Læsetid: 4 min.

SF vil både være i regering og i opposition

Det var med fuldt overlæg, at SF's politiske ordfører bragte millionærskatten på banen igen, og ikke overraskende, at han blev sat på plads. De sidste dages forløb udstiller et parti, der — klemt af regeringsdeltagelsen — forsøger at markere sig
Til trods for at der er fuld opbakning til, at Jesper Petersen skal repræsentere folketingsgruppen og dermed indimellem må gå længere, end regeringen er villig til, så er balancen svær at opnå.

Til trods for at der er fuld opbakning til, at Jesper Petersen skal repræsentere folketingsgruppen og dermed indimellem må gå længere, end regeringen er villig til, så er balancen svær at opnå.

Mik Eskestad

21. oktober 2011

»Helt gakgak,« var blot en af de mange lidet flatterende kommentarer, der ramte SF i går, efter at partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, først luftede muligheden for at genoplive millionærskatten i forbindelse med en kommende skattereform for derefter hurtigt at blive banket på plads af sin egen skatteminister Thor Möger Pedersen. Men der er ikke tale om en splittelse i SF. Som ordføreren selv formulerer det: »Skulle jeg have en ta-tovering i nakken, ville der stå 'loyalitet'.« Men partiet har med dårlige målinger og en elendig valgkamp indset behovet for at markere sig med socialistiske standpunkter — og skatteminister Thor Möger Pedersen blev omgående orienteret om den politiske ordføreres udmelding til pressen. Dermed er det, der ligner rent kaos, efter alt at dømme et bevidst forsøg fra SF-toppen på både at være i regering og i opposition. Selv om det ikke umiddelbart ser kønt ud at blotlægge en uenighed om skattepolitikken, er analysen internt i partiet, at de to herrers meldinger godt kan samles i et hele; nemlig forsøget på at få gennemført en skattereform, der kan skabe større lighed.

Mellem linjerne

Hvis man nærlæser Jesper Petersens udtalelse, står der intet, som går i mod partiets ønske: »Vi ville jo gerne have haft det med, men i stedet kan millionærskatten tages op igen i forbindelse med skattereformen. Det er en finansieringskilde, der helt entydigt betyder, at de mest velstillede bidrager mest,« lød det fra den politiske ordfører til Berlingske i går.

En udmelding, som også blev godt modtaget af Enhedslisten, med hvem SF kæmper om venstrefløjens vælgere.

Men få timer senere sendte skatteminister Thor Möger Pedersen følgende skriftlige meddelelse til avisen: »Millionærskatten fremgår ikke af regeringsgrundlaget og er ikke på tegnebrættet. Men regeringen vil fremlægge andre elementer, der sikrer, at også de velstillede yder det, de skal, når skatten skal lægges om.«

Dermed tegner der sig enighed om én ting: Der skal en bedre social balance i skattesystemet. Det er dog ikke billedet af den politiske substans, der står tilbage. Tværtimod gav forløbet anledning til, at pressen igen-igen kunne skrive historier om intern splid i Søvndals rækker.

Til trods for, at der er fuld opbakning til, at Jesper Petersen skal repræsentere folketingsgruppen og dermed indimellem må gå længere, end regeringen rent faktisk er villig til, så er balancen svær at opnå. Ikke mindst i forhold til netop millionærskatten, som er blevet et sprængfarligt symbol på det markante lighedstiltag, som SF ikke fik igennem i regeringsgrundlaget.

Omkring Thor Möger Pedersen ærgrer man sig da også lidt over, at Jesper Petersen talte så konkret om millionærskatten, der er blevet et fyord. Hensigten var god, men ordvalget uheldigt, hvilket afsenderen også selv har erkendt. Ikke mindst fordi både Margrethe Vestager og siden Helle Thorning-Schmidt måtte redegøre for regeringens linje i sagen.

S: Så er det nok

Millionærskatten er dog ikke det eneste punkt, hvor SF's politiske ordfører har lagt sig ud med regeringen — ikke mindst med de radikale. I søndags gav han den radikale samarbejdspartner skylden for, at de ligheds-skabende initiativer stort set er forsvundet fra regeringsgrundlaget.

»Vi er jo i regering med et parti, der ikke har samme målsætning om lighed som os og ikke samme målsætning om at finde finansiering til bedre velfærd og bedre folkeskoler,« sagde Jesper Petersen til Politiken.

Det skabte selvsagt nogen surhed hos de radikale. Derfor var snoren heller ikke lang, da man onsdag erfarede, at SF endnu engang gik enegang — nu på millionærskatten. Ifølge Informations oplysninger udløste det en alvorlig dialog mellem regeringens toprådgivere — men hos Thornings tropper kunne man berolige med, at der var taget hånd om sagen.

Dermed tyder alt på, at Helle Thorning-Schmidt over for SF har måttet gøre det klart, at nu stopper legen.

Hos Socialdemokraterne er det ikke just muntert at indlede regeringsperioden med et SF, der har akut behov for at markere sig. Det kunne give anledning til radikal kritik — hvilket ville medføre en endnu større regeringskrise, end de dårlige målinger antyder. Normalt får en ny regering da også 100 dages mere eller mindre fred til at finde sig til rette. Men med stribevis af anklager om løftebrud og vigende vælgertilslutning er situationen en ganske anden. Ikke mindst for SF, der helt åbenlyst er sat i den værste kattepine.

