Læsetid: 5 min.

Arabernes demografiske forår

At Det Arabiske Forår spirer i år skyldes ikke kun sociale og politiske frustrationer, men også at de store arabiske årgange fra begyndelsen af 1980'erne til ind i 90'erne, nu er ved skelsår og i en alder, hvor de også kræver et bedre liv
At Det Arabiske Forår spirer i år skyldes ikke kun sociale og politiske frustrationer, men også at de store arabiske årgange fra begyndelsen af 1980'erne til ind i 90'erne, nu er ved skelsår og i en alder, hvor de også kræver et bedre liv
31. oktober 2011

BEIRUT: Syriske Wassim er rejst tilbage til hjembyen Homs. En af hans venner fortalte, at han tog turen på et lånt id-kort.

»Måske savnede han sin rolle i revolutionen,« sagde vennen.

»Her gik han rundt uden en klink på lommen og hørte de samme nyheder som alle os andre. Nu, hvor Homs er selve centret i den syriske revolte, følte han sig udenfor.«

Det var vennens bud til spørgsmålet om Wassim, som jeg har interviewet om hans ophold i de syriske torturkældre. Da han blev løsladt, tog han tog spurten til Beirut og flygtningens tomrum, hvis stilhed til sidst blev for øredøvende. Han havde ikke ladet høre fra, siden han tog tilbage til det syriske kaos, hvor hæren og sikkerhedsstyrkerne konfronteres af desertør-enheder og væbnede oprørere. Homs er slet ikke for børn.

Men Wassim er ikke et barn. Som årgang 1983 repræsenterer han generationen, der ikke kun har ændret Syriens politiske landskab, men fældet diktatorer i Tunesien, Egypten og Libyen, truer despoter i Yemen og Bahrain og ryster magten i Jordan, Marokko og Algeriet. Selv det selvtilstrækkelige saudi-monarki tager nu højde for de politiske og sociale klimaforandringer i Det Arabiske Forår.

At foråret først spirer nu skyldes ikke kun de sociale og politiske frustrationer, der nærer protesterne, men også det arabiske babyboom fra store årgange fra 80'erne til ind i 90'erne, nu møder de autokratiske arabiske samfunds kendte flaskehalse: korruption, nepotisme, ulige sociale muligheder og fravær af politisk indflydelse.

»Det er indlysende, at revolten kommer nu,« noterer Ali Atassi, syrisk dissident og filminstruktør i Beirut.

Patriarkfaderen truet

»En hel generation er spærret inde i disse størknede systemer — den kan ikke rejse, er uden håb om job, har ikke råd til at stifte familie og kan ikke få en bolig. Den arabiske kernefamilie er i opløsning, hvor den før var bindemidlet i samfundsstrukturen med den regerende patriark for bordenden. Nu er patriarken færdig med fyrre, og det er typisk, at det er de 40-60-årige, der er modstandere af revolutionen. De har lært at leve med diktaturet, men hvad kommer der efter? Islamiske fundamentalister? Det er de unge syrere, der har taget teten, og der er rigtigt mange af dem.«

Det tør siges. Som en følge af drastisk fald i den arabiske verdens børnedødelighed på grund af bedre sundhedstilstand, vacciner etc., steg fødselsfrekvensen voldsomt midt i 80'erne. I 1950 var børnedødeligheden i det første leveår 200 pr. 1000 nyfødte, i dag er tallet nede på 20-30. Intensiteten varierer alt efter udviklingsgrad — i Irak, Yemen og de palæstinensiske områder føder en kvinde i gennemsnit fem børn, i Libanon, Kuwait og Qatar er tallet 2,5, og det arabiske tværsnit er tre børn, hvilket passer med Egyptens fødselsfrekvens — gennemsnittet i resten af verden svinger mellem 2,2-2,6 børn pr. kvinde.

60 mio under 25 år

Befolkningstilvæksten i hele Mellemøsten (hvormed menes MENA — Middle East-North Africa — der tillige tæller Iran, Tyrkiet og Israel) er verdens højeste med to procent, hvor tilvæksten i resten af verden er 1,2 pct.

I dag er halvdelen af de ca. 300 mio. arabiske verdensborgere under 30 år, og af de 300 mio. udgør de 15-24-årige alene en femtedel, altså ca. 60 mio. individer, der står på spring for at tilkæmpe sig og erobre en værdig tilværelse.

