Læsetid: 7 min.

Om at rode i fortiden, når de ansvarlige er døde

Hvorfor gjorde de andre voksne ikke noget? Det spørgsmål trænger sig på hos børnehjemsbørn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Men det kan være svært for tidligere ansatte at forholde sig til, om de har svigtet
Hvorfor gjorde de andre voksne ikke noget? Det spørgsmål trænger sig på hos børnehjemsbørn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Men det kan være svært for tidligere ansatte at forholde sig til, om de har svigtet
18. oktober 2011

»Det har vi måske håndteret forkert, men jeg kan ikke forstå, at det skulle være så vigtigt.«

Det siger den 77-årige tidligere overlærer Arne Christiansen, når han bliver spurgt om, hvad han gjorde, da han hørte rygter om, at eleverne på hans skole blev udsat for seksuelle overgreb.

Fra 1968 og frem til 1997 var Arne Christiansen ansat som engelsk- og dansklærer på Det kongelige Opfostringshus, bedre kendt som Skorpeskolen. Samme dag, Arne Christiansen blev ansat, ansatte skolen også en socialrådgiver. Og om socialrådgiveren har tidligere elever på skolen fortalt Information, at han udsatte dem for seksuelle overgreb. En elev har også fortalt, at en anden lærer på skolen beordrede ham til at sutte sin pik, hvorefter eleven blev penetreret.

Men når lærere og pædagoger på Skorpeskolen fra tid til anden hørte rygter, var det åbenbart svært at tro på dem, så tilsyneladende tog ingen af de voksne på skolen sig rigtigt af det.

»Det er jeg stadig vred over,« har den tidligere elev Claus Due sagt til Information.

Mange år efter sin skolegang har han hørt fra en tidligere lærer, at flere forældre dengang klagede til forstanderen over socialrådgiverens store interesse for, om eleverne onanerede. Dengang blev der indledt en undersøgelse af socialrådgiveren, men hvorfor den løb ud i sandet, kan eller vil ingen i dag forklare.

Arne Christiansen er en af de få tidligere lærere på Skorpeskolen, der overhovedet vil udtale sig. Andre tidligere ansatte afbryder samtalen hurtigt:

»Vi protesterede dengang, og der var nogle forhør, men jeg vil ikke bidrage til nogen artikel,« som en tidligere lærer på Skorpeskolen siger.

En anden tidligere ansat afviser det slet og ret: »Det er løgn. Jeg tror ikke på det.«

Selv er Claus Due ikke i tvivl om, at det kunne have hjulpet ham, hvis han havde fået lov til at fortælle, hvad han blev udsat for — i stedet for at skulle tumle med det hele selv i så mange år:

»Hvis de voksne havde spurgt eleverne, om de havde været udsat for noget, så havde jeg fortalt min historie, det er jeg sikker på.«

Nu blev han aldrig spurgt, og som han siger:

»Jeg var for bange til selv at gøre det, fordi jeg var sikker på, at de så ville tro, det var løgn. Dengang var pædofili så tabubelagt, at jeg end ikke havde ord til at fortælle om det.«

Arne

Arne Christiansen kan godt huske socialrådgiveren, der døde efter et trafikuheld i 1978.

»Jeg kan ikke sige så meget om ham. Han var bøsse og en god kollega, men jeg har ikke anset ham for at have pædofile tendenser. Jeg hørte rygter, men jeg troede ikke på dem,« fortæller han og vender tilbage til den side af sagen, som optager ham:

»Det er så lang tid siden, så hvad er formålet med at grave det frem nu? De ansvarlige, altså udøveren og ledelsen, er døde.«

Arne Christiansen bekræfter, at der blandt nogle lærere på skolen var mistanke om, at socialrådgiveren var pædofil.

»Vi var i hvert fald så opmærksomme på det, at vi forelagde det for forstanderen, der iværksatte en tjenestemandsundersøgelse. Jeg ved ikke, hvorfor den løb ud i sandet,« siger Arne Christensen, der understreger, at han stadig »ikke forstår interessen i det«.

