Læsetid: 3 min.

Ministers plan for ulands-bistand har lange udsigter

Den nye udviklingsminister, Christian Friis Bach, vil sende en stor pose penge til de enkelte udviklingslande og selv lade dem vurdere, hvad pengene skal bruges til. Selv om det er en gammel idé, er den ifølge eksperter god, men politisk modvilje vil formentlig bremse de fine intentioner
Christian Friis Bach forlod Amalienborg i en ellert, da han var blevet udnævnt til udviklingsminister i sidste uge. I går foreslog han, at udviklingslandene selv skal bestemme, hvordan de vil bruge udviklingsbistanden

Christian Friis Bach forlod Amalienborg i en ellert, da han var blevet udnævnt til udviklingsminister i sidste uge. I går foreslog han, at udviklingslandene selv skal bestemme, hvordan de vil bruge udviklingsbistanden

Jakob Dall

11. oktober 2011

Giv en portion penge til hvert af de enkelte udviklingslande, og lad dem bruge pengene dér, hvor de selv mener, at skoen trykker. Ulandene skal have bloktilskud. Sådan lød den første store melding fra udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i går i Morgenavisen Jyllands-Posten, og den mødte en rasende reaktion fra Dansk Folkeparti.

Men den har længe været dansk politik — også for den tidligere regering med dens parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti.

Den er nemlig den centrale konklusion i den såkaldte Paris-erklæring, som dækker over arbejdet med at forbedre udviklingsbistandens effektivitet, og som blev vedtaget af mere end 100 donorer, organisationer og modtagerlande i 2005. Herunder Danmark.

Siden er den blevet evalueret i to faser i perioden 2007-2011, hvilket er den mest omfattende evaluering af udviklingsbistand nogensinde.

Det danske svar på evalueringen er endnu ikke formuleret, men det vil blive diskuteret og fastlagt ved et stort debatmøde i Eigtveds Pakhus på Asiatisk Plads i København i morgen. Senere på måneden skal svaret underskrives af udviklingsminister Christian Friis Bach.

Han udtalte i går i interviewet med Morgenavisen Jyllands-Posten, at han i stedet for at sidde hjemme i Danmark og udtænke store planer om, hvordan man skal bekæmpe fattigdom i Afrika, skaffe rent drikkevand eller bygge nye skoler, ønsker at »sende en stor pose penge« til de enkelte lande og så selv lade dem bestemme, hvad der er mest brug for.

»Det kræver naturligvis, at man har et nogenlunde velfungerende land med en ombudsmand, et retssystem, politi og en stribe folkelige organisationer, som vedholdende kan holde landets regering i ørerne. Men det er måden at skabe de bedste resultater,« sagde Christian Friis Bach (R) og fulgte dermed direkte i Paris-erklæringens spor.

Ønsker hånd i hanke

Så hvad er problemet? Paris-erklæringen har vist sig mere vanskelig at føre ud i livet end at erklære.

Udviklingsekspert Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for International Analyse (DIIS) er bekymret over, hvorvidt ministerens meldinger nogensinde vil kunne effektueres.

»Modellen undergraver én væsentlig ting, nemlig at giverlandet selv kan styre, hvordan pengene skal bruges. De fleste giverlande vil gerne have hånd i hanke med tingene, og politikerne i giverlandene vil gerne markere, at de nu gør noget for dette eller hint. Samtidig ønsker de at kunne dokumentere, hvad pengene helt konkret går til,« siger han og påpeger, at en gennemførelse vil kræve helt enorm indenrigspolitisk sammenhæng i giverlandene.

Mogens Buch-Hansen, lektor i internationale udviklingsstudier på RUC, er også kritisk over for modellen.

»Det store problem er, at det bliver dem, der sidder tæt på udviklingslandenes finansministerier, som kommer til at bestemme, hvor pengene skal hen. Derved er modellen ikke nødvendigvis hverken mere demokratisk eller behovsorienteret end den nuværende,« siger han og peger på, at pengene risikerer at gå til nye fly til præsidenten eller — endnu værre — våben til nedkæmpelse af opstand mod eneherskere. Derudover pointerer han en anden svaghed ved modellen:

»Bistand har i vid udstrækning altid haft et politisk mål. Hvis bare man sender en stor pose penge af sted, har man ikke længere mulighed for at lægge pres på ulandene,« siger han.

Lars Engberg-Pedersen tilslutter sig kritikken og tør ikke spå om bistandens fremtid.

»Det er svært at sige, hvad der præcist kommer ud af det. Generelt er der mange aktører på banen, der alle sammen er interesseret i helt præcist at kunne følge, hvor den danske krone ender henne — eller som ønsker at profilere sig på for eksempel uddannelsesbistand eller hivbekæmpelse,« siger han.

Mange interesser

At blokbistanden bliver svær at gennemføre — og at der er mange indblandede interesser — blev i går understreget, da udviklingsministerens egen arbejdsplads indtil for ganske nylig, udviklingsorganisationen Folkekirkens Nødhjælp, rettede en hård en kritik mod hans forslag. Det samme gjorde Ibis.

»Det nytter ikke noget bare at give udviklingslandenes regeringer en stor pose penge til udviklingsprojekter — uden samtidig at støtte de lokale folkelige organisationer og netværk, så de får styrken til at kunne holde regeringen fast på, at pengene bruges til det rigtige og ikke ender i korruption,« sagde generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, til Ritzau.

Christian Friis Bach sad som international chef i organisationen fra 2005 til 2010.

