Nyhed
Læsetid: 6 min.

Mere værdikamp end rød revolution

Ovenpå en værdiforladt valgkamp er det mest bemærkelsesværdige ved gårsdagens regeringsdannelse, at den i sig selv ligner en forsigtig begyndelse på et værdiopgør snarere end den økonomiske omvæltning, de røde førte valgkamp på
Ovenpå en værdiforladt valgkamp er det mest bemærkelsesværdige ved gårsdagens regeringsdannelse, at den i sig selv ligner en forsigtig begyndelse på et værdiopgør snarere end den økonomiske omvæltning, de røde førte valgkamp på
Indland
4. oktober 2011

Der er løfter, der ikke er blevet overholdt, og der er mennesker, der vil føle sig svigtet, men dagen, hvor historiens første S-R-SF-regering faldt på plads, ligner til gengæld indledningen på et opgør, statsminister Helle Thorning-Schmidt end ikke havde turde love.

Det borgerlige tiår har budt på sine økonomiske reformer og mørkeblå forandringer af skatte-, velfærds- og omfordelingspolitikken, men de solide, radikale aftryk på de økonomiske dele af regeringsgrundlaget betyder i praksis, at meget vil bestå.

Godt nok er den særligt lave startydelse og kontanthjælpsloftet væk, men efterlønnen er trods løfter om det modsatte ikke reddet, millionærskatten hænger i en tynd tråd, ligesom den regning S-SF havde lovet at sende til bl.a. banker, aktiehandlende er udskudt til senere diskussioner.

Men i fremtidens historiebøger vil 00'erne formentlig ikke mindst blive husket for Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkepartis værdikrig, og noget overraskende kunne meget tyde på, at det i stedet er her, S-R-SF har mandet sig op til et opgør.

Med mobiliseringen af de »helt almindelige danskere« omkring en form for nationalkonservativ romantik gjorde særligt V og O smagsdommere, kulturradikale, multikulturalister, rundkredspædagoger, hippier og anarkister, åbne grænser, islamister og andre uvestlige muslimer til fjender og tvang — vil kritikere mene — S-SF til at kapitulere.

En hindu og en homo

Således fyldte værdikampen heller ingenting i valgkampen.

Men med en konverteret hindu som ny kirkeminister, en homoseksuel kaospilot som kulturminister, en ngo'chef som udviklingsminister, en socialt indigneret beskæftigelsesminister og et nedlagt integrationsministerium er gårsdagens ministerliste en kastet handske, mener en række kulturpersonligheder og debattører.

»Jeg tror, det kommer til at tage lidt lang tid. Vi har været udsat for det, jeg kalder politisk kinesisk vandtortur i 10 år. Dryp efter dryp. Det sniger sig ind. Så der er meget, der skal rettes op på, og det kan en ny regering ikke gøre med fine hensigtserklæringer,« siger forfatteren Inge Eriksen, men kalder sig »fortrøstningsfuld«:

»Den nye kulturminister er en skat,« som hun eksempelvis siger om den radikale Uffe Elbæk, der var nævnt som en kandidat, men trods alt er et noget mere kontroversielt valg en eksempelvis den Socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, ville have været.

»Man har valgt en kulturminister, der kan tænke kulturområdet anderledes. Vi har brug for at opleve, at Kulturministeriet rent faktisk kan være innovativt, i stedet for bare at byde på konservatisme og kanon,« siger dokumentarist og skuespils- og romanforfatter Stig Dalager:

»I ti år har man dyrket frihedsbegrebet, men i virkeligheden indført en række begrænsninger på de kulturelle og etniske områder. Man har kyst eksperter og borgere fra at deltage i den offentlige debat. Der har været en stemning af begrænsning.«

En kampklar Venstrepolitiker konkluderede i går med et listigt smil, at den ny kulturminister er typen, »der altid vil insistere på, at to plus to giver syv, og som formentlig vil være sjov, men ikke særligt driftsikker,« og Uffe Elbæk er uanset hvad på mange måder den ultimative modsætning til den række af (kultur) konservative ministre, der har siddet siden 2001.

Queer regering

På samme måde betragtes den ligeledes radikale Manu Sareen, som et overraskende og spændende — grænsende til provokerende — valg som kirkeminister og dermed S-R-SF regeringens stemme på et andet af de områder, der har stået centralt i den borgerlige værdikamp.

Ikke alene er manden konverteret hindu, men desuden var han tæt ved at melde sig ud af folkekirken for få uger siden i protest mod behandlingen af homoseksuelle.

»Der er lidt queer over den nye regering, eller man kan queere den lidt. Det er nyt. Den nye kulturminister er bøsse. Der er en lang tradition for en sammenhæng mellem homoseksualitet og kunst og kultur. I dag kan en kulturminister være åben om det — to tidligere kulturministre måtte skjule det (Bodil Koch og Niels Mathiasen). I dag skjuler man det ideologiske og ikke det identitetspolitiske. Dernæst er Manu Sareen blevet kirkeminister, fordi han vil have kirken til at kunne vie homoseksuelle. Det er ganske overraskende. Derved styrkes kirken. Det er ellers partiets mål at skille kirke og stat. Og homoseksualitet normaliseres og bliver ligesom alt andet. Ligestilling er derfor identisk med homogenisering,« lyder analysen fra den borgerlige kulturdebattør, forfatter og lektor Hans Hauge. Den konservative kronikør og forfatter Michael Jalving kalder Manu Sareen som kirkeminister og nedlæggelsen af Integrationsministeriet de to stærkeste, værdipolitiske ændringer:

»Det er en måde at sige tak for sidst og et helt klart brud med konsensus. Det er symbolpolitik på højt plan,« siger Michael Jalving:

»Det er slående, at man vil nedlægge Integrationsministeriet. Det kan jeg kun fortolke derhen, at integration fremover med den nye regering skal opfattes som et socialt eller juridisk spørgsmål, og ikke længere som et kulturelt spørgsmål.«

Nu afgående seniorideolog hos Dansk Folkeparti, Søren Krarup, er helt enig:

»Det er tydeligt for alle, at eftersom den nye regering skal indordne sig under Radikale Venstre, så får de radikale revanche i kulturpolitikken. Det er helt tydeligt for alle, at nu begynder en ny kulturkamp,« siger han.

