Læsetid: 2 min.

Uddannelsesministeren vil sætte universiteterne fri

De danske universiteter skal have ansvaret for de studerende tilbage, og den politiske kontrol skal væk. Sådan lyder det i første interview med den nye uddannelsesminister Morten Østergaard
De danske universiteter skal have ansvaret for de studerende tilbage, og den politiske kontrol skal væk. Sådan lyder det i første interview med den nye uddannelsesminister Morten Østergaard
8. oktober 2011

Det skal være slut med politisk kontrol af universiteterne. Efter en lille uge som medlem af den nye regering, gør den nye uddannelsesminister, Morten Østergaard, det klart, at han vil gøre op med den detailstyring, som den borgerlige regering stod for: »Det nye, bærende princip bliver, at vi vil give meget mere selvregulering og mindre kontrol. Til gengæld får de en håndfast forpligtelse på at levere resultater,« siger han i interview med Information. Han er ikke i tvivl om, at universiteterne vil levere bedre resultater, hvis de ikke bliver reguleret fra politikerne på Christiansborg, og står det til ministeren, skal ansvaret for de studerende tilbage til universiteterne.

»Tankegangen er, at vi skal ansvarliggøre dem, der rent faktisk har nogle muligheder for at gøre noget, og til gengæld fritage dem for at skulle sidde og producere papir til hylden. Det er den filosofi, vi gerne vil følge til dørs,« siger han og lover, at han er klar til at ændre lovgivningen.

»Der kan sagtens være lovmæssige barrierer, som vi skal fjerne, for at nogle af uddannelsesstederne kan gøre det, som de selv mener, er det mest effektive.«

Ukoordineret styring

Østergaards ambition bliver hilst velkommen af Stefan Hermann, der er rektor for Professionshøjskolen Metropol i København.

»Inden for de seneste år har der været for meget ukoordineret styring af uddannelserne, og man har både forsøgt at styre, hvordan processerne skulle forløbe, hvad indholdet skulle være, og hvad udkommet skulle blive. Det har især gjort sig gældende på professionsskolerne og til dels også på universiteterne,« siger Stefan Hermann.

Han vurderer, at der er blevet skabt en indviklet form for finansiering, hvor uddannelserne hele tiden skal søge om penge.

Alt for meget bøvl

»Det har været en måde at styre på, og det er så endt i et bøvlet system, hvor man hele tiden skal dokumentere det, man laver, for at kunne søge om penge. Hvis Morten Østergaard vil lave en forenkling af det, hilser jeg det meget velkommen,« siger han.

Danske Studerendes Fællesråd er derimod skeptiske over for forslaget om mindre politisk indblanding: »Det er ikke i sig selv nok, når ministeren siger, at der ikke skal være den samme politiske kontrol,« siger Matthias Friis Jørgensen, som er medlem forretningsudvalget og tilføjer: »Hvis uddannelsesniveauet skal hæves, så kræver det, at det ikke kun er ledelsen, men også de studerende og underviserne, som får indflydelse.«

 

'Riv murene ned' side 4-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er brug for en endnu større frihed - den, der ligger i, at politikerne igen indser, at de skal afsætte midler og prioritere, men dernæst sætte de indsigtsfulde, der er sat til at administrere, fri til deres opgave. Og så skal universitetsdemokratiet tilbage - problemet med professionel ledelse er, at ledelse ikke er en profession, men en funktion, der bedst varetages af dem, der har andet og vigtigere at tage sig til, så den ikke tager overhånd.

Kære minister!

Det lyder vældig godt. Håber du har opbakning i regeringen og mod og mandshjerte til at gennemføre det. Held og lykke og HURRA, hvis det bliver til noget. Godt brølt løve!

Dorte Sørensen

De studerende har ret, uddannelsesstederne – universiteterne – skal have demokratiet tilbage, så det ikke kun er styrelsen, der kan vælge retning.
Det er ikke nok kun at trække meget af kontrollen og styringen tilbage, der skal demokrati til så alle føler at de bliver hørt og har indflydelse og ikke mindst medansvar.

Curt Sørensen

Ja, vi skal have universitetsdemokratiet tilbage med etablering af forsknings- og undervisningsfrihed. . Og så skal vi have brudt med hele management princippet og fjernet hele det destruktive toplag af oven fra udpegede professionelle ledere der har ødelagt de faglige miljøer, ensrettet og forvredet forskningen, reduceret undervisningen til en skolegang , gjort studenterne til elever og i det hele taget forvandlet vore universiteter til erhvervsvirksomheder

Philip C Stone

VK-regeringens styring af uddannelserne var ikke et særsyn. Deres politik over for de offentligt ansatte var i al almindelighed båret af mistillid og en trang til at kontrollere. Østergaards erklæring, omend ikke tilstrækkelig, markerer et opgør med VKOs bureaukratiske misregimente. Lad os håbe at det fortsætte.

Men vi har endu til gode at få at vide, hvad intentionerne konkret vil betyde for universiteterne. I realiteten kan den nye ministers udmeldinger betyde en fortsættelse af rating-universiteterne og dermed ikke noget nyt og afgørende for indflydelsen på samfundsdebatten. Der er heller ikke noget afgørende nyt i forhold til, at forskerne har måttet opgive forskningsfriheden, og da slet ikke ikke i forhold til, om de studerende på naturlige vilkår genintegreres i det universitære demokrati til gavn for helheden. Faktuelt er der foreløbigt ikke en hujendes at tage pejlemærker på.

Det må den nye undervisningsminister da kunne ændre på forholdsvist hurtigt. Således at offentligheden kan forholde sig til en ændret politik på området. Eller kniber det faktisk med at gendemokratriser universiteterne radikalt? Vi i offentligheden venter endnu på konkrete forhold at reagere på. Men vi skal såmænd nok have en mening, der ikke helt kører i radikalt spin-regis. Det må ministeren være forberedt på...

Med venlig hilsen

Enig, Hugo. Universitetene skal ikke være deltagere i noen ekstremsportkonkurrance, med eller uden hard valuta involveret.

Mvh.

Der er brug for en meget større grad af oplysning, hvis det skal lade sig gøre at genetablere den akademiske republik: argumentation imod den misinformation om det kollegiale styres 'mangler', først og fremmest. Det lykkedes jo politikerne at udstille universiteternes selvstyre som dårligt fungerende - uden nogensinde at påvise, hvordan dette skulle være tilfældet.
Imidlertid lader det til, at politikerne er dem, der ikke har forstået, hvad det vil sige at fungere i sin funktion: i stedet for en masse detailstyring, skulle politikerne arbejde for at skabe det samfund, vi allesammen gerne vil virke i - med mindst mulig indgriben i institutionernes opgaveløsning og borgernes private liv.