Læsetid: 3 min.

Syddanmark hungrer efter højtuddannede

Mens de ledige københavnske akademikere venter i arbejdsløshedskøen, hungrer Sønderjylland efter kloge hoveder. Så udtalt, at de netop har iværksat et flerårigt projekt for at skaffe og holde på de højtuddannede. Akademikerne gider ikke bo i Udkantsdanmark, lyder vurderingen
24. oktober 2011

Aldrig har der været så mange arbejdsløse akademikere som nu. Som Information i torsdag beskrev, viser de seneste ledighedstal fra fagforbundet DJØF, at hele 35,5 procent af de nyuddannede endnu ikke et år efter endt uddannelse er i job.

Men problemet er tilsyneladende et københavnerfænomen. For i Region Syddanmark hungrer man ligefrem efter højtuddannet arbejdskraft — i en sådan grad, at man netop har iværksat et flerårigt projekt, der skal tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft til området.

»Vi har et konkret problem i vores region, at de unge søger ud for at læse, og det er i sig selv fint. Problemet er bare, at de ikke flytter tilbage,« siger chefkonsulent i Region Syddanmark, Merete Woltmann.

Job bliver ikke besat

»Der er en del virksomheder, særligt vind- og grøn energivirksomheder, der helt klart siger til os, at de desperat står og mangler højtuddannet arbejdskraft,« siger hun. Således får regionen løbende henvendelser fra virksomheder, der brænder inde med stillinger, de ikke kan besætte.

»Jeg har været til møde med en række virksomheder, som siger, at de har opgivet at få fat i de nødvendige medarbejdere, så de slår simpelthen ikke stillingerne op længere,« forklarer Merete Woltmann.

Med bus til Tønder

Alene sidste år var der godt 4.000 flere højtuddannede, der flyttede fra regionen, end der flyttede til, og manglen på højtuddannet arbejdskraft i Syddanmark gælder både i det private og det offentlige.

For at gøre noget ved problemet, sendte Tønder Kommune tidligere på året en bus til København alene med det formål at fylde bussen op med akademikere, køre dem på charmetur til Tønder og vise de københavnske kandidater, hvor meget Tønder har at byde på.

Hos virksomheden Lodam i Sønderborg, der specialiserer sig i grøn teknologiløsninger og energieffektivisering, har man lige nu seks ubesatte ingeniørstillinger, og næste år bliver der op til 15 flere ledige stillinger. Direktør i Lodam, Kristian Strand, er ikke i tvivl om, hvorfor de højtuddannede er skræmt væk fra byen og fra de tyndtbefolkede landområder generelt.

»Her er ganske dejligt i Sønderborg, men der er mange, der synes, det er langt væk. Jeg tror, folk er bange for, at der ikke er nogle kulturelle tilbud, at man ikke kan finde andre job i området, hvis man bliver træt at sit nye, og så videre. Det er bare svært at få folk hertil,« siger Kristian Strand.

Også direktør for Danfoss i Sønderborg Gerhard Bertelsen kan melde om manglende arbejdskraft.

»Der er jo rigtig mange af dem, der har en videregående, der synes, det er mere attraktivt at være i trekantområdet eller i Århus eller København. Og det kan vi godt mærke hos os,« siger Gerhard Bertelsen.

Men én ting er, at visse områder i Syddanmark har et dårligt ry. Noget andet er de helt lavpraktiske overvejelser som, 'hvad med min ægtefælle?'. Hos Regionen Syddanmark er netop dét et af de afgørende tiltag i deres planer om at tiltrække arbejdskraft.

»Vi kører en ordning, der hedder 'job-til-to', hvor vi i vores netværk forsøger at skaffe job til den medfølgende ægtefælle. Der er forskellige ordninger med en mentor i kommunen, og skulle der være venteliste i institutionerne, springer man køen over som tilflytter. Vi har en masse tiltag, som skal gøre det mere spiseligt at flytte hertil, men folk synes, det er langt væk,« forklarer Kristian Strand.

De bedste i udlandet

Ligesom hos Lodam er det især ingeniører, området hungrer efter ifølge Region Syddanmark. I så høj grad, at man nu også aktivt efterlyser og forsøger at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra især Europa, men også fra ikke-europæiske lande.

Men når Syddanmark efterlyser højtuddannet arbejdskraft i udlandet, er det ikke kun af geografisk nødvendighed. Der findes ganske enkelt ikke nok kvalificerede ingeniørkræfter i Danmark, vurderer ingeniørforeningen IDA fast.

