Kommentar
Læsetid: 4 min.

Villy Søvndals sejr og nederlag

Det pinlige ved valget for Socialdemokraterne og SF er: De kunne have hejst den røde fane for den næste generation - men de vandt med det røde flag på halv
Det pinlige ved valget for Socialdemokraterne og SF er: De kunne have hejst den røde fane for den næste generation - men de vandt med det røde flag på halv
Indland
16. september 2011

Der blev faktisk mumlet om ham som statsminister. Der blev talt om, at SF kunne blive større end Socialdemokraterne, og han sagde selv alle mulige ting, som han aldrig havde sagt før. Det var Villy Søvndal, som stjal ilden fra de borgerlige, der siden 2001 havde siddet på regeringsmagten, og stod midt i den offentlige debat. Han knækkede den borgerlige regering, da han trådte i karakter som en socialistisk blanding af Anders Fogh Rasmussen og Otto Brandenburg: En folkesanger med en social stemme og katalog af klicheer til alle lejligheder. En mand med så meget social virkelighed i maven, at han åbenbart blev ved med at være troværdig, selv om han blev taget i den ene usandhed efter den anden. Man troede ikke på det, han sagde, det var som regel forkert. Men man troede på, at den, der sagde det, var Villy: Han var hyggeonkel for de unge og filmsmart for de gamle.

De borgerlige år

Valgene i 2001, 2005 og 2007 var afgjort, allerede før de blev afholdt, og Socialdemokraterne havde ikke noget svar på Anders Fogh Rasmussens kombination af økonomisk politik for overklassen og symbolpolitisk appel til det, han kaldte 'folket'.

Den borgerlige regering havde magtsproget: Det er os, der bestemmer, for vi har folket i ryggen. Og de havde afmagtssproget: Vi er blevet talt ned til så længe, og nu vil vi ikke finde os i det mere.

Konfronteret med denne kombination lignede de venstreorienterede enten klynkende levn fra gamle dage, der klagede over denne nymodens uanstændighed og grimme tone, eller moderne medløbere, som gjorde det til en stor eksistentiel pointe for et stort publikum, at de nu også var blevet borgerlige og bekymrede over indvandringen. Enten holdt man fast i den gamle modstand og tabte sin kamp, eller også overgav man sig og tabte sit hjerte.

Det lykkedes Villy Søvndal at overtage de borgerliges verdensbillede og bevarede sin personlige patos. Han sagde det samme som de andre, men han lød som én, der mente, det var socialisme. Han sagde intet, som ikke var blevet sagt, men han sang det som en folkesang. Nu skulle de, der ikke var demokrater, skride ad helvede til, og Villy Søvndal var den, der delte verden op i gode demokrater og onde anti-demokrater.

Det verdensbillede, som havde været de borgerliges siden Murens fald, lancerede Søvndal nu som en venstre-orienteret opfindelse: Han leverede det selvopgør, som de borgerlige længe havde afkrævet venstrefløjen, hvor demokrati ikke er et princip og en praksis, men en værdi, man bruger til at skabe forskel på gode og onde med.

Den nye stil var ikke særligt populær blandt folkesocialisterne: 'SF's bagland' blev nævnt som en moralsk overdommer blandt venstreorienterede ligesom 'den borgerlige anstændighed' blandt de højreorienterede havde været omtalt som en instans, der skulle kunne komme og gøre det grimme ved den populistiske ledelse.

Villys nye stil var til gengæld enormt populær blandt dem, der ikke var folkesocialister: Han blev hyldet som en politisk stjerne i medierne.

Den store demokrat

Som den nye store folke- forfører annoncerede Villy Søvndal en demonstration for demokrati og imod anti-demokrati! Han proklamerede, at han ville samle 100.000 mennesker til denne majestætiske fejring af demokrati som værdi. Det ville have været en større præstation at samle 1.000 mennesker, som var imod demokrati.

