Læsetid: 4 min.

SF har problemer med balancen

Personsagerne omkring SF'erne Vigsø Bagge, Möger og nu Qureshi er de åbenlyse eksempler på, at SF har svært ved at håndtere de dele af partiet, der ikke føler sig repræsenteret. En række udfordringer vil tvinge Søvndal til at vælge, om han skal omfavne eller tromle kritikerne
19. oktober 2011

Det stod allerede under valgkampen klart, at det store eftervalgsdrama — på trods af den historiske indtræden i regering — ville udspille sig i SF. Bortset fra hos de nærmest resignerede Konservative, der havde tabt på forhånd, var det i SF, uroen rumlede efter den bratte nedtur fra de Villy-maniske dage midt i valgperioden, hvor SF en overgang var på størrelse med S.

Desto mere overraskende er det, at personsagerne omkring Pernille Vigsø Bagge, Thor Möger Pedersen og nu Kamal Qureshi med al tydelighed har vist, at man ikke ved, om man skal skabe ro ved at inkludere eller isolere de dele af partiet, der er mest skuffede. Og flere og større spørgsmål, der bliver udslagsgivende for både balancen og udsigten til mulig fred i SF, venter de kommende uger og måneder.

Det var ret illustrativt, at folketingsmedlemmet Pernille Vigsø Bagge — efter at være blevet frasorteret i spillet om ministerposter — truede med at melde sig ud af partiet, for så senere på aftenen at erobre posten som formand for den decimerede folketingsgruppe.

Det samme gælder håndteringen af Thor Möger, der ganske overraskende blev hentet ind som skatteminister, for siden — nærmest for rullende tv-kameraer — at måtte trække sig som næstformand i partiet. Det efter kritik fra repræsentanter for den ganske store del af baglandet, der ser den blot 26-årige Søvndal-løjtnant som billedet på det 'moderne' SF, man finder magtbegærligt og uideologisk — og nu desuden fejlslagent.

Det mærkværdige er ikke udfaldet af de to sager, men at toppen tilsyneladende ikke havde set det komme.

Suppleanter?

Og der er ingen grund til at tro, at det ender her.

I baglandet diskuterer man i disse dage heftigt en række mulige opgør, der venter umiddelbart forude, og som kan få ganske stor indflydelse på balancen i partiet. Siden valget har man bl.a. debatteret, om man skal forsøge at få ændret reglerne i Folketinget, så man som under den tidligere SR-regering får mulighed for at hente suppleanter ind i folketingsgruppen i stedet for ministrene. Argumenterne for er ligetil, for med blot 16 folketingsmedlemmer, hvoraf fem er ministre, er der tale om en relativt lille gruppe, og fem suppleanter vil desuden udløse en noget større, økonomisk støtte.

Man udsætter sig dog også af samme grund for mulig kritik, og samtidig lyder fortolkningen fra dele af venstrefløjen i partiet, at ledelsen slet ikke ønsker at få suppleanterne ind, da det bl.a. vil betyde comeback til netop Kamal Qureshi og også en anden intern kritiker i form af Trine Pertou Mach.

Tilsyneladende rækker utilfredsheden — eller antallet af kritikere — dog ikke til et opgør om den beslutning nu. Til gengæld har den mere traditionelle 'venstrefløj' blikket rettet mod den reform af principprogrammet, der skal gennemføres næste forår — og ikke mindst valget af næstformand og afstemningen om sammensætningen af partiets landsledelse.

Ny næstformand

Debatten om principperne vil med garanti føre til en række — om ikke andet forsøg på — benspænd, og næstformandsposten, der er ledig efter Thor Möger Pedersen, er rent praktisk noget mere betydningsfuld end i mange andre partier, hvor den mest har symbolværdi.

Kritikere af ledelsen forventer, at den af hensyn til freden kan gå til en, der rent faktisk vil kunne udgøre lidt modvægt til ministerholdet.

Trine Pertou Mach er et blandt flere bud, mens andre tvivler på venstrefløjens styrke og evner til at mobilisere sig, og i stedet peger på den særdeles ledelsestro Kasper Bjering, der i den grad deler synet på praktisk politik med eksempelvis Thor Möger Pedersen.

Netop nu er det uanset hvad uaktuelt for venstrefløjen at forsøge at 'kuppe' posten, da landsledelsen langt overvejende er på linje med partiledelsen, hvilket i praksis vil umuliggøre en reel ændring af balancen.

Men der pågår ifølge flere SF'ere i øjeblikket en mobiliseringsindsats i forhold til valget til landsledelsen i foråret, der ifølge de mest optimistiske kritikere kan ende som noget af en protesttilkendegivelse over for den linje, der måske nok bragte SF i regering, men også har kostet mærkesager.

Indtil videre ser det ud til, at Villy Søvndal snarere vil ensrette end samle partiet.

I dagens sag om Qureshi, der trues på sin politiske karriere af sin egen lokalformand — der står partitoppen meget nær — er man tilbage på hardlinerlinjen, men måske kan Søvndal hente inspiration hos sin ny regeringspartner, Helle Thorning-Schmidt, hvis måske største bedrift har været at sætte en stopper for interne slagsmål.