Møde i landsledelsen

Nu satser man i stedet på at kunne profilere sig på mere socialistiske initiativer i forbindelse med finansloven som eksempelvis afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Senere vil slagsmålet om en skattereform stå, og også her må og skal SF indhente sejre, der er til at sælge. Foreløbig skal baglandet, der helt oplagt ikke er jublende lykkelige, holdes i ro.

Lørdag den 29. oktober skal SF's landsledelse mødes oven på forrige weekends evaluering af valgkampen. Ud over drøftelserne om en ny næstformand efter Thor Möger Pedersen, vil dags-ordenen også indeholde et andet vigtigt punkt: Hvad nu, SF?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John V. Mortensen

Ak - ja: Problemet med ar være et regeringsparti - er, at man nu skal skælde ud - på sig selv. Den med, at det er de andres skyld, duer ikke mere.

Kirsten Henningsen

Der er noget, jeg ikke forstår: Hvorfor er meningsmålinger så vigtige, når en ny regering er dannet?

Det er sæføli dejligt at få gode "karakterer" af befolkningen, men har en dansk regering nogen sinde udskrevet valg på grund af dårlige meningsmålinger.

Ka' regeringer ikke være ganske ligeglad med meningsmålinger i de første par år efter et valg?

Jeg håber at SFs bagland forstår at de med deres kurs er med til at sikre en ny borgerlig regering sejren ved næste valg. Men de synes måske Danmark er bedre tjent med en borgerlig regering en opposition der ikke behøver gå på kompromis med diverse utopier?

Danmark er ikke og bliver aldrig et 100% rødt eller blåt land. Der er de mandater der er. Få nu for fanden det bedste ud af dem.

Meget enig med Adam - Venstrefløjen kan vælge den gennemtestede revolutionære linje : Vælte eller undergrave den nuværende regering, læne sig tilbage med rene hænder og gentage : Hvad sagde vi !
Vi kan så indlede en ny 10 årig ørkenvandring hvor højrefløjen kan boltre sig i privatiseringer ad bagvejen og undergravelse af velfærdssystemet og retsstaten.
Danmark har haft et solidt borgerligt flertal siden 1968 - Det utrolige er i virkeligheden at vi har en regering som vi har, så mangelfuld den er.

Brian Pietersen

Jeg kan godt forstå SF vil gøre noget ved den skat, at de andre så ikke er enige er fint nok, så må de prøve igen, det er demokratiets spilleregler.

Argumenterne frem i lyset, på mange leder og kanter, dag og nat, kom frisk.

Man behøver ikke at være fan af regeringsgrundlaget eller SF’s utilstrækkelige fingeraftryk på dette for at mene, at det ville være rart om kommentatorer som Helle IB og Krause-Kjær samt nu Cristian Jensen (Weekend udgaven) passede deres arbejde som ja kommentatorer og journalister i stedet for at agere politiske smagsdommere af borgerlig observans for R og VK! Selv om SF ikke fik millionærskatten med i regeringsgrundlaget og formodentlig heller ikke får netop den med i skattereform mv., ja så er det da en måde at fastholde presset på regeringen på, når formuleringer som “socialt afbalanceret” mm. skal udfyldes og konkretiseres. SF skal have de “tæsk” de fortjener, ligesom alle andre iøvrigt!, men denne her langt hen af vejen helt usaglige mobning af alt hvad partiet rører ved er ulidelig!
Det helt afgørende for, hvilke lovforslag og praktisk politik og med hvilket indhold, der kommer på banen fra regeringens side, ja det afhænger i høj grad af, hvilket pres S men især SF er udsat for internt og eksternt. Derfor er et seriøst pres så vigtigt, som for eks. Jesper Petersens forsøg på at holde liv i millionærskatten - som Helle Ib kalder gak, gak, Krause-Kjær for et politisk vakuum og Cristian Jensen kalder SF’s mislykkede ”både og rolle” - selv om JP formodentlig (og forhåbentlig) godt ved, at netop denne ikke er i spil, når beskatning af de velstillede i dette samfund skal holde for. Men det udgør et helt nødvendigt pres for, at de velstillede kommer til at holde for i lovforslag (skatte-, finanslov mv.), dvs. når den vedtagne "sociale balance" skal konkretiseres i lovforslag mm.
Dernæst til oplysning for Cristian Jensen og andre, så er det næsten 100% sikkert, at alt hvad der presses igennem af "SF-politik" EFTER at lovforslag mv. er fremsat, ja det får EL kredit for hos vælgerne og ikke SF, husk det!
Regeringsgrundlaget er uinteressant i den forstand, at det foreligger som realitet og ikke for indeværende kan ændres, derfor ingen millionærskat, men regeringsgrundlagets udmøntning og implementering er derimod vigtig, dvs. processen er særdeles vigtig og er lige begyndt eller rettere dårligt startet endnu, så det er det den politiske ageren og kamp nu handler om intet andet!
Så når alle ovennævnte – samt flere i denne debat - ikke nøje skelner mellem et for SF livsvigtig seriøst pres, som ovenstående af JP, og useriøs kritik, som mere bunder i personlige nederlag eller lignende, ja så vil man i praksis ikke SF det godt, men (helt legalt) støtte andre partier især R! Sådan er det, som jeg ser det!