Læsetid: 2 min.

FOA-krav til regeringen: Fyrede skal have jobgaranti

Fyrede offentligt ansatte skal genansættes i næste ledige job, lyder det fra FOA-formand forud for trepartsforhandlinger med regeringen. Men det vil gøre flexicuritymodel ufleksibel, lyder kritik
Fyrede offentligt ansatte skal genansættes i næste ledige job, lyder det fra FOA-formand forud for trepartsforhandlinger med regeringen. Men det vil gøre flexicuritymodel ufleksibel, lyder kritik
11. oktober 2011

Hvis en offentligt ansat sygeplejerske bliver fyret et sted, skal hun have krav på at blive ansat i næste ledige stilling et andet sted.

Det mener Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), der efterlyser en såkaldt tryghedsreform i forbindelse med de for regeringen så centrale trepartsforhandlinger.

»Når vi kan imødese omfattende afskedigelser i den offentlige sektor, burde man som minimum sikre, at de, der afskediges, behandles anstændigt,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

FOA vil som organisation for mere end 200.000 offentligt ansatte spille en afgørende rolle i forhandlingerne om fremtidens arbejdsmarked, der er varslet i regeringsgrundlaget. Kan kommunen eller regionen ikke tilbyde et nyt job, skal den ledige ind i en jobbank, hvorfra fyrede offentligt ansatte skal hentes, når en stilling dukker op, mener FOA. Sidste alternativ er, at kommunen, staten eller regionen giver økonomisk kompensation, så den ledige kan tage efteruddannelse.

KL: Det vil koste flere job

Mens landets største forbund for offentligt ansatte, FTF, frygter, at jobgarantien vil skabe problemer med fleksibiliteten, har man på skoleområdet fastholdt en tradition fra de gamle tjenestemandsaftaler med at lede efter genansættelse ved fyringer, og formand for Skolelederforeningen, Anders Balle, er positiv: »Det kan godt give mening at forhandle sig frem til nogle mere tryghedsskabende løsninger. Der skal jo noget på bordet, hvis lønmodtagerne skal til at arbejde mere,« siger han.

Ifølge professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen viser forslaget konturerne til en skarp konflikt:

»Hvis præmissen er tryghed, er forslaget godt, men ikke hvis man vil tage hensyn til en fleksibel og effektiv offentlig sektor,« siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ønskede i går ikke at kommentere forslaget, og SF's politiske ordfører vil ikke forholde sig til det konkrete forslag, men nøjes med at rose FOA for parathed til forhandlingerne: »Og så skal fagbevægelsen altså selv være med til at finde penge til diverse forslag,« siger SF's Jesper Petersen.

Men formand for KL's Løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler er ikke begejstret: »Det vil betyde, at det bliver dyrere at afskedige folk, og jo dyrere det bliver, desto flere ender man med at skulle fyre,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med indskrænkningen i dagpengene ER flexicurity-modellen i realiteten død. Lønmodtagerne må sikres igennem længere fratrædelsesordninger og ansættelsesgaranti.

Vil hr. Dennis Kristensen også sikre genansættelse for fyrede private ansatte? Eller hvorfor er det at folk ansat på skatteydernes regning skal behandles mere ærværdigt end folk ansat på markedsvilkår?

Ole Brockdorff

Det er umiddelbart svært at se det rimelige og retfærdige i, at offentlige ansatte nu bør have en større tryghed i ansættelsen og bedre aftrædelsesordninger end de efterhånden udpinte lønmodtagere i det private erhvervsliv, der sammen med virksomhedsejerne knokler løs året rundt for at tjene penge hjem til statskassen gennem eksport, så der kan opkræves skatter og afgifter til blandt andet finansieringen af den offentlige sektor.