Undersøgelsen førte ikke til, at socialrådgiveren blev afskediget. Efter en orlov på et års tid fortsatte han på Skorpeskolen. Den anklage, som en tidligere elev har rettet mod en anden af skolens lærere, vil Arne Christensen ikke forholde sig til.

»Det tror jeg ikke på,« nøjes han med at sige.

Arne Christensen vil ikke sværte den daværende forstanders minde. »Han var i alle årene min bedste ven,« siger han.

At rode op i fortiden på skolen i dag så mange år efter sammenligner han med højreorienteredes jagt på venstreorienterede, der skal sige undskyld for Stalin-tidens rædsler.

»Herregud, der er ikke noget at undskylde. Man graver bare ting op om folk, der ikke lever mere,« siger han.

Kjeld & Ove Henning

En anden, som også gerne vil udtale sig, er Kjeld Kristensen. Han blev ansat på Skorpeskolen i 1964 som pædagog, og han husker, at socialrådgiveren blev ansat for at aflaste forstanderen, fordi denne i en periode var gået ned med stress. Derfor støttede forstanderen socialrådgiveren, der hurtig fik stor indflydelse på skolen. Han var f.eks. den eneste på skolen, der havde kontakt med elevernes forældre, fordi en af hans opgaver var at hente nye elever, der skulle begynde på skolen. Nogen gange skulle eleverne først overnatte hjemme hos socialrådgiveren, således som Claus Due har fortalt om.

»Man fornemmede godt, at socialrådgiveren havde en vis magt over de svage drenge,« husker Kjeld Kristensen.

Han husker også, at både pædagoger og lærere protesterede mod, at socialrådgiveren kom tilbage efter sin orlov, og at der blev indledt en undersøgelse.

»Der kom en kontorchef fra Københavns kommunes første afdeling sammen med en sekretær og talte med os alle enkeltvis. Vi sagde alle, det ville være uheldigt, hvis socialrådgiveren vendte tilbage. Men det fik ingen effekt.«

Kjeld Kristensen erindrer derimod ikke, om nogle af de ansatte fortalte om, hvad han kalder »de usunde forbindelser« mellem socialrådgiveren og nogle elever.

»Vi vidste godt, at socialrådgiveren tog elever med hjem, men vi vidste ikke, hvad der foregik i hans hjem. Hvis der er sket ting, der ikke skulle ske, nåh ja, det var da uheldigt, men vi kan jo ikke rigtig gøre noget ved det. Han har været død siden 1978, så fred være med ham,« siger Kjeld Kristensen.

Selv har han været ungkarl i alle de år, han boede på skolen.

Ove Henning Jensen nåede at være ansat som viceforstander på Skorpeskolen i tre måneder samtidig med socialrådgiveren. Heller ikke han ved, hvorfor undersøgelsen af socialrådgiveren endte med, at han kunne fortsætte på skolen.

Cykelkurt & NN

En tidligere elev på Skorpeskolen kaldet Cykelkurt afviser, at det skulle spille en rolle, at der er gået mange år.

»Man kan sammenligne det med en forbrydelse, begået af en afdød. Skal politiet så indstille efterforskningen,« spørger han.

»Krumtappen er, at de misbrugte børn får løftet den mistænkeliggørelse af sig, som den pædofile udsætter dem for: Det var DIN skyld, det var DIG, der lokkede,« siger han og forklarer, at pædofile ofte har en opfattelse af, at det er barnet, som er den skyldige, fordi barnet har lokket dem i uføre.

»Uhyrlighederne skal frem i lyset for at forebygge gentagelser. Desuden skal det tegne et realistisk og troværdigt billede af de år, vi gik på skolen, og af det liv, vi havde. Glansbilleder fra skoletiden har vi set nok af,« siger han.

