Læsetid: 4 min.

Valgkampen, der tog livet af kontraktpolitikken

Valgkampens første halvdel har været nervøs og turbulent og giver et fingerpeg om, hvad der venter efter et valg. Nogle har allerede tabt, nogle har allerede vundet, men vigtigst af alt er der brudt alliancer og løfter som aldrig før. Kontraktpolitikken er fortid
SF og formand Villy Søvndal har fået en noget turbulent begyndelse på valgkampen med udmeldinger i forskellige retninger og et centralt strategiskift, hvor Søvndal pludselig meldte ud, at det nu var ok at tale om forskellene på SF's og Socialdemokraternes politik.

SF og formand Villy Søvndal har fået en noget turbulent begyndelse på valgkampen med udmeldinger i forskellige retninger og et centralt strategiskift, hvor Søvndal pludselig meldte ud, at det nu var ok at tale om forskellene på SF's og Socialdemokraternes politik.

Henning Bagger

7. september 2011

Efter valgkampens første dage var det svært ikke at se symbolikken i en scene, der udspillede sig i vandrehallen foran folketingssalen den fredag for nu 12 dage siden, hvor Lars Løkke Rasmussen udskrev valget.

I periferien af virvaret af tv-kameraer og mikrofoner og adrenalinramte journalister og politikere mødtes finansminister Claus Hjort Frederiksen og Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard i et hjørne i al stilhed i et ømt kram.

Et sidste tak for denne gang og held og lykke fremover fra manden, der både var arkitekten bag VKO og som den første minister brød den mentale barriere og erklærede det værdifællesskab mellem V og DF, som nu synes at være fortid.

Og ikke kun fordi han risikerer ikke at blive genvalgt.

Sigende nok blev valget udskrevet på baggrund af et sjældent forhandlingssammenbrud i VKO om en såkaldt vækstpakke, og allerede morgenen efter blev VKO-æraen i aviserne erklæret for endegyldigt ovre af alverdens kommentatorer.

Da Konservatives Lars Barfoed og den radikale Margrethe Vestager på valgkampens tredjedag på forsiden af Berlingske Tidende kaldte til forsoning på midten af dansk politik, syntes tesen bekræftet.

En ny politik

Claus Hjort Frederiksen-doktrinen var fortid og Foghs ånd over dansk politik endelig forduftet og Dansk Folkeparti på vej tilbage til den marginalisering, de har kæmpet i ti år for at bryde.

Med otte dage tilbage til valget synes VKO-æraen fortsat at lakke mod enden, men den seneste uge sandsynliggør, at det i endnu højere grad er måden at lave og love politik på end selve VKO-konstellationen og værdifællesskaberne, der er i opbrud.

Den opsigtsvækkende RK-alliance viste sig hurtigt at være en meget ukonkret størrelse, der ikke som sådan indebar løfter eller blot konkrete intentioner om at føre politik over midten, men snarere var en slags holdningstilkendegivelse om, at det da ville være fint i den bedste af alle verdener.

Naser Khaders forsidemelding om en nedlæggelse af Integrationsministeriet, der blev hyldet af de gamle, radikale venner, blev f.eks. trukket tilbage af Barfoed samme dag.

Og RK-stuntet har været kendetegnende for valgkampen.

Mere slinger

SF har ivrigt taget kampen op med de konservative, når det gælder divergerende meldinger.

Først gav SF-ledelsen uden at skamme sig nævneværdigt sig selv mundkurv på for ikke at afsløre sprækker i S-SF-alliancen, men da det blev genstand for en del kritik, og målingerne begyndte at dale, skiftede man strategi.

På udlændingeområdet er det alternative pointsystem for opholdstilladelse, som S-SF efter store, interne kampe lancerede som at alternativ til regeringens, allerede blevet aflivet inden valgaftenen, og det er usikkert, hvad der komme til at stå i stedet.

Desuden har SF-formand Villy Søvndal først sået tvivl om, hvor længe 24-årsreglen vil bestå, for siden at trække helt og siden delvist i land, for så i går at gå i den anden grøft og invitere DF til samarbejde på en række punkter.

SF bløder nu stort vælgere til først og fremmest Enhedslisten og Radikale Venstre, men der er også ganske små tegn på bevægelse fra rød til blå blok.

