Læsetid: 7 min.

'Hele mit liv er bygget op med skyld og skam'

65-årige Erling Betnass har været anbragt på så mange forskellige drengehjem, at han i dag ikke kan huske dem alle. Et bestemt sted kan han dog godt huske ...
Når Erling Betnass, der i dag er folkepensionist, kommer dertil i sin beretning om en barsk opvækst med svigt, vanrøgt og en lang række anbringelser og derefter et hæsblæsende voksenliv med guitarer, hurtige biler, stoffer og fængselsophold, stopper den ellers så flydende talestrøm. Han kan eller vil ikke fortsætte beretningen: 'Jeg kan ikke huske det. Jeg skammer mig over, hvad der skete, og jeg vil ikke fortælle det. Det må man tænke sig til,' siger han.

Når Erling Betnass, der i dag er folkepensionist, kommer dertil i sin beretning om en barsk opvækst med svigt, vanrøgt og en lang række anbringelser og derefter et hæsblæsende voksenliv med guitarer, hurtige biler, stoffer og fængselsophold, stopper den ellers så flydende talestrøm. Han kan eller vil ikke fortsætte beretningen: 'Jeg kan ikke huske det. Jeg skammer mig over, hvad der skete, og jeg vil ikke fortælle det. Det må man tænke sig til,' siger han.

Sofie Amalie Klougart

25. oktober 2011

I slutningen af 1950'erne var den dengang 12-årige Erling Betnass anbragt på Drejens Optagelseshjem ved Kolding Fjord.

Om natten sov han sammen med 30 andre drenge i køjesenge på en sovesal.

»Der var en voksen, der skulle sørge for, at der var fuldstændig ro på sovesalen, når vi var lagt i seng. Han var en klam type, der havde sit kammer lige ved siden af sovesalen. En aften havde jeg hvisket til en kammerat, og så skulle jeg straffes. Den voksne hev mig ud på det store badeværelse og lukkede døren omhyggeligt. Så tændte han for alle bruserne ...«

Når Erling Betnass, der i dag er folkepensionist, kommer dertil i sin beretning om en barsk opvækst med svigt, vanrøgt og en lang række anbringelser og derefter et hæsblæsende voksenliv med guitarer, hurtige biler, stoffer og fængselsophold, stopper den ellers så flydende talestrøm.

Han kan eller vil ikke fortsætte beretningen: »Jeg kan ikke huske det. Jeg skammer mig over, hvad der skete, og jeg vil ikke fortælle det. Det må man tænke sig til,« siger han.

Andre tidligere anbragte drenge arbejder for at få en officiel undskyldning fra statens side. Ville en sådan tilkendegivelse hjælpe Erling Betnass med hans skamfølelse?

»Jo, måske,« siger han og trækker lidt på det. »Hele mit liv er bygget op med skyld og skam. Men hvis man kunne garantere, at det ikke stadig sker, så ville det da være endnu bedre.«

Skammen har ifølge Erling Betnass at gøre både med de mange anbringelser, hvor det offentlige midlertidigt overtog ansvaret for ham, og med hans mors svigt.

»Jeg troede, at mor ville forsvinde ud af mit liv, da hun døde, men hun er her stadig. Jeg er 65 år nu, hvordan i helvede kan det gå til?« undrer han sig.

To damer med blåt hår

Erling Betnass voksede op sammen med sin lillebror i en halvanden værelses lejlighed i Ryesgade i København. Faren havde stift ben og var kulkusk, moren var udlært bundtmagerske.

»Hun havde været i lære hos pelsfirmaet Birger Christiansen på Strøget, så det var meget fint. Mor var faktisk halv-sindssyg, selv om hun var godt begavet, men begge mine forældre var altid på druk. Vi lærte tidligt at høre, om de sang og skrålede, for så var de i godt humør, eller om de skændtes og sloges.«

Allerede da Erling Betnass var fire-fem år, blev han sammen med lillebroren fjernet af børneværnet på grund af vanrøgt.

Han husker stadig de to damer med lyseblåt hår, der en dag kom på besøg:

»De spurgte mig, om jeg gerne ville på landet og se grise, køer og heste. Og om jeg gerne ville prøve at køre i futtog. Det havde jeg aldrig prøvet.«

Sammen med lillebroren kom han til et børnehjem et sted på Sjælland.

