betydeligt bedre til at hente arbejdskraft og engagement ud af mig end de mandlige.
Men sagen er jo den simple, at der naturligvis er brug for omlægning, hvis mænd og kvinder skal have mere ligelig repræsentation i f.eks. bestyrelser. Det nytter ikke, at allerede det fokus, der lægges i bestyrelsesarbejdet, sådan som det fremføres, ekskluderer kvinder en bloc.

Peter Hansen

Det var det jeg frygtede.

Hvis du ikke har erfaring med at ansætte folk, så kan du jo ikke udtale dig om, hvilke overvejelser man gør sig i rekrutteringsprocessen.

Karen von Sydow

Mikael,
sikke noget fis.

Du behøver da heller ikke være sort for at kunne registrere og reagere på racisme.

Hvis man kun må udtale sig om ting man har erfaring med bliver det en fattig debat - og samfundet ligeså.

Karen von Sydow

Debatten bliver meningsløs, når man ikke formår at få fjernet fordomme fra fakta.

Det er sjovt, at man altid kun har travlt med at tvangsligestille på prestigefyldte fagområder. Hvis man virkelig mener, at en skæv kønsfordeling nødvendigvis må være et symptom på diskrimination, bør man så ikke indføre tilsvarende kvoter blandt håndværkere og pædagoger?