»Ngo'erne er jo mindst lige så meget en del af bistandskomplekset — ikke mindst de to nævnte (Folkekirkens Nødhjælp og Ibis, red.). Og heller ikke de er specielt interesserede i, at pengenes anvendelse udelukkende bestemmes af modtagerne,« siger Mogens Buch-Hansen fra RUC.

»Det er godt at have fået en ny udviklingsminister med friske øjne, som kender problematikken, men det bliver mildest talt ikke nemt for ham at implementere,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Ok, én pose. Siger og skriver: én pose til hver og kun hvis de kan få noget ud af pengene, skal de have én pose til. Ellers må vi overlade det til kineserne.

Den bedste ulandshjælp er simpelthen at fjerne deres gæld til os. Det giver ikke nogen mening at tage med den ene hånd og så give lidt med den anden.
Om det er bloktilskud eller at vi bestemmer hvad pengene skal bruges til via IMF er sådan set ligegyldigt. Begge dele er omsondst.

Der sker det at når vi f.eks. bygger en masse skoler i et Afrikansk land for X millioner, ja så tager undervisningsministeren X millioner af sit eget budget og stikker i lommen i sweitz. Han kan så sige til befolkningen 'se jeg har sørget for skoler til X millioner'.
Hvis vi giver dem bloktilskud på X millioner så sker der bare det samme. En eller flere ministre stikker X millioner i lommen, og f.eks. bygger så for X millioner de skoler der nu engang mangler.
Resultatet er det samme.

Forskning har vist at der ca. ryger det samme beløb ud af Afrika til hemmelige konti som det beløb de får ind i udviklingsbistand.

I øvrigt lidt plat han ankommer i en 30 år gammel ellert.

Hvorfor ikke ankomme i en Tesla eller en af de nye Better Place Renault'er eller anden moderne elbil?

Søren Kristensen

Tesla, jo vist skal vi se fremad, men:

Ellert-teknologien, i kombination med et mindre solcelleanlæg, svarer sikkert meget godt til det afrikanske niveau mange steder, hvor det handler om at hente vand ved en nærliggende brønd, ca. 10 km borte osv i den stil.

Det sjove er jo mens solen brager ned, sidder mange afrikanerne stadig i skyggen og funderer over hvordan de skal klare deres energi- og transportbehov, mens de håber på en pose penge fra bl.a. Danmark.

Torsten Mandal

Den almindelige befolkning i Afrika er glade for ulandsbistand men vil have donorene til at hjælpe med til kontrollen. Den seneste udvikling i flere af de lande der er fremhævet som foregangslande af ministeren er overraskende negativ både mht menneskerettigheder og Ibrahim-indexet for 'accountability'. Det går imod en generel tendens til mere frihed og gennemsighed samt vækst i Afrika siden ca. 1980, hvor donorene begyndte både at lytte mere og stille større krav til lokale regeringer.
De lande i Afrika hvor regeringerne frit bestemmer over store mineral, skov og olieindtægter er generelt der hvor befolkningen har færrest rettigheder og kampen om magten er hårdest. Det galdt også perioden hvor overvurderede valutaer, f.eks. x50 i Ghana og Nigeria, gav magthaverne en stor pose frie penge. Sektorbistand til relativt rimelige lande kan give dem al den indflydelse de kan argumentere for kombineret med gennemsigtighed og kontrol.
Politikere og bistandsstrateger har det med at overse de praktiske problemer og billige bæredygtige løsninger for de fattige på landet i troperne.

Paris-erklæringens Laissez-faire bistands poletik; er ikke mindre end en katastrofe. Enhver der har været i bistandsarbejdet bare nogle dage, vil vide hvilken magtmisbrug, magtfordrejning, og forfordeling det vil medfører. Anderledes ser det ud fra de bonede gulve, hvor magtens mænd gnubber skuldre med hinanden – jeg vidste bare ikke at Christian Friis Bach hørte til denne kategori. Et typisk modtagerland for dansk bistand, består af et komplekst konglomerat, at forskellig magt grupperinger. Etniske, religiøse, territorielle, politiske, familie baserede grupper strides om bistandspengene og forsøger hele tiden at skubbe hinanden ud! Ligeledes er det almindeligt, med selvudråbte grupper som hævder at de repræsentere denne eller hin, interesse eller fraktion – for det meste passer det ikke og mange af den slags ”repræsentantskaber”, er kun skabt til lejligheden. Jeg kender til sådanne ”repræsentantskaber”, hvor der stod en enkle familie bag. I Danmark blev de imidlertid opfattede som repræsentative for et helt folk, og der tilflød dem rigelige bistands midler. Omvendt vil en øgede bistand (uden kontrol) til undertrykkende regimer have katastrofale følger. Selv indenfor samme regering eller etniske gruppe, opstår der strid når der kommer penge ude fra. Overalt har det vist sig, at bistandspenge der kontrolleres af en 3´part, f.eks. en ngo, ar den bedste gennemslagskraft og gode muligheder for at undgå magtmisbrug. Det kræver selvfølgelig at ngo´en har et dybtgående lokalt kendskabet, til alle de sociale og etniske grupperinger. Disse grupperinger forandre sig til stædighed og derfor er de bedst egnede til at beskæftige sig med denne problematik de ngo´er som vitterligt opholder sig i de givne lande og geografiske områder. Jeg forstå godt at Folkekirkens Nødhjælp og bis er dybt bekymrede, for den bistands politik som Christian Friis Bach, vil fører vil skabe flere problemer end den vil løse! Da var det bedre med ingen bistand.