De er relativt bedre uddannede end deres forældre, om end uddannelsessystemerne i f.eks. Egypten og Syrien er nødlidende, idet de er gearet til en stor offentlig sektor. Med åbningen af markeder — Syrien blev for nylig ligefrem rost for at gennemføre en 'kinesisk model' — er behovet for erhvervsrettede uddannelser til i de private sektorer, tilsvarende steget. Men markedet har rendt staten over ende. Der er ikke gennemført fornødne uddannelsesreformer.

Egypten er det grelle eksempel på de arabiske unges dilemma. Ifølge et befolkningsanalyseinstitut, Population Reference Bureau, er 90 pct. af landets ledige mellem 15 og 29 år. Heraf udgør kvinder den største gruppe, og da de ikke længere kan regne med automatisk at blive gift unge — i de muslimske samfund den traditionelle billet til en agtværdig samfundsborgerstatus — men ofte er single til op i 30'erne, er de særligt hårdt ramte.

En interviewundersøgelse fra nævnte institut, viser, at 30 pct. af egyptiske mænd i alderen 15-29 ville emigrere, hvis de fik muligheden. Syv ud af 10 angiver, at de er arbejdsløse simpelthen, fordi der ikke er job, og 40 pct. siger, at personforbindelser tæller mere end evner og uddannelse i jobsøgningen.

I samme undersøgelse svarede halvdelen af de adspurgte studerende på højere uddannelser 'nej' til spørgsmålet om, hvorvidt deres uddannelse forbereder dem til det ny kommercielle arbejdsmarked, der er en følge af Hosni Mubaraks økonomiske liberaliseringer.

Demografen, professor Ragui Asaad fra University of Minnesota, har påpeget, at 'ungdomspuklen' på 15-29-årige, den største andel i den arabiske befolkningsmasse, nødvendiggør skyndsomme demokratiske reformer, der 'tillader de unge at få et ord indført om deres situation'.

En tikkende ungebombe

»Når folks forventninger rystes, bliver de meget vrede og farlige for regimerne,« konstaterede han i et interview med Council on Foreign Relations fra den 14. februar, tre dage efter Hosni Mubaraks fald.

Asaad drager paralleller til de vestlige ungdomsoprør i 1960'erne, da de store årgange fra Anden Verdenskrig gik på barrikaderne, og især til urolighederne i Iran i 2009, da unge førte an i protesterne mod, hvad de anså for et manipuleret genvalget af Mahmoud Ahmadinejad som præsident:

»Iran er det perfekte eksempel med den mest udtalte ungdomspukkel i verden, eftersom iranerne ikke kun reducerede børnedødeligheden, men også øgede fødselsfrekvensen efter revolutionen i 1979. Det var disse børn, der gik på gaden i Teheran og andre byer 30 år senere.«

Der synes altså at være en biologisk mængdeforklaring på, at Det Arabiske Forår indtraf nu og ikke for 10 eller 15 år siden, hvor de objektive betingelser for at protestere stort set var de samme.

Imad Salamey, politilog-professor ved et af Beiruts to amerikanske universiteter, er enig i, at den demografiske faktor har vægt i det aktuelle oprørsscenario.

»De unge uden fremtidshåb tilsluttet sig ivrigt oprøret,« siger han, »men de var ikke nået nogen vegne uden det globale værktøj som al Jazeera-tv og netbårne sociale medier, der gjorde dem i stand til at kommunikere, ikke kun indbyrdes, men med omverdenen. De tvang Vesten til at tage notits, og det er ikke længere muligt for USA og Europa at ignorere, hvad der foregår. Det lod sig gøre før informationssamfundet, men i dag presses vestlige politikere af deres vælgere til at støtte kravet om demokratisering i den arabiske verden. Som de måske helst havde været foruden, da de jo samarbejdede fint med despoterne.«

Så ja, der er håb for Wassim i Syrien om at dele skæbne med unge tunesere, egyptere og libyere. Også i Homs' gader genlyder kravet om vestlig intervention.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Ellegård skriver:

"Også i Homs’ gader genlyder kravet om vestlig intervention."

Nu er tiden inde til, at frihedskæmperen Anders Fogh-Rasmussen - alle frihedselskende muslimers bedste ven - også befrier Syrien fra Baath-partiets socialistiske diktatur, ligesom han støttede de frihedselskende libyeres oprør mod Gaddafis islamosocialistiske diktatur.

Robert N Gjeertsen

'Islamosocialistisk diktatur' ?

