Familien fastholder etniske minoritetskvinder i voldelige forhold

Etniske minoritetskvinder har ekstremt svært ved at slippe ud af voldelige forhold. Det skyldes i høj grad en stærk familiefølelse, en mandsdomineret familie-struktur og en angst for at fortælle om overgrebene. Det konkluderer undersøgelsen Familien betyder altom vold mod etniske minoritetskvinder.

»Groft sagt er det en gratis omgang at begå vold mod en etnisk minoritetskvinde. Det er ikke onklen eller fætteren som voldsudøver, der bliver gjort ansvarlige for eksempel et seksuelt overgreb, hvis andre får kendskab til volden. Det er kvinden, og det ved voldsudøveren godt,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, adjunkt og ph.d., som har foretaget undersøgelsen i samarbejde med lektor og ph.d. Yvonne Mørck og ph.d. Bo Wagner Sørensen fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter.

Forskerne har i interview med 42 kvinder åbnet for voldshistorier fra en gruppe, som ofte ikke bliver hørt i det danske samfund, og som er udsat for en særlig type af vold i hjemmet.

»Volden mod kvinderne foregår inden for hjemmet og bliver ikke begået af en fremmed. Det er den faste base, hvor man skulle være tryg, der lægger rammer til den ofte brutale vold, som man kender det for generel vold. Men for etniske minoritetskvinder er det ofte ikke kun ægtemanden, der begår volden, det er ofte også andre familiemedlemmer,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Slave i eget hjem

Både ægtemænd, brødre, sønner, onkler og svigerfædre er voldsudøvere, samtidig med at også kvinder i familien deltager i volden. Yngre kvinder er nederst i hierarkiet, og mødre, svigermødre og ældre kvinder kan være med til at fastholde de voldsramte kvinder i familien. Det foregår blandt andet, når svigerdøtre fungerer som husslaver i egen familie, der er en af de seks voldsformer, som undersøgelsen kortlægger.

En tyrkisk kvinde fortæller under dæknavnet 'Adile' om, hvordan hun som svigerdatter klipper svigerforældrenes negle, lægger dem i seng om aftenen, står for al husholdning og madlavning, mest opholder sig i køkkenet og ikke får lov til at spise sammen med resten af familien.

»Især kvinder, der er blevet giftet til Danmark, lever isoleret, og de forhindres i at begå sig i det omgivende samfund og kende til de muligheder, der er, og de rettigheder, kvinderne har til for eksempel at lære dansk eller have kontakt med deres egen familie. De kan være udsat for decideret at blive låst inde og får aldrig mulighed for at få kendskab til deres rettigheder. Derudover bliver de ofte bildt ind af manden og hans familie, at de har meget ringe rettigheder eller bliver henvist til en ikkeeksisterende lovgivning, så de bliver i ægteskabet,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Hvis kvinderne har mod til at bryde ud af ægteskabet gennem skilsmisse eller ved at fortælle om volden og gå til et krisecenter, er de ofte oppe mod et stort pres fra det omgivende etniske minoritetsmiljø i form af sladder og stigmatisering. Undersøgelsen viser, at langt de fleste af kvinderne står helt alene, hvis de flygter fra volden og ikke har et netværk eller mulighed for på egen hånd at skabe deres eget liv.

Forfatter og foredragsholder Kristina Aamand, der blandt andet har skrevet bogen Mødom på mode,og som har stor berøringsflade med kvinder fra etniske minoritetsfamilier, nikker genkendende til billedet af den vold, som undersøgelsen tegner.

Hun er i kontakt med mange etniske minoritetsgrupper og foreninger og tror på, at vejen til bedre forhold går gennem kvinderne selv. I undersøgelsen foreslås det, at etniske minoritetsmiljøer blandt andet skal reagere mod volden med bevidstgørelse af forældrene, og at etniske minoritetsforeninger skal tage et medansvar.

»Der er ikke noget forkert i formuleringerne af anbefalingerne, men jeg tror, at de taler mere til hjernen end til hjertet. Samtidig er jeg bange for, at de ikke rammer helt almindelige Fatima, som står i køkkenet og steger blæk-sprutteringe til sin mand, mens de måske nok rammer de unge kvinder, som går på universitetet,« siger Kristina Aamand.

Hun forestiller sig, at volden i lige så høj grad skal modvirkes fra familierne selv, som fra krisecentre, politi, forskere og politikere.

»Undersøgelsen afdækker en skidehamrende svær problemstilling, som skal løses i familierne. Jeg tror, at man skal gå meget mere efter et samarbejde med især de unge mænd i familierne for at modvirke volden,« siger Kristina Aamand.

Volden er forstørret

Foreløbigt går vejen ud af volden ikke ved hjælp af mændene, men gennem krisecentrene. 40 ud af de 42 etniske minoritetskvinder har benyttet sig af et krisecenter for at komme ud af de voldelige familieforhold. Ifølge kvinderne skal landets kvindekrisecentre spille en større rolle for at hjælpe de etniske minoritetskvinder.

Forfatterne til undersøgelsen anbefaler på baggrund af kvindernes erfaringer, at krisecentrene skal tilbyde en professionel juridisk bistand til kvinder med børn hurtigst muligt, at »kvinderne skal aktiveres i højere grad for at styrkes som (rets)subjekter«, at kvinderne får nemmere adgang til psykologhjælp, at kvinder uden børn skal deltage i familie-prægede arrangementer, og at kvinderne opfordres til at kunne være kritiske over for krisecentrene.

Formand for LOKK — Landsorganisation af Kvindekrisecentre — Birgit Søderberg hilsner anbefalingerne velkomne, men vurderer, at kvindekrisecentrene i høj grad allerede er ekstra opmærksomme på de etniske minoritetskvinder.

»Vi oplever, at kvinderne fra de etniske minoriteter kommer med nøjagtig de samme problemer som de etnisk danske kvinder bare i en større målestok. De har været udsat for de samme ting, og der kan være forskel i familiemønstrene, men det, som volden har gjort ved dem, og den måde de skal finde sig selv på igen, kender vi og ved, hvordan vi skal behandle,« siger Birgit Søderberg.