Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bagsiden: Den lille vejrtegner mod systemet

Mark Philip Trønning vandt en konkurrence i vejrtegning på TV 2/ Lorry, men da stationen fandt ud af, at han var 31 et halvt år gammel, nægtede de at give ham præmien. Marks kamp for retfærdighed inkluderer nu kræftsyge børn og en Don Quixote-metafor
Indland
22. oktober 2011

Efter i 22 år trofast at have indsendt en vejrtegning til TV 2/Lorry, lykkedes det den 1. september endelig for Mark Philip Trønning at blive trukket som 'månedens tegning' og dermed vinde et fjernsyn: »Stort tillykke, Mark. Du har vundet et fjernsyn, og det er på vej til dig, så du kan se Lorry hjemme på værelset,« sagde værten. Men det fjernsyn kom aldrig. Stationen fandt nemlig ud af, at Mark Philip Trønning var 31 et halvt år gammel (det stod bag på tegningen), og derfor kom der den 19. september følgende indslag:

»Da vi sidst trak månedens vejrtegning, som vi har gjort i årevis, trak vi en tegning op af bowlen som var fra en 31-årig mand. Derfor gør vi nu trækningen af månedens vejrtegning om.« Mark Philip Trønning forstår ikke, hvorfor han ikke kan deltage i en vejrtegningskonkurrence: »Jeg synes jo, at det er et fantastisk koncept, at man kan sende sin tegning ind. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor det skulle være forbeholdt børn. Jeg kunne forstå det, hvis min tegning var stødende, men det er den jo ikke,« siger Mark Philip Trønning, som synes, at der skal være plads til barnlighed blandt voksne.

Tre skyer med regn

På tegningen kan man se en mand i en båd, og tre skyer med regn. Mark Phillip Trønning har siden forsøgt at få en forklaring fra TV 2/Lorrys direktør, Dan Tschernia, og hans svar var noget groft i det:

»Jeg vil da gerne lave et indslag om pædagogen, der stjæler børnenes tv — det ville nok være godt tv,« skriver Dan Tschernia ifølge Mark Philip Trønning i en mail. Dan Tschernia henviser til, at Mark Philip Trønning til daglig arbejder som pædagog. Fra da af blev det også til en kamp imellem det gode og det onde, siger Trønning:

»For mig er det helt klart den lille mand mod systemet. Jeg synes, det er sjovt, at direktøren er så sur over, at en voksen har lavet en vejrtegning, så hans reaktion motiverer mig klart til at gå videre med sagen.« Han har blandt andet forsøgt at få Forbrugerombudsmanden til at gå ind i sagen — men han havde ikke tid. For at det ikke skal handle om materielle goder, har Mark Philip Trønning desuden tilbudt Dan Tschernia, at de giver fjernsynet til kræftsyge børn på Rigshospitalet, men den mail har Dan Tschernia ikke svaret på endnu.

En af Mark Philip Trønning venner har lavet en støtteside på Facebook for den 31 et halvt årige pædagog. Her sammenlignes hans kamp blandt andet med Don Quixotes kamp mod ondskab og trolddom:

— Synes du, det er en rimelig sammenligning?

»Ja, det er det helt klart. Hvis man kender lidt til den historie, så er det jo eventyreren, der kæmper den umulige kamp,« siger han. En anden skriver: »De 300 spartanere, der forsvarede Thermopylæe vandt jo heller ikke, (ikke engang en fladskærm), de blev sgu dræbt hver og en. Men de forsvarede sig heltemodigt i tre dage mod en kæmpe persisk hær og gik over i historien. Det handler ikke kun om sejren. Det handler om at sige magten imod. Og sige ligesom The Dude 'This aggression will not stand maan!' Sådan Mark!«

Helt sådan ser Dan Tschernia ikke på sagen: »Det er altså et arrangement for børn, og ingen har nogensinde tidligere været i tvivl om det. Manden — der altså ikke er et barn — lavede noget, der lignede en børnetegning. Der er ingen tvivl om, at han var i ond tro,« skriver Dan Tschernia i en mail til Information.

Som Stjernekrigen

Det svar giver kun Mark Philip Trønning endnu mere blod på tanden:

»Det bekræfter jo billedet af, at han er Darth Vader, og jeg er Luke Skywalker. Han kører virkelig 'the dark side'-tonen. Jeg ved ikke, hvorfor han er sådan, men jeg var bestemt ikke i ond tro. Det var uskyldigt og kærligt ment. Og med et glimt i øjet. Hvis ikke der er plads til lidt humor, hvor er vi så henne?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her