Læsetid 3 min.

Dampen er gået af samfundskritikken

Muligheden for kritik er demokratiets rygrad. Uden kritik udvikler samfundets sig hovedløst med risiko for forfald. Flere sociologer og filosoffer erklærer imidlertid, at samfundskritikken er ved at miste pusten
25. oktober 2011

Den franske sociolog Bruno Latour skrev for ikke så lang tid siden, at »dampen er gået af kritikken«. Den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman har samstemmende skrevet, at samfundskritikken er blevet »tandløs«, og den norske filosof Arne Johan Vetlesen skrev i en af sine sidste bøger, at »kritik er blevet reduceret til nostalgi«. Og det ser ikke bedre ud, hvis man vender sig mod de to store skoler for samfundskritik.

Frankfurt versus Paris

I Frankfurt har Jürgen Habermas, Axel Honneth og senest Rainer Forst udviklet kritiske samfundsteorier, men deres teorier handler mere om, hvordan samfundskritik kan begrundes ud fra ofte stærkt komplekse principper end om en egentlig kritik af vores samfund. For de ikke-indviede forbliver det ren begrebsgymnastik.

I Paris har Luc Boltanski, Laurent Thévenot og Eve Chiapello beskrevet, hvordan almindelige mennesker også tager udgangspunkt i og refererer til abstrakte baggrundsprincipper, når de kritiserer alt fra politikere til industriel ineffektivitet. Forskellen mellem Frankfurt og Paris er til at få øje på. Frankfurt sigter mod at kunne begrunde samfundskritik på en sådan måde, at når der udpeges et uretfærdigt forhold, må det kunne beskrives ved hjælp af en idé om retfærdighed.

Pariserne mener derimod ikke, at kun sociologer eller filosoffer kan være retningsgivende for, hvordan et retfærdigt samfund kan se ud — det kan 'almindelige' mennesker lige så godt være.

De har derfor taget afsked med det, de betegner som en 'kritisk sociologi', der karakteriserer de nye generationer fra Frankfurterskolen, og praktiserer i stedet en 'sociologi om kritik', der ikke tager stilling, men blot forholder sig nøgternt og beskrivende.

Der er tilsyneladende stilstand mellem de to skoler. Den chilenske sociolog Mauro Basaure, der har arbejdet under Honneth i Frankfurt, har dog skrevet en fornem afhandling med titlen Normativität und Politik,som forsøger at bygge bro mellem de to skoler, og de to skolers ledende skikkelser har også i en årrække afholdt møder og konferencer for at sondere mulighederne for en brobygning.

Anstrengelserne har dog ikke båret andet end teoretisk frugt, og der er ikke formuleret en ny programerklæring, som igen ville kunne varme op under samfundskritikken.

Den alternative vej

De to skoler synes helt at overse den alternative vej, der består i at analysere, hvorfor samfundskritik og hverdagskritik øjensynlig er kommet under pres. Hvad er de afmonterede mekanismer?

Flere undersøgelser peger nemlig på, at mange ikke tør ytre sig kritisk på eller om deres arbejdsplads. Der er utallige spørgsmål på dette område, som slet ikke er belyst, og som de to skoler synes at overse.

Hvem nyder godt af, at offentligheden og arbejdspladserne fyldes med udsagn om, at de, der forholder sig kritisk, blot brokker sig, klynker eller er nogle pylrehoveder?

Hvilke former for nye managementstrategier, styringsteknikker og personaleledelse af medarbejdere leder til selvcensur? For slet ikke at tale om, hvordan samarbejdsudvalg og medarbejdersystemer tilsyneladende har mistet deres magiske kraft, idet flere og flere føler, at de blot er sat på medhør uden medbestemmelse.

Hvad er årsagerne til, at kritikken som et særligt demokratisk ideal til stadighed anklages for at være langhåret, og de, der fremsætter kravene, stemples som demokratisk overvægtige, fordi de synes at fylde for meget?

Frankfurt og Paris må bag om diagnoserne og finde ud af, hvorfor ikke blot deres sociologiske kolleger, men også den verden, de studerer, er holdt op med at ytre sig frit.

Hvilke umyndiggørelsesprocesser er på spil, som fratager stadig flere følelsen af, at de kan kritisere uden frygt for repressalier? Det er spørgsmålet, der skal besvares af en ny kritisk skole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karen  Helveg

