Læsetid: 3 min.

Tror du på journalister?

Det er ejendommeligt, at befolkningen tror mest på læger — en faggruppe, der i vidt omfang gætter sig til en diagnose. Imens ligger journalisterne helt i bund — en faggruppe, der nat og dag anstrenger sig for at skaffe grundig dokumentation for de oplysninger, de bringer frem
24. oktober 2011

Politikere og journalister tillægges den laveste troværdighed blandt 17 faggrupper. Det har Radius Kommunikation hittet ud af ved at spørge 1.000 danskere, oplyste Information onsdag.

Firmaet stillede samme spørgsmål i 2010 og 2009. Resultatet ændrer sig ikke. Politikere og journalister napper hver gang sidstepladserne.

Man kan ikke engang kritisere spørgsmålet, for det er formuleret neutralt: 'Du bedes vurdere følgende faggrupper i forhold til deres troværdighed.' Respondenterne har valget mellem fem troværdighedskategorier fra 'meget høj' til 'meget lav'.

På denne femskala får pressefolk og politikere 2,4, mens læger topplaceres med 4 point. Umiddelbart ejendommeligt, da lægegerningen i vidt omfang består i at gætte sig frem til en diagnose og en brugbar behandling — med den store fejlmargen, dette indebærer. Men folket mener altså, at læger er mest værd at tro på.

Komikken breder sig efter min erfaring, når revisorer indrangeres på en femteplads med 3,6 point. Folk må sandelig have gode erfaringer med at få hjælp til nedbringelse af skatten.

Men når jeg ser, hvor de 1.000 adspurgte anbringer advokater, mister jeg tilliden til danskernes mentale sundhedstilstand. For sagførerne får såmænd 3,5 point og ligger dermed over hjemmehjælpere, håndværkere, taxichauffører og ejendomsmæglere — for slet ikke at tale om mine uglesete, bundplacerede fagfæller i pressen.

Moral efter salær

Tillad mig at gøre opmærksom på, at der på et hvilket som helst tidspunkt af danmarkshistorien har siddet flere advokater end journalister i fængsel for plat, svindel og manglende troværdighed! Herregud, advokater har jo ikke anden holdning her i livet end den, deres klient betaler dem for at have — indtil næste klient træder ind ad døren og forsyner dem med et nyt standpunkt. Men et fnugfrit jakkesæt udstråler angiveligt stor troværdighed.

I år har Radius som et særligt raffinement føjet den lille stand af spindoktorer til listen. De 1.000 adspurgte placerer disse udskud helt i bunden af feltet under andre journalister — hvilket får direktør Nicolaj Taudorf Andersen til på Radius' hjemmeside at erklære sin modvilje mod Helle T.-regeringens ansættelse af endnu flere spindoktorer.

De vil blot trække regeringens troværdighed endnu dybere ned i kviksandet, mener kommunikationsfirmaets chef. Mon han ser en fed, politisk konsulentopgave for sig? Over 40 år i journalistik har vist mig, at pressefolk ikke er mindre troværdige end alle mulige andre stænder. Tværtimod anstrenger de fleste sig nat og dag for at skaffe grundig dokumentation for de oplysninger, de bringer frem.

Pressen som gribbe

Politikernes lasede troværdighed er nem at forklare. Når det nuværende regime f.eks. bryder stribevis af valgløfter, er det ikke sært, at vælgerne mister tilliden til det. Den svigtende tro på journalisters hæderlighed tror jeg derimod beror på to helt andre forhold: Dels udstilles enhver fejl, de begår, i en stor offentlighed — i en avis, på nettet eller i radio og tv. Det er nemmere for en læge at luske væk fra en fejlbehandling eller for en advokat at snakke sig fra en fodfejl i retten.

Den anden grund er formentlig den nedvurderende måde, journalister næsten altid fremstilles på i film og tv. I store, skrigende flokke løber vi efter uskyldige ofre, som får kameraer stukket i fjæset, mens nådesløse spørgsmål hagler ned over helten eller heltinden.

Denne kliché repeteres med monoman uopfindsomhed i film efter film, tv-serie efter tv-serie. Gentagelsen cementerer fordommen. Fiktion forveksles med virkelighed.

Soya sagde ganske vist, at presseetik var det morsomste ord, han kendte. Men undskyld mig: Det er aldeles uberettiget at smæde hele vores fag. Når alt kommer til alt, ville det fordømmende folk ikke ane, hvad der sker — hverken foran eller bag kulisserne — hvis ikke journalister rapporterede og kommenterede livets gang.

Jeg foreslår, at de nidkære meningsmålere anbringer sig selv på stemmesedlen, næste gang de vil måle troværdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Er forklaringen på journalisternes ringe troværdighed ikke mere ,at de i de 10 år OVK har haft regeringsmagten har været så lidt kritiske. Hvor mange gange er en næsten samlet presse ikke ”faldet på halen” over Fogh Rasmussens oprullede skjorteærmer ol. i stedet for at analyserer på indholdet af det han sagde eller nok mere undlod at sige.

