Læsetid: 4 min.

Tid til en kollektiv kold tyrker?

Informations kantine lagde onsdag ryg til en debat om væksten og dens grænser. Det blev dog hurtigt til en snak om frihed
Omkring 110 tilhørere deltog i Informations debatarrangement onsdag i avisens kantine om, hvorvidt vækst er vejen ud af vores problemer. Eller om vi har nået grænsen for yderligere vækst og forbrug i vores del af verden. Et par læsere efterlyste bud på, hvad vi konkret gør, i stedet for at man skyder alle nye tanker ned.

Omkring 110 tilhørere deltog i Informations debatarrangement onsdag i avisens kantine om, hvorvidt vækst er vejen ud af vores problemer. Eller om vi har nået grænsen for yderligere vækst og forbrug i vores del af verden. Et par læsere efterlyste bud på, hvad vi konkret gør, i stedet for at man skyder alle nye tanker ned.

Sofie Amalie Klougart

9. september 2011

Vækstsamfundet er et overstået kapitel. Det var hovedbudskabet fra den ene side af panelet, da Dagbladet Information onsdag inviterede til debat om væksten.

»Man forsøger på stadig mere fantasifulde og desperate måder at finde veje til at holde gang i væksten, men til trods for at der er pumpet penge ind i systemet, er den ikke kommet i gang,« konstaterede Kristine Holten-Andersen, medredaktør på den netop udkomne bog Modvækst. Hun opfordrede til et grundlæggende holdningsskift.

»Vi må holde op med at plapre om vækst, mens vi holder os for ører og øjne, og i stedet omstille os til fremtiden. Vi må fordele det nødvendige arbejde på flere hænder, vær- ne om vores ressourcer, omsætte forbruget til mere fritid.«

Og ifølge Inge Røpke, lektor ved DTU, er der et meget konkret sted, denne omstillingsproces kan begynde: Drop BNP som målestok. Det er nemlig underordnet, hvorvidt det går op eller ned.

»Det, der er relevant er, hvor mange ressourcer vi beslaglægger, hvor stort et energiforbrug vi har, og hvor mange drivhusgasser vi udleder,« sagde Inge Røpke.

Når ressourceregnskabet er på plads, kan vi begynde at diskutere andre hensyn.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Halvanden times oplæg og debat. En fuld sal, men også en helt traditionel form med fordele og ulemper (kun få kommer til orde).
Det bedste er net-debatten. Det, der mangler her, er, at artikelskriverne står på mål for deres artikel. Det fungerer kun i meget få tilfælde. Det ville ellers give debatten et stort løft.

Jeg kan også godt se problemet, at en type som Martin Ågerup får så mange bank, at han trækker sig efter de første to indlæg. På den anden side kunne vi måske efterhånden finde en form for en givende debat.
Der skal noget nyt til, synes jeg.

Niels-Holger Nielsen

Niels-Simon

Kampen om væksten er barn af kampen mod klimakatastrofen. Hvis man fornægter det sidste, er man barn af videnskabsfjendtligheden. Og det har ikke en pind med religion at skaffe. Som vi har sagt nej til to versioner af klimakatastrofen, fordi den foregår om ørerne på os, kan vi ikke acceptere, at Aagerup har nogen erkendelsesmæssig værdi i denne diskussion. Han er fjenden og bør behandles som netop det.

Skal vi ikke være enige om, at vi ikke gider at diskutere med Cepos førend de erkender problemet? Det er rent tidsspilde, og det burde Information have taget bestik af. Vi er ikke længere i erkendelsesfasen, vi er i handlingsfasen. Handling vil i denne sammenhæng sige, at vi udelukker folk som Aagerup, indtil han viser, at han har føling med virkeligheden. Vi behøver ikke at diskutere med idioter, de bør have travlt med at indhente virkeligheden, og vi bør ikke forstyrre dem.

Nej, lad os endelig forstætte med at diskutere med dem vi er enige med ...