250 fastansatte slagteriarbejdere hos Danish Crown fik i torsdags besked om, at de omgående mister deres job sammen med 250 ferieafløsere, der havde håbet på et fast arbejde i forlængelse af vikariatet. Men disse hårdt arbejdende mennesker er der ingen som helst tryghed i ansættelsen for, selv om de arbejder med noget så vigtigt som eksport af vores landbrugsvarer, og de får ej heller nogen som helst gunstige aftrædelsesordninger.

Alle de privatansatte lønmodtagere må leve med de frie markedskræfter, hvor der ikke stilles nogen som helst jobgaranti ved nedskæringer og fyringer. De må bare gå på dagpenge eller få kontanthjælp uden garanti for et nyt arbejde. Alt imens FOA-formanden helt seriøst plæderer for, at lige netop hans 200.000 medlemmer skal have bedre løn- og ansættelsesforhold end dem, som tjener pengene hjem til den offentlige sektors og fagforeningernes økonomiske eksistens.

Hvad er der blevet af ligheden og solidariteten?

Ole Brockdorff

Undskyld men har du ikke forstået hvad et fagforbunds opgave er? Det er vel at skabe bedre vilkår for sine medlemmer. Da den tidligere regering har skabt asymetri i den såkaldte danske model, ved at halvere dagpengeperioden, er det vel legitimt at ville kompencere sine medlemmer med en garanti for et medlem ville kunne blive genansat efter eventuel fyring.

Og hvorfor er det lige, at folk ansat i det såkaldte private erhvervsliv skulle arbejde mere hårdt end offentlige ansatte?
Ja det kan da godt være, at det primært er det private erhversliv, der tjener penge hjem til Danmark, men offentlige ansatte sørger for at du ikke dør, underviser dine børn, passer din gamle mor osv. Den ene gruppe kan ikke klare sig uden den anden.

Mht. privatansatte og deres forhold, er de ikke anderledes stilt end de offentlige ansatte. De har da også deres fagforbund at ty til. Det er klart at FOA er utroligt gode til at få pressens gehør for deres synspunkter, men det er vel legitimt. Det beviser da bare, at de er dygtige til at tale deres medlemmers sag.

Brian Knudsen

Så vidt jeg kan se nævner Ole Brockdorff ikke fagforbundenes opgaver med et ord? Det kan selvfølgelig virke fremmed efter 10 års junglelov, men det er faktisk muligt at referere til noget der ligger udover enkelte kartellers snævre egeninteresser.

Anders Feder, Dennis Kristensen repræsenterer sine medlemmer, andre formænd deres - og disse bør også kræve den samme form for garanti for DERES medlemmer. Dermed vil de blive sikret på samme måde som i "andre lande, vi normalt sammenligner os med". Men det har været en stor del af den danske erhvervssucces, at fællesskabet har taget regningen for at fyre folk for erhvervslivet. Det har erhvervslivet i den grad ikke vidst at påskønne, der er et evigt pres på at få mere for femørerne blandt danske arbejdsgivere fra deres medarbejdere.
Der breder sig en meget mærkelig tankegang i Danmark for tiden - en arv fra de sidste ti års forplumrede debat, må man tro, - hvor alt, hvad der ikke udtrykkeligt bliver omtalt, tros forbigået. Vi så det med regeringsgrundlaget, som selvfølgelig ikke opregner alt, der skal foregå, hvad alle imidlertid synes at tro. Det samme her: en fagforeningsformand nævner noget, han vil arbejde for for sine medlemmer, men i stedet for et ønske om, at ens egne fagforeningsformænd skulle stille samme krav, får han en skidtspand i hovedet, som om han skulle ønske andre forhold for sine medlemmer.
Det er på tide, at den danske fagbevægelse kræver noget af de danske arbejdsgivere! Der hersker to forskellige livsverdener i Danmark efter de ti forbandede år, hvor folk i toppen af samfundet har raget til sig, men stadigvæk klager over deres dårlige forhold. Hvordan kan de det, når der i dag er 18.000 flere millionærer, men 108.000 flere reelt fattige?! Hvordan kan de mest kritiske skattenægtere påstå, de ikke kan tjene penge i Danmark, når de reelt set har tjent milliarder? Der sker en massiv manipulation, hvor de bedst aflagte viser sig fuldkommen at være uden føling med de faktiske forhold for en iøvrigt ganske velstående befolkning. Det er Joe the Plumber om igen - en succesfuld håndværksmester, der ikke forstår, at han reelt, set i forhold til resten af samfundet, er rig!
Det er trist at iagttage, hvordan privatansatte opgiver den solidaritet, der giver alle lønmodtagere bedre forhold, for i stedet at alliere sig med den udbytter, der sidder på ryggen af dem. Skatten har ikke været så lav, som den er, i årtier - alligevel kan folk, fordi deres perspektiv er blevet forvirret, ikke villige til at betale for den sikkerhed, vores velfærdssystem skulle byde alle, inklusive dem, der tjener fedt på andres arbejde.

