Læsetid: 3 min.

'Almindelige mennesker'

I bedste fald bliver de såkaldte 'almindelige mennesker' brugt som legitimation for mediets påståede folkelighed — i værste fald kan de skævvride journalistikken
15. oktober 2011

Engang var tv-journalistikken, specielt i den snart fjerne fortids monopoldage, en slags prædikestol, hvor alvidende journalister, eksperter og politikere underviste den store seerskare i virkelighedens verden. Det var oppe-fra-og-ned og det medførte selvfølgelig en modreaktion, da TV2-nyhederne kom til verden for 24 år siden.

Så kom der tv-nyheder, der var mere i øjenhøjde. Såkaldt almindelige mennesker blev mere synlige. TV-Avisen havde eksperimenteret med begrebet 'konsekvenseksperter' — nemlig 'almindelige mennesker', der på deres krop og deres liv konkret mærkede konsekvensen af politiske beslutninger. Denne uartige (syntes mange politikere dengang) tendens til at befolkningen også kom til orde i nyhedsudsendelserne, blev udbygget og finpudset ikke mindst af TV2.

Men 'almindelige mennesker' er nu sikret en fast plads i tv-mediets nyhedsformidling. Ikke nødvendigvis mennesker, der direkte har en sagligt begrundet plads i historien, men helt almindelige, almindelige mennesker, der bare bliver spurgt, fordi det synes at være en overordnet redaktionel beslutning, at nyheder bliver mere nærværende, hvis man næsten pr. automatik indredigerer 'almindelige mennesker' i nyhederne. Det, der med et misvisende udtryk hedder en vox pop — Vox Populi, 'folkets stemme'.

Almindelige lollikker

Den dag, Nobels Fredspris blev uddelt til tre afrikanske kvinder, var en af TV-Avisens tophistorier en nyhed om, at en dømt voldtægtsmand var flygtet fra et forvaringshjem på Lolland — og iøvrigt var blevet fanget igen.

Indslaget bestod for størstedelens vedkommende af 'almindelige lolliker', der udtrykte deres frygt og ubehag ved, at denne mand havde gået frit omkring på Lolland. De tre-fire gadeinterview med bekymrede lollikker var indslagets bærende element.

Til sidst i udsendelsen kom indslaget om Nobels Fredspris, hvor den ene prismodtager blev portrætteret — de to andre blev nævnt, men vi fik ikke noget at vide om, hvem de var, eller hvad de havde gjort. Det var der formentlig ikke plads til, fordi der blev brugt tid på almindelige lollikkers bekymringer i forhold til en kortvarigt bortløben voldtægtsmand.

Cases

Så er der de såkaldte 'cases', som i dag er en næsten ubrydelig del af tv-nyhedsstrømmen. Et indslag om regeringens ønske om at fjerne fradragsretten på sundhedsforsikringer bestod af den korte nyhed, hvorefter et almindeligt menneske, der havde fået en hurtig ledbåndsoperation på et privathospital fortalte, hvor hurtigt og nemt det var gået — og indehaveren af privatklinikken fortalte, hvor stor en katastrofe det var for ham, hvis fradragsretten forsvandt. Færdigt arbejde, færdigt indslag. Det var godt fjernsyn, vi var ude i virkeligheden, vi fik oplysning om en politisk beslutning og vi hørte konsekvens-eksperten.

'Almindelige mennesker' der i stigende omfang optræder i tv, behandles også med ærefrygt og respekt, hvor ualmindelige mennesker — erhvervsledere, politikere, organisationsfolk — naturligvis mødes med en nødvendig kritisk-journalistisk professionel attitude. Der spørges ikke kritisk ind — deres synspunkter imødegås eller diskuteres ikke. Man får fornemmelsen af, at de er en slags staffage, et formelt bevis på, at tv-mediet skam også omfatter andre end bare journalister, magthavere og eksperter (sidstnævnte, ikke mindst de politiske kommentatorer, behandles iøvrigt oftest med samme ukritiske respekt, som 'almindelige mennesker'.

Hvor mange gange de såkaldt almindelige mennesker bidrager til forståelse og sammenhæng af ofte komplicerede samfundsforhold, er et meget åbent spørgsmål.

Vox poppen

I trykte medier er vox pop'er oftest anbragt i en box som en selvstændig illustration af nogle enkelte menneskers kortvarige oplevelse af vejret, rygeforbud, ventelister og Afghanistan-krigen. De bygges sjældent eller næsten aldrig ind i selve historien. Og de præsenteres som det, de er: enkeltpersoner, der svarer på et spørgsmål. 'Almindelige mennesker' eksisterer nemlig ikke.

Vi er allesammen ualmindelige. Og hvis nogen tror, at vi kan spejle os i tilfældige menneskers spontane reaktioner, så tager de formentlig fejl.

I bedste fald bliver de brugt som legitimation for mediets påståede folkelighed — i værste fald kan de skævvride journalistikken.

 

Lasse Jensen, journalist og radiovært

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

mariann offersen

"Hvor mange gange de såkaldt almindelige mennesker bidrager til forståelse og sammenhæng af ofte komplicerede samfundsforhold, er et meget åbent spørgsmål."

Desuden skal de "almindelige mennesker" udvælges blandt millioner af andre almindelige mennesker.