Bent Falbert bør - alene for sin egen troværdigheds skyld - starte en sådan artikel med en grundig selvransagelse og derefter starte den videre argumentation.

Uden at blive perfid, vil jeg betegne Bent Falberts skyden på alt og alle - undtagen sig selv - som vanlig Ekstrablads retorik. Og dermed er manden vel undskyldt, det er en arbejdsskade.

Bent Falbert skal være velkommen til at gennemgrave HELE forløbet den 11 september 2001 i USA samt den 7 juli 2005 i London hvad enten han vil bruge sin skrivemaskine eller sin barndoms lille skovl og spand.

Jeg er enig i, at Bent Falbert burde være lidt mere villig til at kigge indad og overveje egne fejl.

I øvrigt tror jeg, at den ringe tiltro til journalister især stammer fra personer, der har oplevet noget selv, og derefter set hvordan samme forløb blev beskrevet i avisen. Der vil her i sagens natur ofte være tale om lokalaviser. Det kan godt være, at de journalister, der arbejder på lokalaviser, nok i gennemsnit er lidt dårligere til deres job end dem der opnår ansættelse på lands- eller landsdels-aviser. Og i øvrigt ser man ofte, at lokalaviser mest er den forlængede arm for den lokale handelsstandsforening.

Men også når det gælder de store aviser, og aviserne internationalt, er der en del at kritisere.

Jeg har længe interesseret mig for klimaspørgsmålet. Jeg konstaterer, at lobbyorganisationerne har formået at stoppe indsatsen mod klimaforandringer totalt i USA, og dermed i hele verden, for uden en indsats i USA er en indsats i andre lande meningsløs. Dette stop for klimaindsatsen ville ikke have været muligt uden de store avisers medvirken. De har igen og igen fordrejet evidensen. Det gælder f.eks. Washington Post og New York Times. Da der i december 2009 rullede en `skandale´ om de stjålne emails fra det engelske klimaforskningscenter, skrev the Daily Telegraph at disse emails afslørede den værste videnskabelige skandale i vores generation. Faktisk havde forskerne ikke gjort noget som helst forkert. Men den slags journalistik tjener til at så mistillid til forskerne, og gør det derfor muligt for olieselskaberne at få deres vilje på tværs af forskernes anbefalinger.
Pressen herhjemme har ikke været meget bedre. Dækningen af Lomborgs meriter har været meget tendentiøs, til Lomborgs fordel. Dette gælder ikke blot aviser som Politiken og Jyllandsposten, men også DR. Den ene part får måske 30 sekunders medietaletid, den anden part får lov at vise en hel propagandafilm på 45 minutter .
Også da DR importerede filmen `The great global warming swindle´ fra England for nogle år siden, var deres journalistiske tilgang under al kritik. Den pågældende film er selv én stor gang svindel, og kalder i den grad på et modspil. Men DR nægtede totalt at lade den afbalancere af modsatrettet information. Man nægtede sågar at lade sagkyndige kommentere filmen bagefter.
Der er talrige flere eksempler. Alt i alt har medierne en meget stor del af vanæren for, at klimaspørgsmålet er blevet så forkludret.

Jeg spørger mig selv hvorfor. Hvorfor får den side, der repræsenteres af olieselskaberne, så meget medieplads, mens den modsatte side får så meget mindre? Hvor er pressens kritiske sans og blevet af, og hvor er princippet om at høre begge parter blevet af? Man får en grum mistanke. De fleste medier er i konstant pengemangel. Mon der er en sammenhæng mellem det og så det forhold, at den side, der har enorme pengebeløb til rådighed, hele tiden får den bedste omtale?

Sagen er vel den, at journalistik tilhører en tid, hvor adgangen til viden var priviligeret, langsom og til en mindre uddannet befolkning. I de blindes rige er den énøjede konge, med andre ord.

Jounalisters værdi er devalueret mange gange i mine øjne.
Nævnt i flæng stødes jeg over
- dårligt sprog
- misvisende overskrifter
- historier der er vinklet så meget at de har forladt enhver lighed med den virkelige verden
- mærkelige emnevalg - herunder spild af spalteplads på underlødige personhistorier i stedet for relevant information.
At det lige skulle være Falbert der skrev denne artikel er bare det berømte sandskorn.

I Grækenland er det forbundet med fare for journalister at gå ud, fordi den vrede befolkning ser dem som det korrumperede systems forlængede arm. Der er for mange smilende slips der skriver om spejdere der finder døde mænd i pinsen. Mere sex giver mere nærvær. Faktualitet og påpasselighed kan virke så fremmedgørende. Tal som i tænker.

Bent Falbert er aldrig blevet taget i personligt at lyve, for han tror altid selv på alt hvad han tænker, påstår, siger og skriver.

Alene at han undres over at journalister hænges ud i pressen fortæller ikke så lidt. Han har åbenbart ikke gennemskuet det selvfølgelige i, at det er journalisterne selv der skriver (hænger sig ud) til læserne, og ikke omvendt.

