Baggrund
Læsetid: 7 min.

I Sønderbro betyder valget ikke det store

Før valget fremlagde både blå og rød blok deres ghettoplaner og udlændinge-debatten fylder igen i valgkampen. Men i 'ghettoen' Sønderbro i Horsens kan de ikke bruge udlændingeretorikken til ret meget. For politikernes beslutninger har alligevel ingen særlig betydning for, hvordan det går i kvarteret
For 20 år siden var Flemming Holm (tv) med til at sætte gang i kvarterløftprojektet i Sønderbro, hvor borgerne selv samlede alle pengene ind til kulturhuset, så de aldrig skulle være afhængige af statslige midler. Salina Arikan (th.) er projektvejleder i huset. Her ses hun sammen med beboere i kantinen, som også bliver brugt til  computerrum.

For 20 år siden var Flemming Holm (tv) med til at sætte gang i kvarterløftprojektet i Sønderbro, hvor borgerne selv samlede alle pengene ind til kulturhuset, så de aldrig skulle være afhængige af statslige midler. Salina Arikan (th.) er projektvejleder i huset. Her ses hun sammen med beboere i kantinen, som også bliver brugt til computerrum.

Martin Dam Kristensen

Indland
12. september 2011

Klokken er 11.00 på Sønderbroskolen i Horsens, og klokken ringer ud til frikvarter på slaget. En lille hær af børn i forskellige nuancer spæner over gulvet på vej ud af gymnastiksalen, netop som skoleinspektør Mogens Falk er på vej ind. »Hej Mogens!,« råber børnene, mens de kun lige akkurat undgår at løbe direkte ind i hans eller Informations udsendtes ben.

»Lige nu er salen blot en gymnastiksal, hvor børnene har idræt,« siger Mogens Falk. »Men for bare fire dage siden var her næsten 700 mennesker til et stort tyrkisk bryllup to dage med dans, mad, musik, flotte kjoler du skulle have set det!«

Og beboerne må sådan set gøre med salen, hvad de vil, forklarer Mogens Falk. For det er dem selv, der ejer den.

»Der er ikke én krone fra det offentlige i driften af denne sal. Vi er hverken afhængige af satspuljer, eller om det er en rød eller blå regering, der sidder på magten. Alt det her har beboerne selv skaffet gennem fonde og private indsamlinger. Så valgets udfald betyder sgu ikke det store for os gudskelov,« siger Mogens Falk stolt og kigger sig omkring i den nu tomme, store sal med hænderne i lommen.

»Skulle vi sætte noget i gang for statslige midler, var vi ikke kommet et skridt videre. Vi bruger de ressourcer, der er i lokalområdet. Jeg giver ikke fem potter pis for politikerne med deres løfter og store planer. Hov, det må man vist ikke sige i en avis,« griner han. »Nej, jeg mener bare, at de har så fine intentioner om, hvordan man 'normaliserer' sådan nogle områder som vores, men de aner jo ikke, hvad der faktisk foregår herude.«

Gymnastiksalen er blot en del af Sønderbros kulturhus en udbygning, som beboerne begyndte at samle ind til i 1998, og som, siden det stod færdigt i september 2004, har været omdrejningspunktet for kvarterløftprojektet i det socialt belastede kvarter Sønderbro. Et projekt, hvor man fokuserede på sundhed, fællesaktiviteter, renovering, rådgivning og beboerinddragelse. Og sidste år medvirkede det til, at de fem blå boligblokke, 'Axelborg-ghettoen' der ligger få hundrede meter fra skolen, ikke længere officielt kunne kaldes en 'ghetto' blandt andet fordi kriminaliteten ifølge Horsens Politi er faldet med over 50 procent siden projektets start i 1990'erne.

Men alle områdets suc-cesoplevelser gennem de sidste 20 år, kan beboerne ikke takke Christiansborg for, mener Mogens Falk.

