Interview
Læsetid: 7 min.

Der er ikke en modsætning mellem velfærd og det at redde klimaet

Danmarks nye klimaminister har svært ved at skjule sin begejstring over ikke blot at have fået det suverænt bedste afsæt i regeringsgrundlaget af alle ministre, men også over den måde, hvorpå han er blevet modtaget af erhvervslivet og danskerne i almindelighed. Hans største opgave bliver at bevare den begejstring, mener han
Danmarks nye klimaminister har svært ved at skjule sin begejstring over ikke blot at have fået det suverænt bedste afsæt i regeringsgrundlaget af alle ministre, men også over den måde, hvorpå han er blevet modtaget af erhvervslivet og danskerne i almindelighed. Hans største opgave bliver at bevare den begejstring, mener han
Indland
17. oktober 2011

De mange kompromiser i regeringsgrundlaget har givet den ny regering en svær begyndelse med anklager om løftebrud og lave ambitioner. Men er der et område, hvor S-R-SF og Enhedslisten indtil videre har leveret varen og lidt til, er det på klimaområdet.

Mens mange ministre trods valgsejren har fremstået lidt duknakkede, har klimaminister Martin Lidegaard (R) mest af alt svært ved at skjule sin begejstring, selv om regeringen endnu har til gode at føre de fine hensigter om en af verdens absolut mest ambitiøse planer for begrænsning af CO2-udslippet ud i livet.

»Regeringen har besluttet sig for at prøve at skrive et lille stykke verdenshistorie, og det fantastiske ved det hele er, at vi har det bedst mulige udgangspunkt overhovedet. Vi har en statsminister, en finansminister, et helt regeringshold, der er stærkt begejstrede for at tage den her grønne førertrøje på igen. Vi har et erhvervsliv, som jeg de her første ti dage på posten har oplevet som overvældende positivt. Vi har et internationalt samfund med FN's generalsekretær i spidsen, der står og klapper i hænderne. Og når jeg kommer cyklende til ministeriet, så råber folk efter mig på gaden,« siger han og understreger, at det altså er på den gode måde.

Begejstringen kan synes lidt paradoksal, når man tager den nylige klimafiasko i København i betragtning, og Martin Lidegaard var i sin funktion som formand for den grønne tænketank CONCITO indtil for få uger siden meget skeptisk over for det internationale forhandlingsspor, og det er han som sådan stadig, erkender han.

Mere kynisk

»Det, der har været min pointe, og som stadig er det, er, at det internationale COP-spor overhovedet ikke kan stå alene, hvis vi skal nå det store togradersmål. De enkelte statsledere vil — og kan nok i virkeligheden heller ikke — binde sig til noget, før de har gjort deres hjemmearbejde ved at se deres egne befolkninger i øjnene og overbevise dem om, at de ved, hvordan de kan nå reduktionsmålene, at de har råd til det, og at det oven i købet vil være en god forretning,« siger han og understreger, at først derefter kan de gå ud til de andre lande.

»Det er klart, at de internationale forhandlinger fortsat betyder noget, der kan være svært at definere, men som handler om, at man helst ikke vil stå sig dårligt i de her internationale sammenhænge, men det her pres har ikke vist sig stærkt nok. Min pointe er ikke, at de skal droppes, men at de ikke kan gøre det alene,« siger han.

Det hele er altså ikke så rosenrødt, som hans gode humør kunne forlede til at tro, og Lidegaard opfordrer også til en noget mere kynisk og noget mindre romantisk tilgang til klimaområdet end den, der har præget de seneste årtier.

»Vi vil vise det, vi er fuldstændigt overbeviste om i regeringen: At der ikke er en modsætning mellem at sikre sin befolkningen velfærd og varig, fornuftig økonomi og så det at redde verdens klima. Det er tværtimod en forudsætning for, at vi kan sikre økonomisk fremgang; at vi bliver uafhængige af fossile brændstoffer, der svinger så meget i pris, og at vi bliver mindre afhængige af de råstoffer, vi ikke selv er herre over. Økonomiske kriser og klimakrisen er tæt forbundne og kan kun løses ved en samlet indsats,« siger han.

»Vi opfatter det som noget, vi gør for vores egen skyld. Og jeg tror danskerne er med. Jeg så en Eurometer-måling, hvor 82 procent af danskerne gerne ville betale højere, grønne afgifter. Jeg har en fornemmelse af, at langt størstedelen af danskerne vil have, at vi adresserer nogle af de her grundlæggende problemer, der ligger bag de umiddelbare, økonomiske problemer.«

Og netop fornemmelsen af, at danskerne er med, er det, der giver ham mest håb.

Hvad er det værste?

»Det rygstød betyder ekstremt meget for en ny minister, for det her kan ikke lade sig gøre uden, for det er ikke en let opgave, vi har stillet os selv, og nu er min opgave at fastholde den begejstring og tage den videre. Vi er jo fast overbeviste om, at det her ikke bare vil gavne klimaet, men også dansk beskæftigelse og dansk økonomi på mellemlang sigt, men det ændrer ikke på, at der er en investering, der skal betales, på den korte bane. Min sværeste og mest delikate opgave er at få en finansiering stykket sammen, så den hverken er unødigt urimelig socialt set eller jager danske virksomheder ud af landet,« siger han.