Bent Falbert har i P1 taget æren for at udnytte sit monopol overfor arbejderen til (sammen med BT) at markedsføre DF som Socialdemokratiet "Classic".

Ingen skal fratage ham æren for 10 års VKO-styre - men samtidig at ville fremstå som troværdig, er nok for langt ude.

2/3 af alle mennesker kan narres hele tiden men den sidste 3-diedel kan kun narres noget af tiden.

Den 3-diedel er nok til at trække journalisterne ned af listen.

Når netop Bent Falbert beklager sig over folks manglende tillid til journalister, er der kun én ting at sige - citeret fra en kendt reklame for hans egen avis: "YNK! YNK! YNK!"

Kristina Jensen

Bendt Falbert er noget af det mest usympatiske menneske jeg kan komme i tanke om. Netop dét gør min tiltro til ham ganske god.

At tro på journalisters skriv er en ting. At tro på deres informationer en anden. Jeg tror ikke journalister er fulde af løgn. De er bare ringe oplyst og forstår ofte ikke det de forsøger at formidle. Det kan man godt krumme tæer over og netop dette faktum kan rokke ved troværdigheden til journalisters skriv. Det er jo ikke med journalistens gode vilje, at denne ikke ved, hvad denne skriver er forkert.

For nylig måtte jeg rette Debatten fra DR2 inde på Facebook, idet de havde gengivet nyheden om Villy Søvndals møde med Kina forkert. Debatten skrev, at vurderingen af Søvndals møde med Kina var, at Søvndal ikke havde været kritisk nok vedrørende menneskerettighederne. Det var netop den omvendte kritisk Ritt Bjerregaard havde givet og nyheden fik lov at stå en time, hvorefter jeg måtte ud af døren. De fleste kommentarer til nyheden på Facebook tog udgangspunkt i det der var blevet skrevet og kaldte Søvndal for dobbeltmoralsk og andet. Hvordan disse havde det bagefter kan jo kun understøtte hvorfor vi ikke har tiltro til journalister.

Bent Falbert refererer til en undersøgelse og tilbageholder vigtige oplysninger om denne undersøgelse - hvor troværdigt er lige det?

Både sygeplejerkser og læger scorede karakteren 4 i Radius Kommunikations undersøgelse, men i klummen nævnes kun lægerne på førstepladsen.

Hvad siger det om Bent Falbert som troværdig journalist at det kun er de (tidligere) mandsdominerede fag, der nævnes i hans version af undersøgelsen? Det er jo netop denne selektion af de tilgængelige oplysninger, der gør at journalister scorer lavt. Er det troværdigt at undlade en faggruppe som sygeplejersker Bent Falbert, især når de scorer topplacering?
Jeg foreslår at undersøgelsens liste bliver gengivet i sin helhed - og at sygeplejerskernes høje troværdighed nævnes på lige fod med lægernes.

Afskrift, overfladiskhed, dårlig forberedelse til interviews, fejl, manglende krtiske spørgsmål (især under den sidste regering, men ikke kun) - og ikke mindst for lidt dybeborende journalistik.

Det skulle vist kunne gøre det!

Forskellen er nok at læger løser problemer, med udgangspunkt i klar akademisk faglighed, hvor journalister blot skaber flere problemer og alt for ofte uden noget sagligt grundlag ;-)

Midt i denne 'stening' af Bent Falbert vil jeg blot indskyde, at han - ved mere end en lejlighed - har hjulpet med at sætte lys på sager, hvor mennesker havde problemer med diverse myndigheder.

Og ligesom vi ikke skal sige at "Alle kommunalarbejdre er dovne," er det ligeledes ikke fair at sige, at "Alle journalister er utroværdige."

Jette Abildgaard

Bent Falbert....

Jeg ved ikke om jeg vil kalde journalister utrovaerdige. Hvad der dog er trist er, at journalister saa helt tydeligt viser deres egne poitiske synspunkter, hvilket goer, at de/I vaelger - og fravaelger hvad de/I vil skrive om samt ofte lader Jer koebe eller true, af netop poitikere til hvad de/I skriver eller ikke skriver om....

Burde det ikke netop vaere saadan, at en god journalist var uvildig, synes du....eller, mener du det er i orden at 'slagte' nyheder fordi en politiker ikke bryder sig om de kommer ud?

Att: Jette Abildgaard.

"Hvad der dog er trist er, at journalister..."

Det, jeg anker over er, at du bruger flertals vendingen 'Journalister' i stedet for at sige 'nogle journalister.'

Der er uden tvivl journalister der er mere troværdige end andre, men at benævne en hel brance som værende utroværdigt er ikke fair.

Heinrich R. Jørgensen

Hvis journalister vil være troværdige, må det gøre hvad læger gjorde i 1948. At etablere en international, etisk kodeks, som nationale fag-grupper kunne gøre til deres, og dermed til det ethos fag-gruppens medlemmer nødvendigt måtte være, og føle sig, forpligtet.

