Nyhed
Læsetid: 4 min.

'Der er masser af læring — også i leg'

Formålet med daginstitutioner er, at alle børn bliver så skoleparate som muligt, siger den ny børne- og undervisningsminister, Christine Antorini. Hun varsler samtidig en ny start for daginstitutionerne
Den ny børne- og undervisningsminister vil styrke fagligheden. Det skal ske i samarbejdet mellem daginstitutioner og folkeskole 'Vi har brug for en ny start,' mener hun

Den ny børne- og undervisningsminister vil styrke fagligheden. Det skal ske i samarbejdet mellem daginstitutioner og folkeskole 'Vi har brug for en ny start,' mener hun

Jakob Dall

Indland
13. oktober 2011

For første gang nogensinde har børn fra o til 18 år med et børne- og undervisningsministerium fået deres egen minister. Og Christine Antorini (S) vil bruge sin nye magtbastion til at lave en mere bevidst kobling mellem daginstitutioner og skole.

Som noget nyt varsler ministeren en »ny start« for daginstitutionerne. Der skal gøres plads til forsøgs- og udviklingsarbejde, som kan styrke kombinationen af leg og læring:

»Jeg vil gerne have en dialog med partnerne inden for daginstitutioner — især i den flade, hvor pædagoger og lærere arbejder sammen. Vi har to faggrupper, som er rigtig dygtige i arbejdet med børn. Og ved at lægge de kræfter sammen, får man et virkelig stimulerende læringsmiljø,« siger ministeren, som allerede nu aner en opblødning på faggrænser:

»For de understøtter hinanden. Som nyt ministerium skal vi udvide de broer, så faglighederne bliver brugt på tværs af to sektorer, som før har været adskilt. Men det er ikke mig, der skal komme med en færdig plan — sektoren skal inviteres med til arbejdet med et prioriteret forsøgs- og udviklingsarbejde. Vi skal lave et professionelt eksperimentarium for pædagogik.«

Børn erobrer verden

For nylig gik en række forskere sammen om et såkaldt wake up-call. I en kronik i Information udtrykte de bekymring for de stigende krav om læring til helt små børn. Men set fra Christine Antorinis stol er de pædagogiske læreplaner en god ide — og modsætningen mellem leg og læring er falsk:

»Der er masser af læring, også i leg, og de pædagogiske læreplaner tager afsæt i børnenes alder. Det skal ikke være forbudt at lave fri leg. Men børn erobrer bare verden, og når de klatrer i træer, kan man sagtens putte læring ind. Du kan lave et rædselsscenarie, hvor det hele bliver meget skolificeret eller den modsatte grøft, hvor en pædagog slet ikke må sætte sin faglighed i spil,« siger ministeren og fortsætter:

»Formålet med daginstitutioner er, at alle børn bliver så skoleparate som muligt. Ikke fordi de kun skal fungere som gode, små ny o. klasser, men i forhold til de 10 år, der venter dem forude, er de godt hjulpet på vej, hvis de har nogle både faglige og sociale kompetencer. Jeg var bekymret, da den forrige regering talte om fælles mål og trinmål som i folkeskolen. Men det ændrer ikke ved, at ungerne skal have nogle kompetencer med sig. Og så skal vi have styrket den pædagogiske forskning.«

Lukkedage skal væk

Præcis hvornår arbejdet med den nye start skal begynde, og hvordan det skal forme sig, vil ministeren ikke lægge sig fast på.

»Men det her kan kun lade sig gøre, hvis vi beskriver rammen for et udviklingsarbejde med de, der har fingrene ned i det. Derfor skal arbejdet foregå i samarbejde med både lærere, pædagoger, ledere, kommuner og forældre,« siger hun.

Mange drenge får dispensation fra at starte i o. klasse det år, der fylder seks, fordi de ofte ikke er skoleparate. Alligevel vil Christine Antorini ikke lempe kravene.

»Det er i sidste ende forældrene med gode råd fra fagpersoner, der bestemmer, hvornår børnene skal starte i skolen. Men nogle forældre oplever også, at de møder en meget boglig folkeskole. Vi har fået indrettet en folkeskole, som umiddelbart passer rigtig godt til piger, som godt kan lide at sidde stille ved et bord og arbejde med tingene. Det skal være lige så dejligt for drengene, som er et andet sted, og som bruger deres krop anderledes. Men det handler om læringsstile, for man kan sagtens bruge drengenes krudt og få koblet det boglige på. Det bliver et af de store projekter at få koblet praktik og teori.«

— Man kan dårligt tale om daginstitutioner uden også at komme ind på lukkedage . I regeringsgrundlaget står der, at der skal forhandles med KL om færre lukkedage — men hvornår er de væk?

»Det kan jeg ikke sige nu. Vores politiske top er i gang med et kasseeftersyn, og det tegner til, at underskuddet er endnu værre end de 85 mia. kr. Vi har en målsætning om, at vi skal nedbringe antallet af lukkedage i takt med, at der er økonomi til det.«

— Så om det bliver om to år eller ti år?