Selvfølgelig skal de fyrede ikke have jobgaranti.

Når man fyrer folk er det oftest dem man bedst kan undvære, altså de dårligste, og det kan da ikke være i samfundets interesse, at de får forrang for, at de dygtigste får jobbet.

Det handler ikke om bedste eller dårligste,men noget at leve af, Mikael Petersen. Og det er et minimumskrav i vores samfund.

Peter Hansen

Det er fascinerende at du formår at vende et krav fra Dennis Kristensen om særprivilegier til offentligt ansatte, til at det er de privat ansatte, som betaler det offentliges regninger, der er usolidariske. Der er da ikke noget at sige til at det står skidt til hvis det er den filosofi nutidens fagbevægelse lægger for dagen.

Anders Feder, privatansatte er over en årrække blevet lokket til at alliere sig imod egne interesser. Det kunne gå, da der var mange penge i kassen, og man kunne købe sine undergivne; men nu, hvor det kniber, efterlader man dem i en uforskyldt dårlig situation uden at ville tage ansvaret. Ingen klynker højere i det danske samfund end det private erhvervsliv, der vist hellere ville være korporativt end privat, når sandheden skal frem. Men vi driver samfund for borgernes skyld, arbejdet er midlet til at få det til ar fungere - og mens pengene ganske vist tjenes af det private erhvervsliv, så er de helt nødvendige, uomgængelige funktioner dem, der leveres af det offentlige. Og det er jo kun i forhold til vores behov for import, at vi reelt set har brug for eksporterhvervene.

Anders Feder, desuden har du åbenbart ikke helt forstået, at du lever i et demokrati, hvor det offentlige er os allesammen, og vi selvfølgelig betaler, for at det offentlige kan sikre os nogle goder, som vi betaler mindre for, end folk gør i lande, hvor der betales til et egentligt forsikringssystem.
Desuden er det jo erkendt - nu, hvor det kan tolkes som en ulempe, - at den relativt høje skat er det, der fører til den relativt høje løn, hvilket er en fordel for befolkningen som helhed, men selvfølgelig lidt mindre festligt for arbejdsgiverne, selvom de selvfølgelig kan trække lønudgiften fra i overskuddet, herunder skattedelen.

Jamen, der er da ingen tvivl om, at en bevarelse af dagpengeperiodens længde er at foretrække. Det er der bare ikke flertal for i Folketinget.

Endnu et bevis på, at fagbevægelsens solidaritetslogik bunder i "dem og os" ---- de nyuddannede og de arbejdsløse rager dem en høstblomst. Dennis sejler rundt.....

Jesper Bang-Udesen

Herligt. Danmark - det næste Grækenland. Nu vi er i gang, så lad os da også sænke pensionsalderen til 55 år for offentligt ansatte. Og hvad med et krav om, at kun medlemmer af FOA må søge job i det offentlige.

Selvfølgelig skal vi sørge for de beste muligheder for at der er noget at leve af, Peter Hansen. Det er jo netop derfor vi skal have de dygtigste - og ikke de dårligste - i den offentlige sektor, på den måde får vi den bedste offentlige sektor til laveste pris, og dermed er der penge til andre formål.

