Hvad hvis borger nr. syv milliard er et dansk reagensglasbarn?

Mens vi arbejder hård på at få Den Tredje Verden til at holde op med at få børn, kæmper vi som gale for selv at få dem — til trods for, at en baby født i Danmark belaster det fælles ressourcegrundlag uendeligt meget mere. Hvorfor gør vi det igen og igen på et så oplyst grundlag?
Drengen her, der endnu ikke har fået et navn, blev født i går kl. 00.20 på Hvidovre Hospital. Han er med i opløbet som nr. syv milliard på vores klode.

Drengen her, der endnu ikke har fået et navn, blev født i går kl. 00.20 på Hvidovre Hospital. Han er med i opløbet som nr. syv milliard på vores klode.

Sara Galbiati
31. oktober 2011

Hvert døgn øges verdens befolkning med et antal, der svarer nogenlunde til indbyggertallet i Aarhus. Og for to måneder siden kom to små liv til verden i netop Jyllands hovedstad. En dreng og en pige. Tvillinger, båret af Dorte Lindelof, skabt i tæt samarbejde med hendes mand. Og så med hjælp fra bankbogen, hospitalet, staten og teknologien gennem kunstig befrugtning.

I dag runder verdens befolkning syv milliarder. Fra New York Times til Dagbladet Politiken har man antaget, at dét barn bliver født i Indien.

Man har besluttet, at det er et problem. Og man er gået ud fra, at løsningen hedder en cocktail af økonomisk vækst, seksualundervisning og styrkelse af kvinders rettigheder i Den Tredje Verden.

Men ligger problemet måske et andet sted? Lige her? Ser man på det økologiske fodaftryk, som et barn født denne mandag i november vil efterlade på kloden gennem et helt liv, er det befolkningstilvæksten i den rige del af af verden, der er problemet. Fodaftrykket, altså det areal, der er nødvendigt for, at naturen skal kunne forny de ressourcer, det forbruger og absorbere affaldsprodukterne, er i Danmark verdens fjerdestørste. I gennemsnit bruger hvert menneske på Jorden 2,7 hektar, mens en dansker bruger 8,0 hektar.

På den ene halvdel af kloden kæmper vi altså for at de andre holder op med at få børn, mens vi i vores del af verden i stigende grad som Dorte Lindelof går gennem ild og vand for at få dem. Går vi udfra — stik imod statistisk videnskab — at barn nummer syv milliarder i dag fødes i Danmark, udfordrer det en lang række forestillinger og myter og ender nødvendigvis i det store spørgsmål: Hvorfor er det så bydende nødvendigt for os at reproducere os selv? Og er det overhovedet muligt at indtænke det fælles ansvar for vores klode; de andres liv langt væk, og fremtiden for det økologiske system i noget så nært og dybt?

Dortes drøm

For Dorte Lindelof var det helt klart, fra hun var en stor teenager, at hun skulle have børn. Tidligt og mange af dem.

»Jeg kan huske, at jeg talte om otte. Det tror jeg nu aldrig helt, at jeg troede på, men at det skulle være mere end to vidste jeg med sikkerhed,« fortæller Dorte Lindelof.

Hun endte med fem. Først fødte hun for snart 10 år siden et sæt tvillinger, så kom et mellembarn, der som etårig blev storebror til et nyt sæt tvillinger for to måneder siden. Alle undfanget gennem fertilitetsbehandling.

»Jeg troede bundnaivt, at man kunne planlægge at få børn. Jeg så folk omkring mig, der var sådan: 'Hov, der blev jeg gravid, fedt'. Men det er jo lagt sværere, og det blev det også for mig.«

Børnene ville nemlig ikke bare komme af sig selv, så som 26-årig blev Dorte Lindelof befrugtet via reagensglasmetoden. Mindre kunne nok have gjort det, mener Dorte i dag, men sådan blev det, og resultatet blev et sæt tvillinger, hvoraf drengen var alvorligt handicappet. Dorte blev skilt fra de første børns far og mødte sin nuværende mand, fik endnu et barn og kort efter begyndte de processen med at få nummer fire. »Vi tænkte, at det var nu, hvis det skulle være. Jeg bliver jo snart 38, så det kunne komme til at tage tid. Det var mest sådan, at hvis vi nu var heldige, var det jo lykkeligt. Jeg havde ikke forventet, at der var to.«

Bæredygtige børn?

