Danske kvinder tager de dyreste og de farligste p-piller

De nyeste p-piller giver over dobbelt så stor risiko for blodpropper som de gamle og er dermed endnu farligere end først antaget. Det viser et stort dansk studie, som offentlig-gøres i dag. Alligevel sidder de nye piller på 84 procent af markedet — sandsynligvis fordi medicinal-virksomheden Bayer reklamerer kraftigt for dem. Bayer har patent og tjener derfor flere penge på de nye piller
26. oktober 2011

De nyeste p-piller af den såkaldte 3. og 4. generation giver markant større risiko for blodpropper i venerne end de gamle piller af 2. generation. Det viser et stort dansk studie, som er lavet af professor på Rigshospitalet, Øjvind Lidegaard, og som i dag bliver offentliggjort i British Medical Journal:

»Sat på spidsen, kan man sige, at de er dobbelt så dyre og dobbelt så farlige,« siger Øjvind Lidegaard om de nyeste p-piller.

Hvert år dør i gennemsnit fem danske kvinder i alderen 15-49 år af en blodprop. Mellem tre og fire af de dødsfald tilskrives brug af p-piller.

Flere studier har i de seneste år peget på, at de nye p-piller var farligere end de gamle, men Øjvind Lidegaards nye undersøgelse viser, at forskellen er endnu større, end man først troede:

»Vi har fundet ud af, at p-piller generelt er farligere end tidligere antaget — og at forskellen mellem 2. generation og 3.-4. generation er noget større, end vi havde troet,« siger Øjvind Lidegaard.

Hans undersøgelse omfatter samtlige danske p-pillebrugere mellem 15 og 49 år. Og forskellen på de nye og de gamle piller er væsentlig. For kvinder, der tager 2. generations p-piller, gælder det, at omkring én ud af 1.000 får en blodprop. For kvinder, der tager 3. og 4. generations p-piller sker det omtrent for én ud af 500.

Alligevel sidder de nyere mærker som Yasmin, Yasminelle og Yaz stadig på langt størstedelen af markedet. I alt tager 84 procent af de danske p-pille-brugere pillerne fra 3. og 4. generation. Kun de resterende 16 procent tager piller fra 2. generation.

Når de nye piller er populære, kan det meget vel være fordi, medicinalvirksomheden Bayer kører store reklamekampagner hos både de praktiserende læger og private:

»Det er jo reklamens magt. Jeg kan ikke se anden grund til det. De nye versioner bliver markedsført meget ivrigt,« siger Niels Heebøll-Nielsen, der er læge på Institut for Rationel Farmakoterapi, som hører under Lægemiddelstyrelsen.

Og Bayer har en klar interesse i at få danskerne til at skifte. Firmaet har nemlig patent på de nyeste p-piller og tjener langt flere penge på 4. generationspillerne end på de gamle piller, hvor patentet er udløbet.

En Yasmin p-pille koster 3,45 kroner. Bayers egen 2. generationspille koster 2,14 kroner, og da patentet er udløbet, kan man få kopiprodukter helt ned til 1,68 kroner pr. styk. Der er omkring 370.000 danske kvinder, som tager p-piller, så der er mange penge at hente ved at få kvinderne til at skifte over til de nye, dyrere piller.

Hos Bayer ønsker man ikke at kommentere Øjvind Lidegaards artikel i British Medical Journal, før man har haft tid til at læse den grundigt igennem:

»Vi vil gerne kommentere det nye studies resultat, når vi har læst og analyseret det,« skriver Bayers skandinaviske kommunikationschef, Anna-Carin Stark, i en mail til Information.

Hun henviser dog til Bayers egne undersøgelser af p-pillerne, som viser, at der ikke er forskel på risikoen for blodpropper ved de nye og de gamle piller:

»Bayers opfattelse er, at drospirenon p-piller (4. generationspiller, red) er sikre og effektive, når de bliver anvendt korrekt. Det er baseret på kliniske data fra et 15 år langt studie og et toårigt sikkerhedsstudie,« skriver Anna-Carin Stark.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Øjvind Lidegaards undersøgelse inddrager samtlige danske p-pillebrugere i alderen 15-49 år.