»Der er en forsikringspræmie, der skal betales, men det er vores fremtid, vi forsikrer, både økonomisk og i bogstavelig forstand, og det handler altså ikke om mange tusinde kroner om året. Mit bedste argument er, at man altså også skal være klar over, at det kan blive meget dyrere ikke at gøre noget. Og ud over at det her på den korte bane vil det give en del beskæftigelse i en situation, hvor arbejdsløsheden er stigende, ligesom det vil give praktikpladser, så er mit tredje argument: Hvad så hvis vi tager fejl, og olie- og kulpriser rasler ned, fordi vi får økonomisk depression, eller man opfinder et eller andet smart? Hvad er så det værste, der kan ske?,« spørger han og svarer samtidigt på sit eget spørgsmål: »Det vil være, at vi har udviklet noget greentech i det her land og en energiforsyning, der kan vare 30-40 år, og skabt en uafhængighed af stater, vi ikke har spor lyst til at støtte.«

Privat forbrug skal med

Uanset hvor stor begejstringen måtte være i den almindelige befolkning, er en af de store erkendelser, Martin Lidegaard er nået frem til som følge af sammenbruddet ved COP15-forhandlingerne i Bella Center: At målene bliver svære at nå, hvis ikke man får engageret det private erhvervsliv.

Forleden så vi et eksempel på det offentligt-private samarbejde, som den ny regering har gjort til en hjørnesten i klimaindsatsen, da Pension-Danmark og Eksport Kredit Fonden valgte at stille 10 milliarder kroner af landets store pensionsformuer til rådighed som en lånemulighed for udenlandske selskaber, der vil investere i eksempelvis dansk vindenergi.

»På globalt plan er ca. 85 procent af alle penge, der cirkulerer i samfundet, private, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre at lave en grøn omstilling, hvis ikke de private investeringer og det private forbrug følger med. Det rejser en række interessante spørgsmål. Ingen offentlige budgetter kan løfte den investeringsopgave, vi står over for, når det f.eks. handler om vindmøller, energibesparelser, nye transportsystemer,« siger han.

»De offentlige midler skal afdække risici og gøre det attraktivt, men den store opskalering skal komme fra private investorer. Som en del af et nyt energiforlig kommer vi til at kigge nøje på, hvordan vi udbyder vores næste havmølleparker, og hvordan vi sikrer, at prisen falder. Den vigtigste forudsætning for at få flere pensionskasser, kapitalfonde, og hvad man ellers kan tænke sig, ind over det her område, er forudsigelighed og stabilitet. Vi har brug for at kunne kigge investorerne i øjnene og sige, at vi garanterer, at i hvert fald frem til 2020 er der et bredt forlig på det her område,« siger Martin Lidegaard.

Attraktivt for dig og mig

Som alle andre ministre står Martin Lidegaard dog også med den ret så dårlige forudsætning, at statskassen er tom, og at lysten til store investeringer i både privatbefolkningen og det private erhvervsliv for tiden er yderst begrænset.

Også her føler han sig nu noget bedre stillet end sine kolleger. I dansk politik er der tradition for, at klimaområdet holdes fri af finanslovene, hvorfor han ikke skal ud og konkurrere med eksempelvis investeringer i uddannelse eller en afskaffelse af fattigdomsydelserne, men at de ekstra indtægter, han får ind på de varslede, højere afgifter på eksempelvis forurening og energiforbrug, går beskåret til grønne investeringer. Og også når det gælder både enkeltpersoner og virksomheders investeringslyst er han en indtil videre ganske optimistisk.

»Vi har jo hørt den tidligere finansminister klage over, at der ikke blev langet nok fladskærme over disken, fordi folk sparer op, men for mig er det sund fornuft. Men det er altså også sund fornuft at fremtidssikre vores boliger. Vi har allerede mærket klimaforandringerne, og boligerne skal tilpasses, og vi har også brug for at gøre boligerne mindre sårbare over for stigende energipriser. Det er noget andet end at købe fladskærme.«

— Og hvis din fornemmelse er forkert?

»Så bliver det regeringens opgave at skabe økonomiske incitamenter til at gøre det rigtige. Det gør det under alle omstændigheder. Vi har den paradoksale situation, at det koster forbrugerne ret dyrt at tage de rigtige valg, og at de forkerte ting er for billige. Selv om der er justeret, er det nogle gange stadig for billigt at købe store, svinende biler, og der er ordninger på transportområdet, der ikke giver mening,« siger han og kommer med et eksempel:

»Før lavede Folketinget en vækstpakke, hvor man ydede tilskud til hvad som helst, om det så var en jacuzzi i badeværelset. Denne regering giver tilskud til grøn omstilling. Der er en masse knapper, der skal trykkes på, så det bliver mere attraktivt for dig og mig at træffe det rigtige valg,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helt korrekt - der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem velfærd og det at redde klimaet. Men det er desværre som hovedregel en modsætning mellem de metoder, vore teknokratiske regeringer bruger til at redde miljø og klima - og så samtidig at give fornuftig plads for natur og miljø. Martin Lidegaard er på mange måder den rigtige mand på posten, men han er som klimaminister mere industriminister, end miljøminister.

De værste syndere vil kun være med til at redde kloden hvis de kan profitere på det.

Absurd, men det er sådan det er.

øhh - mente: "vore teknokratiske regeringer bruger til at redde VELFÆRD og klima"...