Lægernes ethos (medmenneskelige, ligeværd, ikke at slå ihjel) sætter de ubetinget over juridiske love. Hvilket kan betyde at politikere nogle gange synes det er besværligt med læger, når de afviser at medvirke til politikerne inhumane tiltag.

Journalister har brug for det samme. Et international etisk norm, hvor de forpligter sig på at lade det kritiske, sandhedssøgende, sandfærdige, retfærdige og lignende, være kerneværdier i deres metier. At kvalitetsstempel nogle journalister kan opnå ved forpligte sig på en høj etisk standard. Hvis journalister gjorde det (i dobbelt forstand) ville sådanne journalister hurtigt ryge op på et rent fem-tal.

Den manglende tillid til journalister, er selvforskyldt.

Bent Falberts stand, journalister, får næstlaveste troværdighedsscore i en meningsmåling hos befolkningen.

Og så bruger Bent Falbert hele sin spalteplads på at sige: 'Jamen, det er også bare fordi, at ...' Indledningsordene i alle dårlige undskyldninger i verden. Bent F. kan faktisk være skarp, når han er bedst. men dette er ren ynk og klynk.

Der er altså reelle grunde til at så mange anser journalister for utroværdige. Jeg siger ikke dette pr. automatik som frelst Informations-læser, som pr. ligeså-automatik og politisk korrekt SKAL mene, at Ekstrabladet er for plat. Jeg læser kun Information som netavis og kun fordi, de er den mindst ringe og ikke fremragende. Jeg kan godt finde på at læse et nummer af Ekstrabladet over en kop kaffe.

Vi må heller ikke glemme, at Ekstra Bladet gennem tiderne, når de har været bedst, faktisk med fuld fortjeneste har hentet flere Cavling-priser for fræk og stædig journalistik. Når Ekstrabladet er værst er de til gengæld umådelig lavpandede. Så de dækker altså hele spektret. Hvor gennemsnittet ligger, vil jeg ikke komme ind på.

Så med det afsæt - at jeg ikke bare reagerer mod BF, men tager ham alvorlig som en skarp pen - så synes jeg, Bent!, at det må vække til eftertanke, hvad man i den danske befolkning mener om din stand som helhed. Og at det ikke kan fejes så nemt ind under bordet, som du gør.

Journalistikkens misere er et internationalt fænomen, og DK er kun udkants-verden i den henseende. Al den information, der lukkes ind i danske medier for tiden sker gennem nyhedsbureauer, der får deres informationer fra dem, der lader dem tilflyde information. I krigs- og krisetider, som vi befinder os i, er det krigs- og krise-pusherne, der bestemmer, hvad vi skal læse i aviserne og se på TV.

Grebet er i de sidste 10 år blevet strammet mere og mere om, hvad vi får at vide om den store vilde verden.

Her kommer så en demo: hvor meget af det, som en af verdens skrappeste, mest vidende, helt uafhængige (hvilket ikke betyder, at man ikke kan have både meninger og sympatier, når de bygger på reel viden) journalister, en mand, der har været overalt, talt med alle, stillet alle sprørgsmål - altså: hvor mange af de oplysninger om .. i dette tilfælde Libyen .. har du / I nogensinde bragt i Ekstrabladet?

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/libyen-uden-filter.html

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/libyen-uden-filter-del-2.html

Altså alt, hvad vi ved om Libyen for tiden er stort set: løgn fra ende til anden.

Problemet med journalister er, at de tror, det er nok at sidde foran skrivebordet og køre en historie. At man kan skære den over en læst, at man ikke behøver at gå direkte til kilden, at man ikke behøver få rigtig snavs på fingrene, at man ikke behøver at betvivle de store korporatistiske nyhedsbureau'ers strøm af vakuumpakket finthakket flæskesmåkød i køledisken's nyheder med sidste holdbarhedsdato og konserveringsmidler.

Problemet er, at journalister og redaktører tror, at folk ikke på et tidspunkt gennemskuer, når de ikke har gjort deres hjemmearbejde. Journalister er generelt blevet for dovne, for dumme, for feje og for ... investeret interesserede (du kender det andet ord, ...)

Problemet er, når man ikke forfølger sine høje standarder. De høje standarder i journalistik er, når man tør, gider, vil og evner at starte fra et nysgerrighedens nulpunkt hver gang og stille alle de nødvendig dumme spørgsmål. Idealet af en redaktør er, når han tør give sine bedste mænd lov til at gøre det. og ikke kun tænker på, hvad der sælger og glider.

Problemet - og det måske det største - er, når man tror at folk ikke på et eller andet tidspunkt opdager det.

Så problemet er, at det nu er sket. Og så er du, Bent Falbert, åbenbart nødt til at benægte det.

Pas på nu. I bliver valgt fra. Jeg søger ALLE oplysninger, som jeg seriøst vælger at overveje som troværdige, andetsteds end i mainstream-medierne. Jeg er nødt til, hvis jeg virkelig vil vide noget, at søge netværket af alternative medier på Internettet.