Som Ben Bernake så rigtigt sagde i går: Hvis to mennesker er enige om alt, er det ene overflødigt ...

Efter min ringe mening er Ågerup blandt de mindst modtagelige for "modvækst-argumenter": for ham er vækst lig med frie forbrugervalg som igen er lig med frihed!

Til gengæld er det interessant at der også komme en afvisning fra AE: "der skal vækst til"

Ikke et sekund bruges på at tage stilling til hvor kravet om vækst stammer fra og hvilke alternativer der er til den struktur. Det er ikke lovende

Kravet om vækst kommer fra befolkningen, som vil være i beskæftigelse. Det er da underligt, at det kan være så svært at forstå ---

Hvis man vil have vækst i dag skal man tilsyneladende ikke have en regering:

"Quarterly GDP data don’t, on the whole, tend to make the person studying them laugh out loud. The most recent set, however, are an exception, despite the fact that the general picture is of unrelieved and spreading economic gloom. Instead of the surge of rebounding growth which historically accompanies successful exit from a recession, we have the UK’s disappointing 0.2 per cent growth, the US’s anaemic 0.3 per cent and the glum eurozone average figure of 0.2 per cent. That number includes the surprising and alarming German 0.1 per cent, the desperately poor French 0 per cent and then, wait for it, the agreeably frisky Belgian 0.7 per cent.

Why is that, if you’ve been following the story, laugh-aloud funny? Because Belgium doesn’t have a government. Thanks to political stalemate in Brussels, it hasn’t had one for 15 months. No government means none of the stuff all the other governments are doing: no cuts and no ‘austerity’ packages. In the absence of anyone with a mandate to slash and burn, Belgian public sector spending is puttering along much as it always was; hence the continuing growth of their economy. It turns out that from the economic point of view, in the current crisis, no government is better than any government – any existing government."

http://www.lrb.co.uk/v33/n17/john-lanchester/the-non-scenic-route-to-the...

Det er ikke et spørgsmål om at diskutere med dem, man er enig med. Selv blandt kritikere/modstandere af vækst er der/vil der givetvis opstå stor uenighed om de mål og midler, der skal tages i brug for at undgå et sammenbrud i det biofysiske grundlag, hvoraf al menneskelig virksomhed og økonomi er afhængig.

Det er mere et spørgsmål om at få folk ind i debatten, som accepterer det basale udgangspunkt (at evig vækst er ikke mulig og at fremtidens løsninger kan ikke baseres på et sådant økonomisk paradigme og deraf følgende ulighedsskabende praksis), og kan stille med ideer, visioner, nye tanker og en ny måde at håndtere samfundsliv og økonomi på.

Det kan direktøren for CEPOS ikke. Han er fortidens mand og kan blot fortsætte sine klichefyldte angreb på venstrefløjen, mens han dækker sig ind bag 3 ord, som lisså godt kan have en negativ som en positiv betydning. Frihed, profit og ejendomsret. Det lyder som et middelalderslogan for ejere af store landarealer eller byernes rigeste overklasser. Hvad har alle andre, hvis ikke disse ord tilføjes andre dimensioner? Og deres relation til ressourcegrundlaget er ikke særlig klar i direktørens optik.

Derfor er det ikke forbundet med nogen værdi, at direktøren deltager i den slags arrangementer. Alle kender hans synspunkter og holdninger, som ikke bevæger sig, og han tilfører derfor ikke debatten noget nyt eller interessant i relation til fremtidens løsninger. Kun de gamle klicheer.

Spild af tid.

Steffen Nielsen

Sikke en gang vrøvl, hvordan kan nogle seriøst sammenligne stenalderens ressourceforbrug med nutidens? En seriøs debattør ville prøve at modbevise modvækstfolkenes dokumentation. Er det fordi man ikke kan det, at man i stedet vælger at snakke om dommedagsprofeter, socialisme, økofascisme og tvang?

Niels-Holger Nielsen

Så, slap dog af. Manglen på vækst er kun forbigående, en mangel på god ledelse og gode banker. Kapitalismen er en rigtig tøsedreng, som bortforklarer sin mangel på positive resultater med diverse strukturproblemer, som den selv har skabt.