Tværtimod er det netop, fordi området har undgået de fleste politiske tiltag oppefra, at det er gået så godt, forklarer han. For mens Sønderbros succes skyldes, at man har opmuntret til beboerdeltagelse og frivillighed, snakker politikerne om forbud og regler for at komme 'ghettoiseringen' til livs.

Snak gerne om økonomi

Men alt det bliver der gudskelov ikke talt meget om under det her valg, siger 38-årige Bilal Yücelbas, der sidder og spiser den lasagne, som de frivillige, lokale køkkendamer har lavet.

Det er blevet frokosttid i kulturhusets kantine, og mens børnene spiser deres madpakker i klasseværelserne, sidder et lille hold frivillige og en håndfuld af husets almindelige brugere og spiser.

Både de frivillige og brugerne bor selv i boligblokkene, og de fleste tilstedeværende er på en eller anden form for offentlig forsørgelse kontanthjælp, løntilskud, førtidspension, men det meste af deres tid lægger de så i kulturhuset i stedet for at sidde hjemme.

Bilal Yücelbas har smårøde øjne, men det er bare søvnen, det kniber med, forklarer han. Han arbejder nemlig hver nat som rengøringsassistent forskellige steder i byen, og om dagen har han travlt i kulturhuset.

»Bilal sover aldrig,« griner en af de andre ved bordet.

Bilal Yücelbas bor selv i Axelborg-boligblokkene med sin kone og tre børn og er i sin fritid både skolebestyrelsesformand, webdesigner for Sønderbroprojektet, tyrkisk tolk, når der er brug for sådan én, og jobkonsulent for husets brugere.

»Jeg er glad for, at det mest er økonomien, politikerne snakker om nu. Det hører jeg mange sige herude. Jeg var rigtig træt af at blive brugt som sådan én, man skulle være bange for, så politikerne kunne få stemmer på at bekæmpe sådan nogle som mig. Jeg er født og opvokset her, og der er ingen grund til at være bange for mig. Økonomien, det må de gerne tale om! Bare de ikke snakker om os,« siger Bilal Yücelbas, hvis forældre kom til Danmark fra Tyrkiet, få år før han blev født.

Fordi Axelborg i Sønderbro fra 2010 ikke længere kunne betegnes som en 'ghetto' blandt andet på grund af den faldende kriminalitet, undgik den lige akkurat at blive en del af regeringens ghettoplan. En plan, som indebar videoovervågning, zoneforbud, udgangsforbud om aftenen for 'ballademagere' og økonomisk straf til de forældre, som ikke kunne styre deres unger. Men den strategi giver Bilal Yücelbas ikke giver meget for.

»De kommer slet ikke nærheden af problemets kerne. I stedet for at spørge de folk, der faktisk bor i området, ligesom vi har gjort her, og få dem med ind i idéudviklingen og pengeindsamlingen, så udstikker de bare regler og sender konsulenter ud. Men hvis du er med fra starten, ligesom i vores kulturhus, så passer folk også meget bedre på det. Så kommer der liv i det.«

Men Sønderbro er jo et eksempel, hvor det er gået godt længe hvad med de mere belastede steder som Gellerup eller Vollsmose? Kunne de ikke have godt af lidt konsekvens?

»Sådan noget hjælper slet ikke. Udgangsforbud gør det faktisk bare sjovere at komme ud på det tidspunkt af døgnet,« siger Bilal Yücelbas.

»Jeg har talt en del med dem fra Gellerup, hvor de jo vil rive bygninger ned for at komme kriminaliteten og alt det der til livs. Men det er jo ikke bygningernes skyld, at der er kriminalitet. Jeg tror, man skal starte et helt andet sted,« siger Bilal Yücelbas, som generelt ikke forventer, at valget vil have nogen særlig indflydelse på deres område.

»Jeg er lidt ligeglad med, hvad der sker på Christiansborg, for vi klarer det sådan set fint selv,« siger Bilal Yücelbas.

Forebyggelse

Oppe på førstesalen ligger Sønderbro-sekretariatets kontor. Her planlægges alle gruppens aktiviteter: madlavningskurser for beboerne, motion -og fitnesshold og særlige kulturelle arrangementer. Men lokalet bruges også til syholdet, hvor kvinder fra kvarteret kan komme og lave tøj med hinanden, foruden et privat lokale, hvor beboerne kan få lægekonsultation og generel socialrådgivning.

I sekretariatets store fællesrum står et sofaarrangement af gamle, gule plys-sofaer, som engang har stået hjemme i projektkoordinator Flemming Holms egen stue.

Flemming Holm var for over 20 år siden med til at sætte gang i kvarterløftprojektet og er én af de eneste involverede i projektet, der ikke selv bor i Sønderbro.

»Nej, Flemming bor i en helt anden slags ghetto,« indskyder skoleinspektør Mogens Falk, der har sat sig til rette i én af sofaerne.

»Stensballe hedder det. Rækkehus efter rækkehus godt det ikke er mig!« griner Mogens Falk.

I Stensballe er den gennemsnitlige levealder otte år længere end i Sønderbro, forklarer han. Og det ligger kun fem kilometer væk fra boligblokkene.

»Her er stadig masser af problemer,« erkender Flemming Holm. »Men vi har satme rykket os langt.«

Heller ikke han tror meget på Christiansborgpolitikernes evner til at lave reelle forandringer ude i de såkaldte ghettoer.

Mest af alt, siger han, fordi de grundlæggende tænker på en forkert måde. For man løser ikke problemerne ved at fokusere på problemerne, mener han.

»Der er en helt grundlæggende pointe, som politikerne endnu ikke har forstået: Det nytter ikke at lægge planer ud fra, hvilke problemer der er. Det er ren og skær symptombehandling. Den fælde gik vi heldigvis aldrig i. Vi er ikke der, hvor vi er i dag, fordi vi satte hårdt ind over for hærværk og den slags. Vi har kigget på, jamen, hvad er vi gode til? Hvor er det, vi gerne vil hen, i stedet for at fokusere på, hvad vil gerne vi af med.«

Kriminaliteten i Sønderbro er altså faldet uden mere politi, mere overvågning eller hårdere straffe, forklarer Flemming Holm.

Fire-års cyklus

I det hele taget kan man ikke løse problemerne med den korte tidshorisont, som politikerne ofte arbejder ud fra, mener han.

»Vores projekt har netop haft 20-års-jubilæum. Politikerne på Christiansborg og for så vidt også på rådhuset tænker derimod kun fire år frem. Men du kan ikke engang tage et knæk på nakken af den sociale arv på fire år. Der skal meget længere tid til,« siger Flemming Holm. Desuden skal man ikke lægge al vægten på hjælp udefra. Man er nødt til at få forandringerne til at vokse indefra:

»De professionelle 'ghetto-behandlere' er faktisk korrumperende for arbejdet, fordi de forsvinder igen. De bliver sendt ud til områderne oppefra, når regeringen laver en eller anden plan, men det er ikke noget, beboerne føler medansvar for. Ved at hive konsulenter ind trækker du ghettoen endnu mere i retning af at være en klient, som har brug for eksperter til at klare alt. Men beboerne er selv i stand til at gøre en hel masse med bare en lille smule hjælp fra sidelinjen. I vores arbejde er vi meget få professionelle, men rigtig mange beboere, og det er den grundlæggende forskel,« siger Flemming Holm.

Skoleklokken ringer igen, så det kan høres oppe i sekretariatet, hvor vi sidder i de plys-sofaerne.

Klokken er to, og børnene har fri fra skole. Dermed går gymnastiksalen fra at være en del af skolen til at blive en del af kulturhuset, som beboerne må bruge til alt fra fodbold til bryllup.

På torsdag bliver den dog for en enkelt dag transformeret til det første ikke-kommunale lokale, der nogensinde er blevet brugt som valgsted i Horsens.