Hvis de dårligste ikke kan få job i den offentlige sektor inden for dagpengeperiodens udløb, må det vel være et signal til dem om, at de enten finder anden arbejde eller opkvalificerer sig. I den forbindelse er det ligegyldigt om dagpengeperioden er 2, 4, eller 100 år.

Vil det ikke være et problem for 'nye' der skal ind i systemet?
Hvad med en der går fra det private over til det offentlige eller en nyuddannet. Hvordan skal de nogensinde få job i det offentlige hvis der står 100.000 foran dem i denne specielle kø? Det er jo en slags forskelsbehandling hvor taberne er de nyuddannede eller dem der ikke har været i det offentlige før eller tilflyttere (udlændinge).

Ja, det er vanskeligt at se, hvorfor offentligt ansatte skal have bedre forhold end privat ansatte.
En forbedring af de privat ansattes forhold er hårdt tiltrængt.

Sjovt at han lige nævner sygeplejerskerne.

De har så vidt jeg husker minimum to gange fået sat deres almindelige forhandlingsret ud af spillet ved lov. Begge gange har lovene specifikt været rettet mod sygeplejerskerne - ikke specielt overraskende eftersom lovgiver og arbejdsgiver er de samme.

Sidste gang var et af arbejdsgivernes/lovgivernes argumenter vist i øvrigt ligepræcis deres sikkerhed i ansættelsen, så DK's ønske er jo bare at bede arbejdsgiverne om at tage konsekvensen af deres egne holdninger.

Men jeg vil da umiddelbart tro at de fleste gerne vil have samme vilkår som på det private arbejdsmarked. Især hvis man starter med 35% mere i løn ;o)

Hvis nogen overhovedet skulle have jobgaranti, så burde det være nyuddannede, hvis man da ikke er så katolsk i hovedet, at man hylder det bibelske princip om, at de, der har fået, skal mere gives!

Rasmus Kongshøj

Det er forståeligt at Dennis Kristensen forlanger bedre tryghed i ansættelsen for sine medlemmer, når nu det sociale sikkerhedsnet er blevet så gennemhullet. En af grundene til at det er så let og billigt at fyre folk i Danmark, i modsætning til andre udviklede lande, har jo været det relativt menneskelige arbejdsløshedssystem, vi nød godt af i velfærdssamfundets dage. Nu hvor skiftende flertal har forringet dette system, og hvor konsekvensen af at blive ramt af arbejdsløshed er blevet så meget grummere, må fagforeningerne jo også gøre des mere for at sikre deres medlemmer mod at blive arbejdsløse.

Selv om man sagtens forstår rationalet for FOA-forslaget, så er det ikke videre solidarisk, idet en ordning som den foreslåede vil gøre det endnu mere vanskeligt for nyuddannede og de allerede arbejdsløse at få foden inden for.

Man kunne få en langt bedre tryghedsordning ved at tage konsekvensen af at arbejdsløshed er en fast bestanddel af det kapitalistiske system. Det gælder derfor om at dele det lønarbejde, der nu en gang er, mellem dem, der gerne vil have det. Man bør derfor dels indføre ordninger med orlov og jobrotation, så flere kan få foden inden for, samt overveje at nedsætte arbejdstiden, så der ville blive brug for flere ansatte.

Endvidere kunne man lave en ordning med behovsbaseret ansættelse i det offentlige. Stillingerne skal gå til dem, der har mest brug for dem. I valget mellem flere forskellige kvalificerede ansøgere, skal stillingen gå til den, der har været ledig længst, og derfor har størst behov for at komme ind på arbejdsmarkedet, få opdateret sin faglighed, rettet op på økonomien etc.