Kapitalismen er, indtil den beviser det modsatte, selve årsagen til katastrofen, som kun ignoranter kan ignorere.

Vi har ikke tid til at vente på kapitalismens "løsninger". Katastrofen er her og nu. Den kræver handling her og nu.

Er der nogen som tør udfordre mig i disciplinen katastrofe eller ej, så skal de være velkommen. I 2009 var det kun landsbytosser, som turde benægte katastrofetegnene. I dag er det næsten god smag.

Kun en tåbe frygter ikke AR5.

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Problemet med tank-folkene (hvad enten det nu er CEPOS eller en anden gylletank) er, at de er der. Vores fjender, altså ”vores”. De vinder måske valget på onsdag.
Jeg havde da lyst til at rejse mig op og sige: ”Martin, du er simpelt for dum. Gå hjem og skam dig!”, men så skulle jeg jo nok helt have ladet være med at komme.

Man kan også se sådan på det, at Martin’erne (direktører og hvad de ellers er) har et grundlag at stå på. Nogle giver dem en månedsløn. De er ganske uproduktive (positivt set), selvom de taler om produktivitet og vækst hele tiden. De får sendetid, så nogle ser op til dem. Hvis man skulle vende ryggen til dem, hvem skulle man så vende sig om til? Så mange er vi jo heller ikke, og hvem tager så til orde imod gylletanktænkefolkene?

Jeg spilder måske min tid, men tænk hvis Monrad og andre alligevel annammede en smule, så er det vel ikke helt forgæves. En vis sarkasme (som jeg selv kan levere) har Monrad dog: ”Nej, lad os endelig forstætte med at diskutere med dem vi er enige med …” og sådan en flabethed morer jeg mig over. Det er dog sjældent, at jeg kaster mig over en monrad, men det sker.

@ Erik,

Jeg tror at kernen i uoverensstemmelsen ligger et sted i noget du skriver "evig vækst er ikke mulig". Det lader nemlig til at du og andre ser "vækst" som noget lineært, som noget statisk, som noget "mere af det samme". For eksempel, vi bruger så og så mange tønder olie i dag, og med en simpel fremskriving kommer man frem til et uholdbart stort forbrug af samme olie i fremtiden.

Men sådan fungerer tingene jo ikke i virkeligheden. Det var jo ikke mange år siden, at når en bil havde udtjent sin pligt, blev den skrottet og i det store hele ikke genbrugt. Sådan er det jo ikke i dag.

Ligeledes vil du kunne se, at energiforbrug per produktionsenhed varierer stort fra et land til et andet. Med andre ord, der er skabt stor energieffektivitet, og der er masser af plads til at skabe yderligere energieffektivitet, både i vores udviklede del af verden og i resten af verden.

Teknologi. 3D printing, for eksempel, har et fantastisk potentiale for at reducere resource forbrug kraftigt, ikke kun i produktionsledet, men også i transportledet.

Udvikling af nye materialer har altid drevet udvikling fremad og sikret vækst, og det vil det vedblive med at gøre.

Produktudvikling reducerer også ofte resourceforbrug. Men hvis ikke du har lov til at skabe profit fra dit produkt, har du heller ikke penge til at produktudvikle for.

Hvis vi skal kunne debattere, må du og dine meningsfæller altså væk fra den opfattelse, at tingene er statiske, for det er de ikke. Hvis vi skal ind i en konstruktiv debat om, hvordan vi mere målrettet fremskynder en udvikling henimod et mindre resource intensivt samfund, så nytter det ikke noget at stille sig op med diffuse forestillinger om bare at reducere vækst. Et samfund eksisterer ikke uafhængigt af sine borgere, så det er ikke nogen god ide at borttænke dem.