Den demonstration blev ikke til noget, men hans parti blev enormt populært: Socialistisk Folkeparti stod i meningsmålinger i 2010 stadig til at få 20 procent af stemmerne. Og for første gang siden det såkaldte systemskifte i 2001 stod de borgerlige i en længere periode til at tabe det næste valg.

De borgerlige kom aldrig igen, efter Villy havde overtaget den store populistiske patos: De prøvede at mobbe ham ud som 'socialist', men ingen tror for alvor på, at hyggelige Villy med piben er en samfundsomstyrtende socialist.

Det pinlige

Den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt, som sammen med de radikales leder Margrethe Vestager ved valget i 2007 havde præsenteret et principprogram for det gode folkestyre, allierede sig nu med Villy Søvndal om den nye stil. Ved forrige valg var hun med de radikale imod den borgerlige stil, ved næste valg var hun med SF og præsenterede længe inden valget det, hun kaldte for 'rød kontraktpolitik'.

Villy Søvndal blev regnet for vejen til sejren: Socialdemokraterne og SF overtog Anders Fogh Rasmussens verdensbillede og fjendebilleder og bandt en rød sløjfe omkring.

Det, der må være så pinligt for Socialdemokraterne og SF, er, at valget viser, at der var en anden vej. De havde ikke behøvet kopiere deres modstandere for at slå dem: Det gamle VKO-regime faldt sammen helt af sig selv. De partier, der endte med at vinde valget for dem, var de to, der ikke legede 'barske' og 'borgerlige', men stod fast på deres modstand mod en borgerlighed, der var bisset.

Det her var tilsyneladende et valg, som de røde næsten ikke kunne tabe. De borgerlige tids var forbi. Socialdemokraterne og SF kunne have gjort op med det seneste årtis dominerende sandheder og have vundet valget. Nu gentog de fortidens fjendebilleder og står tilbage med sejrens nederlag. De kunne have hejst den røde fane for den næste generation men de vandt med det røde flag på halv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det er mig ubegribeligt hvordan man i en ’analyse’ kan komme frem til at de borgerliges tid var forbi, og at ”de røde næsten ikke kunne tabe”.

Har Rune Lykkeberg helt glemt at tage højde for at en del af SF’s og S’ vælgere også er ’bisset’, og at de aldeles ikke er til sinds at hejse den røde fane?

Om så HTS havde valgt Jakob Haugaards partiprogram, så havde hun 'vundet'.

Kristian Rikard

Jeg synes det bliver spændende at se, hvad HTS kan få ud af terningerne, som de nu er kastet. Hun har fået en enstående "chance", som jeg synes man må ønske hende al muligt held med.

Inger Sundsvald

Hvis hun havde valgt Jakob Haugaards partiprogram, så var sejren måske ikke blevet så kneben.

Lad os se det i øjnene

S-SF-EL har i dag nøjagtig lige så mange medlemmer af Folketinget, som de havde før valget. Når rød blok har vundet valget, skyldes det primært R.

Det kan man godt betragte som en 'venstredrejning', men det er altså en drejning på de radikales præmisser. Det kan der være grund til at huske på, når euforien over rød bloks sejr har lagt sig.

Hvis venstrefløjen går i selvsving over resultatet og tror, at du kan der pludselig stilles en masse krav, der ruller ti års forsmædelig, borgerlig politik tilbage, så er det desværre ikke realistisk.

Vi får nok den samme situation, som vi havde i 90'erne, hvor det lykkedes for de radikale at dekonstruere basale socialdemokratiske værdier som løn for deres støtte til Nyrup. Vi fik udliciteringer, omdannelse af statslige selskaber til aktieselskaber, ny løn, new public management og blindhed over for de voksende problemer i udlændingepolitikken – lysår fra de paroler om økonomisk demokrati og solidaritet, der ellers har båret det socialdemokratiske projekt igennem et århundrede.