Ved at benytte patientregisteret har han sammenlæst forekomsten af blodpropper blandt p-pillebrugere med forekomsten i den øvrige kvindelige befolkning i samme aldersgruppe.

Undersøgelsen er den største af sin art på verdensplan og bliver i dag offentliggjort i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal.

Blandt kvinder, der ikke spiser p-piller, vil der typisk være én ud af 3.000, der får en blodprop. For kvinder, der tager 2.generations p-piller gælder det for omtrent én ud af 1000. Men for 3. og 4. generation sker det for én ud af 500 kvinder. Risikoen for blodpropper er altså omkring tre gange højere for kvinder, der tager 2. generations p-piller og omkring seks gange højere for kvinder, der tager 3. og 4.generations p-piller.

Flere udenlandske undersøgelser har tidligere vist lignende tal, mens to store undersøgelser, som er finansieret af p-pilleproducenten Bayer, har vist, at der ikke er øget risiko ved de nye præparater.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Bob Jensen

kristian, kan du da for fanden ikke give nogen bedre beskrivelser af pillerne?
Jeg sidder i USA og vil gerne fortælle min datter, som bor i Italien om det her, og hvordan gør jeg det med den sparsomme faktiske information?

-men artiklen og hensigten med den skal du så iøvrigt have tak for!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Munk Andersen

Det er virkelig et problem at en medicinalvirksomhed som Bayer har så meget magt, og at de sponsorerer undersøgelser som selvfølgelig frikender deres produkt er jo præcis hvad man kunne forvente... Og lige så stort et problem.

Men der findes også kvinder der vælger de her piller på et oplyst grundlag. Min kæreste havde taget nogle p-piller fra 2. generation (hun startede med dem da de var det mest moderne der var), men havde hele vejen i gennem haft store problemer med acne, vægtøgning (da hun startede på 2. generationspillerne tog hun 7 kilo på i løbet af et halvt år) og lange perioder med kvalme og humørsvingninger. Så hun undersøgte selv markedet for p-piller, og fandt ud af at de problemer skulle være mindre med 3. og 4. generationspillerne, men at risikoen for blodpropper var større.
Så hun valgte altså Yasmin og er virkelig glad for dem, hun har ingen gener i dagligdagen overhovedet. Så hun valgte altså den forøgede risiko for blodpropper fremfor alle de andre problemer. Og alt det her valgte hun før hun mødte mig, mens hun overhovedet ikke havde en kæreste, så det var ikke noget med at det var fordi manden ikke gad at bruge prævention og ville have hun var på p-piller eller sådan noget. Det var hendes eget oplyste valg. Og det synes jeg også der skal være plads til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Blenstrup

Helt unge kvinder er måske ikke så oplyste, at de kan stille sig kritiske an over for lægens ordination.

Og så er der en hel del danskere, der slet ikke kan tåle hormonpræparater, hvilket kan tjekkes med en lille blodprøve.
Den foretager man sig heller ikke, når en ung pige kommer og vil have p piller.

Der mangler helt klart mere viden både hos lægen og hos p-pillebrugerne.
Og en hel klar ansvarlighed hos systemet, der tillader disse piller i årevis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stine Hakmann

Det burde måske fremgå af artiklen, at det ikke er en nyhed, og ikke publiceres i dag.
Jeg vil mene, at det omtalte studiet af Øjvind Lidegaard blev publiceret i 2009 i BMJ: Hormonal contraception and risk of venous
thromboembolism: national follow-up study, hvor flere danske medier omtalte emnet...´
Savner desuden fokus og information om risikoen for blodpropper ang. opstart af p-piller. (Det antages at der forekommer en øget risiko hver gang man starter op med p-piller)
Men derudover en god og relevant artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Munk Andersen

Stine Hakmann:

Ja jeg har også tidligere læst artikler om at risikoen skulle være størst i den første tid man tager pillerne. Fordi der simpelthen er forskel på folk og hvordan de tåler pillerne, og det finder man jo ud af i starten.

