Læsetid: 2 min.

Den beske smag af Nestlé

Det globalistiske kaffekonglomerat gør intet for at forsøde sit ry
Der må være bortsmeltet megen flødeis i de år, Nestlé ejede Premier Is i Danmark, for ejerskabet har gjort Nestlé skattefrit – hævder Nestlé.

Der må være bortsmeltet megen flødeis i de år, Nestlé ejede Premier Is i Danmark, for ejerskabet har gjort Nestlé skattefrit – hævder Nestlé.

Peter Mark

1. november 2011

»Vi betaler ikke skat. Kun småkårsfolk betaler skat.« Den bemærkning skaffede verdensberømmelse til ophavskvinden, den amerikanske hotelmilliardøse Leona Helmsley.

Det schweizisk-globalistiske kaffekonglomerat Nestlé synes at læske sig i Leona Helmsley leveregel. Det er kommet frem, at Nestlé ikke har betalt skat i Danmark de sidste mange år. Ifølge Enhedslisten har Nestlés skattevægring stået på i 20 år.

Til Berlingske udtaler Nestlés nordiske direktør, Carsten Fredholm, at han ikke kan huske, hvornår Nestlé sidst har betalt skat.

Carsten Fredholm erklærer:

»Jeg er træt af mistænkeliggørelsen af multinationale selskaber. Nestlé er en virksomhed med en høj moral, og vi følger reglerne: Hvis du har haft et stort underskud, så kan du afskrive det. Det har vi haft fra ejerskabet af Premier Is. Vi følger reglerne til punkt og prikke.«

Nestlés danske hjemmeside oplyser om forbindelsen mellem Nestlé og Premier Is: »1996: Nestlé går ind på ismarkedet i Norden ved at erhverve Premier/Eventyr Is i Odense. I December overtager Nestlé Danmark også Frederiksborg Is.«

Flyttet til Tyskland

Det næste, man på hjemmesiden hører om Premier Is, er: »1998: Produktionen af Premier Is flyttes fra Odense til Schwanewede i Tyskland. Premier Is' administration, salgsafdeling og marketingafdeling flytter til Nestlé Danmarks hovedkontor i København.«

Det sidste, man hører om Premier Is, er: »2009: Nestlé sælger Premier Is til Erhvervsinvest, som sammenlægger Premier Is med Polar Is.«

Der må være bortsmeltet megen flødeis under disse forskellige transaktioner. Ellers kunne Premier-ejerskabet næppe gøre Nestlé skattefri i årevis.

Bemærkelsesværdigt, at Nestlé globalt går vældigt godt. For nylig kunne Nestlé smovse sig i denne avisoverskrift: »Nestlé leverer velsmagende kvartalstal.«

Avishistorien lød:

»Det blev til en organisk vækst hos Nestlé på 7,3 procent i årets første ni måneder, hvilket var bedre end analytikernes forventninger på 7,2 procent. Samlet blev det til et salg på 60,9 milliarder schweizerfranc.«

Nestlé oplyste samtidig, at væksten var »geografisk bredt funderet«.

Lidt andet i Danmark må Nestlé have haft end underskud. Men det får vi måske slet ingen glæde af. Nestlé-direktør Carsten Fredholm siger om regeringens planer om at offentliggøre navne på globale skatteunddragere:

»Hvis vi skal udstilles på den måde, kan vi da lige så godt flytte til Sverige.«

Så flygtigt er Nestlés tilhørsforhold. Så flygtigt som duften af pulverkaffe.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når de multinationale nassere ikke ønsker deres manglende skattebetaling offentliggjort, kunne man jo tænke sig, at deres skattebetalende konkurrenter ikke har et tilsvarende problem med at offentliggøre, at de betaler skat.
Dette store modebegreb i forretningsverden er jo etiske regnskaber, så den etiske forbruger har selvfølgelig ret til at vide hvilken moral de firmaer, hun handler med har.

Den arrogante holdning Nestlés ledende direktører både i Schweiz og i Danmark her udviser overfor deres samfundsforpligtelser, giver mindelser om aristokraternes holdning kort før den Franske Revolution.