Det betyder selvfølgelig, at jeg udsætter mig for hele raden af disinformation, der findes her. Men hellere det, end at jeg overhovedet intet får at vide, eller at det, det sælges som virkelig viden, viser sig at være gennemhullet som en gammel rådden schweitzerost.

Kurt Loftkjær

Et erhverv i fordærv?

Bent Falbert er efter min opfattelse en klog mand og må vide hvorfor journalisthvervet har et dårligt omdømme, som man ikke pynter på med at påpege andres svagheder. Journalisthvervet bør være lige så dygtige til selvkritik som kritik af andre og andet.

Den såkaldte fjerde statsmagt har på mange måder spillet fallit. Alene begrebet 4. statsmagt medfører at forventningerne til dets udøvere erstørre. I de sidste 10 år har mange trendsættende journalister bredt sig ud i alle afkroge af kommunikationsverdenen. Snart optræder de som "kritiske" journalister og snart som politiske håndlangere (spindoktorer).

Ved årsskiftet så vi, at tidligere politisk redaktør på Information Sandy French den ene dag arbejdede for daværende kulturminister og den næste i et redaktørjob i DR.

I oktober 2010 oplevede vi, at en Cavling-prismodtager og p.t. kanalchef på TV 2 mener, at indenrigs- og sundhedsminister Løkke Rasmussens tidligere spindoktor og fortrolige medarbejde Ulla Østergaard uden problemer kan arbejde for ham i en lang periode og derefter efter et frikvarter kan lede en debat på TV 2, hvor statsministeren er den ene deltager. At frikvarteret var på 3 år gør det nok ikke kønnere i mange menneskers bevidsthed. Interessant var det også, at Ulla Østergård ifølge David Troels Garby på www.dansk-politik.dk er gift med daværende pressechef Peter Arnfeldt, som tjente skatteminister Troels Lund Poulsen.

I slipstrømmen af 10 års spin er der opstået en aftalekultur, hvor pressen lader sig underkaste betingelser, hvis man ønsker et interview. Et forhold, som burde plage enhver læser/lytter/seer.

En kultur, som har medført, at en TV-kanalchef i oktober 2010 tilsyneladende fandt det bedst at slette en optagelse, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen viste en negativ side af sin personlighed.

Krigene i Irak og Afghanistan har vist den danske presses stigende principløshed. Selv om man af indlysende grunde burde holde en professionel afstand til krigsudøverne, har man i et afhængighedsforhold optrådt på slagmarken sammen med soldaterne. Pressen har brugt sin tid på at føle sympati med krigsudøverne i stedet for at bruge sin energi på at afdække baggrunden for de ulykkelige krige.

Når journalisterhvervet skal belyses, er det normalprocedure at diskutere med andre fagfæller.

Når folkets lov offentlighedsloven skal ændres, sidder journalister og medieaktører og herunder blandt andre en kanalchef for TV2 i kommission sammen med landets magtudøvere og accepterer indskrænkninger i såvel borgeres som presses muligheder for at få aktindsigt i magtudøvernes sager.

Mange af disse journalistuddannede personer er blevet så forvirrede, at de ikke mere kan se, at de kan være inhabile eller direkte uegnede til at varetage jobs i den såkaldte fjerde statsmagt.

Pressen og dens udøvere synes stadig oftere at ligne medløbere. Set udefra synes Dansk Journalistforbund at kunne rumme alle disse kommunikationsfolk, men er der ikke en grænse, hvor seriøse journalister mener, at nu må det være nok?

Det må være et tidstypisk tegn, at 'advokater' ligger så højt - og må have t gøre med tidens helt utidige sammenblanding af rettigheder og retfærdighed - 'menneskerettigheder' er utroligt sexede i disse år, og man har faktisk kun advokatstandstroværdighed at hægte dette verdslige moralhåb på.
For føje år siden lå de sammen med andre spin-arbejdere i bunden af sådanne lister, netop fordi de er 'købte holdninger'. Der er intet galt i denne iagttagelse fra Falberts side.

Det er ikke fair at kalde EB's indvandrer-journalistik i 90'erne for hadsk. Vi havde på det tidspunkt en regering der kan citeres for senere at have erklæret i retning af : 'Vi havde ingen politik på området, vi var totalt uvidende og improviserede os frem på basis af vores partiprograms idealer'. EB gjorde hvad de kunne for at bringe uvelkomne oplysninger om virkeligheden på feltet frem, som var uforenelige med partiprogrammet. Dette var naturligvis en krænkelse af socialdemokratisk tro og kultur ... og kan aldrig sones ?
Det hedder såmænd bare at 'sandheden er ilde hørt' -- pg det er den også ude blandt folk der skal bedømme troværdigheder. En beroligende pille derimod, det er troværdighed. Hurra for lægen.