Det er bittert og ærgerligt. Men svaret er ikke, at skrue op for ultimative krav til de radikale. Det vil let ende som 'konen med æggene'. Flere borgerlige politikere har allerede tilkendegivet, at de tager rød bloks sejr let, for de er overbeviste om, at en sejrsfortumlet EL og et såret SF vil forsøge at overgå hinanden i krav (til ære for deres respektive vælgere) om en politik, der er uspiselig for de radikale.

Resultatet er et nyt valg til Folketinget i utide. Jeg har ikke – som Quortrup – en hat, men ellers ville jeg godt vædde på, at et sådant valg ville blive den helt store nedtur for venstrefløjen. Det er der talrige historiske eksempler på – det berømteste nok restaurationen efter den franske revolution. Men det findes også i mere nutidig skikkelse som de Gaulles udskrivelse af parlamentsvalg lige efter maj -68 i Paris.

Der er ingen vej uden om Dutschkes 'lange vej gennem institutionerne'. Når tre, fortløbende, demokratiske valg har holdt socialdemokraterne og venstrefløjen fra magten, vil det være ubesindigt nu at smide magten fra sig igen ved en blanding af historisk hukommelsestab og overmod. Vær realistiske!

Det er almindelig menneskelig visdom, at fejltagelser på det ubevidste plan huskes bedre end successer, lige som brud på tillid har en stærkere psykisk eftervirkning end naturlig tillid.

Går det nye projekt i vasken, fordi nogle i overmod eller bitterhed skruer op for kravene ud over det realistiske, så venter ikke 'four more years', men ti års ny ørken.

@Mihail Larsen

Det tror jeg, at du har ret i. Og med et stærkt øget mandattal bag sig, et lettere svækket Dansk Folkeparti og erfaringerne fra tilbagetrækningsreformen in mente, så virker det også mindre urealistisk i dag, end det gjorde for ½ år siden, at Radikale ved næste folketingsvalg kunne støtte en "blå" regering, hvis EL og SF overspiller deres kort.

Jeg tror heller ikke på Rune Lykkebergs fortolkning, når han skriver, at
"Det gamle VKO-regime faldt sammen helt af sig selv. De partier, der endte med at vinde valget for dem, var de to, der ikke legede ‘barske’ og ‘borgerlige’".
Sagen er snarere, at rød blok kun liiii-i-i-i-ge akkurat formåede at trække stemmer nok hen over midten ved at gå på kompromis på bl.a. udlændingepolitikken. Havde de løftet den røde fane højere, så ville et par mandater mere være forblevet på højrefløjen, og regeringen ville ikke være skiftet.
En sideeffekt af at især Villy Søvndal gik på kompromis på udlændingepolitikken, kunne måske være, at de vælgere, for hvem udlændingepolitikken er afgørende, så blev skræmt over til Enhedslisten og de Radikale. Altså: Villy trak stemmer fra højre side hen over midten og ind på venstre side; til gengæld skubbede han en del af sine egne vælgere fra sig, og de gik så til EL og R.
Det er også muligt, at Villys tidligere vælgere kun er gået til EL, og ikke til R. SF + EL har ca. samme stemmetal tilsammen nu som sidste gang.
Så her har Mihail Larsen ret i, at det store nettoskifte er hos de radikale: Det er de Radikales politik, der har fået mere vind i sejlene. Vi ved ikke, hvor de nye vælgere til de Radikale kommer fra. Måske er de kommet direkte fra højrefløjen. Måske er de kommet fra S + SF, som så til gengæld har kompenseret ved at vinde vælgere fra højrefløjen.
Men den der med, at hvis de røde havde løftet fanen højere, så kunne de også have vundet lige så stort, den holder vist ikke. Med en lidt højere løftet fane ville færre have stemt på S + SF + EL; ville de være gået til de Radikale i stedet? Næppe! Konklusion: med højt løftede faner ville regeringen næppe være skiftet.