Anne Marie Pedersen

Nej, Chris, måske ikke. Det er vel i bund og politikernes skyld, at det show ikke er stoppet. Og mediernes skyld, at der ikke fokuseres på, at samfundet kan stoppe pengene i at fosse ud af samfundet ved at stoppe den her spekulation.

Lise Østerberg Bahr

Hvor mange mill. el. mia. kr. er det så man har undgået at betale i skat - nu man har udnyttet KAPITALAPARATET /= ARBEJDSKRAFTEN - også (dvs. det er jo vores penge nogle af dem) -
ikke kun Nestle, men mange flere multinationale selskaber, var det ikke også disse selskaber:
KRAFT FOODS, KELLOGS, Q8, UNILEVER Johanne Schmidt-Nielsen nævnte i april 2011 bloggen - da Efterlønsdebatten rasede ??

Gælden kan man da ikke rejse fra - eller ?

Nestle har 230 ansatte i Danmark. Hvis vi udgår fra, at de tjener i gennemsnit 300.000 og betaler 40% i skat, giver det staten en skatteindkomst på knap 30 millioner.

Nestle har en omsætning på ca 667 millioner kroner. Med en overskudsgrad på 10% og en erhvervsskat på 25% skulle det give en skatteindtægt på ca 17 millioner.

Så ja, farvel til Nestle, farvel til 30 millioner, velkommen til offentlig forsørgelse af yderligere 230 uden arbejde.

Det er logik - for perlehøns.

Heinrich R. Jørgensen

Niklas Monrad:
"Det er logik - for perlehøns."

Også sparet er de 667 millioner kroner, som distributører køber ind for. Hvad mon forbrugerne betalte for de pågældende varer -- måske 1½ til 2 mia. (inkl. moms) i alt?

Andelsbevægelsen vers. 3.0 kunne bruges. Det er grotesk, at koncerner får lov at dominere, og skumme fløden.

Niklas Monrad:

"Det er logik - for perlehøns."

Ja, det er mafialogik. Det svarer lidt til de såkaldte beskyttelsespenge organiseret kriminalitet til alle tider har opkrævet af lovlige erhverv. "Hvis du ikke betaler en god procentdel til os, så brænder vi din butik ned!" Så har man valget mellem at acceptere en lille sjat af sin berettigede indkomst, eller ingenting. Og ved at vælge den første løsning gør man det så meget lettere for mafiaen at gøre det mod andre (læs: for andre firmaer at gøre det samme).

Så hellere tage smækket en gang for alle, og lade de fornærmede flytte til Sverige (så kan vi se om Sverige er så interesseret i et firma der nægter at betale skat), og derved forhindre at det sker i fremtiden i Danmark.

Nu er det faktisk sådan at i både Sverige og i Norge er der fuld offentlighed om både privatpersoners og virksomheders skattebetaling. Så jo, Nestlé kan da bare flytte til Sverige....

Niklas Monrad
Skal vi ikke gå ud fra, at den omsætning som Nestle har, bliver overtaget af andre? De ansætter de 230, som så betaler skat. Desuden er det hæderlige firmaer, som betaler erhvervsskat. Så er der overskud.
"Det er logik-for perlehøns."

Hvorfor tror folk dog, at blot fordi et fima flytter et administrativt hovedsæde til et andet land, så ophører befolkningen fluks at forbruge virksomhedens varer ..?

Lise Østerberg Bahr

Synd vi ikke har haft åbne skattelister ligesom Sverige og Norge i mange år !!!

Hvad har hvor mange, og hvem mon haft at indvende mod det ??

Lise Østerberg Bahr

OG hvor mange år er det man er "bagud" med skatten - og har nydt af Danmarks Kapitalapparat - arbejderne - hvorfor vi jo faktisk ejer den del af den indtægterne (det der burde have været et overskud) !!

Niels-Holger Nielsen

Niklas Monrad

Hvorfor siger du ikke bare, at du er ubetinget beundrer af den store grove dreng fra nabogården, som opkræver dummebøder? Som jeg snart har sagt mange gange, så er din argumentation det nærmeste man kan komme gold sofisme. Slå selv ordet op.