Thorning-regeringens lakmusprøve

Under åbningen af Folketinget i tirsdags var Helle Thorning-Schmidt iført en højrød spadseredragt. Hun talte om »lønmodtagerne« og om en »helhedsløsning,« mens hun slog ud med armene på en måde, så ingen i hele Danmark skulle være i tvivl om, at hun netop i de minutter tog hul på endnu en socialdemokratisk epoke i dansk politik.

»Regeringen vil indgå en trepartsaftale med arbejdsgiverne og lønmodtagerne. En trepartsaftale om øget arbejdsudbud,« sagde hun og drømte sig tilbage til 80'erne.

I 1987 løftede arbejdsmarkedets parter »et fælles ansvar.« Der blev indført arbejdsmarkedspensioner til gengæld for en løntilbageholdenhed, som skulle vise sig afgørende for dansk økonomi fremover.

»Og vi skal gøre det igen,« bebudede Thorning fra talerstolen.

Men spørgsmålet er om den nye socialdemokratiske statsminister kan levere det, der skal til. Selv om fagbevægelsen både før, under og efter valgkampen har bakket op om en trepartsforhandling, er det stadig uvist, hvad Thorning egentlig vil tilbyde lønmodtagerne. S-SF's plan 'Fair Løsning' rummede klare løfter, men er nu erstattet af et uklart regeringsgrundlag, der får fagbevægelsen til at presse Thorning for flere svar allerede i hendes første uge på posten.

Fælles ansvar

Situationen i 1987 var ganske anderledes, end den er i 2011. Dengang var ledigheden højere, og lønstigningerne havde nået et uforholdsmæssigt højt niveau ved overenskomstforhandlingerne.

Men i december lykkedes det regeringen at overbevise arbejdsmarkedets parter om at udvise et fælles ansvar for Danmarks svære situation.

Daværende finansminister Palle Simonsen (K) husker tilbage på den trepartsaftale, som senere har fået tyngde i historiebøgerne.

»Fælleserklæringen af 8. december er historisk ikke blevet omtalt ret meget de seneste 10 eller 20 år. Det var en stille ting, som skete, men som betød, at der i de efterfølgende år var en meget lav lønudvikling,« siger han.

Stormøde trak ud

Regeringens repræsentanter og alle organisationernes ledelser deltog på et stormøde mellem arbejdsmarkedets parter. Her blev det besluttet at nedsætte det såkaldte 20-dagesudvalg.

Palle Simonsens daværende departementschef — den garvede Erling Jørgensen — satte sig for bordenden i udvalget og om resten af bordet tog ledende embedsskikkelser fra organisationerne plads. Og ganske vist tog det ikke 20, men 30 dage at lave fælleserklæringen om løn og pensioner.

Til gengæld var der så bred opbakning til aftalen, at den sikrede Danmark en forholdsvis lav lønudvikling mange år frem i tiden og samtidig lagde grundstenene for de arbejdsmarkedspensioner, som i dag er centrale i det danske velfærdssystem.

Ud over de konkrete resultater for lønmodtagere og statskasse blev der også skabt et historisk bånd mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere, som igen beviste, at de kunne løfte i flok, når det virkelig gjaldt. Det samme var sket i 1963, hvor Jens Otto Krag stod i spidsen for den såkaldte 'Helhedsløsning', der ved lov forlængede overenskomstperioden med to år, men som samtidig indførte tillægspensioner og fordele for de lavtlønnede.

Både i 1963, i 1987 og senest med Fogh-regeringens trepartsaftale fra 2006, som banede vejen for det store velfærdsforlig, var der tale om en 'noget for noget'-aftale. En gulerod til lønmodtagerne muliggjorde vigtige reformer.

Ifølge Palle Simonsen var den fælles forståelse, som blomstrede ud af aftalen fra 1987, et af de vigtigste resultater.

»Der skal etableres en betydelig tillid. Det skulle der dengang, og det skal der nu,« lyder hans råd til Thorning-regeringen i dag.

Mere end milliarder i spil

Derfor bliver det altafgørende for Helle Thorning-Schmidt, om hun kan skabe tillid mellem parterne ved de kommende trepartsforhandlinger, vurderer også arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Hvis der ikke kan opstå tillid mellem regeringen og parterne, og hvis parterne ikke tror på, at regeringen er leveringsdygtig, så vil det lægge gift ud for trepartsforhandlinger langt ud i fremtiden,« siger han om de forhandlinger, som statsministeren og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står over for.

»Det handler ikke kun om en kortsigtet realisering af regeringsgrundlaget. Det handler om tilliden og om hele det danske arbejdsmarked. Som det ser ud nu, afspejler regeringsgrundlaget desværre primært de radikales manglende forståelse for aftalesystemet. Det risikerer at erodere hele grundlaget for at finde samarbejdende løsninger i det her land. Og det er ikke sikkert, at Thorning overhovedet selv ved, hvor alvorlig en lakmusprøve, det bliver,« siger Henning Jørgensen, som forklarer, at Thorning-regeringen allerede nu står med store udfordringer, fordi der er skabt tårnhøje forventninger hos fagbevægelsen, som ikke optræder i regeringsgrundlaget.

Magt til fagbevægelsen

Før valget så det ud til, at trepartsforhandlingerne ville blive en diskussion om, hvordan der kunne findes et milliardbeløb svarende til efterlønsafskaffelsen.

Men nu er det et helt nyt scenarium, som venter fagbosserne, arbejdsgiverne og de socialdemokratiske ministre.

Efterlønnen er ude af spil, og der skal 'kun' findes fire milliarder i forhandlingsforløbet.

Men allerede nu murrer det i krogene rundt om i fagforbundene. For hvad er det egentlig Thorning vil — og kan?

Fagbevægelsen er dem, som har haft de måske aller største forventninger til Thorning-regeringen, som skulle sikre dem fornyet indflydelse efter den ørkenvandring, de har været igennem efter 10 år med en borgerlig regering.

Kan den ny regering heller ikke levere, risikerer det at få store konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel — og for Socialdemokraternes alliance med fagbevægelsen.

FOA truer allerede nu med store krav om ufleksible tryghedsordninger i kommunerne.

Men lykkes det Thorning-regeringen at smede et langsigtet samarbejdsgrundlag sammen, vil fagbevægelsen omvendt være hende og Socialdemokraterne evigt taknemmelige.