Inger Sundsvald

Kåre Fog
Netop!
Det skuffer mig at min avis har en så elendig og farvet ”analyse”, der kun er ude på at svine.

Rød blok har fået over 50% af stemmerne, men de får ikke mandater for stemmerne pga. mandatrabatten til blå blok.

Helt elendig analyse af Lykkeberg. Der er iflg friske meningsmålinger stadig to tredjedeles flertal for en stram udlændingepolitik.

Tager man ikke det alvorligt (og det ér sgu alvorligt!), så ender vi med 10 års ørkenvandring med Pia igen.

Usmageligt valg af billede: nedsættende, følelsespornografisk udstilling af et menneske, der (for en stund, velsagtens) ser træt ud. Jeg får stadig sværere ved at finde ud af, hvor jeg har Information henne.

Lars Peter Simonsen

Uanset hvem der havde vundet, havde Lykkeberg været ude med riven efter "de røde"...

Det er også mit indtryk, at artiklen mere er baseret på skribentens private forestillinger om politisk substans og veje, end den sørgelige grå virkelighed oven i hovedet på den gennemsnitlige danske fremmedangste vælger.

Vejen til magten er som bekendt beklædt med kantslibning ad libitum og hug et ben af, hvis det skulle vise sig at være usædvanligt fodslæbende.

Men nu lykkedes det jo rent faktisk at få fat i nøglen til magtens forjættede haller og hvad man taber - menneskeligt og værdimæssigt - er ikke længere i interessant. Kun udsigten fra toppen.

Man kunne så forsøge at ændre dette forhold ved at beskrive magtens pris, men det er vigtigt at notere sig skredet de sidste mange år. I dag er der kun to muligheder: Taber eller vinder. Alle de fine humanistiske traditioner og fornemmelser vil derfor kun være en ulempe, hvis du vil til toppen.

Og med hensyn til betegnelserne. Der er jo heller ikke hunde i hundemad osv.

Inger Sundsvald

Det er da første gang at skribenten har meldt så klart ud.

Inger Sundsvald

Det er da første gang at skribenten har meldt så klart ud.

Jens Holger Laursen

De socialkonservative stemmer blev afgørende for valgets udfald. De røg hovedsagligt til De radfikale, SF blødte til Enhedslisten, mens Venstre spiste af de socialdemokratiske stemmer på Sjælland med en velplanlagt betalingsrings-kampagne. Netto nyt rødt flertal med magenta nuancer.
Efterlønsreformen står, men dagpengereformen rulles tilbage. Det ligner rød blokpolitik.

Vælgernes intentioner og meninger kan der gisnes om, men Villy har svinget så meget i taktik og floskler at han og partiet blev en smule utroværdige trods en god vilje. For hvad mener de og hvordan skal det nødvendige samarbejde fungere.
Menneskesynet har Enhedslisten og de radikale til fælles bortset fra liberalitet og socialisme, hvis de to partier vil vælge mennesket frem for systemer og hårde principper går vi spændende år imøde.

Viggo

SF's højredrejning er vel også en væsentlig årsag til valgets udfald ??

SF kunne da anstændigvis ikke svinge med den røde fane samtidg med, at de smed en masse arvesølv over bord for at blive "regerings duelige " ???

Nå - vi får måske en periode med "radikalt mindretalsdiktatur", hvor de udnytter at være tungen på vægtskålen for at få ting igennem, som der igrunden ikke er folkeligt flertal for ???

De kan håndværket med at spille på de andres modsætninger - de kære radikale.

Martin Sørensen

snakken om 24 års reglen var tæt på helt og koste os vores sejer, vi skal ha et opgør med den naive tilgang til udlændinge politikken hos venstre fløjen,. unaset hvad så var det fokus på den usikkerhed på 24 års reglen sammen med manglen på enighed, der kostede os en klar afgørelse, enten så aceptere i at i ikke kan få hele jeres naive udlændinge politik i gennem eller også så giver i magten tilbage til pia kærsgaard

Revolutionen er endnu engang udsat paa ubestemt tid.

