Læsetid: 2 min.

S: Manglende ligestilling er ikke et problem

Socialdemokraternes politiske ordfører afviser, at overvægten af mænd blandt ministrenes spindoktorer er et problem, fordi der er tale om en lille del af regeringsapparatet
Socialdemokraternes politiske ordfører afviser, at overvægten af mænd blandt ministrenes spindoktorer er et problem, fordi der er tale om en lille del af regeringsapparatet
1. november 2011

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kan slet ikke se problemet i, at kun et fåtal af regeringens toprådgivere er kvinder.

»Jeg synes ikke, det er noget problem. I ser på en meget lille bitte del af regeringen, som ellers er en regering, der for første gang er styret af en kvinde som statsminister, med stor ligestilling mellem mænd og kvinder og med en ligestillingspolitik, som er suveræn og progressiv,« siger han og hæfter sig ved, at partiet netop har ansat en kvinde som leder af Informations og Analyseafdelingen, og at der også er ansat en ny kvindelig pressechef.

- Men Socialdemokraterne har talt for at indføre kvoter i børsnoterede virksomheders bestyrelser — er det ikke dobbeltmoralsk, at I ikke ansætter kvindelige spindoktorer?

»Nu er det her jo ikke en bestyrelse,« siger Magnus Heunicke.

- Men det er vel andelen af kvinder på topposter, som I har ment var vigtig at øge?

»Derfor har vi også en kønsmæssig ligelig fordeling blandt ministrene, og statsministeren for bordenden er for første gang i Danmarkshistorien en kvinde.«

Chef i Justitsministeriet

- Tre ud af 19 departementschefer er kvinder. Er det godt nok?

»Hvad angår departementschefer, så synes jeg, der burde være en mere ligelig kønsfordeling, og der er lige kommet en dygtig kvindelig departementschef i Justitsministeriet. Der står mange dygtige kvinder på spring, og de er vigtige at få placeret.«

- Stod der ikke dygtige kvinder på spring til stillingerne som særlige rådgivere?

»Det gjorde der garanteret. Jeg har ikke siddet i ansættelsesudvalget. Der er dygtige kvinder til alle poster. Men som sagt er det her en meget lille del, I ser på. På Information har I én kvinde ud af syv i jeres bestyrelse, selv om I er en avis, der vægter ligestilling og har kvinder på vigtige poster. Men jeg anklager jo ikke Information for ikke at tage ligestilling alvorligt, bare fordi jeres bestyrelse ikke har så mange kvinder. Det ville være en fejl.«

- Men er det et godt eksempel, når S netop har langet ud efter sammensætningen af virksomheders bestyrelser, og selv Helle Thorning-Schmidt har talt for en norsk model, der går ud på at øge andelen af kvinder i bestyrelser ved hjælp af kvotelovgivning?

»Vi skal nu undersøge, hvad der skal ske, fordi den tidligere regering ikke har gjort noget på området. Vi vil se, hvordan vi kan få flere kvinder i bestyrelserne. Det ville være en gevinst for virksomhederne.«

Mikroskopisk

- Ville det ikke være en god idé at starte med selv at ansætte kvinder?

»Regeringen vægter ligestilling meget højt, og for første gang har vi fået en kvinde som statsminister, og vores ligestillingspolitik er suveræn. Så ser I på en mikroskopisk promilledel af regeringen, men på den måde vil I kunne finde forskellige mønstre, og sådan må det være.«

- Hvorfor har I så vægtet kønsfordelingen blandt ministrene, som jo også er et lille hold?

»Det er ikke en lille ting at være minister, og det er ministeren, der tegner butikken. For jer i pressen, der sms'er i tide og utide med spindoktorerne, betyder det nok noget, men det er ministeren, som bestemmer. «

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu