Læsetid: 4 min.

Livet som ph.d.-studerende er ensomt og stressende

Over en tredjedel af de danske ph.d.-studerende er ensomme og stressede, konkluderer en ny undersøgelse. De savner både kolleger og fast faglig sparring. Sociale netværk og mere menneskelig kontakt kan komme problemet til livs
Ph.d.-studerende føler sig mindre ensomme, hvis de bliver sat sammen i grupper   og samarbejder om forskningen inden for et overordnet emne.

Ph.d.-studerende føler sig mindre ensomme, hvis de bliver sat sammen i grupper og samarbejder om forskningen inden for et overordnet emne.

Lisbeth Holten

24. oktober 2011

»Det var vildt spændende, men det kostede mig en depression og en skilsmisse.« Sådan svarer en af de ph.d.-studerende, der har medvirket i en undersøgelse, som Dansk Magisterforening har lavet blandt 331 tidligere eller nuværende ph.d.-studerende. De studerende er blevet spurgt til, hvordan de oplever tilværelsen som ph.d.-stipendiat og 38 procent af dem har svaret, at de synes, det er en ensom proces. 33 procent svarer, at de har overvejet helt at droppe uddannelsen, fordi de føler sig ensomme og isolerede på ph.d.-studiet.

»Det kan ikke nytte noget, at så mange knækker halsen og har så store personlige omkostninger ved det,« siger formand for Dansk Magisterforening Ingrid Stage.

For meget af det gode

Hun forklarer, at Dansk Magisterforening vil opfordre tillidsrepræsentanterne og resten af deres medlemmer på universiteterne til at holde bedre øje med de ph.d.-studerende.

»Sammen med ledelserne er de nødt til at være opmærksomme på, at forløbene for de ph.d.-studerende ikke bliver mere pressede end nødvendigt, og at de studerende ikke bliver misbrugt,« siger Ingrid Stage og forklarer, at det især er undervisningen, der kan tage overhånd for de studerende.

»Netop undervisning er noget af det, som mange af de ph.d.-studerende meget gerne vil, men som også kræver rigtig meget af dem. Samtidig er der meget pres på undervisningen på universiteterne, og derfor kan de ph.d.-studerende indimellem godt blive sat til at undervise i et omfang, som måske er for voldsomt for dem,« siger hun og tilføjer, at hun har hørt om eksempler på ph.d.-studerende, der ikke kun underviste i de omkring 800 timer om året, som de er forpligtet til, men i stedet nærmede sig 1.100 timer.

»Det kan ende med at blive for meget af det gode, og derfor skal man være opmærksom på det«.

To år og ikke tre

Det forsøger ledelsen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet at være. Fakultetets ph.d.-skole har planer om at gennemføre en undersøgelse blandt de ph.d.-studerende for at få sat fokus på de studerendes trivsel, fortæller Gitte Halling. Hun har stået for administrationen af fakultetets ph.d.-uddannelse siden 1992 og er ikke i tvivl om, at de ph.d.-studerende arbejder under et vist pres.

»De fleste vejledere anskuer nok ph.d.-projektet som et treårigt forskningsprojekt, men i virkeligheden må det kun fylde omkring to år, fordi kursusvirksomheden fylder et halvt år, og fordi de ph.d.-studerende enten skal på et studieophold i udlandet eller på anden vis have kontakt med andre forskermiljøer,« siger Gitte Halling og tilføjer, at de studerende også skal opnå undervisningserfaring og deltage i konferencer og seminarer sideløbende med, at de skal skrive selve afhandlingen.

»Det er egentlig forbavsende meget, de skal nå på tre år,« siger hun.

Gitte Halling kan sagtens forstå, hvis der er flere ph.d.-studerende, der føler sig ensomme, fordi de mangler kolleger at sparre med.

»Indenfor bestemte fagområder er der mange ph.d.-studerende, og det gør det nemmere for de studerende at samarbejde med hinanden og skabe et fællesskab. Hos os kan det eksempelvis være inden for forskning, der handler om diabetes, stamceller eller kræft. På andre områder er der måske kun en enkelt ph.d.-studerende tilknyttet, og så kan vedkommende lettere komme til at føle sig alene,« siger hun.