Vi skal nok til valg igen snart

Grethe Preisler

Michail har desværre ret i, at S, SF tilsammen har mistet så mange mandater, at de nu er lige så afhængige af RV, som VKO-konstellation var af DF.

Men trods alt tegner det da til en periode med en kraftig kupering af xenofobernes drømme om at omdanne riget til et stammesamfund og de markedsfundamentalistiske regnedrenge i LA uden efterladt uden for døren.

Hvis det ellers lykkes for Helle & Margrethe at komme hinanden så meget i møde, at de ikke taber porcelænet på gulvet, for så gud nåde og trøste os alle sytten.

Synd at Lykketoft og Jelved synes at være på vej mod otiet, de var ellers et godt par, når det gjaldt om at holde styr på finanserne.

Man kan blive helt nostalgisk ved mindet om deres ægide efter ti år med Pia Kjærsgaard og hendes drabanter ved statens ror.

33 procent af den danske befolkning har fået "indflydelse" ved at deres stemme står bag det sandsynlige kommende regeringsflertal. Eller i det mindste er en del af den småborgerlige eller røde opposition inden for samme flertal.

Socialdemokraterne og SF fik 85.000 flere stemmer end De Konservative og Venstre. Med forventet støtte fra De Radikale og Enhedslisten oven i er der kun 45.000 stemmer mere bag en SSF-konstellationen, end VKs sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det fik JP til i en leder at brokke sig med sædvanlig foragt: "Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt er valgets tabere. Derfor er det paradoksalt, at de nu får muligheden for at indtage Statsministeriet".

I alt 64 procent har en stemme repræsenteret i Folketinget. Kristendemokraternes 28.000 vælgere fik intet for besværet, heller ikke de kun 1.800 stemmer til løsgængere - eller de altid stedmoderligt sent behandlede blanke og ugyldige stemmer. Udenfor det hele står de resterende 36 procent uden stemmeret, 1.400.000 der mest er børn og unge samt 272.600 endnu mere fremmedgjorte udlændinge.

Stemmetallene vil ændre sig lidt under fintællingerne, og ingen har endnu helt styr på de besværlige tillægsmandater, for beregningen er langt fra direkte, da bondelandet skal begaves ifht Hovedstaden. Uden tvivl skal der igen et par nordatlantiske mandater til for at gøre flertallet robust. Den ringe forskel på de to siders stemmetal viser idiotien bag ren blokpolitik og demokratur. Hvorfor skal 50,6 procent uhæmmet kunne tryne 49,4 procent - hvad med at hjælpes lidt om det hele i stedet?

Jeg er glad for, atr jeg har sagt mit abonnement på Information op. Efter at have mødte tusindvis af vælgere på gaden i 3 uger og møjsommeligt have leveret SFs politik til dem flere gange om dagen virker det lige lovolgt flot, når den gode Lykkeberg flot slår ud med hænderne og erklærer, at regeringen bare væltede sig selv.

Det jeg mødet var jo, at folk tror på Venstres propaganda. Når jeg foreslog bedre asylpolitik og færre selvmord i lejrene svarede de nej tak. Når jeg sagde, at vi dog ikke er som polakkerne, der efter 2. verdenskrig kunne sige, at de ikke vidste noget om lejrene, men det gør vi, så kunne de ikke forstå det.

Når jeg foreslog halv pris på kollektiv transport og bedre plads på vejene sagde de nej tak. Når jeg forklarede, at en gennemsnitsfamilie kan spare 1 time om dagen og 150 kr. på transport grinede de vantro.