Måske er det snarere det fremherskende vækstbegreb, der er statisk og ikke mig og mine meningsfælleers opfattelse af situationen. Jeg skal heller ikke afvise, at vækstbegrebet i andre sammenhænge kan bruges uden at der er loft på det. Eksempelvis tror jeg ikke, at der er grænser for vækst i den mentale kapacitet hos homo sapiens, selvom man indimellem kan have lidt problemer med bevisførelsen.

Jeg ser skam ikke bort fra borgerne, men forsøger at holde fast ved, at vi har nogle problemer, som vi ikke kan tillade os at ignorere og at borgerne ikke er helt på forkant med, hvad det drejer sig om, bl.a. fordi det ikke er temaer, der hos meningsmagerne anses for god tone, så de har et afgørende ansvar i denne sammenhæng.

At erkende, at der er grænser for, hvor hårdt ressourcegrundlaget kan udplyndres uden konsekvenser for arten, anser jeg for at være mere dynamikskabende end alle mulige tekniske fix, der alt andet lige tilsyneladende blot øger trykket på ressourcegrundlaget.

Lad os for alle håbe, at det kan lade sig gøre at udvikle nye ting, der begrænser ressourceforbruget afgørende, herunder anvendelse af den energi, der går til den slags. Netop energien vil blive/er en man- gelvare, og er fremstillingen altfor energikrævende, vil den i sig selv tære på ressourcerne på en måde, der klart vil markere grænsen (for forbrug og overlevelse).

Jeg mener, at der er behov for nytænkning og behov for en hidtil uset dynamik i denne disciplin.

Lars Andersen udtaler "Vi kan få bæredygtig vækst ved at producere teknologier, der begrænser vores energiforbrug og slider på naturen."

Martin Ågerup udtaler "Det har mennesket altid gjort, fundet nye teknologier."

Niklas Monrad skriver "Teknologi [...] Udvikling af nye materialer [...] Produktudvikling [...]."

Alle sammen synes de at ligge under for illusionen om, at mennesket potentielt vil opnå omnipotens ved at udvikle teknologier, der kan transcendere selve naturlovene. Lidet synes de at forstå, at uanset hvor glitrende og magtfuld nogen teknologi end måtte blive, så er den underlagt naturlovene, ikke omvendt; og derfor er mennesket følgeligt underlagt nogle absolutte grænser.

Niklas M. skriver ovenfor kl. 12:03:
”... “vækst” som noget lineært, som noget statisk, som noget “mere af det samme””,

og antyder dermed, at det er en forkert måde at forstå ’vækst’-begrebet på.

Men er det der: ”Mere af det samme”, ikke det, den økonomiske ’videnskab’ plejer at kalde ’profit’ og det, der i et virksomhedsregnskab kommer til syne i den såkaldte ’bundlinje’?

Hvis det er tilfældet, er Niklas M. så i gang med en kritik af den kapitalistiske, det vil sige monetære, økonomiforståelses ’vækst’-begreb?

Spurgt i al venlighed, :-).

@ Mark Thalmay

Du kom min tanke i forkøbet. For mig ser det også ud som om, at Monrad er ved at kritisere den bestående og ikke mindst højest kritisable vækstforståelse, som netop er den første ting, som skal lægges i graven.

*højst

@Monrad

"Teknologi. 3D printing, for eksempel, har et fantastisk potentiale for at reducere resource forbrug kraftigt, ikke kun i produktionsledet, men også i transportledet."

Jeg har det svært ved at acceptere disse teknologi-baserede argumenter for kapitalismens forsæt. Det er for småt at sætte sin lid til potentialer og opfindelser, som i første omgang hører hjemme i sci-fi-genren. Dermed skal det ikke være sagt, at jeg er decideret teknologisky, da potentialer er interessante og ting at arbejde for.