Du taler om umyndiggørelse som en form for raffineret berufsverbot. Du har ret i, at f.eks. konsulenter og universitetslærere har svært ved at turde kritisere grundlaget for deres eget arbejde, via nettet kan nutidige og fremtidige arbejdsgivere jo finde alt man har ytret.
Den kritik du her efterlyser, kritikken af arbejdspladsen, eksisterer da i konkret form, selvom der nok er mere murren i krogene, end der kommer frem. Der er i øvrigt mange, der påpeger, at managementånden ødelægger universiteterne, og at de mange målinger og evalueringer nærmest er destruktive.
På et lidt dybere niveau kan man begræde, at teorifriheden f.eks. tages fra undervisere. Økonomi er nu engang mikro og makro og statistik og økonometri og dermed basta. Men begge disse kritikniveauer befinder sig på et ret ordinært plan (og kritikken rykker ikke ved ret meget, før der gås til mere konkret handling i form af civil ulydighed og samlede protester).
På et lidt dybere niveau kan man begræde, at teorifriheden f.eks. tages fra undervisere. Økonomi er nu engang mikro og makro og statistik og økonometri og dermed basta.
Men begge disse niveauer befinder sig stadig på det partikulæres gebet. De er absolut ikke samfundsoverskridende, hverken i praktisk eller i filosofisk forstand.
Efterlysningen af filosofisk samling undrer mig. Der bør snarere finde et filosofisk opgør sted. Men her ser man, at alle - lad os kalde dem venstreorienterede intellektuelle - nu er blevet for bange for at kaste sig ud i krige mellem forskellige skoler. Hvis man har nogenlunde samme holdning til, at det her samfund er mildest talt kritisabelt, så skal man helst stå sammen om alt muligt tilfældigt gods eller finde hver sin lille vinkel. Marxisme og foucaultisme ved siden af hinanden osv. Der er enorm forskel mellem en kritik af den politiske økonomi, der ikke tvivler om sit objekt, og en diskursanalyse, der planter hele verden til med diskurs-identiteter. Alt det kunne der rives mere op i. Så hvorfor skulle Frankfurterskolen og Pariserskolen forenes? I stedet for skulle de vise, at de faktisk kunne levere noget kritik og ikke bare tale om muligheden for kritik eller dennes lokus i folket eller samfundets retfærdighedssøgende substrat. I øvrigt bruger enhver kritisk teori og analyse da en masse materiale fra andre kilder/skoler. Hvorfor denne her højtidelige basunering af 'den store enighed', for at vi kritisk kan gå frem i samdrægtighed, når det ikke er der problemet ligger? Problemet ligger snarere i, at der er så få, der virkelig har kastet sig over den store syntese med at stykke de forskellige videns- og erfaringsdele sammen på en måde, der forklarer udviklingen og dens retning.
Derudover er det dog klart, at de tilstundende kriser skærper ånden.

Brugerbillede for Hugo Barlach

Lige et indspark til Karen samt til artiklen generelt.

Foucault-dianisme er en term, der blev lanceret af fortrinsvis amerikanske filosoffer. På baggrund af en politisk (republikansk) organiseret frygt for især magtfilosofiens potentialer (altså linien fra Nietzsche til Foucault). Sagen er, at der ved udgangen af 1990-erne opstod en politisk begrundet frygt for samfundskritikken, som den kom til udtryk ved universiteterne, ikke mindst de tyske og franske, men med udløbere mange steder i verden (jeg selv fik den opgave at introducere magtfilosofi i Sydamerika efter opfordring).

Herhjemme blev den amerikanske frygt for samfundskritikken ved universiteterne stadfæstet i afviklingen af det universitære demokrati inklusive de studerende og forskerne, i særdeleshed efter 2001 over overgangen til rating-universiteter efter forbillede fra U.S.A., men især efter indførelsen af en styring, som overgik til eksterne erhvervslivsbestyrelser og fremdeles fratog forskerne deres sidste tænder. Tænk blot på socialanalytikken herhjemme i starten og midten af 1990-erne som eksempel på, hvad man ikke ville akceptere fra politisk (blåt) hold.

Man kan derfor snildt forestille sig, at der blot skal en alternativ politisk gnist til, for at universiteterne fremover fortsat kan reetablere et fornuftigt tilskud til samfundsdebatten. Det er op til det ny flertal at bekende endelig kulør på området.

Med venlig hilsen

Magtfilosofien (langt helt død endnu, altså alliancen imellem tysk og fransk filosofi, som ikke fremgår helt klar i artiklen)

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

De institutioner som burde varetage den akademiske diskussion om årsag til og løsning af det globale samfunds problemer, kan enten ikke blive enige med sig selv og hinanden, og/eller også er deres ytringsfrihed invalideret af guderne må vide hvad...? Enighed er en svær størrelse, men med de redskaber, som man må formode at den akademiske verden er i besiddelse af, burde der være et større afkast af i det mindste klare analyser. Det lyder som en pseudodivergens imellem de to skoler, der ikke burde stå i vejen for opgaven med i samfundets tjeneste at udfærdige tilbundsgående problemanalyser og identificere systemfejl - de er nemme at få øje på. Hvis det er ytringsfriheden, der er lænket af mere eller mindre skjulte kræfter, så meget desto mere grund til at engagere sig i arbejdet med funktionelle alternativer til et system i krise. Og endelig, anonyme bidrag er bedre end ingen bidrag - kom nu med noget - andet end begrebsgymnastik - til almindelige mennesker verden over, der lider under det globale misregimente.