Det er virkelig fup-journalistik, som Lasse Jensen sætter fingeren på.

Maj-Britt Kent Hansen

Ganske rigtigt, hvad Lasse Jensen påpeger og illustrerer her.

Disse såkaldt almindelige mennesker der skal bekræfte det skrækkelige, det glædelige - alt efter indslagets vinkel.

Det er galt nok, at det er uinteressant. Men det er langt værre og slet ikke ufarligt, at nyhedsformidlingen får karakter af programtyper som Aftenshow, bolig-, have- og talentprogrammer, hvor såkaldt almindelige mennesker optræder som sandhedsvidner ud i diverse problemstillinger, løsningsmodeller og succeser, og hvor perspektiv og væsentlighed på ingen måde er kriteriet.

Jens Overgaard Bjerre

Problemet er, at man bare ser det som flimrer forbi og de enkelte indslag afløses af et nyt, men en anden indgangsvinkel og en helt anden historie indtil alle kan slappe helt af og se/høre et langt og sjovt iscenesat afsnit om vejret. På et tidspunkt mente men, at det var bedst at nævne overskrifterne på samtlige indslag i nyhedsudsendelserne efterfølgende, fordi seerene ikke kunne huske dem. Det er jo sagen. Med mindre man går over i teatrets og filmens verden og dramatiserer indslaget med underlægningsmusik og pludselige og overraskende vinkler, for til sidst, at lade en almindelig person fortælle om konsekvenserne for ham. Men prioriteringen, bortset fra de nødvendige og aktuelle nyheder, er en kæmpekrukke af nyheder fra hele verden og op til flere måneder gamle, hvor man rager lidt rundt i den og så vælger noget tilfældig og viser det helle i en tilfældig sammenhæng. Forfatteren til artiklen har jo selv været med til det i årevis. Der er jo en grund til at tv hurtigt blev døbt "Tossekassen". Af almindelige mennesker.

Hanne Christensen

Hvor mange almindelige mennesker der stadigvæk åbner for TV skal være usagt. Personligt kender jeg ingen.
Folk har forlængst fundet ud af, at det meste er vinklet, præfabrikeret og nyhederne designet af news-snedkerne i washington og London.

Alt sammen tømret sammen af en finanselite, der sætter agendaen.
Og så kan de hive ligeså mange almindelige mennesker i studiet.

Lidt substans ville være ønskeligt - men det er nok for dyrt - bogstaveligt talt.t

Jeg ved godt, at det fy fy, at sige den slags højt - man kan hurtigt blive beskyldt for at være stalinist af guttermanden Niels Krause-Kjær - men der er sandelig også brug for en Ocucpy the media-bevægelse, hvis det skal være muligt at ændre på - eller bare føre en seriøs diskussion om at ændre på - tingene uden at have en kæmpe pengetank i ryggen.

Og selvom jeg på mange måder har stor respekt for Lasse Jensen (han prøver i hvert fald), så er han også en gammel mediebamse, der aldrig rigtig sætter sig selv og sin egen rolle på spil, når han stiller sine kritiske spørgsmål til det mulige misforhold mellem journalisternes højttravende selvopfattelse og og virkelighedens kyniske redaktionspraksisser.

Lars Villumsen

Kære Lasse,

Du får det til at lyde som at vi almindelige mennesker har vredet mikrofonen fra jer journalistern - "I, de ualmindelige af os dødelige" og råbt vores meninger ind i "jeres" media!

Er sandheden ikke at I har skvattet forvildet rundt på scenen de sidste 20 år og fuldkommen har mistet jeres journalistiske pondus?

Det er jer der inviterer et hav af "eksperter" til at kommentere og udtale sig om alt og intet.

Komikere og satirikere udtaler sig i dag mere om samfundsmæssige og politiske forhold end nogensinde før. Gintberg, Lund Madsen, Breinholt.. you name them!

Selv P1 er sprunget på vognen og vi skal nu allesammen sidde lalleglade 5 minutter i, hver morgen og glo idiotisk ind i radioen og ryste på hovedet!

Og stort set ingen journalister tør i dag skride ud over de menings-grænser som er gængs "politisk korrekt" på den arbejdsplads der betaler den vigtige månedshyre!

I journalister er gået hen og blevet helt almindelige mennesker, I gemmer jer bag et skjold af andre almindelige mennesker, "eksperter" og "Dirch Passer Wannabees".

Niels Ufer, en ægte journalist af hjerteblod - RIP - du savnes!

Men stadig har vi da: Lois Lane

Søren Kristensen

Øh, jeg er altså ikke ualmindelig og jeg er heller ikke journalist. Jeg er bare helt almindelig, synes jeg selv. Måske er det derfor jeg godt kunne tænke mig nogle flere ualmindelige journalister. Der er jo ikke meget grin ved at sidde og glo ind i et spejl.

Og hvad underholdning angår, så har jeg ikke noget imod at se helt almindelige mennesker optræde, bare der ikke er for mange af dem på én gang. Fx. synes jeg der mangler en helt almindelig deltager i det der tv-show hvor det gælder om at dirigere et symfoniorkester. Jeg mener, hvis igen af de kendte har særlige forudsætninger, så kunne man jo godt have et wildcard med, som helt almindelige mennesker kan spejle sig i. Personligt stiller jeg gerne op. Men sådan er vi jo så forskellige.