Jeg synes helt klart ikke løsningen er bare at forbyde de her piller, men helt klart en super idé hvis læger skulle tage nogle prøver før pigen får pillerne, og informere hende ærligt om den risiko hun løber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Det hele drejer sig åbenbart om at få udløsning. Ingen stiller spørgsmålet om, hvorfor det gør det, og om der ikke er andre løsninger.
Hvis piller er skadelige, så lad dem dog ligge. Brug anden form for prævention. Er det også besværligt, så kæl med hinanden på 117 måder og hav det dejligt.
Tantrasex i den vestlige udgave kan også være en løsning.
Giv medicinalfabrikkerne et gog, de prøver at holde os i et jerngreb. Find på kreative og gode løsninger. Der er masser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Skyum Larsen

Jeg er ret enig med Søren Lom. Man kunne godt mistænke lægerne for noget i den retning. Jeg har ofte af min læge fået udskrevet medicin, som farmaceuten på mit apotek har ændret til et præparat, som er DKR 800,- billigere end det mærke, lægen ordinerer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik L Nielsen

Karsten Skyum Larsen

Det er der ikke noget mærkeligt i. Lægerne skriver det generelle præperat på recepten, hvorefter apoteket skal foreslå det billigste kopimærke, med mindre lægen har krydset af at det skal være det originale. Dette er indført fordi det er ikke er lægen men apoteket der har det bedste overblik over kopimedicin og priser, hvor lægen har det over hvilken medicinering der skal til.

Niels-Simon Larsen

Nu er der jo flere grunde til at kvinder tager p-piller end rent præventionsmæssige. For eksempel for at styre uregelmæssig eller smertefuld menstruation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Henrik: ”Flere grunde”.
Det skal jeg ikke bestride, men angående ’grunde’ er det sådan i dag, at enhver grund skal kunne helbredes med medicin.
De dybere årsager til sygdom får mindre fokus, fordi der ikke er penge i det. Tænk hvis sundhedsbudgettet blev vendt på hovedet, 99 procent til forebyggelse og 1 procent til helbredelse -.
Hvem tager ansvaret for alt det medicin, der bliver postet ud over befolkningen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Blenstrup

En af grundene til at udskrive p piller er menstruationssmerter eller smerter i underlivet/maven hos piger ned til 8 til 10 års alderen.

Piger komemr hurtigt i puberteten og dermed får de forskellige svar fra deres krop, som villige læger hælder hormoner i dem for.

Det er der filmen knækker for mig. At give unge piger/børn hormonpræparater for smerter, der kunne behandles på anden vis.
Kensekvenserne er ufattelige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Årup Nielsen

Jeg vil gerne opfordre Information til at linke til den bagvedligggende videnskabelige artikel. Ved omtale af videnskabelige artikler bør der være en klar reference og ikke blot en løs "...som i dag bliver offentliggjort i British Medical Journal". Det behøver ikke at være mere end titlen eller den såkaldte DOI.

Udeladelsen af reference er speciel problematisk i forbindelse med Øjvind Lidegaard's forskning, da han har udgivet flere artikler om det samme emne. De kan nemt forveksles. Læseren @Stine Hakmann bliver forvirret og - så vidt jeg kan se - har forvekslet "Risk of venous thromboembolism from use of oral contraceptives containing different progestogens and oestrogen doses: Danish cohort study, 2001-9" fra 2011 med "Hormonal contraception and risk of venous thromboembolism: national follow-up study" fra 2009

En yderligere bonus ved Lidegaard's studie er at det er udgivet under CC-licens således at også folk der ikke har direkte adgang til universitetsbiblioteker kan tilgå artiklen i sin fulde længde:
http://www.bmj.com/content/343/bmj.d6423

anbefalede denne kommentar