Blafrer i vinden

Imens har statsministerkandidaterne været forvist til at lure passivt i baggrunden af den simple årsag, at vi kender deres politik, men at en ny regerings politik bliver afhængig af konstellationerne og styrkeforholdene mellem partierne omkring dem.

Det lød måske banalt, da S-SF indkaldte til pressemøde for at fortælle, at man ikke vil virkeliggøre valgløfter, før der er penge i kassen, men det var set i sammenhængen mærkværdigt.

Hverken S-SF eller VK har opbakning til sine vækstpakker hos på den ene side Enhedslisten og Radikale Venstre, på den anden side Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Også de store 2020-planer blafrer i vinden.

Radikale Venstre insisterer på at gennemføre de borgerliges efterlønsreform, og samtidig har Dansk Folkeparti som svar på de konservative fornærmelser ad flere omgange toppet både nyhedsudsendelser og avisforsider med meldinger, der sår tvivl om, hvorvidt man vil stå ved såvel tilbagetrækningsreform og dagpengeforringelser som de udskudte topskattelettelser.

Ligesom Radikale Venstre også har en aktie i forvirringen omkring RK-alliancens betydning, har R desuden skabt en del tvivl om et af de helt store valgtemaer betalingsringen omkring København der pludselig måske skulle til folkeafstemning.

Og det er ikke kun de hurtige meldinger, der er blevet trukket frem og tilbage, ofte på samme dag.

Ingen store løfter

Socialdemokraterne er løbet fra et tidligere krav om kvindekvoter i bestyrelserne i erhvervslivet, S-SF's løfte om at hæve u-landsbistanden er pludselig udskudt på ubestemt tid, mens planen om en undersøgelse af CIA-fangetransporter i dansk luftrum er både trukket tilbage og måske genfremsat af SF. Venstre har holdt sig fra store, nye løfter, nok i erkendelse af at det kan være svært at samle et flertal inden valget, men partiets heftige kritik af oppositionens forslag om at prioritere i behandlingsgarantien klinger dog lidt mere hult, efter at man i går erkendte, at man også selv bliver nødt til at begrænse antallet af operationer og indgreb, der er omfattet af garantien.

At man ikke skal tage noget for gode varer i denne valgkamp er Pia Christmas-Møller nok det ultimative eksempel på. Først gjorde hun comeback hos Konservative efter ellers at have forladt partiet i protest mod en udlændingepolitik, der siden kun er blevet strammet, men efter noget, der ligner et komplot, men nok bare var en procedurefejl, er hun alligevel ikke opstillet.

Selv den enlige kristendemokrat, Per Ørum Jørgensen, har gjort sit absolut ypperste for at bidrage til usikkerheden ved at true med at pege på Helle Thorning-Schmidt, efter at han de forgangne måneder ellers har været fuldtidsbeskæftiget som livredder for Lars Løkke Rasmussen.

Tilbage står, at vi ud over at vi ikke ved, hvem der vinder ved mindre og mindre om, hvilken politik der vil blive ført, men også i det lys bliver dette valg et opgør med Claus Hjort Frederiksen-doktrinen.

På mange måder var Fogh og Hjorts kontraktpolitik lige så definerende for det forgangne årti som blokpolitikken og det, at Dansk Folkeparti blev hentet ind i varmen.Valgkampen har ikke givet os svar på, om vi er færdige med blokpolitikken og Dansk Folkeparti, men kontraktpolitikken er stendød.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sikke nogle gode og sigende billeder, der er til den artikel. Og så læser man billedteksterne. Kedelige, ensartede og uopfindsomme. Lidt ligegyldige i konteksten, faktisk. Hvis bare de skrivende journalister kom op på siden af fotograferne...

Grethe Preisler

uha, uha, uha og så det lange. Sikke noen bisser, og stakkels lille Pia alene i verden.

Men folkegunst er idel dunst, så det ender såmænd nok med en lille LAVKO-regering, når stemmerne er talt op.

Så blir Margrethe godt nok lang i ansigtet. Nu var hun ellers lige klædt på til at entre lejderen til maskinrummet i grå træsko og lyserød kedeldragt.

Johannes Nielsen

Uanset hvor udskældt og forhadt kontraktpolitikken er, så illustrerer artiklen jo fint hvorfor nogen kunne synes den var en god ide til at starte med- i øjeblikket ANER man jo simpelthen ikke hvad nogen af partierne vil...undtagen altså at have magten...