En anden tidligere elev, som har valgt at være anonym, fastholder, at når de ansatte på en institution er svage, så giver det plads til pædofile. NN er selv blevet udsat for overgreb fra socialrådgiverens side, og han støtter, at der kommer mere fokus og opmærksomhed på overgrebene.

»Åbenhed er starten på en proces, hvor unge, der dengang blev voldtaget, kan forstå, at det ikke var deres skyld,« siger NN og henviser til, at »også i dag er der voksne, som har kendt til overgreb mod børn, men som ikke har gjort noget.«

Poul-Erik & Tine

Talsmand for Godhavnsdrengene, Poul-Erik Rasmussen, har selv været udsat for seksuelle overgreb, da han var anbragt på drengehjemmet Godhavn. Han kritiserer, at de ansatte på mange institutioner lukkede øjnene for, hvad der foregik, og han har et bud på en forklaring på deres passivitet.

»Der var pædofile på masser af børnehjem, og efter min mening vidste mange af de andre voksne godt, hvad der foregik. Men de reagerede ikke. Måske fordi ni ud af ti voksne pædagoger på hjemmene ikke havde en uddannelse dengang, men derimod var helt i lommen på forstanderen. Hvis de gjorde én forkert bevægelse eller sagde for meget, så røg de ud.«

Foreningen Godhavnsdrengene har brugt mange kræfter på at få en officiel undskyldning fra Danmark for de overgreb, anbragte børn har været udsat for. Hidtil har det været forgæves.

Ifølge Poul-Erik Rasmussen bærer mange tidligere anbragte børn rundt på en angst, som aldrig forlader dem.

»Vi skal have slået fast, at det ikke var børnenes skyld, og jeg tror, at en officiel tilkendegivelse ville betyde meget for mange tidligere anbragte, fordi det så ville stå klart, at det ikke var dem, der var noget galt med,« siger han.

»Selv i dag, mange år efter, er der flere, som ikke tør stå frem og tale om, hvad de har været udsat for, bl.a. fordi de i sin tid har fået at vide, at de var fulde af løgn, hvis de sagde noget om det,« siger Poul-Erik Rasmussen og oplyser, at i Sverige, Norge, England og Australien har staten sagt undskyld for overgreb mod anbragte børn.

Seniorforsker Tine Egelund fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, støtter, at overgrebene mod anbragte børn nu undersøges til bunds.

»Staten havde jo påtaget sig et forældreansvar for de anbragte børn, og hensigten var jo, at børnene skulle have et bedre liv end det, de havde derhjemme. Derfor var og er det et offentligt ansvar, at de anbragte børn blev behandlet godt,« som hun siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

''»Det har vi måske håndteret forkert, men jeg kan ikke forstå, at det skulle være så vigtigt.«

Det siger den 77-årige tidligere overlærer Arne Christiansen''

Jeg har udelukkende EN bemaerkning til en saadan kommentar: ''Foej for en bemaerkning, sagt af et menneske, som helt sikkert har vidst hvad der foregik...kun et saa helt typisk ''efterkrigs-barn'' kan vaere foelelseskold nok til at komme med en saadan udtalelse!!

MIN udtalelse her, er IKKE paa nogen maade ondt ment, selvom den sikkert kan lyde saadan!

Jeg har selv lavet en del slaegtsforkning. Mine bedsteforaeldre kom foerst frem i lyset, da jeg som voksen, selv begyndte at lede efter dem paa diverse arkiver samt blandt stadigt levende mennesker, jeg fandt ud af de maatte have kendt!

Lige netop ovenstaende saetning kom op hundredevis af gange....''jamen, det er jo saa mange aar siden Jette, saa det vil vi ikke tale om mere''....aha.....og, der staar man tilbage med fornemmelsen af, at ens liv faktisk er liegyldigt i disse menneskers oejne...efterkrigs-generationen!?