Når jeg spurgte, hvordan de ville løse trængselsproblemerne sagde de flere veje. Når jeg spurgte hvem der skulle betale dem sagde de staten. Når jeg foreslog bedre pendlerfaciliteter sagde de, at det var der ikke råd til.

Suk. Vælgerne i min kreds havde tunnelsyn af al den information, som ministerierne har disket op med. Danmark er det land, hvor man nærmest kan vinde et valg på, at pege fingre ad modstanderen der vil noget, mens man selv gør en dyd ud af at sidde på hænderne.

Regeringen indhentede 4 % under valgkampen. Vælgerne valgte et polariseret felt til at stå imod Venstres kommende mediebårne pres som teaparty.

Og det var 1 time om dagen og 150 kr. om måneden. Sorry.

@Grethe

Der har aldrig været chance for en situation, hvor S og SF ikke ville være afhængige af Radikale. Vi har blot drømt om, at forskellen på rød og blå skulle være 15 i stedet for 5.

De problemer, der skal løses mellem partierne er de samme. Men du har formentlig ret i, at vokseværket i Ø og B vil give nye iindre spændinger i partierne.

Vis de kan løse dem, så hoder den nye regering længe. Hvis ikke, så får ve det nok snart at se.

Thorvald Andersen

Villy-effekten har sat sig igennem med fuld styrke.

Folkesocialisterne fik sig en kæmpemæssig vælgerlussing ved valget, som en velfortjent rektion på den søvndalistiske højredrejning og den skamløse leflen for højrepopulistisk retorik.

SF er blevet landet mest overflødige parti, al den stund at Danmark naturligvis hverken har brug for eller plads til to socialdemokratier.

Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid før SF og S fusionerer og bliver til et parti.

Hvis ikke det bliver tilfældet, vil SF efter al sandsynlighed om nogle år havner under spærregrænsen ved et af de kommende folketingsvalg, og på den måde havne på historiens mødding, hvor partiet hører hjemme.

Thorvald Andersen:

Nå nå, nu er du da vist bitter eller?
Politik er vel i bund og grund et forsøg på at ændre tilstande eller få dem til at bestå, men da vi millioner har forskellige opfattelser af livet og dets betingelser for lykke,rigdom eller velstand, må det muliges kunst så være at samarbejde om de mål man har og forsøge at komme dem nærmest.. Er det min lykke eller de andres som er vigtigst?
SF blev meget stor efter sidste valg, nu vælger man så at finde en mellemvej ud af storheden.og bruge den magt, desværre har partiet og dets ledelse så i mine øjne været mere optaget af at finde ud af hvordan de troede tilhængerne ville have det end at fastholde det de selv troede på, eller er det her den er gal? Har partiets ledelse ingen indre tro på hvad der er godt og skidt?

Viggo

Thorvald Andersen

Viggo Okholm:

SFs problem er overordnet set, at partiet er blevet et socialdemokratisk parti, og da landet kun har brug for et af slagsen, er SF dermed blevet Danamrks mest overflødige parti.

Hvis SF fortsætter den søvndalistiske kurs tør jeg godt vædde på, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før partiet befinder sig under spærregrænsen.

Torben Morten Lund

Resultatet var en bitter sejr for allianceparterne S og SF. Som aktiv SF'er kan jeg kun sige, at vi ligger, som vi har redt. Den store folketingsgruppe som vi nu må sige farvel til, har ikke udmærket sig ved flittighed. Det svulmende sekretariat, har lukket politikken inde, afvist debatter, der kunne have resulteret i markante udmeldinger, og fokuseret hårdt på de 'fair' forslag, der spærrede for udvikling og som ikke kom til nogen intern debat. Villy har været gladere for rygklappere end for åben debat, så de mange både nye og gamle medlemmer sivede fra realpolitik til drømmepolitik. De ny magthavere bør sætte sig på ministertaburetterne med stor ydmydhed, og indstille den falske sejrjublen.