Kommunen må da gerne låne salen, siger Mogen Falk. Bare de lover at købe deres mad i kantinen, for det giver penge i kassen til beboernes aktiviteter. Og uanset hvor vælgerne sætter deres kryds på torsdag, vil Sønderbros beboere klare sig lige så godt eller lige så skidt, som de hele tiden har gjort.

For i Sønderbro betyder politikken på Christiansborg ikke det helt store.

Serie

Valget fra vælgernes vinkel

Information dækker valget fra vælgernes vinkel. Vi tager ud of besøger den virkelighed og det stykke Danmark, som valgkampens politikere besøger

Seneste artikler

  • Flyvende væk fra Aalborg

    14. september 2011
    Socialdemokraterne og SF har foreslået en afgift på 75 kroner på hver flyvetur: Det er godt for klimaet, men de siger i Aalborg, at det er rigtig skidt for de udsatte dele af landet
  • Arbejdsanstalten Danmark

    13. september 2011
    Begge blokke i dansk politik har de seneste årtier tilsyneladende været enige om, at beskæftigelse er den bedste kur mod alt fra alkoholisme over misbrug, hjemløshed, kriminalitet, traumer, psykiske og sociale problemer til naturligvis arbejdsløshed, og de udsatte eksistenser på Sundholm er enige. De bliver bare syge af, at deres indsats også skal redde en syg samfundsøkonomi
  • Det er blevet rigtig, rigtig træls at sidde i fængsel

    9. september 2011
    15 års stadigt strammere retspolitik har ikke resulteret i mindre kriminalitet. Til gengæld kan den mærkes af de indsatte i fængslerne. Ikke kun på grund af overbelægning men også fordi forholdene for de indsatte er blevet stadig strammere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og her ser man hvordan civilsamfundet kan gøre noget, hvis menneske i civilsamfundet får støtte og opmuntring til det. Og man fra statens, samfundets mm. side tager udgangspunkt i de resurser folk har og ikke i de problemer der er.

Da jeg var meget ung (og altså gik på uni engang i 1980erne) var jeg til et møde i Odense, hvor vi netop lærte at det var langt bedre at tage udgangspunkt i folks resurser og det de var gode til i stedet for i problemerne; man skulle simpelthen tale med folk om hvordan de ville løse opgaverne i deres bydel, Vollsmose (i Odense).

Underligt at det ikke er blevet mere udbredt....

@Karsten Aaen

Hvis du sidder og venter på at blive støttet og opmuntret sker der ikke en sk..., og alle dem som fortæller at det er en forudsætning er medskyldige i passiviteten.

Hver gang du gør noget selv bliver du stærkere, og hver gang Staten gør noget for dig bliver du mere afhængig af den.

Staten er fjenden, gør tingene selv hvis du vil have dem gjort.

Det var da en utrolig beretning, hvorfor hører man ikke mere af den slags?

Hvorfor ikke overføre det på hele Danmark, hvor overskriften så skulle hedde:

"I Danmark betyder valget ikke det store"

Fri os for alle de "taburet-klæbende" nullerter inde på Borgen, halvstuderede eksamens-papirs-svindlere, fallenter og tabere, men smurt ekstremt godt i mundvigene og på albuerne!

Søren Kristensen

Nogen skal jo være politikere og så er det godt at der findes nogle enormt kedelige mennesker der både kan og gider have sådan et kedeligt job.

Åh, ja, det er da også rigtigt, lad os holde de kedelige grå maskinmennesker "Fanget på Borgen" (måske en god ide til et realitetssjov?), og så kan vi andre jo ha´ det festligt og fornøjeligt udenfor...

Men mente du ikke sådan her:

"Nogen skal jo være politikere og så er det godt at der findes nogle enormt gedelige mennesker der både gan og gider have sådan et gedeligt job."

Tøhø... :)

Min pointe var blot den at hvis man understøtter folk og giver dem mulighed for at hjælpe sig selv, og selv komme med løsninger på de opgaver, der ligger, ja så har folk deres værdighed og kan selv ofte komme op med bedre løsninger end dem som de professionelle kommer op med...