Du er jo helt væk mand ..
Har du STADIG ikke fattet at de Abrahamiske religioner er socialismens Fadder ?
Og under Ghaddaffi rendte de ikke rundt i gaderne i Libyen og skreg 'Allahu Akhbar'.
Det gør de nu ..

I øvrigt er det ganske underholdende at se alle Værdikæmperne snuble over hinanden for at hylde et Studenter-oprør mod det etablerede Gammelmands-vælde ..

Alt det her har man vidst i de sidste 20-25 år ville komme. Det er ikke noget nyt. Det nye er, at man nu tager problemet op.

I 1950 var der 21 mio. i Egypten - idag er der 82 mio. Økonomisk vækst har overhovedet ikke fulgt med, og fattigdommen og utilfredsheden stiger. De af nogle højt berømmede egyptiske såkaldte 'veluddannede unge' med egyptiske universitetseksamener, har, på få undtagelser nær, ikke en chance for jobs internationalt, og nogle af dem kan højst håbe på et non-job i det lokale bureaukrati. 32% arbejder i landbrug, med en utrolig lav produktivitet, således at Egypten må importere halvdelen af sit kalorieforbrug, til stærkt stegne fødevarepriser. Visse basisfødevarer subventioneres af staten, som er ved at løbe tør for penge og lånemuligheder. Når det sker, bliver 'Foråret' formentlig til en 'Isvinter'.

Kristina Jensen

De veluddannede og informationssøgende unge med internet vil iværksætte vækstprojekter nu de har fået håb om rettigheder i deres land. Ejendomsrettens ukrænkelighed er essentiel i denne opbygning. Hvorfor skulle man før iværksætte noget større, når man ikke kunne sikre dette mod staten?

Jeg er selv 1980'er og føler mig enormt heldig med mit danske statsborgerskab. Jeg har ingen illusion for, at de arabiske lande får rettigheder som vi har i Vesten, men at de nu kan se håb og håb kan flytte bjerge.

Der er ikke meget håb og flytten bjerge i denne melding: http://politiken.dk/udland/ECE1436885/libyske-grupper-beskyldes-for-at-t...

Det går præcis som jeg har forventet, fra den dag Frank Aaen ville smide Stinger Missiler ned til tilfældige oprørere i Benghazi.
I en nær fremtid vil vesten nok forbande sig selv over at de ikke overlod til Khadaffi at klare problemerne i Libyen.
Det bliver interessant at se hvilket fjæs Fogh vil stille op, når han finder ud af at NATO har været til grin for Fundamentalistiske Islamister.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvad bliver I så vrede over? Fakta er fakta:

Gadaffi forsøgte skam at udvikle en "tredje vej" mellem islamisme og socialisme i form af direkte demokrati. Han beskrev sin ideologi i Den grønne bog.

Uddrag fra artiklen "Det sande demokrati og den sande socialisme" af Rune Lykkeberg, Information 11/3 2011:

"Den grønne bog er inddelt i tre dele: I den første del præsenterer Gaddafi sin kritik af det bestående demokrati og sit eget alternativ, som kaldes det »sande demokrati«.

I anden del præsenterer han sin socialistiske teori om løn og arbejde, og i tredje del skitserer han noget, som han kalder den »sociale basis«. "

"Magten kommer i demokratier nedefra, og når en leder taler oppefra, bliver folkestyret ifølge Gaddafi krænket.

Han præsenterer en radikal kritik af det parlamentariske demokrati: Så snart magten udøves i et parlament, er den fjernet fra folket. Der skabes i parlamenter forskelle mellem dem, der udøver magten og dem, i hvis navn magten udøves.

Samme kritik retter han mod politiske partier: »Partiet er samtidens form for diktatur. Det er et instrument for moderne diktatorisk regering. I partiet regerer en del over helheden.«

De partier, som skulle være talerør for en bestemt social klasse, ender med at overtage klassens plads. De tager magten fra dem, som de skulle give magten til.

Tesen er klar og kendt fra blandt andre en tænker som Jean-Jacques Rousseau: Autoriteten er hos folket, og den kan ikke deles.

Så snart autoriteten bliver repræsenteret, bliver den delt, og dermed bliver folket svigtet.

Kun folket kan tale og regere på vegne af folket."

"Hvis det direkte demokrati kunne praktiseres, ville det indiskutabelt være den ideelle styreform."

"Gaddafi erklærer et opgør med hele lønsystemet og modsætningen mellem udbyttere og udbyttede.

I det sande socialistiske samfund skal alle være partnere, og ingen skal udbetale og modtage løn, alle skal eje deres bolig, og ingen skal være lejere. "