Men overvejer Dorte, når hun læser om befolkningsvæksten, hvordan hendes fem børn indgår i det billede?

»Ja, det gør jeg da. Jeg synes, at det er fuldstændig vanvittigt, at vi nu er syv milliarder, og jeg har da flere gange overvejet mit ansvar i forhold til f.eks. klimaforandringer. I forhold til selve befolkningsvæksten har jeg vist forpurret min chance for at være et positivt eksempel. Men i forhold til ressourcerne øver jeg mig i hele tiden at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er så pokkers vigtigt, at vores poder får en ny flyverdragt hvert år.«

Og så vil hun gerne opdrage sine børn til at forstå, at andre mennesker lever under andre vilkår. Hun beskriver en meget konkret situation, hvor hendes søn sad med en enorm masse mad på en tallerken, men meget lidt kom i hans mund, og det meste endte på gulvet.

Grådige børn

»Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om ikke selv meget små børn i et tørkeområde i Afrika ved, at vand er noget, man drikker og ikke sjasker med. «

Men hvis det står til biolog og forfatter Tor Nørretranders skal Dorte Lindelof ikke spilde smukke kræfter på at overveje, om hendes barn nummer et, to, tre, fire eller fem ikke burde have været her på grund af dets ressourceforbrug. Og vi skal som samfund slet ikke bevæge os ud ad den vej, der f.eks. foreslår grønne afgifter på børn som på andre forbrugsvarer. Problemet kan aldrig være børnene.

»Vi mennesker er indfødte på den her planet, derfor er der noget fundamentalt galt med en tankegang, der ender i at anse os som ressourceædende firhjulstrækkere,« fastslår Tor Nørretranders. Han mener, at vi ofte glemmer, at mennesket som udgangspunkt passer perfekt ind i Jordens økosystem.

»Vi er lavet til at spise de ting, der kan gro her og producere noget lort, som fluerne så kan spise. Opførte vi os lidt forstandigt, var der jo ingen problemer. Vi har bare i en periode i historien anlagt os nogle rigtig dårlige vaner, der hedder kul, olie og gas, og for en tid glemt, at tingene skal køre I kredsløb«, siger han og slår fast:

»Hvis det barn, der i dag bliver nummer syv milliarder, blev født i en verden, hvor vi genbrugte materialerne og havde en bæredygtig fødevareproduktion, ville det kun være en fantastisk ressource af begavelse og kreativitet. Vi har brug for os, og kloden har brug for os.«

At Dorte Lindelof burde have overvejet, om et af hendes børn i stedet skulle have været adopteret eller om de penge, det koster, i stedet skulle sendes til Børnefonden, afviser han kategorisk.

Sundt at få børn

»Man kan hurtig komme med meget studentikose betragtninger om, at der fødes alt for mange børn i de fattige lande, så hvorfor henter vi ikke bare nogle af dem. Men vi er jo biologi. Jeg tror, at det er godt og sundt for et samfund, at størstedelen af dets medlemmer får børn,« siger Tor Nørretranders. Det er nemlig altafgørende, at vi overraskes gennem barnets blik.

»Når man omgås børn, ser man jo ting, man ikke gør som voksen og bliver udfordret på sit eget følelsesmæssige apparat i begge ender af klaveret. Som voksne lærer vi at cuttebåde det værste og det bedste i os væk. Det giver dynamik i vores samfund, at der hele tiden kommer de nye vinkler,« siger Tor Nørretranders.

Skulle vi holde op med at få børn, ville det enten kræve, at vi uddøde — og det ville være et tab for kloden — eller at vi kunne leve evigt, siger Tor Nørretranders.

