Nyhed
Læsetid: 3 min.

Landsret udsætter opgør om registreringer

Første landsretsmøde i COP15-sagen bragte ingen afklaring på, hvad kammeradvokaten vil bruge oplysninger om de frihedsberøvedes fortid til
Indland
11. oktober 2011

Lige før eftermiddagens pause opsummerede retsformanden, landsdommer Henrik Bloch Andersen, dét, som fem forsvarsadvokater havde ventet på hele formiddagen, nemlig: Hvad vil kammeradvokaten opnå ved i sagsakterne at inddrage oplysninger om en del af de 178 personer, der har anlagt erstatningssag efter masseanholdelserne under klimatopmødet i København i december 2009.

Henrik Bloch Andersen bad kammeradvokaten om senest næste mandag i et processkrift at »overveje« svaret på det enkle spørgsmål: »Hvad ønsker vi at oplyse med, at omkring 40 personer har, hvad vi kunne kalde en blakket fortid?«

Som Information skrev i går, har en særlig enhed inden for Københavns politi udarbejdet personrapporter om sagsøgerne og herunder fundet frem til, at blandt 81 danske sagsøgere har 4o i en eller anden forstand ifølge Rune Fugleholm fra kam-meradvokaten tidligere vist, at de ikke har noget imod at overtræde »reglerne«.

På retsformandens opfordring udvalgte han tre anonyme eksempler på »personer, som efter politiets erfaringer hører til aktivistmiljøet«: En havde bl.a. anmeldt en demonstration og blev på et senere tidspunkt sigtet for hærværk efter at have skrevet på en Dansk Folkeparti-valgplakat, en anden havde anmeldt en demonstration og var senere anholdt, den tredje havde lavet hærværk, kastet med sten og var flere gange bortvist, bl.a. fra tomten på Jagtvej 69.

»Det er ikke grove forbrydelser. Men det er personer, der er vant til at demonstrere, som overtræder ordensbekendtgørelsen, og laver husfredskrænkelser. De har tidligere demonstreret, at man ikke er villig til at følge reglerne.«

»Det er relevant information, når vi skal bedømme, om politiet fik fat i de rigtige,« forklarede Fugleholm, da han under sin fremlæggelse nåede til, hvad han kaldte de »famøse personrapporter«.

Alle eller ingen

Kammeradvokaten er ikke interesseret i individuel bevisførelse. Det er politiets ret til i fremtiden at bruge administrativ frihedsberøvelse, Fugleholm argumenterer for.

»Vi er ikke interesseret i at føre et individuelt bevis. Det primære spørgsmål for os er, om vi må frihedsberøve hele gruppen.«

Modsat argumenterer advokaterne for deres klienter som individuelle borgere, der er gået sammen om en erstatningssag efter masseanholdelserne, som byretten i december sidste år kendte ulovlige.

Fra starten af retsmødet havde advokat Hanne Reumert protesteret mod, at personrapporterne, som i alt fylder fire ekstraktbind, overhovedet kunne fremlægges af kammeradvokaten.

Enten skulle ingen oplysninger frem, eller også måtte samtlige oplysninger om sagsøgerne frem fra politiets registre, så advokaterne fik lige vilkår.

»Det bestrides herfra, at det er 'relevant' information, at en klient er truffet med to stiger,« som Hanne Reumert sagde.

Advokat Claus Bonné bad om at få udspecificeret politiets hjemmel, mens advokat Christian Dahlager nævnte om en af sine klienter, at politiet havde indsamlet mange oplysninger om hende på nettet, som ikke havde noget med sigtelser at gøre: »Hvad er logikken i, at det ekstraheres? Det er jo omfattende, men langt de fleste oplysninger har intet med straffeloven at gøre, så hvordan svarer det på spørgsmålet, om min klient er relevant at frihedsberøve?«

Svar får landsdommerne måske, når advokaterne har kommenteret det processkrift, som retsformanden pålagde Fugleholm at få udarbejdet inden en uge.

Nyt bud: 1.800 i sort blok

Meget tid gik med at se på luftfotos fra den 12. december 2009, da flere end hundredetusinde gik fra Christiansborg Slotsplads ud til Bella Centret. Fokus var på sortklædte demonstranter, der på billederne fra politiets helikopter kunne ses som sorte prikker.