(ikke henvendt specifikt til Monrad - blot en lille kommentar i kølvandet på mine kvalmefornemmelser over folk, der plæderer for elbilens fortrineligheder)
Elbilen. Teknologisk fremskridt, hmm. Rationalet fra elbilfolket er ellers soleklart: Elektriciteten skal produceres af vindmøller = bæredygtighed. En blikspand på 1 ton kan aldrig, aldrig være et skridt i den rigtige retning.
Jeg bor i en lille provinsby, hvor vi på "hovedgaden" har fået en eloplader. Den er nu fin med sine grønne bobler. Dejlige grønne farver. Mmh, grøn bilisme. Den almindelige landsbybeboer kører forbi og tænker: "Nu sker der noget. Teknologien redder os".

Teknologi kan hurtigt blive vækstforkyndernes sovepude og skjold mod alle fundamentale kritikker.

I forlængelse af, eller i stil med, min tidligere kommentar i anden tråd:

Tænk sig, hvis dem, der vil den endeløse vækst, og i teknologiske tåger forestiller sig den mulig, og dem, herunder undertegnede, der vil noget andet, kunne få tildelt hver deres planet, så førstnævnte på deres planet, der for min skyld gerne må være mange gange større end den, jeg skulle leve på, kan få lov til at udleve deres fantasi.

Så kunne disse den endeløse væksts fortalere for min skyld få lov til at udsuge, udbytte, udsulte, massakrere og voldtage først planeten og dernæst hinanden - sidstnævnte, når ressourcerne slipper op og teknologien, til deres formodentlige store overraskelse, viser sig utilstrækkelig. Jeg ville ikke føle nogen gru ved det.

Michael Kongstad Nielsen

Vi kan godt lave teknologiske fremskridt, og vi kan godt (meget gerne) lave bedre fordeling af rigdommen, men ingen af delene bringer væksten ned (af sig selv). Der skal noget andet til, en mentalitetsændring.

Som Inge Røpke siger, er det energi- og ressourceregskabet, den er gal med. Vi forbruger for meget, uanset innovation og fordeling. Det samlede forbrug skal ned, hvis vi vil redde kloden.

En ændring af mentaliteten skal komme nede fra, og det er måske så småt på vej (godt hjulpet af monsterregn, oversvømmelser og hungertørke). Efterhånden vil det forplante sig til det politiske niveau.

Der bliver efterlyst forslag til konkrete tiltag og forandringer der kan bane vejen for et mindre ressourceforbrugende samfund. Det oplagte er selvfølgelig at reducere befolkningens mulighed for at forbruge. (Og inden de borgerlige råber totalitær kommunisme, vil jeg gerne pointere, at der i alle samfund eksisterer begrænsninger på hvor meget hver person kan forbruge, således også under kapitalismen hvor denne grænse drages ved udbuddet samt summen på ens bankkonto. De liberales forestilling om, at man skal have lov til at anskaffe sig lige hvad man har lyst til, eksisterer altså i forvejen ikke, men er også urealistisk dersom naturen sætter nogle grænser for vores ageren. Jeg kan ønske mig at kunne flyve som en fugl lige så tosset jeg vil, men uanset hvor meget jeg slår med armene, bliver jeg på landjorden, for sådan fungerer fysikkens love nu engang. Tilsvarende må vi sande, at ubegrænset (individuelt) forbrug ikke tillades indenfor rammerne af en endelig planet. At insistere på at betragte penge som den eneste overordnede begrænsning på vores forbrug, tenderer således mod fundamentalisme, dersom penge er et menneskeskabt begreb i modsætning til naturlovene.)

Hvilke værktøjer er der så til at begrænse forbruget? Det ideelle ville være, om hvert individ indså nødvendigheden af en sådan begrænsning og selv tog affære. Dersom politikerne indså nødvendigheden af dette, og begyndte at oplyse folk om, at mindre forbrug er ønskværdigt (i stedet for at opfordre til mere forbrug), ville man måske kunne komme et stykke af vejen. Dette kunne eventuelt kombineres med en begrænsning på erhvervslivets muligheder for at markedsføre deres produkter. På den lange bane er det nødvendigvis selverkendelse i befolkningen der skal til for at skabe en anden samfundsorden, men spørgsmålet er om ikke en sådan erkendelse vil komme alt for sent. Det er sandsynligt er der er brug for videre tiltag.