Hun begyndte godt nok med at isolere og skræmme de hårdeste kritikere på flugt, men der skal blot kastes et blik mod den gamle ærkefjende i by- bolig og landdistriktsministeriet, Carsten Hansen, for at konstatere, at hun var mest effektiv, da hun omfavnede kritikerne ihjel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

SSF samarbejdet har vist sig at være en kæmpe strategisk succes. SF burde melde sig kollektivt ind i S, i stedet for at gå den modsatte vej.

Der er selvfølgelig det problem at ssf.dk ejes af Sammenslutningen af slægtshistoriske foreninger, men det kan vel fixses?

Bortset fra det så er lidt uro på bagsmækken ikke nødvendigvis den sikre død. Om ikke andet så skaber ueninghed opmærksomhed. Se bare hvordan uro skabte masser af opmærksomhed omkring De Konservative da de var i regering, uden at det i sig selv udgjorde noget større problem.

Jeg ser helt klart den nye regering som et fremskridt, men der er alvorlige skønhedspletter.

Jeg ser det som helt naturligt at SF straffes for den politik de har valgt at føre. Det er klart at der er forskel på teoretisk ideologi og praktisk politik. Det forstår de fleste.

I SF's tilfælle ser det dog ud som om at man har været så forhippet på at komme til magten at man har glemt politikken.

Alting har været så fortænkt og spundet op at man hverken har villet fortælle hvad man vil politisk eller føre en anden politik end hvad man tror fokusgrupperne vil synes om.

En valgkamp handler om markedsføring. Alle partier burde fortælle hvad de vil og hvordan de vil opnå det. Så stemmer man og derefter kommer man frem til de bedste kompromiser efter hvad nu valgresultatet siger.

Så enkelt er det. Jeg tror ikke de havde gået glip af magten selv om de havde fortalt hvad de ville og hvordan og hvornår de vil/kan implementere det.

Jeg kan godt forstå baglandet i SF. Dels er der lidt brødnid efter nedgangen, men der er også et reelt problem i den udstukne retning for politikken.

På sæt og vis reddes man lidt af den lammede opposition. Det eneste de kan diske op med er alt det her med løftebrud. Den nye regering fører jo i det store hele den borgerlige politik videre, så alle skræmmekampagnerne var jo løgn og latin.

Jeg tror det er på tide at man begynder at anse vælgerne for værende ikke-idioter!

Ø og B belønnes fordi de turde fortælle hvad de vil og hvordan.

Tine Sørensen

Jeg er sgu ked af det på SF's vegne! De har gjort det rigtige, for at få indflydelse. Og prisen har været kolossalt høj. Men det værste er næsten at se de menneskelige omkostninger. Villy, - som jeg holder meget af, - synes at have mistet fodfæstet, - at være blevet banket til ukendelighed fra både bagland, R og S. Jeg har svært ved at få øje på nogen i SF, som kunne have gennemført, hvad han har gjort. Det er stort i mine øjne. Og det burde være stort for SF, at de nu har ministre placeret på vigtige poster i regeringen. - Nu skal de forstå, at bruge det!!! - Klogt og strategisk, - og ikke overilet under pres fra baglandet!!!!
Det næste der kommer er finanslovsforhandlingerne. Og jo mere de radikale har opnået, - jo mere de har trynet sig igennem til, - jo mere får SF tilgode i de forhandlinger.
- HVIS SF - efter alt det arbejde og efter alle de mange forhandlinger - SKULLE overveje at forlade samarbejdet (!), - så er de Radikale på spanden... - og så er S på spanden....
Så- SF HAR magt!!! - Men de skal genvinde fodfæstet......
- Og kære Villy! - Du vil blive husket, som den, der fik SF ind i regeringen, - og som skaffede ministerposter og reel indflydelse til SF. - Ret dig op!! - Grib det sværd, du nu har i hænderne! - Vi er rigtig mange, der har vores skæbne overladt i din varetægt! - Også enhedslistens vælgere vil jo støtte dig!!! - Vi har SÅ meget brug for dig!

Problemet er lige så enkelt, som det er svært at gøre noget ved, når først det er etableret organisatorisk og måske især mentalt.
Umiddelbart kunne man fristes til at mene, at det siger mere om Villy Søvndals personlige kapacitet og vurderingsevne, at det tilsyneladende eller åbenbart kræver et vist niveau i evnen til rygklapperi for at komme i front på dagens SF hold - eller latterlig offentlig illoyalitet.
Men sådan er det med centralisme og har altid været, det lukker sig om sig selv, lukker omverdenen ude og hører intet andet end egen selvrosende bekræftigelse.
Derfor var SF tidligere et udpræget demokratisk parti også internt, idet dets historiske oprindelse - fra DKP - havde lært partiet på den hårde måde, at en åben demokratisk organisation er forudsætningen for den kritiske selvreflektion, der er så vigtig især for et parti, der vil undgå at blive fanget ind og opslugt af det eksisterende markedssystem.
Dette interne demokrati kan nok være besværligt, som det eksterne i øvrigt lige så, men det forhindrer netop det, vi ser i SF i dag, et lukket, centralistisk og topstyret foretagende, som derfor begår fatale og gentagende fejl(især siden sagen med Holbergskolen), som man er ude af stand til at indoptage og få rettet op på, netop fordi der ikke foregår en åben og levende, kritisk debat internt i partiet og ud af til mod omverdenen.
Straffen kommer nu, hvor tendensen er magten for magtens egen skyld, medmindre partiet evner, at få genskabt det levende men besværlige demokrati, i stedet for at satse på rockstjerne status og medløberi!