Brugerbillede for Hugo Barlach

Men faktuelt er tingenes tilstand værre endnu efter indførelsen af spindoktoriet. Samfundskritik er en imperativ del af et aktivt og åbent demokrati. Altså at du og jeg spiller ind i debatten. Og ikke blankt lader os fortælle, hvad vi rent faktisk mener af de politiske partiers meningsdannere. En engageret og kritisk offentlighed med andre ord. Ikke nødvendigvis anført af universiteterne.

Lad mig give et eksempel: helt tilbage til 1844 formulerer Arthur Schopenhauer i sit hovedværk: "Die Welt als Wille und Vorstellung" et retsfilosofisk skisma. "Hvem kontrollerer kontrollanten?".

I moderne tid kan man med al mulig relevans stille det samme spørgsmål til PET og de politikere, som har indflydelse på Tjenestens vilkår for at agere indenfor i det danske samfund. Hvorfor? Fordi man kan stille dét enkle spørgsmål videre til DK's politikere. I deres tilfælde er der tale om et praktisk problem (hvem kontrollerer kontrollanten).

Men stiller man det samme spørgsmål til PET, skifter anliggendet karaker. Og bliver til et retorisk spørgsmål. Altså vi forventer ikke noget svar. Og heri ligger den moderne mistillid til Tjenesten. Man harmonerer ganske enkelt ikke med sin egen offentlighed som en naturlig instans i et moderne vestligt demokrati.

Og derfor kan det nye flertal stille de seneste ti års konservative efteladenhed overfor Tjenesten stolen for døren. Fradraget af frihedsrettigheder, som kommer til udtryk med forskellene imellem terrorlisterne fra henholdsvis FN og USA og EU, samt retsstillingen for den enkelte statsborger har været slagtet fremfor PETs snævne hensyn til egen virksomhed. Men det bør jo ikke være en hemmelig tjenestes privilegerede vilkår, der tegner udviklingen af det danske demokrati. PET indvolverede sig jo med både de syriske og de libyske efterretningstjenester. Et nyt sort kapitel i den forbindelse.

Dermed også sagt, at den nuværende regering har et absolut opgør med den tidligere regering på feltet. For vi har reelt set i øjeblikket ike noget substantielt svar på Schopenhauers spørgsmål.

Så, med hensyn til PET og samfundskritikken vil en dansk offenlighed gerne have svar på det retsfilosofiske anliggende, som blev rejst for over 150 år siden.

Og til Information: det ser vi da hjertens gerne, at man piller yderligere ved anliggendet. Som man savner i den mainstreampolitiske diskurs. Spin eller offentlighed, Information? Alliancerne burde være ligetil at afkode, når man ikke hedder "berlingske" eller TV2, ikke sandt...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Hvem kontrollerer kontrollanten - et GODT spørgsmål. Mit korte svar er : vi skal kende dem på deres gerninger, og ikke på deres ord. Selvom det er bibellingo, er det godt sagt. Vi er midt i historiens største systemopgør, og det er vi, fordi vi har internettet - nu kan de undertrykte, udbyttede, fordømte her på jorden nemlig se, hvormange de er, og hvad, det egl er, der foregår samt koordinere sin modstand, sit selvforsvar. Mon ikke vi kan være enige om, at vi er i en situation, hvor vi er nødt til at fortsætte den ældgamle samtale om hvem, der har retten til biotopens ressourser - er det dem, der kommer først, eller ville det være mere hensigtsmæssigt med en fordelingsnøgle som tilvejebringer social balance og omsorg for biotopens miljø, som tilgodeser helheden - det vil indbyrdes konkurrence aldrig kunne gøre, det forudsætter samarbejde på et højere niveau, end vi hidtil har været vidne til. Samtidig er vi nødt til at tage et opgør med den internationale del af finanssektoren, som bedriver undergravende virksomhed, ref. artiklen om “Det globale finanssystems forbundne kar”. Den retfærdige fordelingsnøgle burde ikke være umulig at regne ud. Man kunne starte med en beregning af planetens bioregionale afkast - i en bæredygtig kontekst naturligvis. Der ER nok til alle. Herefter vil vi vide, hvilket arbejde der skal udføres og fordeles - det bliver helt sikkert heller ikke et problem. Mennesket er i sin dybeste dna et socialt væsen, og vil derfor ønske at tage del i fællesskabet - også når det gælder arbejde. En forudsætning er, at vi ikke føler, at vi bliver snydt og bedraget for den fødselsret, som er lige adgang til biotopens ressourser, og at vores fysiske og psykiske helbred ikke lider overlast pga det systematiske og degenererende misbrug og bedrag, vi er udsat for.