Drengene var der nogle måneder, mens moren var indlagt. Den første nat blev de to brødre adskilt, og Erling Betnass husker endnu, hvordan han i nattemørket gik rundt på den ene sovesal efter den anden og ledte efter sin lillebror.

»Jeg husker tydeligt de store tunge døre med buet glas foroven, og det dunkle vågeblus på gangene. Den adskillelse har haft stor betydning for mig, og det er det første svigt, jeg for alvor husker.«

Det var uhørt og utilgiveligt, at børnehjemsbørn forlod deres sovesal. Så næste morgen blev der stor opstandelse, da man fandt Erling Betnass sovende i samme seng som lillebroren på en anden sovesal.

Han erindrer ikke længere, om han bare fik nogen på ørene, eller om han fik en gevaldig røffel: »Tænk at skille to brødre ad, det gør stadig ondt i mig, når jeg tænker på det.«

En skrigende mor

Efter nogle måneder på børnehjemmet på Sjælland kom brødrene tilbage til Ryesgade, tilbage til en mor, der skreg oftere og oftere.

Erling Betnass kan stadig genkalde sig sin mors skrig. Hun skreg, når hun jævnligt forsøgte at kaste sig ud af vinduet fra lejligheden på fjerde sal: »Det var meget skræmmende. Far holdt hende i benene og fik hevet hende op hver gang.«

Hun skreg, når hun skældte faren ud: »Hun kaldte ham den halte pik på grund af hans stive ben.«

Og hun skreg, når hun tævede børnene: »Jeg tror, jeg i min barndom altid havde en forbinding på hovedet, fordi jeg fik så meget bøjlesuppe.«

Moren skreg også, da Erling Betnass havde tabt de 20 blå Scotsman, han hver morgen skulle hente til hende.

»Så angreb hun mig, fordi jeg havde tabt de smøger. Hun stak mig i halsen med en kniv eller en saks, og det blev min skolelærer opmærksom på. Jeg forklarede, at alle de ridser i halsen var kommet, fordi jeg havde revet mig på noget pigtråd, men han havde altså mistanke om, at der var noget galt derhjemme, og til sidst brød jeg sammen og forklarede, hvad der var sket.«

Stjal fra turister i Tivoli

Selv om det var moren, der var gået amok, var det Erling Betnass, der blev indlagt.

I månedsvis lå han på Børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg, og bagefter blev Erling Betnass sendt rundt fra det ene optagelseshjem, iagttagelseshjem eller drengehjem til det næste. Det var på Drejens Optagelseshjem, at Erling Betnass i 1958 blev udsat for et seksuelt overgreb på badeværelset.

Dengang hed forstanderen Kjelstrup. Erling Betnass husker ham som »et ondskabsfuldt møgdyr«.

En aften, hvor Erling Betnass tillod sig at mose kartoflerne ud i »den lortebrune sovs«, blev forstanderen så vred, at han gav Erling Betnass et knytnævestød lige på kæben.

»Jeg husker det som om, jeg var bevidstløs i næsten en time. Og ingen turde hjælpe en.«

Ind i mellem var han hjemme. Så forsøgte han af al sin magt at vinde sin mors kærlighed.

»Jeg gik byærinder for naboen fru Hansen. De skillinger, jeg tjente på det, brugte jeg til at købe blomster til mor. Somme tider plankede jeg den ind i Tivoli om aftenen, hvor der var mange amerikanske turister dengang. Jeg så mit snit til at åbne damernes håndtasker, og hvis der var noget skinnende, f.eks. et cigaretetui, snuppede jeg det.«

Alt det »skinnende« tog Erling Betnass med hjem til Ryesgade og forærede til sin mor. Men ingen af hans anstrengelser hjalp, i stedet blev Erling Betnass anbragt igen og igen.

»Dengang kendte man ikke til familiepleje, så jeg har været så mange steder, at jeg ikke kan huske navnene. Alle de institutioner lignede også hinanden: Gamle herregårde med en fin hovedbygning.«

Af og til funderer han over, hvad det var for nogle personer, som søgte ansættelse på drengehjemmene:

»Dengang var de voksne typisk uden uddannelse. De sov på institutionen, de åd på institutionen, de kom stort set aldrig udenfor. De må være gjort af et særligt stof, tænker jeg, for at søge arbejde på så afsides liggende steder, hvor det eneste, de kunne regne med, var at få stor magt over en masse ulykkelige drenge.«

Malkede automater

Da Erling Betnass blev voksen, begyndte han i fritiden at spille guitar, og snart spillede han med i forskellige pigtrådsorkestre.