»Vi oplever ikke, at ingeniørerne går en stor ledighed i møde, tværtimod. Der er en efterspørgsel på kvalificerede ingeniører, især i de tyndtbefolkede områder. Vi er simpelthen nødt til at åbne for at hente højtuddannede udefra. Der er brug for nicheingeniører inden for eksempelvis elektronik og IT, og der findes der ganske enkelt ikke nok kvalificerede hænder til at besætte stillingerne — slet ikke i yderområderne. Så det handler ikke kun om mobilitet,« siger IDA-formand Frida Frost.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Mærkeligt, at de ikke kan rekruttere dem fra Slesvig. Der må vel også være ledige ingeniører syd for grænsen, et stenkast derfra.

Jeg var selv nede og holde kursus for Danfoss sidste år, og der var flere tyske ingeniører ansat. Bor man f.eks. i Flensborg, så er der ikke mange kilometer til Gråsten eller Sønderborg for den sags skyld.

/O

Sønderjylland er jo blot en forstad til Hamburg - det burde tiltrække mere end afskrække. Måske skulle man oprette nogle uddannelser lokalt...

Kristina Jensen

Hvorfor bruge livet på transport?

Tid er det vigtigste vi har og den skal bruges fornuftigt. Det lyder banalt, men det er jo egentlig det artiklen handler om (også). Man gider ikke bo, hvor der er langt imellem det man skal bruge. Det er der uomtvisteligt i Sønderjylland.

Kristina Jensen, for mange travle moderne mennesker er tiden brugt på transport deres væsentligste frirum. Hvor får man ellers tid til at læse bøger, sove eller blot tænke, hvis ikke i togkupéen eller bussen?

-en- Kristina- nej.

I Sønderborg er der altså både caféer, et stort kulturhus med alskens musikoplevelser, også klassiske :) med meget mere.

Og i Sønderborg er der altså også Netto, Brugsen, Kvickly og mange flere butikker at købe ind i - præcis som i København og Århus.

Og man kan sagtens bo i Kolding, og arbejde i Tønder (tager cirka en time), eller i Aabenraa (tager cirka 45 minutter, hvis man altså har en bil....) Og fra Kolding, hvor der er Trapholt, Koldinghus samt et godt bibliotek kan også arbejde i Esbjerg (tager cirka 45 minutter i bil)

I København og Århus bruger man altså også tid på transport, f.eks. kan man bi i Frederiksværk eller Hillerød og hver dag bruge 1 time på transport til arbejde og 1 time på transport fra arbejde. Måske føles det kortere end 1 times transport gør her på grænsen til Sønderjylland, hvor jeg bor...?

Ang. de tyske ingeniører så tror jeg, at Tyskland beholder dem, da der vist er jobs nok til dem i Tyskland.

Og der er altså oprettet uddannelser lokalt; SDU har uddannelser i Sønderborg, i Esbjerg, i Kolding og selvfølgelig i Odense....

Kristina Jensen

Peter Hansen, jeg bor i Lyngby og synes togturen på 17 minutter ind til København er alt rigelig. Jeg kan også cykle den på 40 minutter. Jeg tager den ikke for at få hørt de programmer jeg downloader fra P1 eller læse den bog jeg har udvalgt til at læse lidt i, i stillekupéen hvor jeg konstant skal lege pædagog for mine medpassagerer, der ikke fatter hvad en stillekupé er. Nej, det er snarere omvendt og jeg nyder langt mere de 2 ting hjemme i min bløde sofa. Hvis jeg ikke fylder transporttiden ud med noget fornuftig underholdning, så har jeg spildt min tid fuldkommen.

Nu er jeg et af de her moderne unge mennesker, som du så fint omtaler :-) Min plan er at placere mig så jeg altid har et S-tog tæt på min bopæl og aldrig behøver bil. Jeg vil ikke antage et job, der kræver mere end 30 minutters transporttid. 30 minutter hver vej i hverdagene er 5 timer på en uge. Det er alt rigelig forkælelse af diverse underholdsningsløjer jeg nu kan finde på.

Jeg er opvokset i Storkøbenhavn og når nogle af mine venner flytter længere væk end 15 minutters gang fra en S-togs station, så tænker jeg, at de har isoleret sig. resultatet er også færre besøg og langt til ALT. Heroveni skal man også påregne 2 biler, som ikke er billigt og så skal der arbejdes mere for at have råd til disse og der svandt der så mere tid hen.

Problemet er vel tit at når man flytter et sted hen for at læse i tre, fem eller flere år, så ender man jo med at opbygge et netværk og en tilværelse der. Så kan det være svært at rykke det hele op med rode og flytte "hjem" igen.

Og det er altså ikke en dans på roser med alt den transporttid. Vi bor i Odense. Min kæreste har fået arbejde på Rigshospitalet og jeg har fået arbejde i Horsens. Så selvom vi begge er 37 timers ansatte og reelt ender på mindre end 37 timers arbejde om ugen i gennemsnit (pga afspadsering fra nattevagter m.v.), så får transporten det til at løbe op i mellem 50 og 60 timer om ugen for hver af os. Så er der altså ikke meget tilbage af en uge.