Rent lovgivningsmæssigt er det muligt med skatter og afgifter at regulere forbruget. Det er vigtigt, når en sådan regulering foretages, at man er opmærksom på de fattigste i samfundet, således at de ikke får sværere livsbetingelser. De essentielle livsfornødenheder inkluderer fødevarer, en bolig og transportmuligheder (offentlig transport), så det er vigtigt at prisen på disse 'varer' holdes nede, mens man samtidig lægger afgifter på mere luksuriøse og ressourcekrævende forbrugsgoder. Enhedslisten barsler med tilsvarende tanker. En omlægning af afgifter, så det er billigt at leve, men dyrt at leve med stort forbrug af 'luksusgoder', kan således forekomme en farbar vej.
Problemet er selvfølgelig, at færre forbrugsgoder er en rigtig svær sag at sælge, og eftersom vi lever i et demokrati hvor majoriteten bestemmer, bliver det virkelig svært at komme igennem med sådan en politik, for desværre er der næsten altid politikere der er villige til at love fremgang eller fortsættelse af status quo, selvom de burde vide bedre. Dertil kommer, at erhvervslivet sædanligvis også modsætter sig den slags forandringer, og de har stor indflydelse på (en del) politikere og den offentlige opinion.
Hvis man skal kunne mobilisere flertallet til at gå ind for en sådan transition, skal det sandsynligvis indebære, at de mest velhavende skal betale en andel der svarer til deres indtjening, således at forbrugsbegrænsningen rammer alle på en retfærdig vis.

Hvorledes eventuelt det økonomisk-monetære system skal justeres for at akkommodere de ændrede forhold, har vi brug for en økonom til at svare på.

Derudover kan der tages initiativ til at gøre flere ting fællesejer. Opgrader den kollektive trafik, så vi ikke hver behøver at have en bil. Sats mere på biblioteker, så vi alle ikke behøver at have et eksemplar af hver bog og film stående derhjemme på reolen, hvor det kun sjældent bliver benyttet. Lån en hæksaks af naboen, så hver beboelse ikke har behov for at have sin egen. Vi er i for høj grad blevet tilvænnet til ideen om privatejendom, og det er en medvirkende årsag til (for) stort forbrug.

Det er måske også muligt at gå ind og lovgive om en mindste holdbarhed for enkelte produkter, således at producenterne bliver tvungent til at tænke mere i holdbarhed. Det skal også være muligt og fordelagtigt at reparere malfungerende apparater frem for at kassere dem og købe et nyt. I det hele taget er der mange initiativer man fra politisk hold kan foretage, men der mangler vilje og mod til at gå ind og regulere overfor erhvervslivet. Som oftest afvises ethvert forslag med argumenter om at det vil blive for dyrt, eller det vil være skadeligt for konkurrenceevnen, men som tidligere pointeret er penge kun et menneskeskabt begræb, og derfor må monetære hensyn nødvendigvis vige for eksistentielle, naturgivne hensyn. Undertiden er der endog penge at tjene på at handle fremsynet, men dette bør ikke være den primære årsag til, at en forandring implementeres.

Michael Kongstad Nielsen

Bo Hansen, det er fint nok, men jeg tror, forandringen skal komme nedefra. Det skal starte hos hvert enkelt, der begynder at holde igen og omlægge forbrugsvaner. Hvis det skal batte noget, kræver det en slags trend, en bevægelse, en ændring i tidsånden, måske ligefrem en modebølge, men hvis ikke det kommer nedefra, men oppe fra via lovgivning, vil det møde demokratisk modstand og ikke blive effektivt nok.

Forøvrigt er folk allerede holdt op med at svinge dankortet så hidsigt som tidligere, det er jo det, politikerne er så bange for.