»Tænk over, hvor forfærdeligt det ville være. Nogen har udregnet, at hvis man udryddede alle de sygdomme, vi dør af i dag, ville vi leve i gennemsnit 1.300 år, før vi statistisk set ville dø i en ulykke. Havde jeg de udsigter, ville jeg blive under dynen og læse Prousts samlede værker for at udskyde min død til næste århundrede. I den forstand lærer børn os jo også at leve med vores dødelighed. Det er hele dynamikken i et samfund, at biologien hele tiden deler kortene ud på ny. «

Lyst til at blive ved

Det var ikke tanker om økologiske fodaftryk, de fattige børn i Afrika eller de opdragelsesmæssige konsekvenser af verdens tilstand, der prægede Dorte Lindelofs tanker, da hun som stor teenager begyndte at drømme om børn. Dengang handlede det om et hjem fuld af liv, mange store børn og alle deres venner omkring et fransk landbord med glæde og mad nok til alle. Men da hun fik sine første børn, mærkede hun en ny følelse, som hun er blevet ved med at vende tilbage til.

»Jeg synes bare, at det var så fantastisk først at mærke sådan et lille liv i én, at se dem komme til verden, vokse op og finde ud af at være menneske, mens man sætter sit præg på dem,« siger Dorte.

Selv kalder hun sine tvillinger for »sneglene«. »Vi bliver jo født som sådan nogle gopler, der absolut ingenting kan. På en måde er nyfødte jo ikke rigtige mennesker, så man kan være måbende vidne til, hvordan de folder sig ud, glattes ud, åbner øjnene og får menneskefarve.«

Og når man har oplevet det, tror man ikke, at det kan blive meget bedre.

»Lidt ligesom med en hundehvalp får man lyst til, at de bare beholder den størrelse, de har, men så oplever man jo, at alle de andre aldre er lige så forunderlige. For tiden er det jo, som om min søn på halvandet lærer et nyt ord hver time. Så tænker man: Dengang var du lækker, men nu er du endnu mere lækker!« fortæller Dorte Lindelof og tilføjer med et lille grin.

»Et par dage efter at jeg var kommet hjem med mine nye to, sad jeg og ammede dem begge, og greb mig selv i at tænke, at jeg simpelthen ikke forstod dem, der ikke havde lyst til bare at blive ved med at få flere.«

Nødvendighed

Og det er helt nødvendigt, at en rigtig stor del af os har netop den følelse, siger Tor Nørretranderes.

Den altid tilstedeværende kønsdrift er egentlig en afgørende motor for samfundet og kreativiteten.

»Skulle vi ikke danse rundt på så mange dansegulve for at snuse os frem til den, der vil give vores kommende barn det bedste immunforsvar, var der jo ikke meget kreativitet og dynamik.«

»Vores liderlighed er en meget vigtig del af vores liv, og det værste, jeg kan forestille mig, er, at reproduktionen tages fra os. Enhver magt over reproduktionen er fantastisk farlig. Jeg elsker den alvor, der ligger i, at menneskeslægtens fremtid afhænger af de mere eller mindre ædruelige valg, vi træffer på et dansegulv. Vi tænker på det som kærlighed, som den optræder i popsangene eller snakker om, at det skal være en fra en god familie eller en, der stemmer SF, men det er jo biologi i fri udfoldelse, hvor vi med sanserne går på jagt efter det bedste match.«

Prisen

Men de koster jo, de børn. Ikke kun på bankkontoen og på klimaet, men også på det private niveau.

»Det var da også lidt af et chok, da den voksne virkelighed for alvor sparkede os i røven. Der er jo meget omsorgspleje med fem børn. Altid en, der skal puttes, skiftes, mades, køres til fritidsaktiviteter,« siger Dorte Lindelof, og for første gang kan man faktisk høre, at hun er træt. »Jeg er da også blevet i tvivl om min arbejdsmarkedstilknytning. Det er nok urealistisk, at jeg kan have et helt almindeligt fuldtidsarbejde de næste mange år«

— Flere undersøgelser peger jo på, at dem, der ikke har børn, beskriver sig selv som mere lykkelige. Kan du forstå det?