»Jeg kan ikke sige noget. Finanslovsoplægget vil give en indikation, men det bliver en stille og rolig indfasning af målet.«

Farvel til to mia. kr.

— Radikale Venstre har talt for 3.000 flere pædagoger og en normering for antallet af pædagoger i daginstitutioner — hvad siger du til det?

»Vi har en målsætning om at diskutere en form for minimumsnormering af antallet af pædagoger. Men det bliver også en økonomidiskussion og en forhandling med kommunerne.«

— S og SF lovede at beskatte bankerne hårdere og skaffe to mia. kr. til børn — men det bliver med den nye regering ikke til noget. Må børnene så bare se langt efter de penge?

»Der kommer snart et finanslovsoplæg, men den finanslov vil næppe rykke meget, for der er ingen penge. Finansloven for 2013 bliver den interessante,« siger den nye børne- og uddannelsesminister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mathine Lotus Rasmussen

Hun er dyr at have - men hvis hun har børnene og de unge i focus fremfor besparelser, kan hun vise sig at være alle pengene værd.

God idé at styrke kombination af leg og læring.
T.o. en artikel af Mogens Hansen: "Krop og læring"
http://udd.uvm.dk/200006/udd06-4.htm

"Drenge med krudt i og piger, der kan lide at sidde stille."

De pæne piger og de vilde drenge - lyserød og lyseblå - og nu må vi heller ikke glemme den lille forskel, for det er jo noget med det alt sammen...

Man får - undskyld udtrykket - altså lange nosser af de der kønsstereotyper, der vælter ud af æteren i disse år. Som om det at sidde stille og koncentrere sig er noget særlig kønsspecifikt. Som man råber i skoven, og efterhånden har vi bildt os ind, at drenge af genetiske årsager ikke kan sidde stille - det er noget ævl.

Alle børn har godt af at bruge kroppen hele tiden og de lærer alle sammen mere af det. Røv til bænk-undervisning er altså opfundet i en fjern fortid, hvor det - for nu at sige det pænt - var yderst begrænset, hvor mange piger, der gik i latinskolerne.

Lad os nu for helvede få en skole til rigtige børn og ikke en lysehvid forberedelsesanstalt til myrestatens små neoliberale konkurrencesoldater.

Hvornår mon vor nye mor, Antorini, kommer ud af 1990'erne og ind i år 2011. Hun vil, hørte jeg her i p1 morgen have forsøg med IT i undervisningen. Hallo, det gør lærerne allerede - altså bruger IT i under-visningen, bl.a. med at lade eleverne lave power-point præsentationer, bruge mobiler og digital-kamera. Præcis ligesom kroppen også inddrages under-visningen i folkeskolerne i dag.

Og nej, Antorini - formålet med børnehaver mm. er aldeles ikke at børnene bliver parate til at gå i skole. Formålet er at udvikle selvstændige, kreative, dejlige, skønne, besværlige børn som kan vokse op og blive ordentlige mennesker; det kan man nemlig komme langt med, sikkert også længere med end hvis kan stave ordentligt og godt. (selvom det da også er vigtigt). Og det formål opnås kun når barnet oplever fri leg, dvs. at dets forslag til leg og aktiviteter tages for pålydende og den voksne går med i barnets leg - i stedet for at det er den voskne som styrer legen.
Det er den største forskel på børnehaven og skolen.

Læring handler for mig at se om processer, hvor man spørger ind til hvorfor et barn gør som det gør. Rent kognitivt formår børn altså ikke at have denne begyndende selv-refleksion, før de er 5-6 år eller 6-7 år gamle. Man kan høre det når en radio eller tv-reporter spørger et 4-5 årigt barn om hvorfor noget er sjovt. Så vil barnet som regel gentage ordet sjovt i svaret 'fordi det er sjovt....' vil det så lyde.

Derfor giver det ingen pædagogisk (eller didaktisk) mening at få leg og læring til at spille sammen i børnehaverne. I skolen og i børnehaveklassen (0.klasse) giver det bedre mening at få leg og læring til at spille sammen.

Hovedproblemet her er dog, at legen alt for ofte bliver på læringens, dvs. skolens præmisser...

Ang. den forskel mellem drenge og piger, Antorini åbenbart mener der er, så kom dog ud af 00'erne, Christine, og ind i 2011. Og indse og erkend, at alle børn har godt af at bevæge sig, når der læres.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes, der er utroligt mange i disse år, der kaster sig over børnene som om de selv havde opfundet dem og ved alt om dem, og det de ved, vidste ingen andre i forvejen.

Hold nu op. Børn er stort set som de altid har været, og vil blive ved med at være

Thomas Struwe Mørch

#michael kongstad

Indsatsområder, handleplaner, betalingsringe osv. er alt sammen luft, og det i den helt lette og varme ende af skalaen, opfundet i god tro om at kontrol og forbedring rent faktisk kan ændrer ved det faktum at virkeligheden "stort set er det som den altid har været, og vil blive ved med at være" .