Skal indgå som kolleger

Ingrid Stage peger på en anden udfordring for de ph.d.-studerende, som handler om, at de føler sig fanget mellem at være ansatte og studerende på samme tid.

»Det gælder måske især for dem, der går direkte fra studiet og fortsætter i et ph.d.-forløb. I deres tilfælde kræver det en særlig indsats fra kollegerne, tillidsrepræsentanterne og fra ledelserne for at sikre, at de bliver optaget som en del af et fællesskab,« siger hun og tilføjer, at omgivelserne skal være opmærksomme på, at de studerende ikke føler sig isolerede.

»Ledelsen og de andre undervisere skal sørge for at tage dem med dér, hvor det kan lade sig gøre, og i højere grad se på, om der er flere ting, der kan blive gjort i fællesskab. Det er også vigtigt, at de ph.d.-studerende bliver opfattet som kolleger, både af sig selv og af de andre undervisere«.

På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har en gruppe ph.d.-studerende sidste år taget initiativ til en ph.d.-klub, hvor de både holder faglige møder og mødes for at snakke om de udfordringer, de går og tumler med.

»Det er en god idé, og vi har opfordret til det mange gange før,« siger Gitte Halling.

»Men det kræver lidt tid og energi at få sådan et initiativ sat i gang, for de ph.d.-studerende er jo i forvejen pressede«.

Sven Frøkjær, der er dekan ved Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, og formand for universitets forskningsuddannelsesråd (KUFUR), anerkender også, at ensomme ph.d.-studerende er en udfordring. Hans erfaring er, at de ph.d.-studerende føler sig mindre ensomme, hvis de bliver sat sammen i grupper og samarbejder om forskningen inden for et overordnet emne. På Det Farmaceutiske Fakultet arbejder alle de ph.d.-studerende i grupper på op til 20-30 personer i hver, og hver gruppe har mindst to vejledere tilknyttet ad gangen.

»På den måde kan vejlederne og de ph.d.-studerende løbende støtte hinanden på tværs,« siger Sven Frøkjær og tilføjer, at de ph.d.-studerende på de såkaldte våde fakulteter (naturvidenskab, sundhedsvidenskab og tekniske fakulteter) i langt højere grad samarbejder om forskningen, fordi det er nødvendigt, mens de ph.d.-studerende på de tørre fakulteter ofte ender med at sidde alene med deres afhandlinger.

»For dem gælder det om at få opbygget nogle sociale netværk og skabt noget mere menneskelig kontakt. Det er det, de har brug for«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Kan det måske hænge sammen med, at Ph.D-uddannelserne, som Kandidat-uddannelserne i øvrigt, er blevet 'masseuddannelser', hvor en masse, der muligvis ikke er helt egnede eller indstillet på en forskerkarriere, optages.

En del af dem går måske i gang med uddannelsen med en række forventninger, som ikke just er faglige, men handler om identitet, prestige, arbejdsmarkeds-ambitioner, sociale behov etc.

Forskerens tilværelse bliver nemt en i et elfenbenstårn, men det er i en vis udstrækning netop en af præmisserne for fordybelse og kontemplation, m.a.o. forskning. Denne præmis deler forskeren med filosoffen og kunstneren.

Hvis man opfatter det som et ensomt, så har man nok ikke helt den selvstændighed og oprigtige forskerånd, som uddannelsen og karrieren egentlig kalder på, og burde måske være stoppet med Kandidatgraden og søge ud på arbejdsmarkedet i nogle større faglige netværk.

Man kan ikke føle sig ensom, hvis man ikke keder sig. Og man kan ikke kede sig, hvis man brænder for sin forskning.

Så enkelt vil jeg hævde, det hænger sammen.

/O

Jeg har svært ved at forstå hvordan forskning og fordybning i et emne er ensbetydende med isolation og ensomhed og som O. Goulin så ganske upassende kalder det, "tilværelse i et elfenbenstårn". Det er for mig en gammeldags og nærmest arrogant tilgang til forskertilværelsen.

Jeg er selv ph.d studerende på et naturvidenskabeligt institut og er en af de heldige der har en masse ph.d studerende kolleger. Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg er alene med mit projekt og at det til tider er frusterende når man sidder fast og ja, det kan godt føles ensomt nogen gange. Er jeg egnet til at lave en ph.d? Ja, bestemt. Har jeg den "rigtige" forskerånd? Nej - ikke efter definitionen af O. Goulin og det ønsker jeg bestemt heller ikke. Jeg har lyst til at samarbejde om projekter og diskutere specifikke detajler med én der er ligeså meget inde i projektet som jeg er. Det er i sådan en situation jeg udvikler mig og ikke siddende alene på mit kontor, kontemplerende.

