Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tines 14 kvadratmeter risikerer at spærre for Christianias fremtid

Samme dag, som Christiania fejrede sin 40 års fødselsdag, fik christianitten Tine Bjørn Jacobsen en grim fødselsdagsgave: Ifølge Østre Landsret skal hun inden nytår fjerne en tilbygning på 14 kvadratmeter eller betale bøde hver måned
Christianitten Tine Bjørn er havnet i en slem kattepine: Østre Landsret har, efter Slots- og Ejendomstyrelsen har meldt hende til politiet, bestemt, at hun skal rive en tilbygning på 14 kvadratmeter ned, ellers skal hun betale en bøde hver måned. Men selvbyggerhuset er ikke Tines ejendom, men derimod fællesskabet Christiania, og de ønsker ikke, at tilbygningen skal fjernes. Tilbygningen ses til venstre på billedet.

Christianitten Tine Bjørn er havnet i en slem kattepine: Østre Landsret har, efter Slots- og Ejendomstyrelsen har meldt hende til politiet, bestemt, at hun skal rive en tilbygning på 14 kvadratmeter ned, ellers skal hun betale en bøde hver måned. Men selvbyggerhuset er ikke Tines ejendom, men derimod fællesskabet Christiania, og de ønsker ikke, at tilbygningen skal fjernes. Tilbygningen ses til venstre på billedet.

Jakob Dall

Indland
3. oktober 2011

Yderst på Refshalevej ligger det delområde på Christiania, der hedder Bjørnekloen. Det næstyderste hus er et beskedent træhus på i alt 39 kvadratmeter.

Træhuset har christianitten Tine Bjørn Jacobsen, som er enlig mor med 12-årige Rasmus, selv bygget gennem årene. Materialerne stammer fra et nedrevet sommerhus på 25 kvadratmeter, og for nogle år siden fik huset så en tilbygning på 14 kvadratmeter. Her var tanken, at Rasmus kunne have sit eget værelse, da han var for stor til at sove i samme værelse som Tine.

Med en dom fra mandag den 26. september — samme dag, som hele Christiania fejrede sin 40-års fødselsdag — har Østre Landsret givet Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) medhold i, at de 14 kvadratmeter er ulovlige. Derfor har Tine nu fået en bøde samt ordre på at fjerne tilbygningen senest til nytår.

Så mens over 50.000 personer i mandags fejrede, at fællesskabet Christiania nu har købt det gamle kaserneområde på 36 hektar indeholdende over 500 bygninger med mere end 100.000 etagemeter, har Slots- og Ejendomsstyrelsen valgt at sætte hårdt mod hårdt i forhold til Tines 14 kvadratmeter.

»Der er tale om et ulovligt byggeri, som vi er forpligtet til at reagere på. Og tilbygningen bliver ikke lovlig af, at vi nu har en aftale med Christiania,« skriver sekretariatschef i SES Kristian Lyk-Jensen i en mail til Information.

Han fortsætter: »Beboeren har flere gange fået besked på, at byggeriet skulle fjernes, men ønskede ikke at følge påbuddene. Vi så derfor ingen anden mulighed end at politianmelde byggeriet.«

Ikke overraskende føler Tine sig efterladt i en slem knibe, hvor hun skal vælge mellem pest eller kolera: Hvis hun ikke efterkommer ordren om at fjerne tilbygningen, vil hun fra januar blive idømt en bøde på 1.000 kroner hver måned — foruden at SES vil kunne fjerne tilbygningen for hendes regning. Men hvis hun omvendt efterkommer ordren, kommer hun i karambolage med fællesskabet Christiania, der som fremtidig ejer af huset afviser, at SES skal bestemme, om tilbygningen skal rives ned eller ej.

»Det er virkelig ufedt at leve under det pres, og Rasmus kan selvfølgelig mærke det,« siger hun.

Hvad tror du, det ender med?

»Jeg ved det ikke. Det er jo ikke mit hus, så det er Christiania, der må træffe beslutningen.«

Da Tine tilbage i 1993 flyttede ind i delområdet Bjørnekloen, lå der i forvejen et noget større hus, som ifølge Tine desværre var »plumråddent«.

Så da Tine rev det ned og byggede sit hus først på 25 kvadratmeter, som var færdigt i 1999, og siden tilbygningen på 14 kvadratmeter, følte hun sig i god tro.

»Både huset og tilbygningen er lavet af genbrugsmaterialer,« fortæller hun, »og selv med tilbygningen er huset mindre end det tidligere hus.«

Da Københavns Byret i april i år havde sagen om Tines 14 kvadratmeter til behandling, blev Tine frikendt. Selv om byretten sådan set ikke var i tvivl om, at tilbygningen var ulovlig, så mente retten ikke, at det var Tines ansvar. Hun var ikke ejer af huset — det var derimod staten — og derfor var ansvaret statens, ikke Tines.