»Hmm,« hun tænker lidt. »Altså, de er jo fri for alle de bekymringer, som man har som forældre og den dybe angst for at miste, når man elsker så meget. Jeg kan huske, at jeg engang læste en, der formulerede det i retning af, at summen af ens børns lykke udgør den maksimale lykke, man selv kan føle. Der er jo nok ikke noget værre, end når ens børn ikke har det godt. «

- Det er sjovt, at du kun taler om ting, man bliver fri for. Du nævner ikke, at noget andet kan vokse, når børnene ikke tager al opmærksomheden?

»Næh, det har du ret i,« griner Dorte Lindelof og snart vågner 'sneglene'.

Solstrålehistorie

Og det er faktisk ikke en dårlig dag at vågne som lille ny. For måske har vi ikke et så stort problem, som vi gå rundt og tror. Tor Nørretranders mener faktisk, at vi kan byde nummer syv milliard velkommen med en solstrålehistorie.

»Vi kunne jo bruge dagen til at fejre en utrolig udvikling,« lyder den overraskende melding fra Tor Nørretanders.

»Tidligere fremstod befolkningsvæksten som et problem, der var helt uoverskueligt og udsigtsløst at gøre noget ved, og vi talte om etbarnspolitik og behovet for tvang,« fortæller Tor Nørretranders.

Men de seneste 10 år har det stået klart, at det var langt fra udsigtsløst.

»Kurven flader ud, så vi bliver ikke mere end maksimalt 9-11 milliarderer. Og der lander vi allerede i midten af dette århundrede.«

Det er jo en helt utrolig nyhed, men endnu bedre er, at beslutningen om at bremse væksten ikke blev truffet af FN, Verdensbanken eller Kinas kommunistiske centralkomité.

»Den blev truffet af menneskerne i senge rundt om i verden, og det er det, der gør mennesket så vidunderligt: At vi er et så klogt dyr, der ser situationen an, og at det enkelte menneske eller pars beslutning i sengen tager hensyn til ressourcerne i det samfund, de er en del af«.

Udsigten til stabilitet handler jo om en faldende børnedødelighed og mindre risiko for tidlig død f.eks. som følge epidemier, der betyder, at et par ikke behøver få 11 børn for at sikre, at der er to tilbage til at forsøge dem i alderdommen.

»Det tager lige en generation, før kvinderne indser det og siger stop, men så reagerer de også. Og det er ikke en konsekvens af, at vi er gået rundt med løftede pegefingre og kondomer, men af at mennesket er sådan et snusfornuftigt væsen helt ind i soveværelset.«

Og den snusfornuft har også indfundet sig hos Dorte Lindelof og hendes forunderlige snegle i Århus. Eller også er hun bare træt.

»Nej, jeg har fået nok børn nu. Tror jeg ...«.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Ole Thyssen, filosof

Meningen er at blive lykkelig, sagde Aristoteles. Det gælder alle. Problemet er, at svaret er variabelt. Vi er nemlig henvist til selv at skabe meningen ud fra de ressourcer, vi har. Der er for mange religioner og ismer til, at de kan give et bindende svar. Men man er lykkeligere, hvis man kan finde en plads i en sammenhæng, som man er parat til at handle og lide for. For mig er formålet mit arbejde, min familie og at være en del af verdenssamfundet.

Klaus Riskær Pedersen, finansmand

Meningen er, at det er en mulighed, der gives det enkelte menneske. Man må få det bedst mulige ud af det for sig selv og dem, man er sammen med. Der er en helhed i det. For at få et godt liv må vi indse, at vi indgår i det med andre. Meningen er sådan set, at vi forlader livet og efterlader et indtryk hos de efterladte: At vi har bidraget med fremdrift. Livet har den pointe, at det er midlertidigt, men at vi efterlader noget af kvalitet til de næste. Døden er den centrale forandringsagent i rækken af liv.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jette Abildgaard

Velkommen til verden til den lille nye nr. 7 miliard uanet hvor i verden, hvilket koen, hvilket sprog, hvilken farve og tro du foedes til.....