/K

Jeg synes at 800 timer om året lyder voldsomt, især når man tænker på de korte semestre.

Er det professorerne der har fået tiltusket sig uforholdsmæssigt gode arbejdsbetingelser, som man kunne pille ved?

@N. Monrad. Jeg tror at der er en fejl i artiklen. Ph.D studerende er forpligtet til at undervise 800 timer fordelt på 3 år. Derfra skal fratrækkes 30 ECTS kurser du skal deltage i samt 3-12 mdr. udlandsophold. Så du har reelt omkring to år til at gennemføre 800 timers undervisning.

Se, i rigtig gamle dage, dengang jæ' var Ph.D-studerende havde vi jo ikke alle Facebook-vennerne, blev pisket hver dag, fik grød at spise og blev sparket til Bogota uden PET-vagter. Sove måtte vi heller ikke. Og desuden var det forbudt, at mene noget generelt set. Men alligevel var det en lykkelig tid sammenlignet med oplevelserne af vilkårerne på det danske arbejdsmarked. Dengang havde vi nemlig noget, som man naivt kaldte for gåpåmod. Som mødet med karriéren satte en endelig stopper for...

Men den med stress anerkender jeg naturligvis...

Med venlig hilsen

Brian Pietersen

jeg er ikke i tvivl om at de ph studerende vi har knokler en hvis legemesdel ud af bukserne, dels for at opfylde de undervisningsmæssige sider af sagen, og det vigtigste, at lære, forske og ikke mindst dokumentere det hele.

Jeg håber de får bedre vilkår og gode resultater, så det kan komme os alle til godel.

Jean-François Corbett

Jeg blev færdig med min ph.d. i 2006. Ligesom Kasper Rue synes jeg at Olivier Gouin's forestillinger om, hvad en ph.d.-studerendes bør forvente af sit liv, er fantasifuld på den tarvelige og bedrevidende måde.

For mig at se svarer det til at sige, at hvis man ikke kan tåle at falde fra et stillads på 3. sal en gang i mellem, så tyder det på, at man ikke er god nok til at holde balance og derfor burde man ikke blive tagmand eller vinduespudser.

Mit svar er, nej for fanden, der er noget galt med det stillads!

I mit nuværende job får jeg bekræftet hver dag, at jeg er kompetent og god til at arbejde selvstændigt og brænder for mit felt. Men som ph.d. studerende endte jeg alligevel med en flerårig depression -- fordi det var ensomt.

Det var så skrækkeligt ensomt.

Hvis jeg havnede i en blindgyde, der overgik min kundskaber, jamen så var der bare ingen hjælp at hente fra nogen som helst.

Nu kan jeg klart se, at det er en meget dum måde at få én til at arbejde på. Det svarer overhovedet ikke til, hvordan tingene er i et rigtigt F&U job, som en del af et rigtigt F&U netværk.

Seriøse ledere forstår, at selvstændighed ikke en ensbetydende med, at man skal være alene.

"Hvis man opfatter det som et ensomt, så har man nok ikke helt den selvstændighed og oprigtige forskerånd, som uddannelsen og karrieren egentlig kalder på [...] Man kan ikke føle sig ensom, hvis man ikke keder sig. Og man kan ikke kede sig, hvis man brænder for sin forskning."

' kæft noget frygteligt vrøvl. Jeg aner simpelthen ikke, hvor du har fået det fra.

olivier goulin

Ok, lad mig præcisere:

Jeg plæderer overhovedet ikke for et ensormt og isoleret forskerliv. Det ville være absurd, al den stund at forskning for det meste foregår i videnskablige miljører, som dog ikke nøvendigvis er fysiske, men også kan være virtuelle - altså ved udveksling af erfaring med fagkolleger.

Jeg hævder heller ikke, at forskere ikke besidder de samme sociale behov for fællesskab som alle andre mennesker.