»Jeg har spillet med Hitmakers, med The Savages og med The Lions. Det kørte derudaf dengang, man skiftede hele tiden.

Mit store problem var, at jeg hurtigt blev så rastløs. Måske var det derfor, at jeg begyndte at interessere mig for hurtige biler.«

Desværre tilhørte de hurtige biler — ikke mindst MG sportsvognene — andre mennesker.

»Jeg stjal biler for at drøne rundt med dem. Jeg havde slet ikke kørekort, og det endte med, at jeg kom i fængsel.«

Et andet trick, Erling Betnass havde stor succes med, var at malke de cigaretautomater, som enhver købmand dengang havde hængende udenfor.

»Jeg kunne snildt tjene tusind kroner på en nat ved at malke automater, og dengang var daglønnen for en arbejder måske 75 kroner.«

Som fritidsmusiker var Erling Betnass vant til at drikke masser af sprut, og snart begyndte han også at ryge hash, som dengang blev kaldt galar. Derefter udviklede han et misbrug først af coke, så af heroin.

»Jeg var trods alt 38 år, før jeg prøvede heroin. Det var dyrt, så jeg havde hele tiden brug for at skaffe flere og flere penge, fordi jeg skulle bruge mere og mere stof for at nå den ønskede virkning,« siger han.

Kold tyrker og kærlighed

For præcis seks måneder siden tog Erling Betnass en kold tyrker og smed metadonen på porten. Efter en fejlopereret hofte for otte år siden har han taget metadon som smertestillende lindring, men det sidste halve år har han været stoffri.

Hver formiddag mødes han med andre tidligere stofbrugere i en selvhjælpsgruppe i Blågårdsgade i København.

Han er også begyndt at gå, selv om lægerne forudså, at det aldrig ville lykkedes efter fejloperationen, der beskadigede hans rygrad. Med stive skridt stavrer han nu af sted, og hvis han skal lidt længere, tager han sin trehjulede knallert.

Det er især af hensyn til sine to små børnebørn, at Erling Betnass nu har skiftet kurs: »Jeg har måske ti år tilbage, og dem vil jeg gerne bruge sammen med dem. Men det kræver, at jeg er klar i hovedet.«

»I dag har jeg et liv. Den store stygge ulv er kommet i land, kan man sige. Jeg går i selvhjælpsgruppen, jeg går til malerkursus i weekenden, jeg laver musik. Jeg gør i det hele taget mange ting, som jeg aldrig ført har gjort. Jeg føler mig omgivet af kærlige mennesker, og det er helt vildt!«

Selv om det er mere end 50 år siden, har oplevelsen på badeværelset i larmen fra bruserne på Drejens Optagelseshjem aldrig sluppet sit tag i Erling Betnass.

»For mig har det betydet, at jeg har fået homofobi. Jeg ved, det skyldes min egen angst, og jeg skammer mig over, at jeg er så fordømmende, især fordi den, der gjorde noget ved mig, slet ikke var typen med løse håndled,« som han siger.

Serie

De anbragte børn

I maj udkom Godhavnsrapporten, som er en granskning af en række klager over overgreb og medicinske forsøg med udgangspunkt i Godhavn Drenge og Lærlingehjem i Nordsjælland samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-76. Skorpeskolen er ikke medtaget. I alt 99 personer er interviewet til undersøgelsen, som er den første af sin slags i Danmark.

Dermed er der sat punktum for den uværdige behandling af anbragte børn i fortiden, mener socialminister Benedikte Kiær (K), der har afvist at undskylde overgrebene.

Seneste artikler

  • Skorpeskole-elever blev aldrig spurgt om overgreb

    11. januar 2012
    Rygter om seksuelle overgreb mod elever på Det Kgl. Opfostringshus blev i slutningen af 1970’erne undersøgt af en kontorchef fra Københavns Kommune, der var medlem af skolens bestyrelse. Han valgte ikke at spørge eleverne. Det undrer i dag Claus Due, en af de børn der blev udsat for krænkelser
  • Lille Claus skulle tage alt tøjet af, sagde plejefar

    9. januar 2012
    Jeg har haft fantasier om, hvordan jeg kunne tage hævn over min plejefar, hvis jeg mødte ham igen, siger 42-årige Claus Niebuhr, der har været anbragt, siden han var seks år
  • Giver du en kop kaffe, minister?