Gid jeg kunne vaere der og dufte dig naar du kommer ud til os....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert N Gjeertsen

Hvad er det her for noget nummerulogisk bullshit ?
Vi ANER ikke hvor mange vi er på Kloden med en nøjagtighed så vi kan fastslå at det er i dag vi når det magiske nummer 7 .

Nummer 7 milliard er sandsynligvis en lille Kinesisk pige, født i dølgsmål for 2 år siden ..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Robert N Gjeertsen,

Sig mig engang - har du en daarlig dag, eller kan du bare ikke lide boern?

Om vi bestemmer, at dette .lille menneske fra Phillipinerne er nummer 7 mill. eller ej, er jo ligegyldigt...ligesom det ville vaere ligegyldigt om det var et reagensglasbarn, en Inder eller en Odenseaner....ikke?

Barnet er med garanti et lille vidunder...specielt set med foraeldrenes oejne, saa hvori bestaar dit problem ???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert N Gjeertsen

Mit 'problem' består dels i det åbenlyst løgnagtige i udsagnet om at 'vi i dag bliver 7 milliarder', dels i at det i den samlede presse, og af FN/Kissinger, fremstilles som om det er et problem .

Du tager HELT fejl, jeg synes der fødes ALT for få børn i vores del af Kloden, til stor skade, på mange planer, for os alle !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulrik  Bertelsen

I vold af Teknik: det dødfødte Æg

Viden om: Teknokrati:
En styreform hvor teknokrater, såsom videnskabsmænd, ingeniører og tekniske eksperter tager beslutningerne, ud fra principper om
- Rationalitet
- Effektivitet
- Nytte
- økonomi
… alt i mens følelse, moral og etik tilsidesættes.

Med dette indlæg i debat, er mit bud ej morale – nej.
Dog et ærinde jeg have i en tidsalder af teknokrati og nytteøkonomi; for kanske tik, måske tak, men betænk ´ er et menneske kun tandhjul´?

Hvad med sjæl, endsige ånd?

Tjek Youtube:

http://youtu.be/CNsvKYM7Ozw

Le Berthélaine - dansk kunstner, forfatter og kritiker

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Vi løser altså ikke verdens befolkningsproblem ved at forvandle Danmark og Europa til en boplads for barnløse oldinge. Vi løser heller ikke 3. verdenslandes befolkningsproblem ved at importerer alle de veluddannede til Danmark og andre i-lande med negativ befolkningsvækst.

Der findes stadig kun et virksomt middel mod jordens overbefolkning, og det er at holde pigerne på skolebænken. Det er stadig ikke antallet at børn som er problemet, men morens alder for første barn som er den virkelige skurk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

@Brian

En dansk kvinde føder i snit 1,7 barn, det er vist nok lidt lavere for tiden, altså ikke nok til at reproducerer den nuværende befolkning, hvad er problemet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Jeg tror at mange lever i fortidens statistiske materiale, at vi er 9 mia. inden 2050.
Det er der bare ikke noget som tyder på er rigtigt. Med den nuværende udvikling vil befolkningstallet stagnerer senest i 2040 mellem 7,5 og 8 mia. mennesker. Så på mange måder er situationen under kontrol.
Det der ikke er under kontrol er i-landenes overforbrug, men det har ikke så meget med befolkningstallet at gøre, men antallet af biler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Pietersen

Lom

den betaler man igennem sin skat, det er ikke en gave jeg får af jer andre.
Staten og mange danskere glemmer altid hvem der har betalt hvad og ikke mindst hvorfor.
Man kunne spørge, hvem skal passe en hvis der ingen mennesker er, men det ændrer sig ikke uanset hvor mange eller lidt vi er, det kan alle vidst tydeligt se.
Havde jeg vidst Danmark ville blive som nu, så havde jeg arrangeret mit liv anderledes også min skatteindbetaling.
Der var jeg for blåøjet og naiv.

anbefalede denne kommentar