Men faktum er, at forskning i dag ofte er ekstremt specialiseret, og man derfor nemt kan komme til at bruge en stor del af sit liv på at udforske nicher, hvor man kun har ganske få jævnbyrdige kolleger i verden, med hvem man kan dele sine erfaringer, og hvor forskerarbejdet derfor kræver en god portion selvstændighed og drive.

Så det ligger ligesom lidt i jobbets karakter, og bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for den Ph.D.-studerende. Men måske er problemet, at han/hun ikke er blevet tilstrækkeligt grundigt orienteret om forskerlivets arbejdsvilkår.

Til gengæld vil jeg staddig fastholde, at en oprigtig faglig fascination og kærlighed til sit felt burde bære lønnen i sig selv.

Forskerlivet er meget specielt. Det er ofte drevet af en passion, ja næsten besættelse, som kan få folk med de inklinationer til at dedikere hele deres liv til deres forskning, eller i hvertfald prioritere det over andre hensyn, f.eks. familelivet.

Jeg tvivler på, at disse individer levner meget plads til ensomhed, fordi deres arbejde tilfredsstiller og udfylder deres liv. Men det er også muligt, at de ville føle sig ensomme, hvis de ikke havde deres karriere, og bl.a. bruger den som kompensation for en latent ensomhed. Det er givetvis tilfældet hos mange forskere.

Det er heller ikke ukendt, at forskere kommer til at forsømme deres sociale kompetencer, både fordi de måske i forven er disponeret for det, men også fordi en forskerkarriere med benhård konkurrence og krav, kan bidrage til det.

Der er ingen tvivl om at forskerlivet tiltrækker en del 'nørder', som befinder sig bedst i deres 'osteklokke'. og som i omgivelsernes øjne kommer til at fremstå en smule sære. Det er ikke uden grund at denne type er blevet arketypen på videnskabsmanden. Og der er også derfor, jeg sammenligner forkeren med filosoffen og kunstneren. De har en hel del til fælles.

Men ensomhed er måske slet ikke den bedste glose i denne sammenhæng. Jeg foretrækker det engelske udtryk 'Solitude'. Det er en eksistentiel følelse, som ofte ledsager disse professioner, som er fordybende og kontemplative - og min pointe er blot, at dette forhold måske kommer bag på de mange Ph.D'er, som bliver sluset gennem systemet i disse år, uden den 'nørdede' tilgang til forskerlivet, men ønsker/forventer et forskerkarriere på lidt mere normale præmisser.

De bliver måske også i nogen grad forskrækket over, hvor 'nørdet' visse forskermiljøer er, hvor reserverede nogle forskere kan være - og føler måske ikke at det miljø helt tilfredsstiller deres sociale behov.

Men det er som sagt et spørgsmål om forventningsafstemning.

/O

Aksel Skovgaard Clausen

Jeg afsluttede en ph.d. sidste år. At færdiggøre det er 'ensomt' arbejde i den forstand, at man selv er ansvarlig for at elementerne i forløbet og det endelige skriftlige produkt hænger sammen. Det gælder også for opfyldelse af behov for at indgå i studie faglige / -sociale miljøer, at man selv er ansvarlig. Meget handler nok om forberedelse til og selvrefleksion over forventningerne til forløbet og klargøring af egne behov for (og evner til at gøre noget ved) at indgå i miljøer med sparring.

Jeg havde i løbet af mit ph.d. forløb mange bolde i luften (husbyggeri, ankomsten af vores tredje barn, andet arbejde end ph.d.'en m.m.). Det har uden tvivl været en fordel på den måde, at jeg ikke har været 'ensom', fordi der har hele tiden været andre mindst lige så vigtige dagsordener i mit liv. Jeg tror faktisk det har været bedre for min mentale tilstand undervejs end hvis der kun var studiet at fokusere på. Og så tror jeg også det kan give nogle nok så spændende og 'udadvendte' (mere empirinære og virkelighedsrelevante!) resultater, når man også har andet end det snævre studieperspektiv. For det er vel i sær dér, der kan blive ’ensomt’, når det man laver, ikke bare er snævert fokuseret, mn måske oven i købet umiddelbart ikke synes at have nogen relevans for andre eller meget få.

Hans Jørgen Lassen

Jeg synes også, det er synd.

Det er altid synd, når voksne mennesker ikke kan finde ud af deres liv.

De stakler!