Poul-Arne Braaby

Danskernes meget velbegrundede mangel på tillid til journalister skal ses gennem de sidste ti års "falden på halen" for spin-doktorenes trusler om at lukke for informationsstrømmen. De elektroniske mediers journalister blev under Fogh-regimet reduceret til mikrofonholdere, der ikke turde stille kritiske spørgsmål. Det var altså en tid med en ligegyldig politisk mediedækning af både internationale såvel som nationale forhold. Derudover har det siden halvfemserne virket som om at det er godt journalistisk håndværk ukritisk at viderebringe den sminkede amerikaniserede udgave af diverse krige, som påstod at disse krige blev kæmpet i demokratiets navn, Krige der udelukkende er blevet ført for at sikre de vestlige landes adgang til olieressourcerne. Et godt eksempel lige nu er det såkaldte arabiske forår. Her videreformidler verdens medier herunder de danske, den helt tydelige løgn at vi ønskede at hjælpe oprørerne, så de kunne indføre demokrati. Når journalister og politikere i den grad regner en befolkning for at være så dumme, må de forvente at tilliden til dem er lig nul.
Sandheden, som er så tydelig for at at selv journalister og politikere burde erkende, at dette kan man ikke lyve sig fra, er at det i det store og det hele handler om det det altid gør for vestlige lande, nemlig: 1. Sikring at naturressourcerne og 2. de enkelte vestlige landes nationale sikkerhed. 3. Sikring af egne interne handelsfordel for at bibeholde eksport og dermed arbejdspladser i landene.
Da dele af Libyens befolkning gjorde oprør, stod EU i et dilemma - Skulle man hjælpe den trofaste ven og allierede gennem mange år Oberst Gadaffi og nedkæmpe oprørerne for ham i bedste fald ved ikke at blande sig. Fordelen herved ville være fortsat eksport at især våben til Libyen og fortsat adgang til olien i landet. Ulempen ville være at de vestlige landes befolkning ville vende sig mod dette, og så ville prisen pludselig være det enhver politiker frygter at miste mest, nemlig sin egen taburet . En anden ulempe var at oprørerne alligevel vandt, og så var det måske ikke en vestlig positivt stemt regering der ville blive valgt, med alle de konsekvenser det ville have, ingen olie, ingen eksport osv.
Alternativet, at man skulle man blande sig til fordel for oprørerne ville godt nok betyde en umiddelbar udgift, men på sigt ville man kunne sikre at den tiltrådte nye regering ville være vestlig stemt - dette klares med økonomiske aftaler, så de er stavnsbundet til os i årtier, og dermed ville både import af olie og eksporten være sikret. Ulempen ville evt. være at dele af befolkningen ville finde krigsaggressionen uspiselig. MEN her er det så symbiosen med den ukritiske presse kommer ind.
Fordi krige giver mulighed for gode billeder og mange lidelseshistorier køber pressen også den anden del af den uskrevne aftale, nemlig at krigen selvfølgelig føres i demokratiets og retfærdighedens navn og dette formidles videre af medierne, så befolkningen i de vestlige lande opnår saglighed over deres egen godhed og barmhjertighed.
Hvis jeg skulle tage fejl af journalister og politikere, så lad mig blot spørge om en ting. Et hvorfor kræver man ikke samme militære intervention i andre suveræne lande, der absolut ikke har demokratiske styreformer? Hverken politikere eller journalister smækker kravet om demokrati og retfærdighed på bordet i forhold til lande som, Kina, Saudi Arabien...det er altså sålænge disse lande leverer vareren for Kinas vedkommende milliardeksport, og Saudi Arabiens olie...ophører de med at levere disse, skal kravet nok komme...
Et andet spørgsmål som danske politikere og journalister kunne tage op var: hvordan ser det ud med demokratiet i Kuwait? Det var jo derfor vi kæmpede mod Saddams besættelse af et suverænt land var det ikke - det var i hvert fald den historie politikere og journalister stod i kø for at fortælle - Men nå nej...det var frygten for at Sadams besættelse af landet ville øge olieprisen...skide vær med befolkningen...ahh en tårervædet presse gik i selvrefleksion bagefter over, hvordan de dog blev ført lyset af amerikanske reklamefirmaer, der redigerede krigsfortællingerne...bagefter!! efter de ukritisk havde solgt løgnen....
Og så fortsatte de ellers som de plejede med deres ukritiske journalistik, da den næste krig kom, og den næste osv...

Dette er en så klar og selvindlysende sandhed, at når politikere og journalister forsøger at bilde os noget andet ind, så beder de i mine øjne om at miste troværdighed.

Att. Poul-Arne Braaby
Tak for det interessante indlæg.

"Dette er en så klar og selvindlysende sandhed, at når politikere og journalister forsøger at bilde os noget andet ind, så beder de i mine øjne om at miste troværdighed"

Ovenstående er selvsagt både sandt og forståeligt, men det, som jeg prøver at understrege er, at vi undladet at bruge omtalte flertals vendinger - og det uanset hvilke grupper det handler om.

Henrik L Nielsen

Ole Halvorsen

Nu er du både forfatter og journalist, det forplumrer jo billedet af din troværdighed.

Nej, seriøst du har fuldstændig ret, vi er mange der i en hurtig vending generaliserer. Det vil jeg prøve at huske.