Mange mennesker ville maaske have slaaet sig til taals med dette, men jeg bliver rasende og staedig og, jeg fandt da ogsaa mine - desvaerre afdoede bedsteforaeldre, men paa vejen moedte jeg saa mange fra denne generation, at jeg - nu hvor jeg laeser denne artikel om disse mishandlede drenge, ikke kan lade vaere med igen at taenke over dette......noget skete med den generaton, som lige med noed og naeppe kan huske krigen...eller i hvert fald slutningen af den...de voksede op med noget, jeg i dag, ikke kan lade vaere med at kalde en total ligegyldighed for andre levende mennesker....ofte inklusive deres egne boern og aegtefaeller! En saa total mangel paa menneskelig foelelse, som jeg selv har moedt gennem min 'rejse' gennem min famiie og, som nu - gennem denne artikel - igen stikker sin iskolde kloer frem og, jeg foeler med alle disse drenge - nu maend, for, hvor har mange af dem taget alvorligt psykisk skade af at vaere barn eller elev af denne kaempe store generation....generationen, som vi maaske skulle foele medlidenhed med, men som jeg - efter min research, samt ved at kigge paa min egen familie, ikke laengere er saa sikker paa, boer have nogen form for medlidenhed......

Staten HAR netop et meget stort ansvar i alle disse menneskeskaebner, - ligesom staten boer vaere ansvarlig for at der bliver lavet noget/meget mere reearch i, hvad denne kaempestore efterkrigsgeneration har gennemaaet, for jeg tror, dette vil kunne vise os noget af vort lands (og resten af de Europaeiske landes) vej fremad, men maaske jeg er helt gal paa den!?

Sorry......dette var hvad disse drenges/maends lidelser fik frem hos mig.......rigtigt godt at I lle taar frem nu...ogsaa Arne Chritiansen, som ikke mener, det er noedvendigt at tae om mere.....det er nemlig uhyre vigtigt hr. Christiansen, for vi er nogle nye generationer der skal foere vort land videre......

Det er rystende, jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg har selv boet på institution, det var hårdt nok uden statspædofili.

Det virker ikke som om almenvellet, har det store kendsskab til de døgninstitutioner.

En undersøgelse, og en undskyldning er på sin plads, eller skal det være op til troende, med pavens velsignelse?.

Jette Abildgaard

Jesper Wendt,

Enig!!!

Ogsaa jeg var paa en institution, - eller rettere en efterskole, men naar man taler 70'erne kommer det ud paa et.... ingen forbrydelser af denne art paa min heller....saa vidt jeg ved, MEN da jeg for faa aar siden - som en anden kriminel - vendte tilbage til aastedet, som i de mellemliggende aar var blevet meget mindre....som det saa ofte sker med vore erindringer.....da var alle mine papirer derfra.....pist borte og, det saa ud som om jeg aldrig havde vaeret der!? Min person forekom dog paa flere foto fra dengang og den nuvaerende forstander blev roed helt op til haarroedderne....hm!!

There is more to life.....nogle gange er det maaske sundt nok ikke at kigge tilbage, eller i hvert fald at laere at se det lidt 'udefra'...men ja....det var bestemt ikke nogen dans paa roser og, jeg har uendelig stor sympati med disse drenge, som oveni havde disse oplevelser.....det maa have vaeret et rent helvede!!

Jette Abildgaard

Bob...

Ja jeg har forladt mit lille land for mange aar siden og, jeg kommer ikke til at bo der igen ....men Bob....

....goer mig nu ikke aeldre en jeg er vel o)....tresserne var ogsaa unge i 70'erne o)....og, jeg kan ikke huske 50'erne......fordi det var foer jeg 'besluttede' at komme forbi denne planet en tur......o)

'Problemet' med et saadant lille land paa denne planet, er vel blot, at man kom til at elske det, som aarene gik.....paa godt og ondt...ikke....?