Ifølge politiet var der oprindelig tre grupper med sortklædte demonstranter, der gik lidt for sig selv, men efter hærværk og stenkast mod Børsen og Udenrigsministeriet smeltede de tre grupper sammen til én, hvorefter politiet besluttede at gennemføre masseanholdelsen.

Fugleholm bebudede, at han på et kommende retsmøde vil vise, at politiet nu vurderer antallet af deltagere i den sorte blok til omkring 1.800 personer.

Det vil være anden gang, at politiet forhøjer vurderingen af omfanget af den sorte blok. I de indberetninger, som det udkommanderede politi udarbejdede samme aften, blev antallet skønnet til 300-400 i den sorte blok. Senere under byrettens behandling i december var antallet steget til ca. 1.200.

Det var politiinspektør Mogens Lauridsen, der placeret i kommandocentralen på Politigården traf beslutningen om masseanholdelsen den 12. december i 2009. Som første vidne i landsretten blev han selvfølgelig spurgt, hvorfor han gav ordren til at anholde den sorte blok:

»Vores vurdering var, at det var en enorm risiko, hvis vi lod dem fortsætte. Længere fremme ligger Amagerbrogade, med jeg ved ikke hvor mange pengeinstitutter.«

Retssagen fortsætter onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er uhyggeligt – tænk at man skal til at overveje om man har gået over for rødt i en sen natte time uden trafik eller kørt på cykel uden lys osv. eller skrevet et eller andet dumt inden for de sidste 5 år . Jeg kan ikke lade være med at tænke - hvem i Danmark kan så gå til en demonstration uden ikke have overtrådt regler og dermed må anses for farlige.
Er det ikke på tide at give terrorlovene et kritisk eftersyn og få ophævet lømmelpakken.

Tom W. Petersen

Du vil næppe blive registreret for at have skrevet "et eller andet dumt". Du vil snarere blive registreret for at have skrevet noget samfundskritisk og/eller oprørsk - eventuelt noget klogt.
Men meningen er, som det jo så tydeligt fremgår, at folk skal blive betænkelige ved at bruge deres demokratiske rettigheder.
Det er på den måde, at bøller og hærværksfolk i demonstrationer hjælper til at ødelægge demokratiet; de kan bruges som påskud for "lømmelpakke" og lignende antidemokratiske tiltag.

Som min gamle gymnastklærer sagde: "Gode danskere står da i kartotekerne" . Det var dengang en revysang havde et omkvæd der lød: "Det står i kato-toteket under K" .

Søren Kristensen

Den gode nyhed er at information ikke fylder meget i vore dage og derfor er relativt billigt at opbevare. Den dårlige er selvfølgelig at der nemt bliver så meget af det at man må hyre folk til at sortere det.

Maiken Guttorm

Så det kan nu bruges i en retssal, mod én, at man er "vant til at demonstrere".
Og så den direkte efterfølgende sproglige spidsfindighed: "De har tidligere demonstreret, at man ikke er villig til at følge reglerne".

Sikke der associeres.

Spørgsmålet er vel om forsvarerne kan kræve den enkelte politimand der deltog i anholdelserne undersøgt lige så grundigt. Tænk hvis der tidligere har været tilfælde af uberettigede anholderser, eller bødeforlæg som senere er frafaldet.

Se det vil jo helt klart vise at de pågældende tidligere har haft svigtende dømmekraft og handlet udover det nødvendige.

Men NU har vi jo fået ny regering - nye boller på suppen!!! Selv Socialdemokraterne stemte jo mod Lømmelpakken, og som deres retsordfører Ole Hækkerup udtaler om sagen:

"Jeg har ikke tænkt mig at gøre mig til dommer over, hvordan politiet foretager sin efterforskning. Det kan godt være, at det at tisse i en port lige pludselig er relevant i en anden sag. Jeg har svært ved at forestille mig det, men det kan godt være. Lige som det også kan være relevant at se på, hvem man er venner med på Facebook".

Og det var her Socialdemokraterne retsordfører Ole Hækkerup, der synger i kor med de værste tåber fra modsat fløj...

Utroligt så mange sortklædte man finder på Strøget og i Fields, - tro ikke vi ikke kan se jer selvom I blander jer med os andre..

»Vores vurdering var, at det var en enorm risiko, hvis vi lod dem fortsætte. Længere fremme ligger Amagerbrogade, med jeg ved ikke hvor mange pengeinstitutter.«

Enorm risiko for hvad? Et par smadrede ruder?