I stedet for at bruge danskernes mistillidsvotum konstruktivt og tage til efterretning vælger Hr. Falbert ikke blot at angribe de, som formastede sig til at betvivle hans fagstands integritet. Han har ligefrem mistet tilliden til danskernes mentale sundhed. Således fik BF effektivt danskernes vildfarne holdning til at bunde godt og grundigt i naivitet, dumhed og endda mental sygdom. Ad hominem for fuld udblæsning!

BF bringer dog et meget væsentligt emne til debat: tilliden til fagpersoner. Ikke om den ene eller den anden faggruppe er værre eller bedre end andre, men langt mere interessant at diskutere begrebet troværdighed generelt, men også specifikt i journalistikken, da vi almindelige borgere, som BF også pointerer, er afhængige af medierne som kilde til oplysning om rigets og verdens tilstand.

Det er svært at finde en enkel definition på begrebet troværdighed, men da ordet entrerede i det danske sprog i 1700-tallet, rummede det betydningen ”Den som fuldt ud fortjener tiltro.”

Jørgen Fefner, dr. phil. og professor i retorik ved Instituttet for Retorik ved Københavns Universitet, angiver i sin artikel, ”Retorikkens brændpunkt” i forskningstidskriftet Rhetorica Scandinavica nr. 2, 1997, troværdighed som retorikkens mål: ”Gennem sproglige handlinger at skabe troværdighed.”

Troværdighed handler om måden, hvorpå et argument kommunikeres, dvs. retorikken og herunder retorens karakter, særligt når der ikke findes en dokumenterbar sandhed.

Modtageren af budskabet får tillid til budbringeren og til budskabets sandhedsværdi afhængigt af, hvorvidt budbringerens formidling overbeviser modtageren om sin troværdighed. Det er derfor meningsløst at angribe modtageren for ikke at have tillid til budbringeren.

Det handler om noget så banalt som at skabe nye erfaringer hos modtageren, og bolden ligger hos journaliststanden.

Jeg antager, at BF med rette ønsker at forsvare sig mod den nådesløse dom over journalister som en homogen masse. At BF negligerer mediernes presseetiske gråzone-journalistik i jagten på højere seer- eller salgstal som en mulig årsag til den manglende troværdighed, vil jeg ikke vurdere på intelligens-spektret, men nøjes med at forstå som manglende vilje til selvransagelse.

Men om han ikke, med gentagelsen som sikkert virkemiddel, bekræfter danskernes forståelige mistillid til den nye regering ved uopfindsomt at tilslutte sig det populistiske hylekor og dømme løftebrud, som om vi naive, dumme og mentalt syge vælgere ikke fatter, at politikere ikke afgiver løfter, men blot hensigtserklæringer. Det er ærlig talt ikke særlig troværdigt, BF!

Nej, jeg tror ikke på journalister!

Den lave vurdering af journalister er helt i tråd med min opfattelse af folk generelt: De fleste lever i et gigantisk bedrag og med manglende vilje til indsigt, lever de også i et selvbedrag.

Da journalister også er folk, er de ligeså. De er som fagfolk er flest - der er et mange sløve og kun få gode. De gode med selvstændig neutral indsigt, kreativ informationssøgning og vision er en sjældenhed, selv om intensionerne med faget og journalistuddannelsen, netop peger på den 'frie research'.

Mine kilder på nettet afslører og justerer en langt mere vidtrækkende sammenhæng i verdens, landets og alle andre begivenheder end journalister verificerer, hvor deres revisioner af data fremstår hullede, mangelfulde og ukomplette med det resultat til følge, at budskabet værdi er tabt og ligeså min/læserens tillid.

Det hele betyder at den 4. magt, ligesom de andre magter, er i gang med en selvaflivningsproces, hvor et gammelt ord kommer mig på sinde, der passer nøjagtig til tidens globale fænomen:

"Du kan komme til livets ende på en løgn, men ikke tilbage".

Dette må vist siges at være betegnende for netop journalismens tilstand.

Det er samtidigt glædelig at se de frie kommentatorers og kritikeres aktivitet, der gennem især de sidste par år er blevet tiltagende konsistente. Før da var der mange forstyrrende kommentatorer og dialogen var derfor kaotisk. Det tyder på at nyhedsformidling skifter hænder, hvor den folkelige dialog udmanøvrerer de institutionelle medier, der er ved at komme på 'plejehjem' med 'pension'.

Kort sagt: Den klassiske mediebranche er et forældet koncept.

Att: Elis Vejvad

Jeg syntes at dit indlæg er både relevant og vedkommende, men det, som jeg anmoder om er, at vi ikke anvender en flertals betegnelse, som du eksempelvis bruger, ved at skrive:
"Nej, jeg tror ikke på journalister!"

Nej, jeg tror ikke på journalister!

Over 40 år i journalistik har vist mig, at pressefolk ikke er mindre troværdige end alle mulige andre stænder. Tværtimod anstrenger de fleste sig nat og dag for at skaffe grundig dokumentation for de oplysninger, de bringer frem.

