Vildt spil om regeringsmagt

Valgresultatet gør ikke én klogere på, hvem der præcist nu skal sidde i regering. Ved de valg, hvor en tilsvarende uklarhed har hersket, har det ført til vilde taktiske manøvrer.

Mest dramatisk nok i 1957, hvor H.C. Hansen måtte indkassere et mandattab på fire, så hans socialdemokratiske mindretalsregering røg ned på 70 mandater. Hans støtteparti, Radikale Venstre, beholdt deres 14 mandater uændret, men 70 og 14 giver kun 84 og ikke de nødvendige 90. En nedslået H.C. Hansen var indstillet på at gå af. Det insisterede Radikale Venstre på, at han ikke måtte. Det ville nemlig åbne for, at Venstres Erik Eriksen (45 mandater) kom til at lede forhandlingerne om regeringsdannelsen.

De radikale frygtede, at Eriksen som han havde gjort det i 1950 uden videre tog Konservative (30 mandater) med i sin mindretalsregering. Det ville bringe Radikale Venstre i den situation, at de kun kunne få Konservative ud af regeringen ved et mistillidsvotum til VK. Og at stemme en borgerlig regering ud havde Radikale Venstre af hensyn til deres egen borgerligt lænende fløj ikke appetit på. Altså gjaldt det for Radikale Venstre om at holde H.C. Hansen på pinden, indtil Erik Eriksen var aftvunget et tilsagn om, at han ville droppe Konservative og regere alene og navnlig: på radikal nåde.

Plejet forfængelighed

Men Erik Eriksen var ikke indstillet på at droppe Konservative. De havde omhyggeligt plejet Eriksens forfængelighed ved at omtale ham som »det borgerlige Danmarks leder«.

Situationen forekom fastlåst. Også fordi den radikale leder Bertel Dahlgaard umiddelbart efter valget sagde: »Jeg vil hellere dø en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundet.«

Retsforbundet var valgets mest fremgangsrige parti. Det var hoppet fra seks til ni mandater. Mange af Retsforbundets nye vælgere var socialdemokrater, der var skuffede over H.C. Hansens store strejkeindgreb i 1956. De ville dog ikke gå så vidt som at stemme på Kommunisterne, der i 1957 sivede fra otte til seks mandater.

Mens Erik Eriksen gav sig god tid til at vente på, at Radikale Venstre kom krybende og accepterede en VK-regering, gav Socialdemokratiet sig til at sondere terrænet hos Retsforbundet. Dette parti var på en måde let bytte, fordi det var lammet af strid mellem sine ledende personligheder Viggo Starcke og Oluf Pedersen. Socialdemokraterne blev ihærdigere i frieriet, da de erfarede, at Radikale Venstre stadig satsede på at tvinge Eriksen til at regere alene. Stor var forbløffelsen i offentligheden, da slutresultatet blev trekantregeringen mellem Retsforbundet, Socialdemokratiet og Radikale Venstre med 93 mandater bag sig. Den svenske statskundskabsforsker Herbert Tingsten kaldte sidenhen forløbet for »tolv dages orgie i taktik, forhandlinger og kompromiser«.

Trekant til tokant

På grund af personstriden i partitoppen fik Retsforbundet en noget forvildet regeringsdeltagelse, men trekantregeringen blev siddende i tre et halvt år. Ved valget i 1960 røg Retsforbundet ud, men Socialdemokraterne og Radikale Venstre kunne fortsætte som flertalsregering ved det fikse greb at udnævne et grønlandsk folketingsmedlem til grønlandsminister, så han var nødt til altid at stemme med regeringen.

Mange har siden undret sig over, at Erik Eriksen ikke greb ud efter magten. Men også han havde problemer med indre splid i sit parti. Konflikten var voksende mellem Eriksen og hans tidligere finansminister, Thorkil Kristensen, der lænede mod SR. I 1955 havde Kristensen stemt sammen med SR om den økonomiske politik, hvad der havde voldt Venstre megen smerte. Alligevel ville Eriksen ikke kunne holde til at holde Kristensen væk fra finansministerposten i en Venstreledet regering. Hertil kom noget mere idealistisk: Eriksen så et perspektiv i at fastholde det nære samarbejde med Konservative og håbe, at VK fik chancen ved næste lejlighed, og hvor Kristensen forhåbentlig var ude af Venstre. Kristensen udtrådte faktisk i 1960 i protest mod VK-samarbejdet. Eriksen selv faldt i 1965 på Venstre-modstand mod hans forkærlighed for Konservative. Regeringschancen for hans efterfølger, Poul Hartling, indfandt sig først i 1968 og da ganske på radikal nåde, idet den radikale Hilmar Baunsgaard blev statsminister for VKR-regeringen 1968-71.

Jordskred i 1973

Siden 1957 har der kun været ét valg, hvor regeringsdannelsen blev lige så kroget og uforudsigelig. Det var ved 'jordskredsvalget' i 1973, hvor de gamle partier mistede en tredjedel af deres samlede mandattal, mens Glistrups Fremskridtsparti, Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater og en række små partier stormede frem. 1973-valgets store taber, Socialdemokraternes Anker Jørgensen, ville under ingen omstændigheder regere videre. Han kylede initiativet over til de borgerlige, hvor Venstres Poul Hartling behændigt greb det. Det var den almindelige forventning, at Hartling ville danne en VKR-regering. Men det var han slet ikke interesseret i. Ved snedige manøvrer fik Hartling hægtet sine forhenværende regeringsmakkere af. Til et K-forlangende om at være med, svarede Hartling:

»Det Konservative Folkeparti befinder sig ikke i en situation, hvor det kan tillade sig at stille krav.«

Derpå dannede Hartling danmarkshistoriens smalleste regering: en ren V-regering med kun 22 mandater bag sig. Den holdt i 14 måneder. Så kørte den fast. Også fordi de forsmåede borgerlige samarbejdspartnere ikke var forhippede på at holde Venstres solokørsel i gang. Hartling fik ved 1975-valget Venstres mandattal fordoblet til 42. Men nu nægtede de andre borgerlige at lade ham køre videre alene. Han prøvede så at lancere en firkløverregering med K, CD og Kristeligt Folkeparti. Den ville Glistrup med i. Det ville Hartling ikke være med til.

Så kom Anker Jørgensen tilbage og vaklede videre gennem 1970'erne.