Det kan godt løbe mig koldt ned ad ryggen at høre disse historier. Jeg er selv et børnehjemsbarn årgang -57, der hurtigt og lykkeligvis blev adopteret af mine forældre.

Hvis jeg var blevet hængende, ku' jeg måske ha' oplevet det samme.

Der er flere steder i verden, hvor børn er blevet groft og perfidt udnyttet og misbrugt. Det ene er i en række katolske og protestantiske børneinstitutioner. Det andet er i østblokkens børneanstalter.

Der er en fællesnævner. Den hedder 'individets udslettelse i systemet'. I kirkelig konteks er dette tankesæt repræsenteret ved henholdsvis jesuitterne og calvinisterne (Calvin var i øvrigt selv jesuit). Fælles for både den katolske og den protestantiske gren - og begge har haft MEGET stor indflydelse på vores skolesystemer og syn på børn, opdragelse og disciplin - er grundideen om, at børn er sjæleløse væsener, non-individer, manipulerbare størrelser, ler der kan formes efter forgodtbefindende.

Jesuitten vil sige: 'Giv mig det 4-års barn, og jeg skal give dig den voksne'. Calvinisten vil sige 'Barnet er ligesom de fleste voksne mennesker uden sjæl. De er syndere, de er får, der har brug for en hyrde.'

Pædofili har været udtalt i begge sammenhænge. Det er ikke så sært. De er begge på hver deres måde psykopatiske tankesæt. Når man ikke ser mennesket som et individ, et væsen med en sjæl, så er det ganske OK at behandle det efter forgodtbefindende. Ligesom et dyr. Hvilket i øvrigt uddyber forståelsen af disse folks verdenssyn: dyr kan også behandles efter forgodtbefindende!

Et lignende misbrug af mennesker og børn fandt sted i de store totalitære systemer. Både kommunismen og nazismen / fascismen var i virkeligheden ikke politiske systemer, men kulte. En kult har mere tilfælles med religioner og sekte end med politiske partier og ideologier.

Den synes åbenbart at være et træk ved kulte, at man ikke behandler børn godt. I sataniske kulte gør man unævnelige ting ved børn. Alene i USA forsvinder der hvert år en halv million børn, og kun 1/10-del findes igen af forklarlige årsager. Hvad sker der med resten?

Tidligere chef for FBI i Los Angeles, nu afdøde Ted Gunderson, kom ved et tilfælde på sportet af en stribe sager om satanisk børnemishandling med rituel kontekst. Da det gik op for ham, at disse sager trak spor helt ind i hans egen organisation og videre ud blandt politikere og helt ind i regeringsgrupper i Washington, deriblandt navne på toppolitikere, der er kendt i hele verden, stødte han forståeligt nok på temmelig stor modstand. Han fortsatte efter at være gået på pension med at forfølge disse sager, men måtte konstatere, at de systematisk blev blokeret og saboteret.

Den siddende pave, en af verdens mest indflydelsesrige mænd, har en fortid som Kardinal Ratzinger (søn af en nazistisk politimand, selv tidligere medlem af Hiltler-Jugend), hvor han sendte breve ud til alle biskopper med pålæg om at hemmeligholde alle sager om pædofili, indtil de var forældede, og misbrugerne ikke længere kunne retsforfølges.

Jeg trækker disse linier for at påpege, at de store aktører på verdensbanen er medspillere i det, som vi oplever som lokale tilfælde af misbrug. Der er større ting på spil.

Børnehjem er en form for fængsler for børn, der på underlig vis straffes for noget, deres forældre har gjort. Eller også har deres forældre ikke gjort noget som helst, men børnene straffes alligevel for det. Intentionen er måske ikke fra starten at straffe nogen, men selve systemet synes at tiltrække misbrugere. Misbrugere forklæder sig altid som velgørere.

Misbrugerne udgør et mindretal, en undtagelse. Men de har en særlig evne til at skjule sig blandt alle de velmenende og empatiske medarbejdere i de sociale institutioner. De har bare en anden agenda.