Den udgang på sagen om de 14 kvadratmeter kunne SES åbenbart ikke leve med, og derfor kom sagen videre til Østre Landsret. For som Kristian Lyk-Jensen fra SES tilføjer: »Vi har tidligere i forløbet forsøgt at finde en løsning ved at tilbyde brugstilladelse til en anden og større bolig på Christiania, som stod tom på daværende tidspunkt. Vi har også tilbudt bistand til at skaffe en genhusningsbolig gennem Københavns Kommune. Men vi fik ikke positiv respons på mulighederne.«

Tine afviser, at hun har fået reelle tilbud om en erstatningsbolig:

»Jeg renoverer jo ikke et hus her på Christiania i årevis for mine egne penge for derefter at flytte ud i en bolig i byen. Og hvis jeg havde taget imod en bolig her på Christiania, som SES havde givet mig, havde det været stik imod den normale tildeling af boliger herude, så det kunne jeg da ikke drømme om.«

Retshistorie på Staden

Landsretten mener i sin afgørelse fra sidste mandag, at påbuddet fra SES »er meddelt tiltalte med rette, uanset at tiltalte efter sin forklaring ikke var ejer af den pågældende bygning.«

Christianias advokat Knud Foldschack forstår ikke, hvorfor SES er faret så voldsomt frem i forhold til Tines tilbygning, bl.a. ved at politianmelde de 14 kvadratmeter i juni sidste år:

»Ulykken er, at det er gået fra at være en civil sag til at være en sag for anklagemyndigheden,« siger han og tilføjer:

»Aftalen om hele Christiania er jo på plads. Vi venter bare på, at en kommende finansminister skal godkende den. Fonden har nu købt Christiania, så for mig er det ubegribeligt, at Tine som den eneste efter 40 års historie med hundredvis af påbud og såkaldt sorte pletter, hvor christianitterne efter myndighedernes opfattelse havde bygget ulovligt, skal ende i retten og idømmes bøder. På den måde skriver Tine retshistorie for Christiania.«

Knud Foldschack føler sig derfor overbevist om, at det vil være muligt at finde, hvad han kalder for »en pragmatisk udgang på sagen«.

»Mit råd til Tine vil derfor være at slå koldt vand i blodet. Vi har nu tre måneder til sammen med SES, Kulturarvsstyrelsen og kommunen at finde et forlig. Men det er da rigtigt, at hvis tingene mod mine forventninger går i hårdknude, så kan en masse ballade om de 14 kvadratmeter ende med at blive et problem for den fortsatte lovliggørelse,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Gad vide hvad der helt præcis er problemet med netop de omtalte 14 m2 ? Man bliver jo ligt nysgerrig efter at have læst hele artiklen.

Lad nu for fanden christianitterne være i fred efter 40 år i helvede! Stik jeres lorteparagraffer langt op i røven - det er kun den konservative top der er interesseret i at genskabe det historiske voldanlæg. Det rager os almindelige mennesker en papand hvordan de er bebygget, så det er spild af skattepenge at beskæftige sig med. Jeg kan vitterligt kun se det her som chikane af Rasmus Jarlov - der som bekendt ikke kan lide ungdomshus og fristeder -s far, der har et ministerium i ryggen.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Så sandt!

Lad millardærer, og alle andre, der hverken respekterer, at loven nogle gange begrænser deres uhæmmede udfoldelser, eller andre borgere og de politkere, som de har valgt, bygge løs...

Hvorfor skulle en milliardær med en fri sjæl f.eks. lade sig anfægte af proletariske naboer og småborgerlige politikere, hvis han vil bygge et tietager højt slot på sin grund?

Stop det småborgerlige, proletariske tyranni, der forhindrer frie sjæle i at realisere deres drømme!

Robert N Gjeertsen

Det er nemlig rigtig Jakob, det handler om PRINCIPPER, ikke om PROPORTIONER .
Der er nemlig ingen forskel på 14m2 skur og 2.5 hektarer storcenter ..

Niels-Holger Nielsen

Robert N Gjeertsen

Mange bække små ......

Hvad med staten i stedet for kiggede lidt på de mange ulovlige byggerier af bådebroer i Nordsjælland? Det her tyder på en eneste ting - at man fra statens side har villet chikanere Christiania så meget som overhovedet muligt. Hvis man havde villet, havde man fra SES's side sikkert godt finde på en mindelig løsning på dette.

Med Bjarne Corydon som finansminister tror jeg næppe Tines sag kommer nogen vegne, medmindre Margrethe Vestager da vrider armen rundt på ham...

og tvinger ham til at godkende aftalen...

Bine Feldbæk Siefert

En gang stod der et plumråddent hus på 50 kvm. Det blev pillet ned og erstattet af et nyere genbrugshus på ca. det ½ af den oprindelige størrelse. Med tiden og behovet - en 12 årig dreng har behov for ikke at skulle dele værelse med sin mor (!) blev huset udviddet til 39 kvm - stadig 11 kvm mindre end det oprindelige..... Og nu en dom for ulovlig tilbygning???

Det giver overhovedet ikke mening. Der er da allerhøjst tale om en ombygning og en forbedring...så den der med principper og storcentre holder ikke - kun i landsretten.

Havde Tine haft råd til at bygge det hele om fra start så havde der ikke været et eneste problem men (gudskelov) er der stadig mennesker der kan nøjes - og det må man da kalde 39 kvm (Inklusiv køkken og bad) sat i forhold til 50 kvm.

Havde hun ikke bygget det om havde hun fået problemer for at have et barn i et sundhedsskadeligt hus.Nu har hun et sund hus, et sundt barn og INGEN har lidt overlast.

SES er efter min mening en statsfinancieret Molbo-styrelse og jeg er helt enig i chikanepåstanden- Det er helt tydeligt at Tines hus er blevet et spørgsmål om at vise muskler.

Jeg håber virkelig at der kommer nye boller på suppen når nu de har fået nye arbejdsgivere !!!