Måske skulle de sig få et job i en pølsevogn i stedet for at studere eller forske; det er både socialt og knap så mentalt anstrengende (formoder jeg).

Ensomheden har med organisering af studierne at gøre. Kandidaterne kunne med fordel være en mere studie nære miljøer, hvor man organiserede sig omkring studegrupper og ikke som nu, hvor man er alene om et eller andet fagområde. Og det samme gælder sådan set også for ph.d.-erne og for det øvrige liv på universitetet. Det ville fremme diskussioner og refleksioner og automatisk skabe netværk. Disse ting bliver således pålagt organiseringen og ikke den enkeltes kompetencer.Sådan som det er nu, skal den enkelte ikke kun lave sin ph.d., men også organisere alt det øvrige. Måske kunne man se lidt på organiseringen i stedet for blindt at fokusere på det enkelte individs ansvar.

Aksel Skovgaard Clausen

Der kan helt sikkert gøres mere for at mindske ’ensomhed’ undervejs i studietiden, hvad enten der er tale om specialeskrivning eller ph.d. forløb. Den uddannende institution kan gøre noget ved de studiesociale- og faglige rammer, ligesom den kan insistere på procesvejledning, et i praksis desværre ofte nedprioriteret område.

’Ensomheden’ har dog næppe kun med organisering af studierne at gøre. Det er svært at komme udenom, at det i høj grad også er et individuelt ansvar at nørkle med et specialiseret område, hvor man næsten definitorisk er den eneste i verden, der arbejder med netop denne faglige problemstilling (jævnfør det fornuftige krav om, at det man laver, skal bringe ny viden frem, og dvs. som oftest med helt unikke problemdefinitioner). Så det må man indstille sig på. For så vidt den del, kan institutionen arbejde med bedre / mere introduktion til hvad specialeskrivning / ph.d. forløb går ud på, og hvad der må forventes af meget selvstændigt arbejde.

Lars Villumsen

OPRÅB!
Hjemløse, arbejdsløse, enlige mødre/fædre, misopdragede børn, unge uden job, narkomaner, alkoholikere, omsorgssvigtede ældre og jer med Downs syndrom:

Jeg var ensom i mit ph.d. forløb - ENSOM!

Fatter i smerten i dét?

(Tak for talerøret, Information - I forstår, tak!)

Hilsen
Cand. Gar Nichts

Det vil være interessant at se den fulde undersøgelse. Hvor mange og hvem er blevet spurgte og hvor mange af dem har svaret og er der fagområder der er hårdere ramt af stress og ensomhed.

Jeg har lavet min PhD, i Norge, indenfor life science og med en arbejdsuge på omkring 80 timer, så jeg har aldrig følt mig ensom, har jeg været stresset ? Ja, det kan godt være. jeg vil mene at en arbejdsuge på 80 timer ikke er atypisk for faget uafhængig af hvor i verden du arbejdere.

Da jeg kom væk fra universitets miljøet lærte jeg om 11 timers reglen og om 35 timers sammen hængende hvile og at overtrædelser skal rapporteres. Jeg har altid undret mig over hvorfor de faglige organisationer og repræsentanter ikke håndhæver de regler kraftigere.

Jeg er overbevist om at det vil komme meget isolation, ensomhed og stress til livs.