Hvis man virkelig skulle trænge til bunds i pædofiliens og dermed også menneskeofringens oldgamle, okkult-sorte væsen, skulle vi skrive bindstykke afhandlinger. Men her skal blot siges, at dette uvæsen er urgammelt, det tåler helst ikke dagens lys, det trives i de fineste og mest respektable kredse, men det SKAL hives frem i lyset og konfronteres !!

Vi tror, vi har afskaffet den slags, at vi er oplyste mennesker, at magisk tænkning tilhører eventyr og børneværelser. Intet kan være fjernere fra sandheden. Det er en udbredt praksis på højeste niveau i vores samfunds styresystemer. Men indtil videre har det for udøverne af denne praksis været tilstrækkeligt at latterliggøre, mistænkeliggøre og dæmonisere alle tiltag til at forklare dette tankesæt.

Det er ikke længere tilstrækkeligt.

Jette Abildgaard

morten hansen,

Hvor er det forfaerdeligt og, rigtigt....det faar haarene til at rejse sig...

Og, er en af de ting du proever at sige ikke, at vort lands regering sikkert ikke ville turde gaa ind i en stoerre undersoegelse, fordi dette netop er saa helt uendeligt stort og, fordi mennesker med en vanvittig stor magt - ogsaa i Danmark - deltager i det!?

Sikke en gang godnat laesning!! Lad os proeve, om ikke vi kan raabe saa hoejt, at i hvert fald nogle journalister vil begynde at grave......!! Spoergsmaalet er, hvor langt de vil faa lov at grave....???

Marianne Haslev Skånland

  
"fortiden" - - - "de ansvarlige er døde" ?

De ansvarlige for DAGENS overgrep mot barn, utført av sosialvesenet og dem de betaler fett, er i levende live, og de fortsetter uhyrligheter som aldri før. Hver en dag.
  

Grethe Preisler

Tak for reminderen Omar - så længe der er håb er der liv.

"Eskalationens begrænsede virkning:

Når terroren er tilstrækkelig stor
gir mange op

Når terroren derimod blir total, så
opgir stadigvæk
kun
mange." - Wolff Bierman

Jette Abildgaard

Marianne, Omar, Grethe,

Jeg sidder og taenker tilbage paa raporten som kom ud her i Irland i 2009......

Bagefter laeste jeg alle de indlaeg igennem, i alle disse artikler, som Information har lagt ud...

Nu sidder jeg og taenker paa, at Irland vist ikke er saa slem....de skulle blot se hvordan de faktiske forhold er i Skandinavien....

Det er ''farligt'' at begynde at analysere hvordan ens eget land er skruet sammen..

Hvordan blev vores politikere som de er, hvorfor valgte de de stillinger de har...alle 'social-''raadgiverne'', sagsbehandlerne, embedsmaendene......osv.osv?

Hvorfor foretages disse overgreb??

En af de saetninger jeg husker fra den Irske rapport er.....'

'I couldn't turn to my mum because I knew she herself had been abused...my dad was in the pub, drunk as usual...''

Denne saetning er blevet haengende i mit hovede og, nu hvor jeg laeser om Danmark er der et spoergsmaal, som bliver ved at komme frem.....''hvor mange i Danmark (Norge, Sverige), er IKKE paa en eller anden maade - maaske ikke selv, men i familie med - i kontakt med mindst en, der er blevet misbrugt???''

Vi er ALLE i kontakt med de misbrugte, ikke....og en stor del af dem var ikke staerke nok....de bukkede under og, mange af dem blev selv misbrugere....det er dem vi kender i dag...dem der sidder - ofte - i de offentlige stillinger (laerere, sagsbehandlere, 'psykologer'...), hvor de kan oedelaegge saa meget som muligt for andre, fordi de selv har et forfaerdeligt liv, og derfor ikke under andre det godt...