Jeg misunder ikke Helle Thorning Schmidt det arbejde der ligger for. Hvordan hun skal få enderne til at mødes har jeg svært ved at se.
I den ene ende af spektret har vi Enhedslisten, som selvom de er repræsenteret i medierne af en dygtig, køn og charmerende Johanne, rent faktisk er et fuldtonet socialistisk parti med en politik som for de radikale, på mange stræk, er fuldstændig uacceptabel. Benhård socialisme imod liberalisme omend i delvis light udgave.
Faktisk er den tætteste sammenligning den fejlslagne SV regering fra 1978 som jo som bekendt hurtigt gik i opløsning.
Det ligger slet ikke i kortene at Enhedslisten skal indgå store kompromisser, isåfald vil de lave en ny "Villy Søvndal" -og den fejl vil de nok ikke begå, valgresultatet afspejlede bl.a. dette.

Peter Madsen:

Rigtig set, men det er betingelserne,hvis vi ikke igen skal have Løkke ved magten med DF som garanti.
Uanset de store forskelligheder i opfattelse er der et stort spring i menneskesyn og det er her disse fire partier skal finde hinanden.

Formiddagspressen er allerede ude med krig, det er en skandale set samfundsmæssigt.

Viggo

Tak til Rune Lykkeberg hvis artikler jeg altid glæder mig til fordi de, for mig, mange gange sætter aktuelle emner i et nyt perspektiv.
Mht. denne artikel tror jeg dog du har været for forhippet på at nå fremtil artiklens "overraskende" pointe så du ikke anerkender SF´s rolle i magtskiftet. Hvis ikke SF havde taget det hårde arbejde på sig, sætte nogle" beskidte" tacklinger ind og spolerer de blå´s dominans på banen, ja så kunne vi stadigvæk beundre SF´s Socialdemokraternes EL´S og de Radikales pæne og tekniske spil, men de andre ville igen have vundet 7-0 og fortsætte deres forarmning af Danmark. Nu påtog SF sig "plæneklipperrollen" og vi kan så fejre EL´s og de Radikales flotte teknik og drømmemål, men deres stjernestund er skabt af kollektivet og vilje til at nå målet, som SF og specielt Willy Søvndal har størstedel af æren for.
Henrik

Kristian Rikard

Selv om SF ikke er min livret, må jeg nok anerkende, at Henrik Kock har en god pointe. Det er SF der har måttet bløde (af flere grunde),
men også på grund af det HK retteligt giver dem kredit for.

SF har arbejdet meget hårdt siden 2007 for den valgsejr, som har sat VKO af. Både i Folketinget og i kommunalbestyrelserne. At arbejdet har kostet dyrt er surt, men det ændrer ikke ved grundpræmissen om, at hele showet er afhængigt af om Margrethe Vestager gider at lege med.

Det skal nu vise sig, om hun vil lege med de røde om klima, udvikling og gendannelse af det danske. Eller om hun hellere vil lege med klimalammerne og miljøpisserne fra blå. Blue meanies.

I følge pressen ser det ud ti, at hun helst vil skrue et blåt system ned over de røde sejrherrer. Så er vi lige vidt og al hendes kritik af VKO vil i så fald være afsløret som mundsvejr.

Kristian Rikard

Jeppe Brogård,
Jeg synes egentligt vi skulle overlade til Helle Thorning, Villy Søvndal og Margrethe Vestager (og EL) at bage det brød færdigt i ro og mag. Vi skulle jo nødigt begå de samme fejl som Engell og de andre båthorn :-)

Villy skuffe mig, selvom han ligger ansigt til den politik jeg i bund og grund nok går mest ind for. Men det bliver spænende at se et samarbejde mellem socialistisk- folkeparti, sf, Radikale Venstre og enhedslisten<3

Kristian Rikard
Helt enig. De er vel næsten - :D - de nærmeste til det.

Ville bare tage hatten af for Villy. Det var sikkert slet ikke nødvendigt.