Er der proportionalitet mellem lidt hærværk og en præventiv masseanholdelse?

Hvorfor kunne politiet ikke bare anholde flaske- & rudeknuserne?

Så politiets fornemmeste opgave er at passe på bankernes facader - præventivt?

Det er godt nok den tyndeste begrundelse - nogensinde - til at iværksætte en præventiv masseanholdelse.

En sådan anvendelse af foranstaltningerne i "Lømmelpakken" bør føre til en politisk og juridisk selvransagelse "Var det derfor politiet lovgivningsmæssigt fik flere beføjelser?"

Henrik L Nielsen

Søren Kristensen

Egentligt kunne man vel vende den om?

Den dårlige nyhed er at information i dag ikke fylder så meget og derfor er relativt billig og nem for overvågningssamfundet at opbevare til skade for anderledestænkende samfundskritiske borgere. Den gode er selvfølgelig at der nemt bliver så meget af den at de må hyre folk til at sortere det, hvilket der ikke er råd til i længden og oplysninger om den enkelte borger kunne gå tabt.

Glæder mig, at Landsretten har bedt om et processkrift, hvilket i min optik er et vink med en vognstang til anklagemyndigheden om, hvilken relevans for selve arrestationstidspunket det har for administrativ frihedsberøvelse jfr. lømmelpakkens bestemmelser, når politiets begrundelse for massearestation og anvendelse af futtog først bliver bekendt for politiet efter selve den konkrete frihedsberøvelsen, løsladelse og senere frifindelse og tilkendelse af erstatning.

Forventer politiet som sit alvor ud fra det i Byretten pådømte sagsforløb, at luftfotos med sorte prikker, berettiger en bagudrettet begrundelse og argumentation for arrestation og frihedsberøvelse jfr. lømmelpakken?

Det forventer politiet næppe, men det vil være bekvemt for politiet, der jo netop forinden COP 15 bad politikkerne i VKO om et værktøj, de aldrig tidligere har haft behov for, før netop ønsket opstod om, at vise omverdenen hvordan man styrer en demonstration på tværs af demokratiske og i Danmark Grundlovsikrede rettigheder.

Der er jo politimæssigt ikke meget ved at bryste sig overfor udlandet af et politimæssigt og politiskt forarbejde, der efterfølgende bliver underkendt med et brag af landets domstole.

Politiinspektører og den virksomhed der for tiden udøver kammeradvokatfunktionen er ikke beskyttet af "uafhængighed".

Mon ikke den nye regering skulle finde andet arbejde til den gode politiinspektør og finde et andet firma til at varetage kammeradvokatfunktionen.

Vi er langt nede ad slidsken her.

Tak, foreløbigt, til landsretten.

Jeg er sikker på at landsretten nok skal stoppe denne konkrete sags bevisførelse.

Hvad der er mere uhyggeligt er den mentalitet der tilsyneladende hersker i dele af anklagemyndigheden og i kredse af politiledelsen. Det sker efter devisen: "VI laver ikke fejl, hvis nogen siger vi laver fejl så skal vi nok bevise at det forholder sig anderledes.....eller at afsenderen af påstanden er politisk suspekt eller ligefrem kriminel..VI ved hvor du bor....!:!
"

Samtidig kan man se en række politikere opføre sig direkte manipulerende i medierne. Mandag kunne man således se Vænstres nye ordfører Troel Lund bevidst blande forskellige episoder og sammenstød under cop15 sammen, for at skabe billedede af en afbrændt by uden politiets masseanholdelse på amagerbrogade....de var selv ude om...

Kære Troels og andre, jeg deltog i den store demonstration, jeg gik næsten i bagenden. Jeg var iklædt sort tøj, det var min 71 år gamle mor også...

Vi så ca. 200 betjente som havde taget opstilling ved udenrigsministeriet. Det var de selvsamme betjente som åbenbart ikke var i stand til at forhindre 2-3 stenkast.... Men som valgte at lade kasterne løbe ind i hoveddemonstrationen, hvorefter man skred til tilbageholdelse/anholdelse af ca 1000 TILFÆLDIGE mennesker. Vi slap heldigvis, men er stadig dybt dybt rystet over politiets handlinger. Men ok alle kan lave fejl, der var meget på spil osv.. Men nej i stedet fremturer man gudhjælpemig med vanlig arrogance, og vælger oven i købet at anke en klokkeklar dom fra byretten.. Kære nye regering kunne i ikke være så venlige at udskifte politiledelsen i København, vi gider dem simpelthen ikke mere....