Jens Carstensen

Det er rigtigt, at man kun er et stenkast fra Hamborg og en spytklat fra Flensborg i Sønderjylland.Derudover er Sønderborg,Åbenrå og Haderslev på østkysten ganske udmærkede byer, at bo i ! Tønder og Ribe nær Rømø er nogle små perler på vestkysten, ja,og tager man Esbjerg med,en stor by efter danske forhold, så er Fanø lige ved hånden i sommerhalvåret(ja, året rundt).
Faktisk kan man bosætte sig i Flensborg; der er virkelig en privat økonomisk gevinst forbundet med at bosætte sig i Tyskland og arbejde i DK.
For mig ser det også ud til, at artiklen sigter mod ingeniøren, det er ingeniører man eftertragter.Det må være civil-ingeniører,da man både kan læse til teknikumingeniør i Sønderborg og i Esbjerg, så ??

"Og fra Kolding, hvor der er Trapholt, Koldinghus samt et godt bibliotek kan man også arbejde i Esbjerg (tager cirka 45 minutter i bil)".

I forhold til en sådan mulig prioritering, må det anføres at Esbjerg altså er en større by en Kolding.

I øvrigt må det altid betragtes med skepsis, når nogle egne hævder at de ikke kan få højtudannet arbejdskraft. Artiklen tager udgangspunkt i ledighedstal fra DJØF, men kan kun underbygge artiklens påstand med et flaskehalsproblem omkring nogle specialiserede ingeniør og IT-funktioner.

De store grupper af akademikere der ikke kan finde relevant arbejde, er for længst vænnet til at skulle kigge efter jobmuligheder der ligger langt væk. Og Syddanmark yder ikke megen hjælp i denne henseende, da man dér generelt ikke er gode til at bruge akademikere, bort set fra i relativt få specialistfunktioner hvor de ikke kan undgås.

Og ja, Esbjerg er en større by end Kolding, men det er en meget kedelig by, mener jeg. (ligner Aarhus engang i 1980erne...). Og vel er der et museum og vel er der et musikhus, men selve bymidten er - efter min mening kedelig.

Hvis man f.eks. gerne vil gå på cafeer er der altså flere muligheder i Kolding end i Esbjerg; der er nogle få i Esbjerg. Grunden til jeg peger på Kolding er at herfra kan man faktisk nå hele vejen rundt, man kan arbejde i Horsens mod nord, man kan arbejde i Sønderborg mod syd, man kan arbejde i Odense mod øst og i Esbjerg mod vest.

Desuden skal jeg gøre opmærksom på, at gymnasielærere også er akademikere, det samme er de biologer mm. som render rundt i kommunerne og Region Syddanmark.

Lige netop caféer er nok ikke Esbjergs stærkeste side, men ellers er det jo rent subjektivt hvad man opfatter som kedeligt, og jeg deler ikke dine negative fordomme om Esbjerg (jeg bor i øvrigt i Odense).

Gymnasielærer o.lign. offentlige funktioner bruger man over hele landet, så det siger ikke noget om Syddanmarks forhold til akademikere. og der er desuden kamp om disse stillinger over hele landet.

Niels-Holger Nielsen

Historierne om flaskehalse vil fra nu af over- og voldtage den offentlige diskussion på samme måde, som efterlønnen førhen var det store dyr i åbenbaringen. Enhver lille mester, som ikke kan finde en svend, som han gider ansætte i sit snæversynede og patriarkalske firma, vil få omtale som var han en ny tids profet. Paradoksproblemerne vil blive blæst op som selve problemet. Det er en almindelig arbejdsgiverdiskurs, når der er krise. Vi skaber arbejde, men folk gider ikke er jerimiaden. Hidtil har alle prognoser om mangel på ingeniører resulteret i flere overkvalificerede taxichauffører. Kriseretorik for at skabe rigelighed af arbejdskraft med henblik på at trykke lønnen. Nu den ene branche og sidenhen den næste. Folk på min alder (60) kan huske adskillige af disse vandrehistorier. Det er det kapitalistiske systems selvforsvar når det ikke har noget at tilbyde. Må vi bede om nogle valide undersøgelser, ledighedstal m.m. Som sagt: der kommer flere af den slags historier efterhånden som arbejdsløsheden vokser og bider sig fast.

Niels-Holger Nielsen

Når der er reel mangel på arbejdskraft er der ikke mange arbejdsgivere, som ikke er i stand og villige til at tage en næsten-kvalificeret og lære ham/hende op, de bliver som regel de mest stabile i det lange løb. Når det ikke sker i krisetider, er det nok fordi der ikke er så forfærdelig meget bund i tørsten efter arbejdskraft. Hvis man har opgivet at finde arbejdskraft til en ellers profitabel produktion, så er det nok fordi man ikke er nøgen nok til at lære at spinde. Arbejdsgiversnak - godt promoveret af arbejdsgivernes interesseorganisationer.