På integrations- og udlændingeområdet kan man indvende, at man med den ny socialminister Karen Hækkerup og den ny justitsminister Morten Bødskov får to repræsentanter for S-højrefløjen, der ikke ligefrem har haft travlt med at markere kant til regeringen, men en anden udlægning af netop de to lyder, at de måske blot har været dygtige til at holde den påkrævede partilinje.

Da Karen Hækkerup i går fik overdraget det integrationsministerium, der nu skal nedlægges, følte flere medarbejdere sig direkte provokeret af Hækkerups tale om, at det var tid til at byde udlændinge velkommen på en helt anden måde end hidtil. For venstrefløjsdebattør, forfatter og medstifter af det hedengangne Minoritetsparti, Rune Engelbreth Larsen, er det en vigtig, symbolsk begivenhed.

»Det et er et utroligt vigtigt signal, fordi vi i mere end ti år har levet med den her absurde holdning, at ethvert problem der berører folk med anden etnisk herkomst, skyldes integrationsproblemer,« siger han.

»Der er sket et markant skift i værdipolitikken i mere humanistisk retning.«

Faktisk er listen med lempelser lang og dækker fra lettere og hurtigere adgang til statsborgerskab og familiesammenføring til bedre forhold for asylansøgere.

From mand i ellert

Fra flere sider af holdningsspektrummet peger man også på skiftet fra Søren Pinds frihedskorstog som udviklingsminister til den klassiske NGO'er og radikale mand på posten i den ny regering — Christian Friis Bach, tidligere international chef for Folkekirkens Nødhjælp — som et centralt opgør. På godt og ondt, alt efter øjnene der ser.

Tilbage til klassisk fattigdomshjælp, som vi har pligt til, mener Villy Søvndal.

Eller: »En from mand i en ellert — kun en cykelhjelm ville være værre,« som Hans Hauge bemærker efter at Christian Friis Bach i går havde tilbagelagt turen fra Christiansborg til audiens på Amalienborg i det trehjulede 80'er-køretøj.

Blandt andre forfatter og professor emeritus, Hans Hertel, peger desuden på det lidt diffuse forhold til omverden som endnu et område, hvor der med regeringsgrundlag og ministerium-sammensætning er lagt op til et værdimæssigt skifte.

»De sidste ti år har været præget af en kynisme, der har gjort det flovt at være dansker. Søren Krarup har talt om et systemskifte i 2001, og man kan håbe, at det her er en befrielsesregering, der befrier os fra en række snærende bånd,« mener Hans Hertel.

Helle Thorning-Schmidt, der ellers har brugt det meste af sin vågne tid i opposition på at lukke værdimæssige flanker til de borgerlige, sagde i går:

»Der er tre partier, der i fællesskab ønsker at udstikke en ny retning for Danmark. Det spor, der igen kan gøre os stolte af Danmark.«

De borgerlige, til gengæld, regner med, at det vil fortage sig, når et nyt valg begynder at true, og som Michael Jalving siger:

»Jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvor populær Foghs værdipolitik stadig er. En fuldstændig omlægning af værdipolitikken vil være højrisikabel.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis en ny regering skal holde sig ved magten, er den vel også nødt til at forsøge at ændre nogle af danskernes værdier. For ellers skal der jo ikke meget til, før lidt stemmer siver tilbage mod højre side og dermed igen sætter både S og R uden for indflydelse.

Sat lidt på spidsen er det derfor et rigtigt klogt valg at bevare 24-års reglen (som man havde lovet) men nedlægge Integrationsministeriet og flytte integrationsindsatsen over i socialministeriet.

Og ja naturligvis har Jalving helt ret i, at det er et opgør med hele tankegangen om, at vi fra morgen til aften skal snakke om "dansk kultur" og "integrationsproblemer".

internationalt og nationalt,
ved ikke om det passer at leninisterne forfulgte de fleste queer;
i danmark har enhedslisten vist en queer-gruppe;

----------

der er noget der burde undre lidt deromkring
( såvel nationalt som internationalt, globalt, for alverdens vedkommende ):

alt andet lige er det forventeligt at de fleste almindlige
( her forstået som ikke-queer, eller som kun lidt queer ) mennesker,

er mere indstillede for det sociale, mere for kommunisme;
end de queer er,
fordi de almindelige mennesker, som oftest, jo har større interresse for fælles, ligelige, offentlige:
vuggestuer, børnehaver, skoler, idrætsanlæg,
fritidhjem,..

mystikken synes at brede sig, rygerne går om sammensværgelser,

hvor helle, til gengæld for thors støtte til:

frihed, lighed, fællesskab

for helle såvel som for thor

----

må lade loke lige kigge lidt på statens og den såkaldte folkekirkes sammenhænge.