    17. oktober 2011
    Socialminister Karen Hækkerup opfordres nu til at beskæftige sig med de talrige overgreb, som anbragte børn har været udsat for
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Det er godt nok nogle barske beretninger. Når jeg har læst sådan en artikel kommer jeg til at tænke på to ting:

For det første, hvor godt det er, at der bliver sat fokus på den behandling, vi har givet børnehjemsbørn i Danmark.

Og i forlængelse heraf; hvor vigtigt det er, at vi lytter til børn og prøver at lade dem være med til at beslutte, hvordan evtuelle anbringelser eller hjælp i hjemmet skal være.

Vi skal hele tiden anstrenge os for at undgå omsorgssvigt - det er ikke bare noget vi skal tage for givet, at vores system undgår. Det ligger ikke latent i vores "gener" men er noget som kræver både ressourcer og vilje.

Mathine Lotus Rasmussen

Sådan ødelægger man et barn, et menneske, en sjæl....

Det er ikke længe siden, vi hørte om en instution, hvor psykisk tortur var dagsordenen.
Og desværre har vi sager, hvor kommuner ikke griber ind, når børn vanrøgtes og mishandles.

Desværre sker denne historie, i denne artikel stadigvæk.

Jette Abildgaard

Abel Weber,

Aah, det maa du ikke skrive!!!

Intet er daarligt, for at det ikke er godt for noget andet maa du huske!

Alle disse artikler vi har faaet her i Information gennem den seneste tid - tak Ulrik Dahlin - fortaeller os nogle historier, som helt sikkert kan faa taarerne frem i mine oejne og, Abel.....jeg tror paa, at jo mere der kommer fokus paa disse ting, jo mere vi faar mulighed for (bliver 'tvunget' til) at laese om disse forfaerdelige oplevelser, som boern og unge stadig - i 2011 - har, jo mere opmaerksommme paa dette, vil vi blive og, sager som Broenderslev sagen vi forhaabentligt kunne undgaaes i eftertiden....!

Hvad Dahlin her goer, er jo netop at 'tvinge' os lidt til at taenke over - og reagere - paa de ting vi ser i vores dagligdag, ikke?

Jeg kan fortaelle dig, at jeg ville oenske der havde vaeret en Ulrik Dahlin da jeg var barn og ung for, det ville have aendret meget....det var der ikke, og jeg valgte i stedet at bruge min viden til at blive staerk og kunne hjaelpe andre....

Tiden efter man blev foedt Abel, er altid bedre end det var foer man blev foedt, simpelthen fordi man bliver givet et valg og, hvis valget ikke er andet end et raab om hjaelp, saa raab.....og bliv ved med at raabe til en venlig sjael lytter....

Planeten er vidunderlig og, det er ogsaa livet...saa mange, mange vidunderlige oplevelser venter derude...hvis du blot toer gribe dem...og, kun du kan, for kun du ved hvad ver vil vaere vidunderligt for lige netop du.....

Henrik L Nielsen

Stoffri efter så mange år, og så forfærdelige minder! Du må indeholde noget stærkt, og jeg håber du kan mobilisere det til at få meget mere end ti gode år med børnebørnene.
Og jeg synes ikke du skal skamme dig over noget som helst. Du er klar over hvad der ligger bag, det er ikke dig, det er ikke småting, så er du såmænd kommet længere end så mange andre.

Bill Atkins har allerede sagt det: Respekt....

Christina Laugesen

Kære Erling Betnass

Din overlevelsesevne, din vilje til livet og til at være noget for dine børnebørn er beundringsværdig, og jeg må give dig min dybeste respekt.
Du ønskes mange, mange gode år endnu og jeg kan kun sende dig de kærligste tanker og ønsker for din fremtid.

Hvornår gør man i det her land det samme som sker i Sverige den 21. eller den 22. november, hvor de her mennesker får en fuld statslig undskyldning og 250.000 skattefrie gode svenske kroner som et plaster på det sår som aldrig heler...