Tænk, det stemmer ikke med min erfaring. Men når nu du skriver ...nat og dag for at skaffe grundig dokumentation for de oplysninger... kan du naturligvis dokumentere det - ikke sandt !

Att: Ole Halvorsen
Ang. journalister i flertal
Det er direkte svar på artiklens overskrift, som peger på journalister i flertal.

Dvs. at selve artiklen som udgangspunkt peger på journalister generelt og mit svar respekterer samme.

Att. Elis Vejvad

Ja, det forstår jeg, men det ændrer jo ikke ved, at vi - i andre i andre situationer - kan forsøge at undlade omtalte betegnelse.
:-)

Att.Lars Villumsen

Mange tak for linket til "The projectveritas," hvor det jo også fremgår, hvad reel journalistik kan bevirke.

Så, det med "alle journalister" holder jo heller ikke i denne reportage.

Nu vi er ved emnet journalister, så er her et link til en side, hvor jeg mener, at berettigelsen for vedkommende og ucensoreret journalistik viser sit værd.

Og det fik i hvert fald mig til endnu en gang at tænke over, hvad og hvem, vi kæmper for og imod via Nato.

Gaddafi Sodomized By NATO Supported RebelsGaddafi Sodomized By NATO Supported Rebels

http:www.informationclearinghouse.info/article29508.htm

Jakob Schmidt-Rasmussen

Berlingske bringer i dag en artikel med overskriften: "Vi tror på usandhederne i fiktion", der har underoverskriften:

"Film og TV opleves som mere virkelig end virkeligheden selv, viser ny undersgelse. Vi kan ikke huske vigtig viden, mens en frit opfunden påstand i for eksempel "Borgen" ryger lige ind..."

Lykketoft var som bekendt færdig som formand som Socialdemokraterne, efter at hans alterego var blevet fremstillet som voldelig overfor kvinder i en tv-serie der byggede på en bog af Hanne Vibeke Holst, der blev sendt i DR, lige før Lykketofts valgnederlag...

På den måde "skaber ord virkelighed" - også selvom ordene ikke har noget med virkeligheden at gøre...

Att. Jakob Schmidt-Rasmussen
Tak for dit bidrag.

"På den måde “skaber ord virkelighed” - også selvom ordene ikke har noget med virkeligheden at gøre…"

Ja, men ord kan også gengive en virkelighed, ligesom film og fotografier kan. At de også kan misbruges er hævet over enhver tvivl.
Ikke desto mindre mente jeg,at det var væsentligt at henvise til siden og markere min mening om meget af ,hvad Nato også bedriver.

Bent Weinreich

Der var en gang, hvor Ekstrabladet havde journalister, som stod for dybdeborende og objektiv journalistik. Det var dengang man kunne tro en lille smule på avisens integritet, når de begik opsøgende journalistik. Det var dengang " ekstrabladet tør hvor andre tier ". I dag er den redaktionelle linje, " ekstrabladet tør ikke hvor andre tier ", og så er Kasket Karl blevet fjernet, hans niveau var åbenbart for højt til Bent Falbert og ligesindede!

Heinrich R. Jørgensen

Ole Halvorsen:
"Mange tak for linket til “The projectveritas,” hvor det jo også fremgår, hvad reel journalistik kan bevirke."

Tjah, det ville være udmærket, hvis ProjectVeritas havde til hensigt at forsøge at leve op til sit pompøse navn.

Men at erklære at lydoptagelser mellem to personer, der ikke kender hinanden, og forsøger at føre en samtale uden visuel kontakt, om et emne provokatør-journalister præsenterer, skulle udtrykke nogle sandheder om samtalepartnerne, er meget langt ude.

Lars Villumsen

Heinrich R. Jørgensen:

Så den virkelige sandhed er visuel?

Og den virkelige sandhed finder man kun blandt de der kender hinanden?

Og...... Provokationer fra 3. part er meget langt ude!

Kan du slet ikke høre - undskyld, se - hvor ignorant din kommentar er?

Let´s go Watergate!

Heinrich R. Jørgensen

Lars Villumsen:
"Kan du slet ikke høre - undskyld, se - hvor ignorant din kommentar er?"

Nu har jeg gjort mig den umage, at kigge på ProjectVeritas's dokumentation. Det er en meget tynd kop te. I telefonsamtalerne, så vel som når NYT-redaktøren (?) causerer, mener jeg ikke der er basis for at fremføre så entydige konklusioner, som der forsøges lagt op til. Der er nærmest uhæderligt at forsøge karaktermord på så tyndt et grundlag.

Kvaliteten af den bedrevne journalistik får mig bestemt ikke til at øge min agtelse for journalister.

At redaktører kan have en meta-tilgang til deres virke, og "tænketanke" manipulerer og er til fals, er ikke en nyhed for mig. Så selv om det ProjectVeritas mener at påvise er vand på mine fordomme, køber jeg ikke påstandene om at de har dokumenteret det.

Det skal siges, at jeg kun har kigget på ca. 15-20 minutters dokumentation.

Sider