Niels-Holger Nielsen

Genganger

Diskussionen om hvorvidt revolutionen gennemføres som en indre eller en ydre forandring er så gammel, så jeg ikke kan huske, at den ikke har været der. Dybest set er modsætningen i sin rene form nonsens, for der jo tale om et både og. Folk på min alder (jeg bliver tres til november) ved, at vi ikke for fyrre år siden handlede og tænkte som vi gør i dag. De ved også, hvis de kigger ind i sig selv, at dertil hvor vi er kommet i dag, ikke er noget, som de aktivt har ønsket sig og målbevidst forfulgt. Forandringerne er drevet af noget uden for os selv, og hvis I spørger mig, vil jeg svare at dette noget er kapitalen, som i sin jagt på profit i en ubarmhjertig konkurrence, har udviklet hvad som helst, som kan sælges. Og det kan det meste sjovt nok, når der er den rette balance mellem udækkede behov og en relativ velstand. Hvem har ikke prøvet at holde fest, hvor man har bidt hovedet af al skam og brugt engangsservice (olie og fældede træer), fordi det var det nemmeste. Ikke af dovenskab, men fordi man så kunne gøre mere ud af andre sider af festen, og selv være med på fuld tid. Hvis lortet ikke havde været til, så var der ikke nogen, som havde tænkt over det, og man havde organiseret opvask so oder so. Festen var næppe blevet dårligere af den grund. Sådan er det med de fleste af de sikkert isoleret set udmærkede (personligt kan jeg ikke udså engangsservice) produkter, som forbrugersamfundet stiller til vores rådighed, uden at vi har bedt om dem. I dag kan folk ikke undvære en mobiltelefon, og har mindst hundrede forskellige forklaringer på, eller undskyldninger for, at sådan en er nødvendig. Før vi fik mobiltelefoner, var der en telefonboks på snart sagt hver andet gadehjørne, og vi klarede os faktisk udemærket med det. 70'erne og 80'erne (eller 50'erne og 60'erne for den sags skyld) var ikke en stenalder, og vi oplevede bestemt, at vi havde masser af luksus. De færreste almindelige mennesker havde så store krav til deres garderobe, som mange har i dag. Mit første fjernsyn, som var et brugt 13-tommers sort hvid, kasserede jeg først da vi flyttede i ny lejlighed i '90. Det blev erstattet af et nyt men ydmygt 20-tommers i farve og en videomaskine. I dag ville jeg ikke bryde mig om, at se en fodboldkamp på det lille tretten tommers, men det gjorde ikke så meget dengang. Jeg satte pris på, at leve på en lille fod, fordi så kunne jeg pisse i mesters papirkurv og sige tak for denne gang, hvis der var noget, som jeg var utilfreds med, og Elkjær og drengene var jo altid gode på mit lille fjernsyn, som jeg sad klistret til under WM i '86, som jeg også havde gjort i '78. Sådan var der så meget, men jeg har altid haft det skidt med stofkredsløbet i forbrugerkulturen. Først og fremmest fordi jeg godt kunne se, at det umuligt kunne fortsætte på den måde, men også fordi det gav mig en klaustrofobisk angst at være indespærret i alt det, som alt for tidligt gik i stykker og skulle fornys. I hele mit liv har jeg lånt 10.000 kroner, og det var til lidt møbler og et (delvist brugt) stereoanlæg, da jeg blev skilt fra min første hustru. Vi har 350.000 (halv arv og halv opsparing) på bogen og har aldrig købet noget på klods. Jeg har aldrig ejet en bil, men betaler gladeligt 3-500 kr. til en taxa, når vi skal hjem fra en fest eller vennekomsammen. Jeg synes ikke at jeg har manglet noget og har kun glimtvis været misundelig på dem der havde mere og nyere end mig. Jeg har både været i Kina og Afrika og Tyrkiet for den sags skyld. Vi har gerne villet have et kolonihavehus, men det er et giftigt marked, og jeg er ikke gør det selv typen, så det har vi til gode. Pengene på bogen går nok snart til en andelslejlighed, så vi ikke skal suge alt for meget på lappen når min hustru også går på pension. Vi sidder i en dejlig, moderne stor lejelejlighed til ni tusind kroner om måneden. Jeg synes altså, at kapitalismen har gjort det rigtig godt for mig, materielt set. Men frygten for fremtiden har altid været min følgesvend eftersom de fleste af mine negative spådomme altid er blevet til den skinbarlige virkelighed. Det var en stor lettelse for mig, da jeg relativt smertefrit blev tilkendt en førtidspension. Jeg har i min latterlige ydmyghed altid sat pris på offentlig transport, biblioteker og gratis hospitalsophold. Jeg har haft livstruende cancer to gange, og har været igennem seks fuld skala bughuleoperationer og går til livslang kontrol, så jeg har på den måde været en voldsomt dyrt bekendtskab for vort betrængte sundhedssystem, men hvordan skulle jeg have klaret det ,hvis jeg havde været overladt til mig selv og min ufaglærte løn? På trods af den dyre lejlighed og de ikke fyrstelige indtægter (min hustru er pædagog) føler jeg, at vi godt kan skære lidt hist og her, hvis det skulle blive nødvendigt, især hvis det er noget vi alle skal gøre i fællesskab, men jeg får myrekryb ved tanken om at velfærdssamfundet skulle køres på møddingen.