Den behovsbaserede ansættelse vil vende op og ned på hvordan det er at være arbejdsløs. I stedet for at vide at uret tikker, og det bliver sværere og sværere at finde arbejde for hver dag der går, vil den ledige kunne se lys for enden af tunnelen, og vide at det på et eller andet tidspunkt bliver hendes tur igen. Der vil ganske enkelt komme meget mere optimisme over den lediges situation, til gavn for alle.

Kære Rasmus Kongshøj -
jeg får tit, når jeg læser dine kommentarer lyst til at bede dig opstille som statsministerkandidat.
Men så slår det mig, at :
1 Der er ikke noget parti, der ville turde opstille dig (eller andre frit tænkende), fordi så skulle de tage stilling til alt det l..., de har foretaget sig og sagt de sidste 20 år, hvor stort set ingen politikere har tænkt en eneste ny tanke.
2 Du magter sikkert ikke at fralægge dig den selvstændighed og anstændighed, der skal til i det politiske system i dag.
Det er simpelthen så beskæmmende, at man overvejer at blive sofavælger - et væsen jeg egentligt foragter - man man ser, hvordan Folketingets sammensætning er så langt fra det folk, de skal repræsentere. Ikke blot er det næsten udelukkende cand.ocon'er/-polit'er, scint.polit'er og cand.jur'er. Nej - de er sørme næsten alle uden reel erhvervserfaring, fordi de enten er for unge til at have haft det eller de har kun haft arbejde i politiske organisationer.
I de år, jeg var sprogskoleunderviser, underviste jeg bl.a. i det danske arbejdsmarked (fagforeninger og den slags), det sociale system (det sociale sikkerhedsnet) og det danske demokrati (politiske partier, valgsystemet, den enkeltes mulighed for inflydelse etc.)
Jeg er faktisk rigtigt glad for, jeg ikke mere skal undervise i det, for især med hensyn til det sidste punkt ville jeg føle mig som en hofnar.

Tilføjelse til min ovenstående kommentar -
stort ingen af MF'erne - faktisk vist kun 1 - bor i almennyttig boligbyggeri , det der ellers tidligere var et socialdemokratisk flagskib ! Når Johanne Smidt Nielsen stolt bekendtgør, at hun bor på Nørrebro, ja så bor hun altså i en andelslejlighed "på strøget", ikke i Mjølnerparken eller lignende.
Påvirker det så viljen til at flytte skatten fra arbejde til bolig, styrker det viljen til at investere i at servicere områder de lejeboliger bedre i form af bedre -og billegere - muligheder for kollektiv transport, muligheder for at etablere butikker og arbejdspladser i disse områder uden at det koster kassen ?
Your guss is as good as mine, som de siger på den anden side af det store hav,

Rasmus Kongshøj

@ Herdis Weins:

Jeg takker ydmygt for rosen, men jeg må skuffe med at jeg ingen aktuelle planer har om at lade mig vælge til statsminister. :-)

Det ville i øvrigt også være naivt at tro at reelle forandringer kan komme fra Christiansborg. Det politiske system er i dag så råddent, at selv hvis man valgte de reneste og rankeste, der kom ind med de bedste intentioner om at føre politik til gavn for folket, så ville de også ende med at blive lige så moralsk korrupte som resten, og lige så sovset ind i personlige karriereambitioner, lobbyisme og spin. Vi kan ganske enkelt ikke have tillid til politikerne, uanset partifarve.

Vi har derimod brug for en bred folkelig demokratibevægelse, et dansk forår. Vi kan ikke regne med at få et mere beboeligt samfund, før man overfører magt fra politikerne, og giver den til folket. Politikervældet må bringes til fald, og erstattes af direkte demokrati.

Enhver diskussion om progressive reformer har i dag karakter af breve til Julemanden. Vi kan alle sammen komme med gode forslag til hvordan samfundet kunne indrettes, så vi opførte os bedre overfor hinanden, men vi ved jo samtidig godt at de ingen gang har på jorden under det nuværende system. Det vil først give mening at diskutere forbedringer af samfundet, når de forfatningsmæssige og institutionelle rammer, der gør dem mulige, er på plads.