Læsetid: 4 min.

'Panikken bliver en ond cirkel'

Sofie er 40 år og færdiggør sin ph.d. om et par måneder. Det bliver en lettelse, for i løbet af de sidste tre år har hun været under et hårdt pres, som både er gået ud over hende selv og hendes familie
24. oktober 2011

Allerede fra begyndelsen var Sofie stresset over sin ph.d. De kommende tre år tårnede sig op foran hende, og hun havde fået at vide, at hun skulle sørge for at gå i gang med det samme.

»Jeg tænkte over, om jeg nu ville kunne nå det, og om jeg var god nok. Som studerende var jeg vant til at få feedback minimum én gang hvert semester i form af en eksamen, men som ph.d.-studerende er der ikke særlig megen sparing,« fortæller hun.

Sofie er i dag kun få måneder fra at være færdiguddannet ph.d. De sidste knap tre år af hendes arbejdsliv har hun tilbragt alene foran en computer på sit kontor eller derhjemme, og indimellem har følelsen af ensomhed ramt hende hårdt: »Det er ikke en generel følelse af ensomhed, jeg oplever, for når jeg går hjem fra kontoret, har jeg mit almindelige liv med min familie. Men i forhold til mit arbejde oplever jeg en ensomhed, fordi jeg ikke har nogen at spare med i det daglige eller nogle til at fortælle mig, om jeg er på rette spor«.

Sofie har en vejleder, hun er glad for, men hun synes ikke, hun kan tillade sig at bruge ham mere, end hun har krav på. Det bliver til to-tre møder hvert halve år, og indimellem stikker hun hovedet ind på hans kontor for at spørge om noget.

»Min vejleder fortæller selvfølgelig, hvordan han synes teksten ser ud undervejs, men der er virkelig mange gange, hvor jeg alligevel begynder at tvivle på min egen formåen i forhold til det, jeg laver,« siger hun.

Ender i en ond cirkel

Sofie ved godt, at hun burde gøre noget mere for at få et socialt liv med de andre ph.d.-studerende på fakultetet, men det ender ofte med, at hun alligevel ikke får gjort noget ved det.

»Der er ikke nogen på mit fakultet, der laver noget, der bare minder om det, jeg laver, og derfor får jeg aldrig noget fagligt ud af det, hvis jeg spiser frokost med nogle af de andre ph.d.-studerende,« siger hun, men indrømmer, at hun alligevel burde gøre mere for ikke at føle sig så ensom.

»Jeg burde jo egentlig bare aftale nogle kaffemøder med de andre studerende eller gå til fredagsbar med dem. Det er bare ikke altid, jeg får det gjort, når jeg sidder og kigger på sin deadline, og mit dilemma bliver hurtigt, at jeg kan gå hen og drikke kaffe med mine kolleger eller blive på mit kontor og skrive videre. Tit ender det med det sidste,« siger Sofie og tilføjer, at hun godt ved, at det på lang sigt ikke en god investering, fordi hun på den måde kommer til at presse sig selv.

Presset bliver en ond cirkel, som indimellem resulterer i, at hun går i panik. Det gjorde hun eksempelvis forleden dag, da hun som sædvanligt sad på sit kontor og læste.

»Pludselig faldt jeg over noget, som virkede meget centralt for mit emne, men som jeg ikke havde skrevet én linje om i min afhandling. Jeg blev nervøs og tænkte: 'er det nu forfærdeligt, eller er det ok?' I den situation ville jeg gerne kunne have haft mulighed for at spørge nogle andre, om det bare var mig, der havde fået præstationsangst, eller om det rent faktisk var et problem,« siger hun og fortæller, at en følelse, som den hun fik forleden dag, har det med at sætte gang i en masse tanker.

»Jeg begyndte at blive nervøs for, om det nu betød, at der var mange flere huller i afhandlingen og ting, jeg helt havde overset«.

Private træder til

I situationen valgte hun at ringe til sin kæreste og tale med ham om det, fortæller hun.

»Det fik svedperlerne på min ryg til at forsvinde. Tit er det folk fra min private omgangskreds, der hjælper mig ud af det, og det er ikke fordi, jeg ikke kan snakke med min vejleder om det. Jeg kan bare ikke gøre det hver gang«.

Sofies familie kan godt mærke, at arbejdspresset har ramt hende hårdt i perioder, og især Sofies søn på 10 år har lagt mærke til, at hans mor har mindre overskud.

»Han har udviklet et negativt syn på mit arbejde, fordi han godt kan mærke, at det stresser mig mere, end mine tidligere jobs har gjort,« siger hun og tilføjer, at det har sat nogle tanker i gang hos hende.

»Undervejs har min bekymring været, om jeg nu formåede at komme ud på den anden side med en søn, der stadig var velfungerende, og et nogenlunde forhold til min kæreste«.

 

Af hensyn til fremtidige ansættelser har den medvirkende ønsket at være anonym, og Sofie er derfor et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes rigtige identitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det bliver til to-tre møder hvert halve år". Hvor er det dog bare alt for lidt.

Hvordan kan en vejleder vise så lidt interesse for en PhD studerende at han/hun ikke ofrer bare lidt mere tid på sin studerende. Det er da i begges interesse at projektet bliver maksimalt vellykket.

Dog er det jo langt fra nyt at mange studerende, navnligt humanister, er stort set overladt til sig selv.

Jeg har tilbragt en del tid i den naturvidenskabelige universitets-verden og ingen steder har jeg oplevet at en vejleder ikke mødtes med en studerende MINDST en gang eller to om måneden.