Mvh
Morten Elholm

Artiklen overser de væsentligste elementer, nemlig at man som Ph.d. også er meget presset af ikke og have en reel ledelse, men oftest kun en vejleder, som kan være meget inkompetent og fuldstændigt uegnet fagligt og menneskeligt. Jeg har selv skrevet ph.d ved SDU og sundhedsvidenskabeligt fakultet hos Niels Aagard Jensen og jeg havde problemer med at min vejleder ikke kunne acceptere hans hypotese ikke holdt vand. Jeg forsøgte derfor at arbejde videre i retning af min egen hypotese som var en fortsættelse af mit speciale hos ham og fik bevist det endegyldigt efter 3 år, men vejledere blev mere og mere børnefornærmet, så fornærmet han ignorerede mig i et år, hvor jeg gik igang med en HA ved siden af, så jeg kunne komme videre med mit liv.. Men ved det sundhedsvidenskabelige fakultet Uffe Holmskov og Jørn Kolmos, de er alle professorer og holder hånden over professorer, hvis det og vise ens vejleder har præsenteret ens data officielt uden reference ikke løfte et øjenbryn hos dem, ja så undrer det mig ikke at jeg måtte gå planken ud for at sætte spørgsmåls tegn ved min vejleder manglende faglige kompetencer.. Mit råd.. lad være og bliv Phd, og slet ikke ved SUND på SDU. Så ensomheden er også faglig og menneskelig, hvis man er dygtigere end ens professorer, man skal helst kunne tage de tæsk der evt. kommer fra at spilde 3 år på et projekt man efteret ½ år kan se er en dødssejler og der er ingen kommunikation der kan ændre det ej heller det faktum man har en færdigskrevet artikel om noget tilsvarende... Jeg tror det er helt grundliggende manglende leder evner, der er problemet også det faktum et universitet i periferien af DK må tage til takke med de professorer de andre ikke vil have..det er en skam for Lundbeck fonden og alle de penge de efterhånden har smidt efter SUND SDU. Personligt var det en gave at jeg fik øjnene op for universitetsverden er styret af dinosaurer der ikke ønsker talent, men ønsker tåber der ikke sætter spørgsmålstegn ved deres manglende planer og evner som professorer.

Trine Koustrup Sønder

Er fuldt ud enig med Martin Hansen i hans synspunkter, og overvejer om ovennævnte er problem isoleret til SDU "kyndigt" ledet at Gitte Halling og Hans Jørn Kolmos. Jeg klagede i 2010 over manglende vejleder kompetence - mine vejledere kendte ikke til forskningsområdet som jeg lavede PhD indenfor, de kunne ikke vejlede om simple ting indenfor statistik og gad generelt ikke opfylde deres forpligtelser i fh t vejledning både dag til dag vejledning og mere langsigtet vejledning. Fx gad de ikke kommentere på artikel manusripter, men medforfatterskabet gad de sjovt nok godt have. Samtidig var der lavet en underhåndsaftale om at vi som PhD studerende forpligtede os til at drive de kommercielle studier i forskningsafdelingen mens vores vejleder tog den credit der kom med det i form af artikler. Alt sammen noget som Kolmos og Co var fuldt ud orienteret om. Kolmos' kommentar til mine klager var, at det var meget alvorlige klager, som han synes jeg skulle overveje endnu en gang. Mit forløb kulminerede i en yderst fornærmet vejlederstab, der stort set ikke talte til mig det sidste år af mit PhD forløb. Da de begyndte at tale til mig igen, var det fordi, de ville have, at jeg skulle give tilsagn til, at de opbevarede alle mine data på ubestemt tid, hvilket er i direkte modstrid med Datatilsynets tilladelse, der er udstedt til projektet. Og da jeg ikke ville være med til dette, rejste mine vejledere mistanke om datas validitet og eksistens vel at mærke uden at anklage mig for videnskabelig uredelighed og uden at trække sig som medforfattere på mine artikler Bare sådan at at mistanken var der. Det hele kulminerede i, at jeg måtte tilbagetrække min PhD, da Kolmos og Co bakkede mine vejledere op i alt til trods for at deres krav var i strid med persondataloven og anden dansk lovgivning. Bl.a. bakkede Kolmos op om, at jeg skulle udlevere mine login data til sygehusets styresystem - noget der giver folk adgang til bl.a. at udskrive recepter under mit autorisations ID. Kolmos og Co er vidende om rigtig mange ting, som ikke er efter bogen og i strid med loven og jeg husker at Kolmos under en telefonsamtale udtrykte, at såfremt man skulle bedrive forskning i Danmark, kunne man ikke overholde retningslinierne udstukket fra Datatilsynet (sjovt nok skulle mange af samtalerne med både ham og hovedvejleder foregå telefonisk - ting på skrift kan jo dokumenteres!) - smukt synspunkt for en PhD skoleleder.Men ak, min - nu heldigvis tidligere - hovedvejleder er desværre formand for det regionale forskningsråd og har således en afgørende stemme i forhold til hvem der skal have forskningsmidler i regionen - gæt selv hvor mange der tør at bakke op officielt om de uretfærdigheder der bliver begået - og gæt selv hvem der fik en stor sum penge fra det regionale forskningsråd umiddelbart efter dette forløb - det er ganske vist, at det gjorde Hans Jørn Kolmos.