Niels-Holger Nielsen

Det er kapitalismen i en nøddeskal. Allokeringen af ressourcer tager kun hensyn til profitten. Arbejdskraften må som et andet artefakt tilpasse sig, eller gå under. Det er nemmere at tilpasse sig i København end i udkanten.
Du tager gerne et par måneders arbejdsløshed, hvis du har håb om lokal beskæftigelse. Det er da klart, især hvis du har ejerbolig, ægtefælle og børn.

Jeg har aldrig villet eje en bil, for frihedens skyld! Og har altid været dybt optaget af, at få et arbejde, som ikke lå alt for langt fra, hvor jeg boede. Fra den ene ende af København til den anden, tager det op til fyrre minutter på cykel i myldretiden, og så har du en stor kødrand af omegnskommuner, som du også kan cykle til for at tjene til livet. I tolv år har jeg haft arbejde, som jeg kunne spadsere til, det er guld værd.

Men altså, nu er frøet igen sået, og fremover vil vi høre om hvordan det er nødvendigt at indskærpe ledighedspligten. Vi vil blive tudet ørerne fulde med, at vi har pligt til to timers transport - hver vej - og med at vi skal tage tilbudt arbejde inden for et par dage. Der er ofte ikke andet at gøre, end at møde op til jobsamtale, og gøre sig til et dårligt valg. Arbejdsmarkedet er trægt af utallige årsager, hvoraf de, der har at gøre med arbejdskraftens umiddelbare behov eller personlige og principielle præferencer er en ikke ringe del. Det er vores liv, vi er ikke tilbehør.

Allokationsprincippet betyder, at dit liv tilhører kapitalen. Der er decideret tale om at det er forbudt at slå rod og have sit vigtigste livsindhold i det lokale, der hvor alt godt opstår, og hvor deltagerne har en reel chance for at skaffe sig en vis indflydelse. Det er klart, at disse forhold fremmer kompensationsforbrug - når man er en god skaffer, vil man også have lov at forbruge, fordi det er det, der er overskud (i dobbelt forstand) til. Fire timer af din fritid kan arbejdsgiveren forlods lægge beslag på - uden vederlag! Det betyder, at tryghed først og fremmest kommer til at handle om penge. Penge kører dit liv. Næsten alle bliver efterhånden underlagt et regime med mere usikkerhed i beskæftigelsen (den danske model) og med ringere understøttelsesforhold (den kontinentale model). "Jeg ser ikke min familie og mine gamle venner så tit, de bor i den anden ende af landet." eller "Jeg er holdt op med at spille skak i klubben, det er der simpelthen ikke tid til med overarbejde og transport." Det lyder ikke rart, men folk kompenserer ved, at binde sig så meget mere til deres penge og involvere sig i arbejdet, om ikke af anden grund, så fordi det er nødvendigt. Det kan man helt sikkert få en dejlig tilværelse ud af, men det koster (også i dobbelt forstand) - både for en selv og for fællesskabet.

Hvis vi vil håndtere klimakatastrofen, bliver vi nødt til at prioritere anderledes. Den incitamentsstruktur, som vi er underlagt er simpelthen en BMP-motor. Den har masser af fordele, men især ulemper - ikke mindst for vores bæredygtige samkvem med resten af naturen.

Gå tilbage i avisarkiverne fra halvfjerdserne, firserne og halvfemserne, og du vil finde alle de gamle historier om flaskehalse og paradoksproblemer, som vi nu igen skal diverteres med. Lige nu er systemet lidt i defensiven, men vendt til ledigheden bider sig fast. Om et par år vil det igen være sund fornuft i medierne, at godt nok er ledigheden stor, men villigheden til at tage arbejde er altså heller ikke verdens største.

Velkommen til den nye stagflation.

Olav Bo Hessellund

Ulysten blandt højtuddannede københavnere til at flytte sig kunne tyde på manglende fantasi - egentligt ret foruroligende....

Lennart Kampmann

Højtuddannede Københavnere har ikke noget mod at flytte. De vil bare ikke til Jylland. Gerne Singapore eller New York. "Kom til Padborg" sælger bare ikke billetter til en københavner, med mindre han/hun er i økonomisk nød.

Er man flyttet til København, er sagen ofte en anden.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Olav B. Hessellund

Du har ret, jeg kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig at bo i Syddanmark.

Besøge - ja. Bo - nej tak. Ingen mangel på respekt for dem der bor der, men det er ikke noget for mig.

Med venlig hilsen
Lennart

Niels-Holger Nielsen

Hvordan kan det blive den enkelte borgers opgave at rette op den centralisering, som kapitalismens agenter i regering og folketing tvinger igennem?