Ups en lille affektionsfejl;

for at skabe billedet af en afbrændt by uden politiets masseanholdelse på amagerbrogade….de var selv ude om det…

Det tager ikke lang tid, så er en af de helt uduelige Venstre-løver kommanderet frem på en barrikade, hvorfra han fremsynger sangen om "professionelle demonstranter" gentagne gange.
Karsten Lauritzen er den mest trofaste forsvarer af Danmark som politistat - et uhyggeligt eksempel på at borgerligheden ikke KAN sætte grænser og ikke VIL acceptere meningsforskelle.

steffen pedersen

Hvis man ser 3-400 hundrede sortklædte stenkastende psykopater, hvorfor så anholde 944?
Når man så bagefter kan tælle 1800 stenkastende psykopatprikker fra luftsfotos, Hvordan kan det være at amager i brændte ned den aften?
Hvordan kan det være at Danmark en politi styrke der har en tendens til at fejlvurdere med omkring 100% uanset om de kigger mod nord eller syd?
Er måske derfor de har været så grundige i deres efterfølgende efterforskning?
Kan det tænkes at folkene bag lømmelpakken (hvilken gave til folket!) er ligeså dårlige til at tælle som politiet, og at det har indflydelse på klimaforhandlingerne?
Spørgsmålene masser sig på men der er ingen svar når jeg googler dem.

steffen pedersen

amager ikke brændte

sry

Bjarne Bisgaard Jensen

Det her er værre end DDR i sine velmagtsdage. Hvad blev der lige af velerhvervede retsprincipper og menneskerettigheder, når du som enkeltperson bliver intimideret på det groveste af den udøvende magt.
Håber at landsretten påtager sig det nødvendige ansvar og siger fra.
Hvem mon der lige har bedt politiet om denne emsighed. Har lidt svært ved at tro på, at de selv har fundet det nødvendigt. Det ville klæde den nye justitsminister at lægge denne sag død

Robert N Gjeertsen

Dommeren : '..at omkring 40 personer har, hvad vi kunne kalde en blakket fortid? '
Se, skaden er allerede gjort !
Landsdommeren er gjort forudindtaget alene ved at disse irrelevante forhold er fremlagt .

Kammeradvokaten :
»Vi er ikke interesseret i at føre et individuelt bevis. Det primære spørgsmål for os er, om vi må frihedsberøve hele gruppen.«
Ja, ADMINISTRATIVT, så skal man nemlig ikke sandsynliggøre endsige bevise noget som helst .
Og de berørtes godtgørelse er en by i et eller andet Ø-hav .

ADMINISTRATIV FRIHEDSBERØVELSE !!!!!
Og så er der nogen der tror vi stadig er Frie Mennesker i 'en Demokratisk Rets-Stat' ?
HA !!

Tom W. Petersen

Jeg har netop hørt P1 Debat i radioen, hvor Peter Skaarup fre DF diskuterede politiets adfærd i forbindelse med massearrestationen og behandlingen af de arresterede under klimatopmødet med et medlem af EL, hvis navn jeg ikke husker, men som optrådte sagligt og høfligt.
Det var rent ud kvalmende at høre på, hvordan denne Skaarup, der fremstiller sig som om han var en ordentlig og anstændig borger, på nedladende façon tromlede ind over sin moddebattør med idelige afbrydelser og for denne sag irrelevante beskidte insinuationer mod EL og - værst - forsvar for politiets infame behandling af sagesløse demonstrerende borgere.
Det er da underligt, at man bestandig må konstatere, at det er de såkaldt borgerlige politikere, der til enhver tid er parate til at angribe borgernes demokratiske rettigheder, mens det er politikere, der ikke kaldes borgerlige, før i tiden SFere og EL-folk, nu EL-folk, der kæmper for respekt for de borgerlige rettigheder.

Hjælp mig Søren. Hvad vil du med dit link ?

At valget bliver afgørende for 4014 fynboer er vel ikke voldsomt relevant med mindre samtlige anholdte er fra fyn.