Jens Henrik kristensen

Hun lyder komplet idiotisk; er det ikke et forsøg på at indføre heldagsskole, nok skjult som "nu skal børnene lære noget". Her mener hun, det, som er relevant for skolens smalle faglighed, i stedet for dyden og i hele taget det almene, som jo altid har været pædagogikkens mening....politikere bliver aldrig noget stort; indfør filosoffer som den øverste bemyndigelse, så skal det komme til at gå bedre.

Tvangsdidaktificering af leg - suk. Leg og læring er to meget komplekse størrelser og at blande dem sammen før vi har ordentligt begreb om dem hver for sig, vil ikke gøre det nemmere at håndtere. Lad nu børnene lege så længe som muligt - det er en af de ting, der adskiller norden fra resten af verden. Og ja - der er masser af læring i leg, men hvilken læring? Sociale færdigheder, evnen til at forestille sig parallelle verdner, fiktioner, opstille hypoteser (mulige senarier) - alt dette - skal det nu blandes med ABC og Tal. Det er sgu sørgeligt. ABC og Tal kan de sgu altid lære, det er langt vanskeligere med de sociale færdigheder, udvikling af forestillingsevne, arbejde med virtualitet (fx. skal vi ikke sige, at grenen er en slange osv.) og hypoteser (hvis du gør sådan og jeg tager den her, så kan vi sammen gøre noget tredje og se om det virker sådan som vi tror det vil gøre). I stedet skulle legen have mere plads på alle disse områder og så kan ABC og Tal passende vente til skolen.

Mads Bech Madsen

"Det skal ikke være forbudt at lave fri leg" - denne bemærkning afslører en afgrundsdyb uvidenhed og afstand til børn. Leg er pr defination "fri". Hvis det ikke er "frit" er det ikke leg.... men noget andet. Men nu vil Antorini have konverteret barndommen til "noget der nytter noget". Det er synd for kreativiteten og synd for ungernes evne til at "være med sig selv" .
Legen er et af de få områder børnene har tilbage hvor der ikke relateres til voksenverden men kun til selvet og hinanden. Men nu skal legen gøres til noget man kan belønnes for åbenlyst eller indirekte bliver belønnet for af de voksne. Hvis den voksne kan se "nytten" bliver der rost. Man amputerer børnenes evne til at relatere til sig selv og føle "fylde" indefra. en del af opmærksomheden vil hænge hos den voksne der vurderer. Legen får ikke det frie forløb der kendetegner al leg....det blir' til noget andet.

Oleg Thomas Mose

Leg ER læring !

Hele grundpræmissen i denne artikel er forkert.
Når vi (børn såvel som voksne) leger, øver vi os på de mere alvorlige sider på livet. Om det sker med en fodbold, barbiedukker eller en farveblyant er underordnet.
Når børn leger med dukker eller spiller Sims opkvalificerer det deres sociale kompetencer. Når de bygger huler i træer styrker de deres kompetencer indenfor konstrukjtion mm.
Selv når voksne mænd cykler ned ad stejle bakker ude i skoven styrker det deres kompetencer. Ved at de skal træffe hurtige beslutninger og bevare loverblikket.
Så leg dog noget mere, alle sammen, børn og voksne. Derhjemme, på arbejde eller i skole. Med hinanden og hver for sig.

@ Oleg.

Det er ikke det vi taler om her; vel er leg læring. Der er forskel på den strukturerede leg Antorini vil have og den frie leg, som børnene har i dag. I den frie leg er det børnene, som bestemmer hvad legen går ud på, og den voksne går ind i legen på børnenes præmisser. Den strukturerede leg er legen, hvor de voksne bestemmer stort set alt. Og hvor de voksne går ind og spørger hvorfor det 3-4 årige barn har gjort sådan og ikke sådan. Og det er der altså ingen, eller meget få 3-4 årige børn, som kan forklare.

Ellers er jeg enig i at vi bør lege noget mere.

Oleg Thomas Mose

@ Karsten

Jeg ved godt, jeg var lidt "off track", men min pointe er bare, at det er absurd at graduere frihedsgraden i leg. Der er alt for mange faktorer, der spiller ind til at man kan sætte det på formel, eller i lovtekst; eksempelvis barnets kognitive niveau, dets verbale evner samt ikke mindst måden hvorpå den voksne griber ind.
Hvis en voksen skal intervenere i et barns leg, må det være på barnets og legens præmisser. Det er, på ingen måde hensigtsmæssigt at diktere leg. Eksempelvis er der god mening i at gribe ind, hvis et barn bruger legoklodser til at kaste i hovedet på de andre børn. Omvendt er det skadende for et barns opbygning at fortælle, det skal bruge de hvide og ikke de grønne legoklodser til en eller anden konstruktion.

Michelle Poulsen

Jeg er dybt skuffet over at Antorini viderefører sin forgængers retorik. Jeg tror hun prøver at signalere at hun er optaget af at gøre Danmark til en videnssamfund, så væksten bare kan blive ved med at stige og stige... Men hvad har du tænkt dig at gøre ved alle de stressede børn, der kommer ud af den plan? Du skulle jo være minister for dem, ikke i mod dem...