Ja, det var en digression, men jeg ville gerne forklare, at følelsen af frihed fra pik-pak og jordegods faktisk er det væsentligste ved friheden. Jeg fatter simpelthen ikke den alt for almindelige glæde ved forbrug, og kan ikke få ind i mit hoved, at nogen opfatter det som frihed. Før jeg fik en foodprocessor stod jeg og lavede humus med en gaffel, og det var vel ok. Det er faktisk ikke så tit jeg bruger den, for den tager for meget plads op i vores opvaskemaskine, som kun fyres af, når den er propfuld. Nogle får angst ved tanken om at skulle undvære, og andre får det hvis de skulle blive for afhængige.

Pointen er, at de fleste af vores behov er skabt af det allestedsnærværende forbrugersamfund, som vi aldrig har bedt om, men som stoppes ned i halsen på os, om vi kan lide det eller ej. Det er det, som Martin Aagerup og mange andre stiller på hovedet, fordi de selv er pisseafhængie af at vi andre stadig gider at sanke profit til dem ved at lade os udbytte som producenter og alt for villige forbrugere.

Forbrugersamfundet er ikke frihed, det er tvang. På den måde tingene er skruet sammen med dyr husleje, arbejde i faste mængder, reklame, selvpensionering og individualisme, er det en illusion, at vi skulle kunne gøre os frie ved egen monadistiske stræben. Det kræver langt mere fællesskab end vi har mulighed for i vores atomiserede og segregerede samfund.

Selv om jeg er benhård marxist har jeg også læst mange bøger med en anden grundholdning og vil gerne anbefale to bøger, som handler lidt om det, som jeg her har forsøgt at ridse op. Den første er en rigtig gyser, som ikke er for folk med hang til glansbilleder: Work, consumerism and the new poor, af Zygmunt Bauman (den er oversat til dansk). Den anden er en smånostalgisk men dybt rørende bog af den borgerlige sociolog Richard Sennett: The Corrosion of Character, The Personal Consequences Of Work In the New Capitalism. (Begge 1998).

Læs også Z. Baumans Modernity and The Holocaust, som er en påmindelse om, at vi stadig lever i et samfund med de samme karakteristika, som skabte fascismen og al dens uvæsen. Som jeg ser det, så kan vi kun vælge imellem en brun eller en rød fremtid, når det her samfund braser sammen.

Niels-Simon Larsen

Buddha skulle efter sigende engang have fortalt denne historie:
En mand sidder inde i et brændende hus. Hans naboer råber, at han skal skynde sig ud. Han spørger dem, om det regner udenfor.

Og det gør vi også, når det gælder om at finde ud af noget andet end vækst. Vi bliver nødt til at skynde os væk, men Tågerup’erne synes, vi har det dejligt. Det har vi også, så længe vi kan lukke øjnene for virkeligheden.